Kirkens flotte nej til tidens
sukkersøde modetrælleri

Politisk plat, pjat og pladder har det med at brede sig. Lige nu skal intet være mellemfolkeligt, men alt internationaliseres. Og nogen tror, verden bliver et fredeligere sted at være, når det politiske modetrælleri breder sig til troen, så verdens folk ender med at have også en harmoniseret Gud, der er gennemsnittet af ingenting - euroens Vorherre til fremme af beskæftigelsen og de kræftfremkaldende stoffer i nådemidlerne.

I dag kan man i dagbladets Informations ledende artikel læse de gribende første-ord: "En stadig stærkere trang til forsoning, forening og fred synes at brede sig (i) Europa her på falderebet til det tredie årtusind efter Kristi fødsel."

Nu er det kun Europa, der nævnes, så i sammenhængen må man godt tænke på Nørrebros tæskehold, Kosova og Nordirland, men næppe på Tjetjenien og Østtimor.

Det er svært at blive klar over, hvor den "stadig stærkere trang til forsoning, forening og fred" giver sig udtryk, hvis da den trang ikke altid har været stadig stærkere trods hidtil uindfriede løfter om fred på jorden og i menneskene velbehag.

Informations skud-sikre eksempel på den stadig stærkere trang er fejringen af murens fald og "vores kollektive farvel til dette århundredes store sekulære religionskrig, mellem Kommunismen og Kapitalismen". Men dels faldt muren for ti år siden, dels var dens fald udtryk for kommunismens nederlag. Der var da ikke tale om forsoning, forening eller fred. Den ene part i Informations religions-krig tog fejl og tabte, hvad der i øvrigt ikke selvfølgeligt gør kapitalismen til vinder.

Informations forsonings-følelser viser sig siden blot at være den maleriske indledning til at give den danske folkekirke på puklen, fordi kirken ikke bøjer sig for tidens sukkersøde modetrælleri.

Information kalder det "den foreløbige kulmination" på opblødningen mellem de gamle religiøse skel i Europa, når der for et par søndage siden blev underskrevet en fælles erklæring fra Det lutherske Verdensforbund og Den katolske kirke. 

Undervejs får vi at vide, at de protestantiske og katolske teologer har drøftet den opblødning i tredive år, og det vil jo - hvis Informations tal passer - sige siden 1969, og det er da en lidt anden snak, end at kirkerne i Europa nu passer sig ind i den almindelige nytårsfuser af en forsoning, der lover fred i vor tid, i hvert fald i halvanden måned dette århundrede ud, indtil tømmermændene første nytårsdag.

Hvordan det så passer ind i den åbenbart helt almindelige og stadig stærkere trang til forsoning, forening og fred, at EUs nuværende finske formandsskab - netop samme dag som Informations tilsukring af nutiden - varsler, at finnerne allerede i næste måned på EU-mødet i Helsinki vil gøre EU til et militært redskab, og at russerne samme dag er ved at indtage Tjetjeniens næststørste by, skal man være kirkelig lederskriver på Information for at se.

Men rigtigt - ikke vigtigt - er det, at der i Augsburg har været et møde mellem katolikker og protestanter. De to kirker har udsendt fælles ord om "retfærdiggørelse". De valgte at gøre det i byen Augsburg, fordi i den by blev den augsburgske bekendelse til og overrakt den katolske kejser. Bekendelsen er også i dag grundlag for den danske folkekirke. 

I øvrigt blev bekendelsen til ved et kompromis mellem Luthers og katolicismens standpunkter, så "den stadig stærkere trang til forsoning, forening og fred" er nok ældre, end Information tror - og lige så upålidelig som altid. Netop efter Augsburg og forsøget på forsoning skærpedes modsætningerne, der blev til trediveårskrigen, der jo enkelte steder kom til at vare hundred år.

Nu har så den katolske kirke efter næsten fem hundred års forløb fundet ud af, at den tog fejl dengang. Retfærdiggørelse, og dermed frelse, sker ved troen, som Luther sagde, med tilføjelsen - troen alene.

Men da den katolske kirke som de fleste ordentlige kirker har svært ved at indrømme fejl, så bliver der lavet et mægtigt teater med augsburgske sætstykker, så den katolske kirkes nye standpunkt kan blive søsat som en forsoning.

Men ordet forsoning er jo det rene vrøvl i den sammenhæng. Forsoning forudsætter, at man mødes mellem to synspunkter, at der gives fra begge sider. Det er der jo ikke tale om. Den protestantiske kirke har bare taget sine pæneste messehagler på for at virke katolske nok og overværet et lille møde, der protestantisk set er så uvigtigt som statsminister Nyrups euro-møde med sygeplejerskerne på Herlev sygehus.

Og på mødet her for et par søndage siden i Augsburg skrev katolikkerne så under på, at de tog fejl for knap fem hundred år siden. Det kunne de da bare have udsendt en pressemeddelelse om. Teksten er nem: "Vi tog fejl, og vi er da kede af, at det kostede hundredtusinder af menneskers liv og velfærd". 

Det kunne katolikkerne så meget nemmere have gjort, for på Luthers tid var paven ikke ufejlbarlig. Det blev han først i forrige århundrede, og siden har det da også været svært at finde blot den mindste fejl ved paverne. Hvorimod vore egne kirkelige kåbe-bærere heldigvis er lige så smækfyldt med fejl som alle vi andre.

Men når dagbladet Information vil have det til at være en fejl også hos danske kirkefolk, at de sagde nej til at deltage i det luthersk-katolske teater i Augsburg, og når det sker under artikel-overskriften "Dansk selvretfærdighed", så røber det, at i hvert fald nogle eller bare een af bladets medarbejdere er endt i det syge modetrælleri, som vi vil skraldgrine af om ti år, og som allerede nu holbergsk kalder på latteren, når man hører ordet implementere om alt fra fars i hvidkål til EUtilskuds-robådenes søsætning i gadekæret.

Folkekirkens nej til at være skriveunderlag for pavestatens fejl-retninger tyder på almindelig, sund tankegang. Vi kan ikke holde møde med katolikkerne, hver gang de vil ændre de fejl, paverne og den katolske kirke har gjort siden apostlen Peter. Katolikkerne må rette deres egne fejl, og vi kan roligt sige til dem, at vi både som kirke og folk har mere end tilstrækkeligt at gøre med at rette vore egne fejl.

Men dansk folkekirkes fravær fra den katolske kirkes brug af den røde blyant på egen tro får dagbladet Information til at svinge sig op i den falske internationaliserings guddommeligste højder, lige som den radikale Jørgen Estrup mente, at det vigtigste ved 150 års fejringen af danskernes egen grundlov var, at der blev talt om internationalisering.

Informations lederskriver implementerer fremmedhad og indavl i vellystne ord, som sandelig ikke håber, "at folkekirken indhyllet i dannebrogs, danskhedens og den nationale kulturtraditions rød-hvid farver isolerer sig fra omverdenen og den fælleskirkelige forsoning. På et tidspunkt, hvor den globale forbrugerkultur og sækulariseringen trænger kristendommen og de kristne kirker i defensiven, er der brug for andre svar end isolationens nationale fortmentalitet".

Sådan slutter artiklen i Information. Skriveren har undervejs glemt den sukkersøde indledning om "en stadig stærkere trang til forsoning, forening og fred", der synes at brede sig i Europa her på falderebet til det tredie årtusind efter Kristi fødsel.

Fordi danskerne siger nej til et møde, der alene har som mål at rette på andres kristendom, og det er dog hensynsfuldt at lade katolikkerne skifte ham i fred, så må folkekirken af Information mindes om, hvad den åbenbart helt har glemt, at den ikke må ende i "isolationens nationale fortmentalitet". Det er dog en gang mageløs vrøvl.

Det er jo netop "isolationens nationale fortmentalitet" at ville gøre folkenes tro og troshistorie til een grød, fordi den frugtbare forskellighed fjernes. Det mellemfolkelige ender på den vis i internationalisme, og det selvindlysende, selvretfærdige i det ordvalg, som her er brugt, viser jo, at internationaliseringen er blevet en ideologi i sig selv, en internationalisme på vej til internazionalime.

Der var en gang, hvor også kommunisterne indbød til møder, de såkaldte ungdoms-festivaller i kommunismens hovedbyer som Berlin. Det skete skam i Internationales navn og også med internationalisering som mål. Men der var danskere, der blev hjemme. Heller ikke de blev væk fra det syge modetrælleri, fordi de sad og svøbte sig i Dannebrog eller var ramt af "isolationens nationale fortmentalitet". De mente ganske enkelt, at noget kan være så fjollet, at man skal sige nej til det.

I øvrigt er det da svært at se, hvorfor folkekirken ikke skulle svøbe sig lige netop i Dannebrog, der jo er et korstegn. Men Informations medarbejder så måske hellere danske bispekåber i unionens blå farve og de tolv gule stjerner, som begge er sindbilleder hentet fra en anden af katolicismens fejltagelser, dyrkelsen af jomfru Maria som himmeldronning.

Informations medarbejder ser det åbenbart som en sygdom hos eller en fejl ved et menneske, at det hører til et folk. I så fald er det jordens mest udbredte sygdom og en fejl, der skal holdes mange møder om, før den kan fjernes. Det er utænkeligt, at folkekirken kan stille op til alle møderne.

Informations medarbejder har tydeligt det synspunkt, at når "den globale forbrugerkultur og sækulariseringen trænger kristendommen og de kristne kirker i defensiven", så skal kirken bare bøje sig og troen indrette sig.

Man må spørge meget stille, hvor det egentlig var de mødtes, da folket i Østtyskland væltede diktaturet. Var det ikke i en kirke? Var det ikke salmer, de sang? Formentlig ikke internationale salmer, men nok nogen af Luthers, i hvert fald tyske.

Glemmer lederskriveren ikke, at den egentlige værdi er friheden til forskellighed - friheden for hvert enkelt menneske. Hvorfor er det så herligt for en dansk protestant at gå i en katolsk kirke i Italien, Schweiz og da endnu mere i Irland? Fordi kirken og dens tro er det folks tro, groet sammen med det, og fordi vi både udfordres og styrkes af netop forskelligheden. Vi skal da ikke være ens og enige for at være sammen. Fri os fra en verdenskirke, hvor alle bisper hedder Holm.

Folkekirken kan ikke stå spring, hver gang der holdes møde om retfærdiggørelse, frelse og udfrielse i andre kirker eller i andre trossamfund. Hvis jøderne endnu engang vil drøfte Isaac Lurias lære fra omkring Luthers tid, så er det da vigtigt for dem og særdeles spændende for os, men det er pjank, at en dansk biskop skal skrive under på mødereferatet.

Hvis indbydelserne fra andre kirker og trossamfund myldrer ind til folkekirken efter Informations lederartikel i dag, vil jeg råde til, at man har en fast skrivelse liggende. Man skal blot sende de ironiske ord, som Paulus bruger til Galaterne: "Det er godt at vise iver for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer".

Og så er det bedste guf måske, at de to sager, det hele handler om, ligner hinanden, nemlig retfærdiggørelse og internationalisering. Især bliver begge ord misforstået på samme vis.

Der står i Galaterbrevet: "Men da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, så har vi også sat vor tro til Jesus Kristus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte af tro på Jesus Kristus og ikke af lovgerninger, thi af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort."

For mange er de ord kernen i kristendommen, og de vil mene at kunne udlede hele det kristne syn af de sætninger. I hvert fald kan vi se, at ordene stadig kan fremkalde strid, sammenkalde møder på tværs af trosskel og skabe umådelig vrede på dagbladet Information.

Det svære er ordet retfærdiggørelse. Det er ikke et særkristent ord. Det er jødisk og udpræget rabbinsk sprogbrug. Paulus er græsk-talende jøde, påvirket af den sprogbrug. For jøder og grækere er ordet mere lige til end for eksempel for danskerne. Det skyldes oversættelsen, som sprogligt er misvisende.

Umiddelbart hører man jo ordet retfærdiggørelse, som om, det er noget, der skal gøres ved een, nemlig at man skal gøres retfærdig. Men sådan skal ordet netop ikke opfattes. Det handler ikke om at gøre noget ved et menneske - eller at forvandle et menneske, så det bliver retfærdigt. Det yderligtgående i synsmåden er netop, at den uretfærdige bliver erklæret retfærdig.

Troen erklærer os retfærdig. Det er mere lige til, end det lyder. Hvordan gør man også nu om stunder en anden retfærdig? Ved at frikende ham. I samfundet er det jo dommerens opgave, og sprogbrugen her er hentet fra den juridiske verden - med Gud som dommeren.

Mennesket ses som skyldigt. Og hos jøderne - de fleste i hvert fald - var tankegangen, at den, Gud erklærer retfærdig, er retfærdig.

Men hos Paulus tages endnu et skridt, Her erklæres den uretfærdige for retfærdig. Og det vil jo ganske enkelt sige tilgivelse - eller med det gammeldags lutherske udtryk "syndernes forladelse".

Der er heller ingen grund til at gøre det sværere, end det er. To venner skændes. Den ene part krænkes. Det er da den krænkede, som genopretter tilliden, nemlig ved at tilgive.

Det vigtige er, at retfærdiggørelse ikke er at forvandle et menneske, atgøre det til et andet menneske. Men sådan opfattes det tit.

Og sært nok er det helt på samme måde med ordet internationalisering. Modetrælleriet hævder, at vi skal internationaliseres. Der er noget, vi mangler, og derfor skal der gøres noget ved os, vi skal internationaliseres. Vi er bagefter, indavlede, dannebrogs-indsvøbte, men internationaliseringen vil forvandle os - gøre os til nye mennesker.

Men det er helt gak-gak. Ordet international vil sige mellem folk eller mellem lande. Det internationale er det, der sker mellem folkene. Er der ingen folk og ingen lande, så er det internationale slet ikke til.

Men vi er jo alle del af et folk. Internationalisering er derfor ikke noget, der skal gøres ved os, ikke en forvandling af os.

Men i løbet af få år er ordet internationalisering blevet en ideologi, der - som Informations lederskriver - vil fjerne vor folkelige samhørighed for at få os til at være internationale, hvilket er umuligt, da det internationale forudsætter folkelig samhørighed.

© Poul Erik Søe 12. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside