Hæren, der skal bruges mod os selv
Overstatslig EU-hær er virkelighed, og Danmark er med ved bordet

Til overraskelse for alle andre end danske EU-tilhængere er EU-hæren nu virkelighed. Vejen er banet i en ny minister-loge inden for unionen. I løbet af et døgn har EU fået såkaldt udenrigsminister, der samtidig har "fået lov" at have embede i den militære Vestunionen.

Dobbelt-rollen er sindbilledet på, at EU nu også er et militært redskab. Og virkeligheden er den EU-hær, der allerede på loge-mødet er aftalt i enkeltheder. 50.000 soldater skal samles under EUs flag.

Det er heller ingen overraskelse, at EU-hæren skabes for fredens skyld. Hvilken magthaver har nogen sinde stillet en hær på benene uden at hævde, at det alene var for fredens skyld.

Så vi skal tro på, at den ny EU-hær er blevet til for at rydde miner og for at være med i såkaldt fredsbevarende krige som den i Kosova. Eksemplerne er ikke mine, men brugt af EUs ministerloge, der just holder møde i Brüssel.

Virkeligheden er - som for alle hære - ganske anderledes. Nu skabes den hær, der med sikkerhed vil blive brugt mod os selv, mod folkene i Unionen. Nogen vil sige, at det er alt for voldsomt. Den slags roskabende ord vil komme fra de samme danske politikere, der siden vedtagelsen af Unionens indre Marked blev ved med at sige til de danske vælgere, at EU-modstanderne var aldeles på vildspor, når de talte om EU-hær.

Vi ved det fra alle unioner, at når der laves overstatslige hære, så vil de sluttelig blive brugt mod indbyggerne i unionen selv. I USA blev forbundshæren aldrig skabt for at nedkæmpe grupper i det amerikanske folk, men det blev virkeligheden. I Sovjetunionen opbyggede man en hær og et politi netop efter det mønster, at soldater fra andre sovjetstater blev sat ind mod de folk, der ikke ville bøje sig for Moskva.

EU-hærens vigtigste formål er at understrege EU som Europas forenede Stater, og en sådan forening af stater tages kun alvorligt af andre magtgrupper, hvis den har selvstændig hær, soldater, der lystrer unionen, ikke de enkelte stater og deres ledere.

Trods det danske forbehold mod militært fællesskab i EU, et forbehold, som danske politikere selv har taget, længe før de spurgte vælgerne, sad den danske forsvarsminister Hækkerup selvsagt med ved bordet, da unionens loge af forsvarsministre samledes første gang i går.

Når man tænker på, hvor diplomatisk man i de kredse omgås andre lande, så er det hensynsløst, at der ikke vises den ringeste agtelse for det forbehold, EU-partierne i Danmark selv har udformet og bedt os sige ja til i 1993.

Allerførste gang, det militære fællesskab i unionen giver sig udtryk, nemlig i minister-mødet i går, så bryder Danmark sit eget forbehold. Nøjagtig som statsminister Nyrup Rasmussen, der brugte den første dag, euro-møntunionen blev virkelighed, til at sige ja til euroen, sådan at hans første handling også her var at bryde den pagt, han har gjort med danskerne.

Ved mødet i går var i forvejen udenrigsminister Niels Helveg Petersen til stede. Det var altså aldeles overflødigt også at lade forsvarsministeren tage sæde i magtens loge. Det ville diplomatisk set netop have været en tilkendegivelse over for det danske folk, både ja- og nej-sigere, om udenrigsministeren havde været alene ved mødet.

Det skal ganske vist indrømmes, at udenrigsministeren var aldeles rundt på gulvet. Han gik i sin egen propaganda-fælde. Han sagde efter mødet, at de andre EU-lande ikke har noget imod det danske EU-forbehold, for så har vi mindre at skulle have sagt om det, der forhandles. Det er kernen, siger udenrigsministeren.

Det er jo ganske sært, at vi igen og igen hører om, at det er vigtigt at være med i alle disse loger og ved alle disse borde, men aldrig een eneste gang får vi at vide, hvad det er, Danmark vil sige ved de borde.

Vi får aldrig at vide, hvad det er, der adskiller dansk udenrigs- og forsvarspolitik fra de andre landes. Når de andre - med udenrigsministerens ord - tilmed gerne vil have, at vi får mindre at skulle have sagt, så ville det da være helt hyggeligt for danskerne at vide, hvad det er, vi vil sige, men som vi aldrig hører udtrykt. Hvis vi blot skal være med for at sige det samme som de andre, er det svært at se selvstændigheden.

Men hunderædde er ministrene og EU-politikerne, for de store lande i unionen har så travlt med at skabe den selvstændige EU-hær, at det kommer på et skidt tidspunkt for den danske folkeafstemning om euro-møntunionen.

Man vil for alt i verden ikke have en folkeafstemning om euroen og EU-hæren på samme tid, så i første omgang vil Danmark klare sig med fodnoter over for den nye hær. De fodnoter, som var så foragtede for år tilbage, bliver nu selve redskabet for de selvsamme partier, ligesom forbeholdene, som blev kaldt et nationalt kompromis, ikke var noget som helst andet end fire fodnoter.

Jeg vil ikke hykle forfærdelse over EU-hærens tilblivelse. Jeg har hele tiden vidst og sagt, at den ville komme. Det fryder mig, at galskaben har taget magten, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at i længden vil EU-hæren blive begyndelsen til unionens ende.

De fleste folk i EU bliver jo end ikke spurgt, om de vil have overstatslig hær eller ej. På et tidspunkt vil den folkelige opbakning i en række lande briste. Der bliver oprør.

Men det eneste land, hvor sagen lige nu ordnes ulovligt, er Danmark. Politikerne har alene med tilstedeværelsen i den ny loge krænket pagten mellem folketing og folk. Danmark har deltaget i netop den slags forhandlinger, man lovede det danske folk ikke at deltage i.

Efter den seneste folkeafstemning om unionens Amsterdam-traktat sagde statsministeren, at nej-sigerne ikke ville blive glemt. Der er grund til at styrke statsministeren med tilsagn om, at han og ja-partierne heller ikke skal blive glemt. Ganske uanset at han og de nu har en helt ny hær bag sig.

© Poul Erik Søe 16. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside