Danmark er i krig

Med ordren fra NATOs generalsekretær, Javier Solna, til luftangreb mod serberne er krigen indledt  Bomberne kan kun hindres ved serbisk overgivelse. Dermed er Danmark i krig sammen med de øvrige NATO-lande. Det sker uden FNs godkendelse. Et overvældende flertal i folketinget har godkendt, at det skal være sådan.

Uanset hvad der faktisk kommer til at ske i Serbien de næste timer, så er det et brud på Danmarks udenrigspolitik. De Forenede Nationer er skiftet ud med De Forenede Stater.

Amerikanernes præsident gik på skærmen for at sige til amerikanerne, hvad baggrunden er for NATOs angreb, og hvor Serbien og Kosova ligger på kortet.. En sådan samlet fremstilling af Danmarks holdning fik vi ikke fra statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren. Det styrker fornemmelsen af, at vi blot tilslutter os amerikanernes krig og deres påstande om at være verdens leder. Skønt de fleste amerikanere ikke ønsker krigen og ser Kosova-krisen som europæisk. Den amerikanske kongres har kun nølende godkendt angrebet, men slutter efter landets skik i en tilspidset stilling op omkring den øverste militære chef, præsidenten.

Alle NATO-lande står bag angrebs-ordren. Men til nu er de europæiske lande sært fraværende i de faktiske hændelser, der synes at have midtpunkt i Washington og ikke i Europa, hvor EUs statsledere først og fremmest har indstillet en ny formand for EU-kommissionen, efter at råddenskaben er blevet afsløret. Det EU, som danske partier, også Socialistisk Folkeparti, ønsker skal tale med een stemme, synes ikke at have noget at skulle have sagt. Men det skal indrømmes, at EU-landene er fælles om at være stiltiende.

Der er god grund til at gå i rette med serbernes overgreb mod albanerne i Kosova, men NATOs fremgangsmåde er ødelæggende for FNs verdensomspændende stræben efter fred. FN er sat ud af spillet. Dermed er det fælles håb svækket, som folkene på kloden har haft siden anden verdenskrig.

Det er forarbejdet, som ikke er i orden. Angrebet på Serbien sker ikke kun for Kosovas skyld. Man kunne med de selvsamme grunde have valgt at forsvare kurdernes og mange andres folkelige sag med våben.  Angrebet har som vigtigste politiske mål at stadfæste en ny verdens-opbygning, hvor FN svækkes, og hvor de vestlige magter sætter deres vilje igennem uden at søge tilslutning eller deltagelse fra den øvrige verden.

Det er ikke verdenssamfundet, der nu går i krig i Serbien. Ganske vist bruges ordet verdenssamfundet igen og igen. Men det er netop en vestlig magtgruppe alene, fremstået efter den såkaldte nye verdensorden på grundlag af Sovjetunionens forlis.

Rusland har været med i kontakt-gruppen omkring Kosova-krisen, men har ikke givet tilslutning til indledning af krigen, skønt også russerne er utilfredse med magt-stilen hos Serbiens præsident, Slobodan Milosevic. Præsident Jeltsin har for få øjeblikke siden efterlyst nye forhandlinger. Rusland er trængt, næsten som en tigger ved døren til Det Hvide Hus.

Rusland måtte trække tigger-hånden tilbage, da landets førsteminister gav ordre til, at hans fly skulle kurs tilbage mod Moskva, mens han var på vej til Washington. Tydeligere kan den russiske svaghed ikke fremtræde, men netop svaghed hos en tidligere stormagt er i sig selv en fare, når den militære stilling tilspidses.

Der er gjort meget lidt for at sikre Rusland værdighed og indflydelse, måske også fordi russerne selv ikke har været i stand til at se væk fra deres gnavende økonomiske stilling. Og hvis tirsdagens rygter om afsløringen af nye russiske fly på vej til Serbien taler sandt, så viser det, hvor farlig dødedansen er, hvis støtten til serberne er skjult i våben-støtte i stedet for at være til stede åbent i forhandlingerne.

Kampen for Kosova-albanernes frihed og ret til selvstyre, endog til selvstændighed, er så retfærdig som nordirernes, baskernes, kurdernes og palæstinensernes kamp. Men det er svært skadeligt for freds-mulighederne, at læsten fra Irak er valgt i Kosova-krisen, uden at man samtidig for alvor har søgt at gøre en fælles-vedtagelse i FN til grundlag for forhandlinger og angreb .

Det farlige er, at magt-forholdene i verden i fremtiden vil blive styret af en Kosova-model, hvor NATO-landene giver sig selv lov til at være verdens politibetjent, når det passer i krammet, men samtidig giver mulighed for lignende handlinger fra russisk og kinesisk side.

Ordene når ikke sammen, når NATOs generalsekretær siger, at der ikke er tale om krig, samtidig med, at han har givet ordre om bombninger til sin øverstbefalende. Ordene når heller ikke sammen, når bombningerne undskyldes med, at her er tale om en humanitær indsats. En række lande, også Danmark, har i årevis været uvillig til at modtage de mange flygtninge fra det område, man nu vil befri med bomber.

Som i seneste Irak-angreb vil alle parter stå tilbage med Kosova som en uløst sag. Bombningerne kan ikke fortsætte uge efter uge som i Irak. Som i Irak er der i Serbien endnu sortere kræfter end præsident Slobodan Milosevic, der nu som følge af de varslede bomber vil få opbakning også af serbere, som så sent som i går mere end noget andet ønskede at slippe af med ham. Virkningen af krigen i USA og Serbien er den samme. Opslutningen bag magt-udøverne og magt-fastholderne vokser.

Den påståede ny verdensorden, som den amerikanske præsident Bush først varslede, og som egentlig var en beskrivelse af tilstanden efter Yalta-aftalens udløb, bringer uorden. Den rå magtbalance frem til Sovjetunionens fald var ond i sit væsen. Men det er også nedbrydende, når USA alene har så stor magt, at den amerikanske politiske ledelse optræder som verdens leder, hvad ingen har valgt den til, og når magtmidlernes tilstedeværelse i så vældigt et omfang mindsker forhandlings-evne og forhandlings-vilje.

Danmark har været helt uden ide-rigdom i i det lange forløb, før Kosova nu går fra krise til krig. Hele den gamle nordiske holdning, udtrykt gennem selvstændighed på trods af mangel på egentlig magt, har været aldeles fraværende. Den danske udenrigspolitik ligger gemt et sted i Brüssel side om side med svindel-rapporten.

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen turde helt alene - sammen med USA - for nogle år siden gå imod kinesernes omgang med menneskerettighederne. Men i Kosova-krisen har den danske udenrigsminister kun været journalist, der kommenterede andres handlinger. Ingen dristighed, intet personligt mod, ingen drift for at virkeliggøre den radikale FN-politik har fået Niels Helveg Petersen til at træde ud af rollen som eftersnakker.

Det er en dag som i dag, man i sin afmagt virkelig indser, at Sveriges, ja, Nordens modige Olof Palme er død. Også han talte med een stemme, sin egen.

© Poul Erik Søe 24. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside