Der var engang et bange,
lille folk, der sagde
nej til atomkraft
Men næste gang, folket blev bange, havde det mistet retten til at sige nej

(Eventyr med udspring i, at den europæiske unions miljø-kommissær Margot Wallström ifølge dagbladet Aktuelts medarbejder i Brüssel, Dorrit Saietz, vil bane vej for nye EU-godkendelser af gensplejsede afgrøder. Margot Wallström mener, at man skal se pragmatisk og rationelt på det.)

Langt oppe nordpå ligger der et meget lille land, hvor der bor et usselt folk så lille, at de store lande ikke rigtigt tæller det med. I det land kan der falde sne i november, og folk bor i huse, der må varmes op det halve år. Det lille folk drømmer derfor tit om et paradis, hvor der efter døden er Morsø pejs, gulvvarme og tusinder af tændte kalenderlys i hvert rum.

I det land boede der for fyrre år siden en far og mor, som ikke var søde mod deres barn, en lille pige med rødt hår og blå øjne. Der var ikke råd til at varme huset op om dagen, når faren og moren var på arbejde. Der blev først tændt op om aftenen ved spisetid.

Det var i årets kolde tid hen mod nytårsaften, og den bitre kulde sad som rim på de lukkede radiatorer og hang som istapper ned fra krystal-lysekronen. Den lille pige måtte blive hjemme hele dagen, fordi forældrene ikke havde råd til at give hende rigtige sko og slet ikke skistøvler, som de andre børn gik i skole med. Hun havde kun et par tøfler, og kvasten var brækket af den ene, fordi den var blevet hård af frost.

Faren, der var fra før pædagogisk tid, havde lovet hende klø, hvis hun lukkede op for varmen. Og nu satte hun sig på gulvet foran fjernsynet, samlede fødderne inde under sig, så hendes bag hvilede på tøflerne, og hun lagde sine arme tæt omkring sig selv, for det var de eneste kærtegn, hun kendte til.

Men nu kom også kulden og tog hende i sit favntag, for selv kulden har hjerte og er ikke født ond. Kulden gjorde hende mindre og mindre, så der ikke var så meget krop, der kunne fryse som før. Og kulden hviskede med sin isnende ånde ind i hendes øre, at hun skulle lukke op for fjernsynet for med hænderne at tage lidt varme fra billedskærmen.

Men pigen vidste, at hun ikke måtte åbne for fjernsynet, for det bruger strøm, og strøm koster penge. Så hun prøvede at ryste kulden af sig, men kulden, der havde rimede rynker i ansigtet af sorg over ikke at kunne varme pigen, blev ved at hviske til hende, at hun skulle trykke på knappen.

Og så gjorde hun det. Hvor det flimrede, hvor det blinkede, men så stod der et billede så vidunderligt, at den lille pige aldrig havde set mage. Skærmen viste et bål så stort, at det så ud som en solnedgang, og over det rødglødende bål viste sig en varmesky, der ikke lignede et slot i vesterled, men en paddehat på en varm skovbund.

Hun pressede sine små, kuldeblå fingre mod billedskærmen og mærkede varmen sive ind i sig. Hun vidste ikke, om varmen kom fra skærmen eller fra billedets røde solnedgang med den varme paddehat. Men hun skyndte sig at slukke igen, bange for forældrene og pludselig endnu mere bange for paddehatten med den glødende bund.

Bagefter sad der ti små fingeraftryk på skærmen, men nu frøs hun så meget, at hun ikke kunne rejse sig for at gå ud og hente en klud til at fjerne pletterne med. Kulden kom igen med sin fristende hvisken, og lidt efter trykkede hun på knappen igen. Hvor det flimrede, og først frøs hun, fordi skærmen så ud som snevejr, men så kom billedet af den glødende sol med paddehatten igen. Og hun strakte på ny hænderne frem for at stjæle varmen.

Men nu kom mennesker løbende ud af den glødende sol, deres kroppe brændte, og de skreg. Den lille pige holdt hånden over de brændende mennesker, så bange var hun, men hun ville ikke undvære den smule varme fra skærmen og blev siddende. Engang imellem spredte hun fingrene lidt og så igennem fingre med uhyggen på skærmen, men hendes angst gik først over, da billedet skiftede og viste en kæmpestor vase, der som et højhus rejste sig på en grøn mark.

En mand, der lignede Gud i hvid kittel og med stelløse briller, sagde at vasen var et kraftværk, og inden i vasen havde han tæmmet den glorøde sol og paddehatten, som nu sendte varme og strøm ud til alle mennesker. Den lille pige ville gribe om den velsignede vase for at varme sig, men så huskede hun de brændende mennesker og tænkte sig, at de også var inde i vasen. Og nu havde angsten fået hende til for et øjeblik at glemme kulden, så hun slukkede for fjernsynet.

Flere gange i dagens løb fik kulden den lille pige overtalt til at åbne på ny, men da forældrene kom hjem om aftenen, lå pigen død på gulvtæppet. Begge tøfler var faldet af, men hun lå med en vase i favnen.

Fortællingen om den lille pige og vasen gik fra læbe til læbe i det lille folk, og da alle mennesker i det lille land altid havde været gode til eventyr, så forstod de hendes historie uden rigtigt at kende den. Det lille folk blev bange for vaser, og det morede alle de store landes folk sig meget over.

Men da de store lande tog fat på at bygge mange vaser på størrelse med højhuse, som den tæmmede solnedgang boede inden i, så huskede det lille folk på pigens eventyr. De vidste ikke meget om den tamme sol og den indespærrede paddehat. De var bare bange for vaser, og folk i andre lande med magt, penge og kundskab lo, når det lille folk spurgte, hvordan man kan gemme solnedgangen, når solen går videre, og om solen ville ende med at stå op inde i vasen.

I det lille folk var der også folk med magt, penge og kundskab, og de havde stor lyst til at tæmme solen. De sagde, at landet var alt for lille til selv at bestemme den slags ting. Og enhver måtte da kunne indse, at når de store lande var helt trygge ved tæmmede solnedgange i vaser, så var det latterligt, at et meget lille land mente selv at kunne tage stilling til den slags ting, som ikke enhver, men kun de kyndigste er kloge på.

Men det lille folk i det kolde land fik varmen ved stædigt at sige nej. Det havde de ret til, sagde de, for de var vant til at fryse. De ville vente med varmen til paradiset, hvor solen går aldrig ned. De sagde også, at måske havde dem med magt, penge og kundskab ret, men magt, penge og kundskab må bøje sig for eventyret. Det var nemlig gammel skik i det lille land, hvor man aldrig vidste, om en styg ælling endte som en dum gås eller som en yndig svane.

Og sådan gik det til, at eventyret vandt i det lille land. Også dem med magt, penge og kundskab bøjede sig, for heller ikke de kunne svare på, hvordan solen går videre, når man gemmer solnedgangen. I de store lande rystede dem med magt, penge og kundskab på hovedet, fordi et så lille folk bare med et eventyr kunne få lov til at bestemme.

Men i de store lande var der også mennesker, der ikke rystede på hovedet, men på hænderne. De var også bange for vaserne, men deres eventyr var uden kraft. Alle andre lande byggede vaser så store som højhuse med solnedgange i snor. Og det lille land langt mod nord var latterligt i de andres øjne, og i de store lande blev det almindeligt, når talen var om det lille land, grinende at tegne omridset af en vase ud for hovedet, så enhver kunne se, hvor indsnævret det lille folk var.

Mange år efter gik der hul på en af de store vaser, og solnedgangen slap ud. Døden bredte sig som paddehatte omkring den ødelagte vase. Børn blev født uden næse, fødder eller arme. Og for titusinder var det, som om solnedgangen var flyttet ind i dem og trak deres liv med ned under horisonten.

Nu blev de store lande bange, også mennesker med magt, penge og kundskab. De vedtog, at vaserne skulle væk. Men de fortalte ikke eventyret om den lille pige, der frøs ihjel lige før nytårsaften, og som med sin historie fik et lille folk til at gøre modsat de store. I virkeligheden var dem med magt, penge og kundskab mere bange for eventyr end for vaser med henkogte solnedgange.

I det lille folk højt mod nord havde de ingen vaser at rive ned. De levede af at sælge vinger til de store lande, som pludselig ønskede vinger i stedet for vaser. Vingerne kunne drejes af den kolde vind og skaffe strøm og varme ud af den blå luft. Det var det skinbarlige eventyr om kulden, der kom ind i varmen.

Dem med magt, penge og kundskab mente pludselig, det var krukket at blive ved at snakke om vaser. Og de huskede med eet, at der skulle stå blomster i vaserne og ikke solnedgange. Der var bare det gale ved blomsterne, at de var for enhver. Hvem som helst kunne gå ud og plukke dem.

Derfor fandt de på at splejse blomsterne, så der kom helt nye slags, der ikke groede i enhver kolonihave. De splejsede også et nyt får, som var født gammelt, så det ikke var nødvendigt at modne kødet.

Det lille folk højt mod nord gav sig ikke til at læse bøger om splejsning, undtagen dem med magt, penge og kundskab, som straks indså, at der var fremtid i vasens efterfølger. De andre i det lille folk havde ikke brug for at vide mere, for de kendte godt til at splejse. De holdt mange splejsegilder, hvor alle får nok, fordi enhver selv har mad med.

Men da de havde hygget sig længe, som de plejede, opdagede de, at splejsningen var en ny vase. Mennesker, blomster, korn og får skulle laves om til tæmmede solnedgange og indespærrede paddehatte. Det, der får livet til at gro, skulle udskilles fra livet og hældes på fade, hvor det skulle gære, indtil alle årgange blev lige gode.

Mens folk i alle andre lande, især de store, og ivrigst dem med magt, penge og kundskab, gav sig til at granske groningen og splejsningen, tog det lille folk i landet højt mod nord fat på at fortælle eventyr på ny. For havde fortællinger, gode historier og eventyr ikke altid klaret deres vanskeligheder?

De fortalte alle det samme eventyr for at væbne sig mod splejseriet, eventyret om en splejset, hvid svane, der blev til en grim ælling. De var aldeles sikre på, at de ville klare sig endnu engang, og at dem med magt, penge og kundskab i deres eget folk ville bøje sig for eventyret til sidst.

Og til sidst var alle enige i det lille land. Skal vi splejse til en grim ælling, sagde de, mens de grinende vred hænderne, som om de kvalte en svane.

Men eventyret virkede ikke mer. Det eventyrlige var væk. Og selvom mange af dem med magt, penge og kundskab var enige med eventyr-fortællerne, nyttede det ikke. For netop dem med magt, penge og kundskab havde splejset selve det lille folk. Faktisk fandtes det lille folk ikke mer. Det var blevet splejset med alle de store lande. Dem med magt, penge og kundskab havde splejset folket sådan, at det havde mistet evnen til at sige nej. Eventyret var blevet tæmmet, skåret væk fra livet som blomster i en vase.

Hvad nytter det et folk at være født som et eventyr, når det ender som et direktiv.

© Poul Erik Søe 22. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside