Hele historiens holdeplads
Anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Mads Lidegaards bog Da danerne blev kristne

Historien er det puslespil, som kan være rigtigt lagt sammen, selvom der er brikker til overs til et helt nyt spil. 

Forfatteren og højskolemanden Mads Lidegaard har brugt gådefulde, tiloversblevne brikker og selv samlet sig nye til det herlige puslespil, der lige er udkommet som bogen Da danerne blev kristne.

Hans spil går lystigt op med alfeblå engle i de øverste himmel-brikker og jordemødre på den frøbærende muld mellem gravhøje, helligkilder, kirker og hullede sten. Mens Jesus Kristus lader små og store svantevitter komme til sig, thi sådanne hører jorden til.

Emnet er ikke Johannes V. Jensens, men kristentroens ”lange rejse” gennem det danske folk. Først og fremmest en nødvendig skildring af danskerne som et gammelt kristent folk, der med Ansgars landing og Harald Blåtands dåb af udenrigspolitiske grunde bøjer deres allerede rodfæstede kristentro ind under Roms katolicisme.

Hvad mange længe har anet, hvad flere og flere fund tyder på, og hvad nogen – som præsten Høgsbro-Østergaard – med iverens glæde har slidt for at bevise og kun turdet antyde, bliver i Mads Lidegaards bog skildret lige til og helt overtydende. Der er hold i påstandene om en tidlig kristendom på dansk jord, og Lidegaards indre arkæologiske udgravning af det danske folks tro gør bogen til holdeplads for hele den tidlige Danmarks-historie.

Hos Lidegaard følger vi dristigt skridtet videre fra Martin A. Hansens ”Orm og Tyr”. Det er næppe aserne, mere guder for krigerne end bønderne, men de gamle frugtbarheds-guder Vanerne med Moder Jords genfødte datter Freja frejdigt i front, som kristendommen forud for Ansgar blander sædekorn med, så tålsomt, at bondens natursyn delvist holder til i dag - side om side med den gudesøn, der ændrede naturen med en julestjerne og et jordskælv som foreløbigt farvel.

De brikker, der blev til overs fra Vilhelm Grønbechs ”Vor folkeæt i oldtiden”, smutter på plads i Lidegaards skildring af kristendommens nøje tilpasning til sæd og skik hos danskerne, og han udfylder hullerne med de brikker, han har samlet på sin egen livslange Danmarks-rejse efter grundstof til sine mange bøger om oldtidsveje, gravhøje, sagnsten, helligkilder og livstræer.

Palle Laurings hornede gud indordnes i Lidegaards puslespil under den store gudinde, den hellige so med dens ni grise, al julesuls moder, og tålt så langt af kristendommens danske udgaver, at den fortsat måtte spises i den kristne jul, blot den blev slagtet  før jul, så det ikke lignede den gamle ofring og genfødslen af soen.

Dronning Dagmar passes ind i gudinde-billedet og hentes hos Lidegaard til Danmark efter et muligt praj fra ”udvandrede” thyboer i (senere Luthers) tyske Thyringen. Efterkommere af de angler, der fire århundreder før vikingetid drog fra Sønderjylland til England og Skotland, dukker op som hærtagne trælle i Island, hvor de måske i virkeligheden er dem, der nedskriver sagaerne.

Jeg greb mig selv i at snakke med, mens jeg læste Lidegaards bog, og knyttede tråd til Peter Groves først nedgjorte, siden højagtede værk om ”Danmark dåb”. Grove ville, at Vølvens spådom ikke er islandsk, men dansk, og at dens ord om ragnarok ikke handler om jordens undergang om et par måneder, men om en krig, der allerede er ført – danernes blodige landtagning af det, der siden blev kaldt Danmark. Gåden hos Grove er måske løst. Angler-efterkommerne kan have haft Vølvens spådom med sig til Island.

Stærk i fag og sag, med foden på eget sikkert skabte grundlag, har Mads Lidegaard gjort en af de vigtigste Danmarks-historier længe.  Troens vej gennem folket er kortlagt som aldrig før.

© Poul Erik Søe 12. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside

 

Se mere udførlig omtale af Mads Lidegaards bog her