Euroen som planøkonomi med
socialdemokratisk vandmærke

Al jublen, da euroen blev søsat, var gøgl og gadepynt. Siden er euroen dag for dag raslet ned i forhold til dollaren. Alle de fastansatte danske jublere fra det bløde metals Max Bæhrend til den hårde jernindustris Marianne Jelved er blevet så stille. De går og venter på en eller anden dag, hvor et skævt lille udsving kan bringe dem bare en smule medbør igen, og så synger de sangen forfra.

Imens bidrager så førstemanden på socialdemokraternes liste til EU-valget 10. juni med tanker, der yderligere vil undergrave euroen. Torben Lund er faldet i rytme med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som ikke bare vil have Danmark med i møntunionen, men som også vil lave møntunionen om.

Torben Lunds og erhvervsrådets forslag er netop, hvad især tyskerne advarede imod før møntunionen. For bare et år siden var over 60 procent af det tyske folk imod euroen, og når der overhovedet skete en drejning væk fra det synspunkt, så skete det i kamp med synspunkter som dem, Torben Lund og dermed socialdemokratiet nu går til valg på.

Tyskerne har - som danskerne - været vant til, at nationalbanken var en fri og selvstændig institution. Den tyske mark blev ikke ført i politisk lænke, men havde sin styrke i at være et spejl af den faktiske økonomiske tilstand i Tyskland. På samme måde har den danske krone været stillet.

I årene op til møntunionens igangsættelse har det kostet mange lande, især Tyskland, dyrt at skulle tilpasse sig euro-kravene. Hovedårsagen til tysk masse-arbejdsløshed, der stadig ligger på omkring fire millioner ledige, er netop euroen. Det er over alt i Europa de fattigste, der har betalt for skabelsen af møntunionen og søsætningen af euroen.

Derfor er det mere end forståeligt, at en socialdemokrat som Torben Lund finder, at så skal der også gøres noget for de ledige. Men det er en alvorlig kortslutning, når indsatsen mod ledigheden skal ske i møntunionens rammer. I bedste fald har Torben Lund ikke hørt efter debatten om euroens tilblivelse, i værste fald har han ikke forstået debatten. Især kampene mellem Tyskland og Frankrig har tydeliggjort, at skal euroen have blot den ringeste mulighed for at slå igennem, må den kunne hævde sin frihed og kunne værge sig imod at blive politisk redskab.

Det, Torben Lund nu lægger navn til, er just, hvad den tyske Bundesbank advarede imod, nemlig at møntunionens nye centralbank i valgkampe ville blive udsat for politisk pres, som euroens fællesbank ikke ville kunne modstå. Centralbanken og dermed euroen som valuta ender som værktøj i de stærkeste regeringers hænder. I førstningen vil det tage sig smukt og menneskeligt ud som Torben Lunds kamp mod især den tyske arbejdsløshed, men på længere sigt vil synspunkterne gøre centralbanken og euroen til del af en politisk planøkonomi, som vi kender den fra den hedengangne sovjetiske union, der tidligt nok kan genopstå med socialdemokratisk vandmærke.

© Poul Erik Søe 6. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside