Lykketoft bør træde tilbage
mens milliard-sagen kører

Finansminister Mogens Lykketoft bør allerede nu træde tilbage, så regeringen og det daglige politiske arbejde ikke  belastes af den milliard-sag, en borger har rejst mod finansministeriet.

Forbilledet må være Ole Stavad, der gik som minister, mens bank-skandalerne blev undersøgt, og som senere vendte tilbage som minister.

Det er på allerede nu givet, at sagen med sine forgreninger mest minder om den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens tamil-sag.

Selvsagt drejer det sig om de måske 43 milliarder, som borgere menes snydt for. Og det gør selvsagt indtryk, at sagen er rejst af en borger, der tidligere har påvist en fejl på halvanden milliard i Lykketofts ministerium. Fejlens størrelse denne gang svinger mellem 12 og 43 milliarder. Det sidste tal er en tiendedel af Danmarks samlede budget.

Men allerede nu er det tydeligt, at der foruden selve spørgsmålet om fejlene, og om disse fejl er gjort bevidst, i sagen indgår politik af ganske samme art som den, Erik Ninn-Hansen sluttelig blev dømt for ved rigsretten.

Retssagen handler om, hvorvidt borgerne er blevet snydt, og om det er sket bevidst. Men den politiske sag handler allerede nu om, hvorvidt finansministeren og hans folk har prøvet at bøje loven uden om folketinget.

Finansministeren har valgt at tie, efter den gamle skik, at der skal være stilhed, mens retten sidder. Men det er jo åbenbart allerede nu, at sagens politiske side vil komme til at køre længe, og hvis finansministeren også her tier, vil regeringen blive belastet, sådan som daværende statsminister Poul Schlüters regering blev det af Ninn Hansen-sagen.

Fra første færd handler det også denne gang om, hvorvidt der er fejet oplysninger ind under gulvtæppet. Og lige nu især om, hvorvidt statsrevisorerne er blevet brugt som gulvtæppe.

Netop en af statsrevisorerne, Hans Engell, var allerede på sagens første dag fremme med ord om, at handlingerne og de eventuelle fejl kommer ind under ministeransvarligheds-loven, hvad der er selvfølgeligt.

Men dog ikke mere selvfølgeligt, end at socialdemokratiets Jakob Buksti nu er ude at sprede gylle på sorte marker. Han går til angreb på Hans Engell, fordi finansministeriets tolkning af den måde, de årlige ændringer i 75 ydelser og skatteregler, har været forelagt statsrevisorerne, blandt dem altså Hans Engell.

Det er imidlertid indlysende, hvor klumpedumpede statsrevisorerne måske end har været, at det ikke er statsrevisorerne, der lovgiver. Det er folketinget, og sagen, som landsretten skal tage stilling, gælder netop sammenhængen eller den manglende sammenhæng mellem folketingets lovgivning på området og finansministeriets faktiske udregninger.

Det er allerede et hårdt slag, at sagen straks ligger i skarpt lys, fordi den mand, der har rejst sagen, H P Scharla Nielsen, i sin varetægt har et notat fra justitsministeriets lovafdeling. Det skriver dagbladet Politiken i dag.

Af notatet fremgår, at finansministeriet har forelagt sin måde at regne på for juristerne, der har sagt, at finansministeriets fremgangsmåde var ulovlig. Men trods advarslen fulgte finansministeriet tilsyneladende alligevel ministeriets egen vej.

Vi må regne med, at vi hurtigt får at vide, om statsrevisorerne, blandt dem Hans Engell, har fået det notat at se. Hvis finansministeren og hans folk har valgt ikke at lade notatet gå videre, så har vi en ny gulvtæppe-sag.

Selvsagt skal statsrevisorerne ikke godtage eller lade en fejlagtig fremgangsmåde glide igennem, men det stiller dem i et noget andet lys, hvis de ikke har haft alle papirerne på bordet.

Sagens emne er den såkaldte satsreguleringsprocent. Den er der lov om. Og loven siger, at en række satser, for eksempel til pensionister, skal fastsættes i forhold til den lønudvikling, der faktisk har været. Men til nu ser det ud til, at finansministeren og hans folk har brugt en anden fremgangsmåde, nemlig et skøn, og at det skøn har skadet et stort antal danskere, som har fået mindre, end loven tilsiger dem.

Hans Engell fik allerede første aften det spørgsmål, om pengene - mellem 12 og 43 milliarder - skal betales tilbage. Det mente Hans Engell ikke, og han sagde, at så skulle der jo opkræves ekstra skat. Men svaret er ikke så lige til, for de eventuelle fejl har ramt mange af de svageste og dermed sparet de brede skuldre for skat. Fejlene er i høj grad en overførsel fra de fattigste til de rigeste, sådan som skattelovene er.

Selvsagt kan folketinget gå ind og ordne sagen, som vi kender det med de ulovlige arbejdsmarkedsbidrag, AMBIen, og følgerne af dets retslige og politiske forløb i den sag blev jo netop, at mange ikke fik erstatning for at være blevet snydt.

Man må sige, at skråsikkerheden er gået af Christiansborg. Alle dem, der mener sig noget så kloge og hævder at have dyb indsigt i euro-møntunionen, kan tilsyneladende ikke engang finde ud af noget så enkelt som at følge en dansk lov om udregningen af lønstigninger i samfundet.

Der er eet parti, som i denne sag har et ganske særligt ansvar, nemlig Det radikale Venstre. Partiet har i sin historie og nutid søgt at værne folkestyret og folketinget. Det var den holdning, der tvang Anders Fogh Rasmussen væk fra minister-posten på grund af kreativ bogføring.

Det vil se mere end underligt ud, om Det radikale Venstre nu aldeles stiltiende lader finansministeren fortsætte, mens sagen kører for retten og som politisk skandale. Hvis det, der er fremkommet i sats-sagen til nu, holder vand, så er Fogh Rasmussens sag en vandpyt mod det hav, der nu rejser sig i brænding mod finansministeren og hans folk.

Det var jo for få år siden blevet skik, at den minister, der lavede fejl, som han siden blev dømt for, i mellemtiden blev gjort til formand for folketinget. Der er grund til at advare mod den løsning.

© Poul Erik Søe 25. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside