Troens vej gennem folket

Anmeldelse af Mads Lidegaards bog "Da danerne blev kristne"

Den vigtigste Danmarks-historie gennem mange år er kommet, Mads Lidegaards Da danerne blev kristne. Det er Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, der er udgiver.

Bogen er så vigtig som Martin A. Hansens Orm og Tyr, Palle Laurings Danmarks Håb og Horn, Vilhelm Grønbechs Vor folkeæt i oldtiden og Peter Groves Danmarks dåb. Og det helt særlige er, at den forener de sande kerner fra de fire bøger og ofte forklarer de dunkle steder i de fire dristige værker. 

Og Mads Lidegaard fortsætter dristigheden, skærper iagttagelsen og værner sit medfødte mådehold, så vi aldrig er ude i andre end helt nødvendige og velgrundede gætterier.

Hansen, Lauring, Grønbech og Grove fik ganske vist af og til misundelige fagfolks knotne ord for netop de fire bøger, fordi de trådte stier, hvor ingen videnskabelig historiker havde sat foden. 

Men går man ud i vildnisset, træder man uvægerligt af og til ved siden af. Dog den sti, der bliver stående, viser sig at have sat nye mål. Sådan gik det med de fire, og det enestående ved Lidegaards nyeste historie-bog er, at den får de fires og endnu fleres stier til at mødes, så hans egen bog bliver en hovedvej for forståelsen af troens færd gennem det danske folk.

Mads Lidegaard skaber som den første en helhed af de anelser, der mere og mere tydeligt har røbet sig i den historiske videnskabs fund og givet nedslag i de dirrende ivrige sagkyndige, der har fremdrift uden eksamensbevisets medvind som folkekirke-præsten Høgsbro-Østergaard. Netop han ivrede for at fastslå en tidlig irsk-præget, keltisk kristendom i Danmark før Ansgar og katolicismen.

Det er en af de tråde, der følges i Mads Lidegaards bog, men læserens nysgerrighed og lyst til at møde nytænkning tilfredsstilles, fordi Lidegaard ikke blot åbner for og endnu mere sandsynliggør vest-kristelig indflydelse i Danmark før Ansgar, men med udsyn åbner også for tros-indflydelse andre steder fra end netop det tidlige irske modstykke til det romersk-katolske. 

Blot at hævde en næsten selvsagt irsk-skotsk-engelsk kristendom på dansk jord før katolicismen vil være en ny ensidighed, og Lidegaards alsidighed og bredt favnende historiske viden, så at sige samlet med egne hænder, hindrer ham i at havne i nemhedens og enøjethedens grøft.

Lidegaard går i byen med to ærinder på huskesedlen. Han når lykkeligt hjem med fuldendt gerning. Han skildrer, at danskerne var kristne, allerede da Harald Blåtand lod sig døbe og "gjorde danerne kristne" - ord, der kun har tydningen, at han af udenrigspolitiske grunde tillod katolicismen i et folk, der var kristne i forvejen.

Og hans andet ærinde er den gamle frugtbarhedstro, som folket, hovedsageligt bønder, havde forud for troen på Odin, Tor og de andre aser, og som hverken den tidlige kristendom på dansk jord eller katolicismen nedkæmpede, sådan det blev gjort med aserne, høvdingenes, krigernes religion, næppe i stort omfang bøndernes. 

Lidegaard følger frugtbarheds-troens vej gennem folket, tilpasningen mellem frugtbarheds-tro og kristendom og fortsættelsen af frugtbarheds-religion ind i vor egen tid. Mange af netop disse tankegange i bogen er mesterligt tænkt og skrevet.

Det er nemlig vigtigt at vide, at Lidegaards bog i modsætning til de mere håndbogs-prægede værker om oldtidsvejene, højene, stenene, træerne, søerne, vandløbene og kilderne først og fremmest er en sammenhængende, fortællende skildring med samme underfundige og livslystne visdom som i hans tidlige bøger.

Bogen kan læses, som den er skrevet, for historiens skyld, men også som en politisk kriminalroman, hvor det danske folk som helten overlever skurkens, de omgivende magters, udenrigspolitik, troen i magtens messehagel, og hvor danernes tilsyneladende store villighed til tilpasning blot er et skalkeskjul for værnet om kernen i den livbærende folketro.

Der er da afsnit, i alt fald om det irske, hvor nyere funds beviser for dansk og mindre norsk vikinge-indflydelse med held kunne have gjort tydningerne stærkere. Den russiske Nestor-krønikes udsagn om, at det ikke var svenskere, der blev hentet ind som skabere af det russiske rige, sammenholdt med fundene af megen vestjysk keramik i Novgorod ville måske have slebet ordene i disse afsnit skarpere til.

Men det er småting i Lidegaards helhed, der vinder ved at gøre brug af egne fund, som han tidligere har gjort fagligt rede for i halvfjerdsernes, firsernes og halvfemsernes mange værker fra hans hånd. 

Og Lidegaard tager alle stikkene hjem ved ikke at holde gode gisninger for sig selv. Han sætter læseren voldsomt og lystigt i gang med anelserne om, at Islands mange hærtagne trælle fra Skotland og England kan have være efterkommere af de angler, der drog ud fra det danske land fire hundred år før vikingetiden. Anglerne medbragte tidlig Danmarks-historie, som blev nedskrevet i 600-tallet og tolket af Grundtvig i hans Bjowulf-rus på Englands-rejserne. Det kan have været anglernes efterkommere, der som slaver i Island nedskrev sagaerne.

Ja, man fristes af Lidegaards dristighed til at gå endnu videre. Her er måske nøglen til det, som gjorde Peter Groves bog Danmarks dåb nytænkende og stifindende. Grove mente, at Vølvens spådom, digtet om Ragnarok, ikke er islandsk, men dansk. Ragnarok er ikke en skildring af verdens undergang, siger Grove, men af den krig, der blev ført, da danerne trængte ind i det land, der siden blev kaldt Danmark. Mads Lidegaard, uden at sige det, åbner for den mulighed, i hvert fald for den lystne tanke hos læseren, at netop de hærtagne trælle i Island har medbragt Vølvens spådom som et stykke Danmarks-historie, der er endt i den islandske saga.

Mads Lidegaard bog er af den slags, der skal købes nu. Det vil gå med den som med de fire andre, at først sælger de langsomt, siden er de ikke til at opdrive.

Der er hændt det med Lidegaard, at han under de uendelige vandringer i Danmark har optaget landet, sagnene, højene, vejene, stenene, søerne, åerne, bækkene, de hellige træer og selve folkets tro i sig selv, hvor det alt sammen gror smukt side om side med teologien, den historisk-faglige indsigt og den indlæring, som tiden tvinger ind i os.

Og nu er det som aldrig før lykkedes for ham at frugtbargøre helheden i en bog, der som en plov skærer ned i læserens muld, åbner for jordgemmets hemmeligheder og samtidig får een til at ranke ryggen og have øje for himmelens vidde.

© Poul Erik Søe 8. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside