Underskud på handelsbalancen
er ingen katastrofe for Danmark
Den øgede udlands-handel er udtryk for håb og mulig, fordi vi ikke kun har skullet tilpasse os euroen

Det er rart at vide, at journalistik er personlig. Det er ikke højere magter, der udtrykker sig i ord, lyd og billed. Pressefolk er selvsagt mennesker på samme grundvilkår som alle andre. Og efterhånden kan en læser, lytter eller seer få et personligt forhold til en journalist. Man kan få tillid, men også gennemskue, at journalisten virker ud fra sine egne forestillinger, holdninger og fordomme. Og det kan sagtens gøres med hæderlighed. Det er næppe tænkeligt at lave ordentlig journalistik uden at medbringe sig selv.

Så når jeg tager fat på TV2s tekst-tv, er det hverken for at anke eller ærgre. Jeg kender ikke de medarbejdere, der skriver tekst-tv. Men jeg har stor agtelse for deres arbejde i de givne meget snævre rammer med korte uddrag af virkeligheden. Intet er sværere end at skrive kort. Jeg ville ønske, jeg selv kunne kunsten. En gammel chefredaktør på Aarhuus Stiftstidende lærte sine elever, at fremragende journalistik fremavles ved at kæle for notitsen. Han tog sproget i den mindste nyhed alvorligt.

Den alvor findes også på tekst-tv, men her er vilkårene endnu sværere. Grunden er, at de fleste meddelelser har deres form allerede. Nyhederne kommer sjældent - måske aldrig - fra tekst-tv selv, men fra andre kilder. Derfor er sproget fra nyhed til nyhed forskelligt. Og derfor skal man grave dybt for at finde det personlige.

Men det er der! En medarbejder ved TV2s tekst-tv har det med at "rase". Han kan godt lide det ord. Snart den ene, snart den anden "raser" i overskrifterne. Der står sjældent noget nede i teksterne om, at de, der påstås at rase, virkelig raser. Men i en overskrift er det kortere at skrive "rase" end "at være vred over", "skælde ud over", "tage afstand fra" eller "kritisere". Og ifølge skærmens natur er netop overskrifterne de sværeste. De skal være meget korte. Men de skal jo også friste til læsning.

I dag har TV2s tekst-tv en af de gode. Man læser en overskrift, der siger: Nye katastrofetal for økonomien.

Der er i selve brødteksten ikke et ord om, at tallene er katastrofale. Man får at vide, at den danske handel med udlandet vil give tocifrede milliard-underskud de næste tre år. Nu er der jo temmelig mange tocifrede tal - faktisk hele vejen fra 10 til 99. Det viser sig her at være 12 og 11.

Faktisk var handels-underskuddet i 1998 16 milliarder, så 12 milliarder i 1999 og 11 milliarder i 2000 kunne jo også kaldes en fremgang i stedet for en katastrofe. Det afhænger af fingrene, der skriver.

Nu er det ikke TV2 tekst-tv selv, der har fået fat i nyheden. Den er lånt fra Berlingske Tidende i dag. Går den ivrige læser så til Berlingske Tidende, er der heller ikke her et ord om katastrofetal. Berlingske Tidendes nyhed er skrevet af Christian Jessen. Artiklens kilde er Nationalbanken. Tallene er hemmelige. Just derfor kommer de selvsagt i avisen. Det er det, vi har aviser til.

Christian Jessen har ikke valgt at tale om katastrofe. Det er ikke herfra, TV2 har hentet sin overskrift. Den må være hjemmelavet. Christian Jessen skriver, at Nationalbankens tal tegner "et betydeligt mørkere billede af udviklingen i dansk økonomi end regeringen".

Berlingske Tidendes nyhed med de hemmelige spådoms-tal fra Nationalbanken er rimelig nok. Christian Jessen hævder, at her er grunden til Nationalbank-direktøren, Bodil Nyboe Andersens opfordring til regeringen om at stramme økonomien.. Det har Berlingskes medarbejder sikkert ret i, skønt Nationalbank-direktøren nødigt skulle udvikle sig til bogholderi af den slags, hvor lærebogen i økonomi holdes op som værdig vejleder. Hendes forgænger var i sin dristige, næsten fritænkeriske omgang med tallene et forbillede.

Der er ingen katastrofe i Nationalbankens spådoms-tal. Tre år med underskud på handels-balancen på i snit 13 milliarder er hverken rystende, alarmerende eller katastrofalt. Det er nærmere sundt og fornuftigt. Og det er ansvarligt, for verdensøkonomien er svag i forhold til den danske. Det er ganske vist kun pebernødder, men dog udtryk for rimelighed, når et velstående samfund som det danske i en verdenskrise ikke kun kigger på røde tal. Vi skal være med til at sætte i gang, så de andre kan købe mer hos os igen.

Især økonomiminister Marianne Jelved har stået for en politik, der tilpassede dansk økonomi til euroen. Det er sket trods folketings-flertallets egen vedtagelse af at lade Danmark stå uden for møntunionen. Alligevel har der været større råderum.i dansk økonomi end i de EU-lande, der i årevis har fremkaldt lidelser og ledige for at leve op til den ny valutas vilkår.

Med regeringens binding af den danske krone til den stadigt skrantede euro kan vi selv komme i samme uføre som euro-landene, skønt netop den vedvarende nedtur for euroen i hvert fald vil gavne handels-balancen. Selvsagt skal det ikke være en regel, at vi tilstræber større køb fra end salg til udlandet. Men er det tilstanden over et tidsstræk på fire år, så er netop årene nu et godt tidspunkt, hvor øget køb i udlandet giver et ganske vist kun lille bidrag til udjævning i verdens-økonomien.

Underskuddet på handels-balancen er ikke en katastrofe, men udtryk for danskeres håb. Grundlæggende er økonomien ikke styrbar for magthavere og såkaldt sagkyndige. Økonomien er de sammenlagte følger af enkelt-menneskers handlinger. Politikere og sagkyndige prøver at styre adfærden, men de er oppe mod håb, lyst, længsel og mod. Det er kræfter, der ikke lader sig måle og styre. Man kan som med pinsepakken og kartoffelkuren prøve at kuske folk, men enhver ved, hvor let det ender galt og bringer økonomien og håbets handlekraft i nedtur.

Et underskud på handels-balancen bør ikke straks føre til indgreb. Ingen bør være slaver af Nationalbankens hemmelige tal i Berlingske Tidende. Verdens-økonomien er på den. Og et indgreb med rystende hænder kan skubbe os ind i nedturens favn.

Desværre er det jo ikke sådan, at mer-indkøbet af udenlandske varer som en selvfølge hjælper de mest trængte, de asiatiske, russiske og brasilianske økonomier, som falder mest i øjnene. De fleste køber, hvad de har brug for eller lyst til, mange uden at vende varen for at se oprindelses-landet. Men midler, der flytter sig fra et land, skubber til midler, der så måske ender det i øjeblikket rigtige sted.

Vare-købet sker efter pengepung, lyst, smag, og skøn over varens gode egenskaber. Længere nede blandt valg-grundene tages andre hensyn. Når nogen med rimelighed køber tysk for at hjælpe på Tysklands svaghed efter genforeningen og den voldsomme ledighed i kølvandet på euroen, så er det jo også et værn for os selv, fordi vi er gjort så afhængige af den tyske økonomi. Når nogen køber norsk som indsigelse mod Unionen, så styrker man et land, der langt mere end EU-landene åbner sig for den øvrige verden.

Hvis handels-underskuddet skyldtes forbrug af polske, russiske, sydamerikanske eller asiatiske varer, så måtte underskud i den nuværende størrelse i disse år kaldes for god moral. Desværre er EU den største hindring for den gode moral. EU er først og fremmest en toldunion, en mur, der spærrer de andre ude. Berlin-muren faldt. Der er andre mure end de synlige. Hvis vi ikke får revet de mure ned, så er der virkelig grund til at bruge ordet katastrofe - også i overskrifter.

© Poul Erik Søe 23. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside