Slægtleds-slaget slut
Velfærds-staten skrumpes alene af hensyn til EU, ikke fordi der bliver flere gamle

Da statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke har noget håndgribeligt at nedkæmpe modstandere af euro-møntunionen med, opfinder han selv lige nu modstander-meninger, han kan gøre grin med. I Dagbladet JydskeVestkysten udtrykte han i ugen, der gik, at unions-modstanderne med sikkerhed vil give euroen skylden for alt, og at de vil sige, at euroen også vil være farlig for ænderne i gadekæret.

Men den allerførste and, som kom til at leve livet farligt, skulle vise sig at svømme i statsministerens eget gadekær. Det er den and, at velfærds-samfundet og samfunds-økonomien er truet af et stigende antal gamle i den kommende tid. Hele regeringens og EU-partiernes aftalte spil om at skrumpe velfærdsstaten har ingen som helst grund i virkeligheden.

Danmarks Statistik kan i dag ifølge Danmarks Radios tekst-tv påvise, at "det ikke er rigtigt, når politikere siger, at der bliver flere og flere plejehjemskrævende gamle de næste år".

Og ifølge samme kilde siger professor i samfunds-økonomi Jesper Jespersen fra Roskilde Universitets-Center, at vi ligefrem kan sænke skatten med tre procent de næste fem år, fordi de gamles del af folket bliver mindre.

Hvordan går det så til, at vi længe har hørt det modsatte fra EU-partierne og regeringen? Det er ganske enkelt, fordi velfærds-samfundet efter deres mening skal skrumpes, og det skal ske for at tilpasse det danske samfund til den europæiske union. Det er den redelige forklaring, men den får vi ikke, for vi må endelig ikke være vrede på unionen.

Som gammel politisk journalist skal jeg være den første til at indrømme, at politik er bedre end sit omdømme. Der er megen igangsættende, skabende og i sjældne tilfælde næsten digterisk kraft i politik, når den er bedst.

Men når politik er ond, så er den virkelig ond, grufuld ond. Og en sådan ondskab har bredt sig som en smitte af rædsel fra EU-partiernes og regeringens uredelige omgang med velfærds-staten.

Man ville med diktatorisk magtlyst skære ned på velfærds-staten, så unionen kunne komme til at ligne forenede og ens stater. Det vovede man ikke at sige til det danske folk, der regnes for almue, ude af stand til selv at tage stilling.

I stedet malede man danskerne et skrækbillede for øje. De gamle ville blive så mange, at de ville æde de unges og børnenes mad, bruge de erhvervsdygtiges penge og nasse på samfundet med deres alt for mange pensions-opsparinger.

Det har i halvfemserne ført til en ond indbyrdes-krig mellem slægtleddene i Danmark. Aviser, radio og fjernsyn, ofte forslugen og ukritisk, hoppede på EU-partiernes og regeringens limpind. I artikel efter artikel, radioavis efter radioavis og fjernsyns-udsendelse efter fjernsyns-udsendelse hørte vi om de voldsomme modsætninger mellem slægtleddene.

Ordene blev tilspidset. Det nye slægtled overtog en række skældsord til brug mod de gamle, som svarede igen med andre vrede ord. Modsætningerne blev revet ud af deres politiske sammenhæng og gjort til en skildring af et fremtidigt samfund, hvor ung og gammel så hinanden som fjender. En stemning af stats-igangsat modbydelighed bredte sig ud over det fællesmenneskelige i samfundet.

Nu er løgnen blevet taget på sengen. Men der vil gå tiår, før de falske modsætninger svinder igen. En politisk igangsat selvdyrkelse, markedskræftens smitte i sindet, vil præge et helt slægtled som følge af den ondskab, som udstrålede af den politiske fejhed. Man turde ikke sige sandheden om ændringerne i velfærds-staten, men søsatte løgnens lokkeand, der endte med at skille gadekærets vande og igangsatte slægtleddenes indbyrdes-slag.

EU-partierne og regeringen valgte at lade en falsk drøftelse af fremtiden lægge det fælles folkelige øde for i ly af en heftig kamp på uredeligt grundlag at gennemføre, hvad der blev ønsket af den europæiske union. Ikke bare svigtede politikerne det folk, der har valgt dem, men det lykkedes dem endnu engang at få delt danskerne i to lejre, så et svækket folk var et endnu mere villigt offer for unionens magtudøvelse.

I drøftelsen af euro-møntunionen har statsminister Poul Nyrup Rasmussen nye lokkeænder i eget gadekær. Aldeles imod al erfaring med møntunionens første år og med brug af nogle pynteord, der skulle få møntunionen til at glide ned i Tyskland, fremstiller Nyrup Rasmussen euroen og dens udvidelse af unionen som den store sociale appelsin, der lander i danskernes klaphatte.

Statsministerens brug af de sociale velfærds-slagord er uden hold i virkeligheden. Og selv for Venstres Arne Fogh Rasmussen er der for meget andefedt i statsministerens mundsmørelse. Fogh Rasmussen advarer statsministeren om ikke at fremstille den europæiske unions fremtid som et socialdemokratisk tusindsårsrige.

Venstres formand var næsten nødt til at tage afstand fra statsministerens nissevattede fremstilling af euro-møntunionen som sukkersød juleøl på fremtids-danskerens bord.

Når politikerne er tvunget til at skifte tone og ordvalg, skyldes det redelighed blandt andre tilhængere af euro-møntunionen og EU. Og det kan der kun siges godt om, for det bør ikke endnu engang lykkedes politikerne ved hjælp af ondskab at dele folket i to lejre.

I de tre konservative Stiftstidender og Venstres JydskeVestkysten  kunne man 25. oktober 1999 læse, at "den fælles valuta i EU de næste årtier vil tvinge danske politikere til at slanke velfærdsstaten og sænke skatterne." Ordene er ikke avisernes, men er sagt af Mads Øvlisen, mangeårig leder i medicin-virksomheden Novo Nordisk.

De fire aviser siger om Mads Øvlisen, at han er "en af dansk
erhvervslivs førende topdirektører gennem snart 25 år". Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan sagtens se, at det er et alvorligt og redeligt menneske, der lige ud siger: "For at Euroen kan blive en holdbar valuta, og ikke blot nogle interessante mønter, så vil der skulle ske en vidtstrakt harmonisering af landenes økonomiske politik." 

Lad gå, at statsministeren og EU-partierne vil prøve lokkeænderne på EU-modstanderne, for de hører jo ikke rigtigt med til folket, men er vitterlig almue, der kun trænger til mer oplysning. Og efter EU-partiernes syn er den virkelige almue jo det store antal kvinder, der er imod euroen, og som i første række skal overtales, hvad der jo var grunden til, at statsministeren indledte sit euro-andespil i Herlev på sygehuset.

Men dybest set er lokkeænderne, fremstilling af euro-møntunionen som fremtidens sociale paradis, for alvor en krænkelse af EU-tilhængerne, for de er jo oplyste folk, som ved, hvad det hele drejer sig om. 

EU-tilhængerne følger måske endda med i, hvad de går og laver i EU. Derfor vil EU-tilhængere ikke være overraskede over, at euro-møntunionens følge vil være ens skatter, som med sikkerhed udløser en udsultning af og langsom slanke-død for den danske velfærdsstat.

EU-tilhængerne er tilmed så lidt almue, at de er vidende om, at den tilpasning af skatterne, som euro-møntunionen forudsætter, allerede har været i gang længe. Det er jo derfor, tyskerne er så alvorligt på spanden med omkring fire millioner arbejdsløse. De er ofre for års tilpasning til euro-møntunionen. Og det er også grunden til, at den tyske kansler Schrøder ikke kan gennemføre sine valgløfter om bedre social sikring af borgerne, men i stedet skærer netop på de sociale områder. Han er træl af euroen.

Men tilpasningen gælder ikke kun de 11 lande, der allerede er med i euro-møntunionen. Den sker i alle EU-landene. Dagbladet Politiken har så sent som denne uge fortalt, at "EU-kommissionen i den kommende tid vil gøre endnu et forsøg på at harmonisere moms og afgifter i det indre marked. Den ny kommissær på området, den liberale hollænder Frits Bolkestein, har gjort det til et af sine højst prioriterede områder, og kilder tæt på kommissæren forventer, at han forholdsvis snart vil komme med planer og konkrete udspil."

Man må sige, at de danske EU-partier og unionens folk i Brüssel kender jagt-kalenderen. Det er jagttid. Jagten er gået ind på samfunds-hensynet til de svageste. Hensyn er en handelshindring i unionen.

Som folk skal vi ikke lade os lokke af kunst-ænderne i EU-partiernes gadekær. Lad os for første gang som tilhængere og modstandere af unionen række hinanden hånd og give det løfte, at det er ikke den indbyrdes jagt på hinanden, der er emnet for euro-afstemningen.

Vi er ikke på jagt, og vi skal ikke bare finde frem til det nemmeste ja eller det nemmeste nej. Vi skal finde det fælles grundlag, hvorpå vi sammen kan overleve som folk med et værdigt menneskesyn, der ikke grunder sig på pengepungen alene.

© Poul Erik Søe 21. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside