Den, der holder af,
holder bedst ved lige
Menighedsråd uden mådehold skal ikke ødelægge kirkefolkets frihed

Fjernsyns-udsendelsen Journalen fra Danmarks Radio rammer ofte nøjagtigt og afslørende, og i sig selv er opretholdelsen af en stærk og vel sammensat samfundskritisk redaktion vigtig. I alt for mange år har især fjernsynet levet af de journalistiske undersøgelser, som dagbladenes journalister stort set var ene om. Omsider betaler fjernsynet nu noget tilbage.

Dermed er ikke sagt, at en udsendelse som Journalen rammer rigtigt hver gang, og det ville da også være et helt urimeligt krav. Udsendelsen "Fred med de hellige" i aftes (8. marts 1998) var ren overflade og ukyndigt tilrettelagt. Udsendelsen levede stort set af, at man på baggrund af mange vigtige udsendelser tillægger Journalen værdi og har forventning om, at emnerne er væsentlige og tilbundsgående behandlet, krav, man lige så selvsagt ikke kan stille til en række andre typer af hurtigt fremstillede udsendelser.

Titlen "Fred med de hellige" var angiveligt hentet i den holdning, som den første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, gav udtryk for, da han ved sin socialdemokratiske regeringsdannelse ikke ville leve op til socialdemokraternes daværende program, der ville knække sablen, styrte tronen og bryde altret.

Socialdemokratiet gør i trediverne på Staunings tid, hvad Socialistisk Folkeparti lige nu gør med sin EU-politik, styrter væk fra partiets grundholdning for at være regeringsduelig. Det skete ganske rigtigt også i forhold til folkekirken, men var tydeligst, da den socialdemokratiske regering kom ud i en stor arbejds-kamp, som endte i et forlig, men som bagefter førte til en berømt vejledende udtalelse af en socialdemokratisk minister på trappen op til folketinget. Ministeren blev spurgt af dagbladet Politikens dengang mest kendte politiske journalist, Gunnar Nielsen. Hvad ville regeringen have gjort, hvis der ikke var blevet forlig? Svaret var, at den socialdemokratiske regering havde været rede med et regerings-indgreb mod arbejderne. Det var brag af ord dengang, men det politiske skifte skete på alle områder, ikke særskilt på folkekirkens.

Der er derfor intet kernepunkt i den socialdemokratiske trediver-holdning til folkekirken. Striden mellem stat og kirke og opbygningen af, hvad der må kaldes den stiltiende aftale mellem stat og kirke, var sket forud, dels under Venstres høvding, J. C. Christensen, men først og fremmest under de radikale Zahle-regeringer, og det var helt enkelt den politik, Thorvald Stauning og hans socialdemokrater overtog. Fra og med statsminister Viggo Kampmann, det første folkekirke-medlem blandt socialdemokratiske regeringschefer, blev de politiske skikke i omgangen med folkekirken del af socialdemokraternes partiprogram.

Men som ofte i Danmarks Radios journalistik er der mere kendskab til socialdemokraternes parti-historie end til landets fælles historie, og følgen er en skævvridning som i aftenens udsendelse om menighedsrådenes brug af penge. Man venter af en udsendelses-type som Journalen, at der virkelig er tale om tilbundsgående undersøgelser forud for et kritisk program. Her manglede det tilbundsgående, både i skildringen af forholdet mellem stat og kirke siden de 150 år gamle grundlovs-ord, der aldrig er blevet opfyldt, at kirkens forhold ordnes ved lov, og i fremstillingen af det øjeblikkelige penge-forbrug i folkekirkens sogne.

Netop sognenes frihed fremgik ikke tydeligt af programmet. Det er jo den historiske kerne også i nutidens strid. Vi har aldrig fået den kirkeforfatning, som grundlovs-fædrene lagde op til. Og der er ikke blandt folkekirkens medlemmer eller folketingets partier noget som helst ønske om, at folketinget giver sig til at lave kirkeforfatning sammen med eller uden om menighederne.

Hvert enkelt sogns frihed er derfor afgørende. Det gælder i forhold til staten, men det gælder også i forhold til biskopperne, der efter dansk skik ikke er øverste myndighed i folkekirken. Biskopperne er og bliver kontorfolk og intet andet, måske i fald de ikke er uduelige og kedsommelige også personlige sjælesørgere for præsterne. Men biskopperne kan ikke udtale sig på folkekirkens vegne, og når de af og til prøver det for at fylde i bispekåberne, får de een over snuden, oftest af kirkefolket selv.

Det er utænkeligt, at Journalens redaktion ikke har den viden om sognets frihed og selvstændighed, men i hvert fald så det ud, som om den viden var alt for meget i vejen for udsendelsens påståede budskab, ødselheden i folkekirken. Det hele var pyntet op med sær kirke-fremmed billed-pynt, en kvindelig gadepræst, der var så god, og hvis hat i hvert fald ikke var tegnet af dronningen, som bispekåberne er. Og så en antydning af tomme kirker, skønt der vist stadig går fler folk i kirke end til fodbold, men da emnet var sognegårde, samværs-steder for folkekirkens medlemmer, er det svært at få kirke-gængernes antal til at hænge sammen med rummålet på et kaffekøkken.

Særest var skildringen af de fem nye sognegårde på Næstved-egnen. Hovedvægten var lagt på, at der kun er kort bil-kørsel mellem sognegårdene, og tankemåden var da den simple, at man kunne smække sognegårdene sammen og bruge dem i fællesskab. Men det er jo just, hvad der hverken rager staten, biskopperne eller for den sags skyld Danmarks Radio.

Det ved Danmarks Radio fra sin egen hverdag. Journalens folk kører ikke i de samme biler eller flyver de samme fly til de samme hændelser som TV2s, TV3s og TV-Danmarks medarbejdere. De er ikke fælles om kameraer og lydteknik. Og de vil hver for sig have store huse og særskilte studier, senest jo Danmarks Radios særegne drøm om at bo helt alene i hele Ørestaden. Samarbejde findes mellem radio- og fjernsyns-stationer, men det er altid frivillige aftaler. Og sådan er det også på sogne-plan i folkekirken.

Det fremgik heller ikke med tydelighed, at byggeriet af sognegårde er et stridsemne i folkekirken selv. Og det er vel at mærke en gammel strid, første gang tydeliggjort, da en Tidehvervs-præst i Skive ville hindre, at der var overdækket gang mellem kirkebygningen og menighedens kaffestue. Nogen ser sognegårde og kirkekafferi som hjemmehjælp til Vorherre, andre ser afslappet på det som en folkelig forlængelse af menighedens fællesskab.

Men det afgørende i den sag manglede i Journalens udsendelse. Nemlig at medlemsskabet af folkekirken og dermed bidraget til for eksempel sognegårde er helt frivilligt. Det er jo den vigtige forskel, som undergraver Journalens forsøg på udsendelsen igennem at sammenholde udgifter i kommuner, amter og stat med folkekirkens udgifter. Man kan ikke melde sig ud af kommunen, amtet eller staten. Man er tvunget til at betale. Det er man ikke i sognet og folkekirken. Man kan melde sig helt ud af folkekirken. Og man kan endog løse sognebånd, altså gøre sig fri fra et ødselt sogn og vælge en anden præst, en valgmenighed eller en frimenighed.

Udsendelsen, der jo hører til den med god grund elskede dokumentar-form, måtte selvsagt have et stykke papir, der kunne være gennemgående og viftes om næsen på menighedsrådene. Papiret var en henstilling fra kirkeministeriet til menighedsrådene om ikke at overstige statens regel om 1 procents årlig vækst. Men der var ikke ord om, at menighedsrådene over et tiår har været meget mer tilbageholdende end de offentlige kasser, og der var heller ikke den forklaring, man må vente af en dokumentar-udsendelse, at folkekirken de fleste steder i dette århundrede har groft underlønnet sine medarbejdere, hvad man nu småt er ved at rette op på. Endelig er det jo i sammenhæng vigtigt, at kirkeministeriets papir ene og alene kan være netop en henstilling - ellers var der jo ingen kirkelig frihed.

Den kirkelige frihed er netop truet af ministeriets nuværende indretning, hvor de to seneste undervisningsministre også har passet kirkeministeriet med venstre hånd. Det er skæbnens vrangbillede, at netop to radikale ministre har stået for den sammenblanding, ud i det komiske når undervisnings- og kirkeminister Ole Vig Jensen ved en kirkeindvielse bar på kirkens sølvtøj, mens en småreligiøs klump i halsen fik ham til at ligne om ikke en biskop, så en katolsk kordreng. Vi har fået det kultusministerium, som de radikale mer end nogen andre har kæmpet imod. Kirkeministeriet fortsætter og fortsætter - under skiftende ministre - med det selvsamme usmagelige forsøg på at overføre uddannelses-religionens system-styring til folkekirken.

Det, der blev vist i udsendelsen Journalen, kan sagtens ses som det vilde liv, når der på få år er kommet omkring 70 sognegårde, altså samværssteder for menigheden. Det ser ganske rigtigt ud til at være en strømning, der breder sig - af og til også uden omtanke. Men det er dog frivilligheden, der er drivkraften, og bølgen af byggeri kan ikke sammenlignes med, hvad vort folk før har oplevet i omskiftelige og trængte tider, byggeriet af 1600 forsamlingshuse på få årtier i forrige århundrede og første del af dette århundrede - eller de 2500 kirker på halvandet hundrede år for omkring 800 år siden.

Det kan ikke være antallet af sognegårde, striden handler om. Det er jo menighedernes frie sag at afgøre, om de vil have sognegårde eller ej. Derimod er det selvsagt et vigtigt emne, forståeligt nok også for Journalen, om det er ødselt, hvad der sker. Enhver kan se det latterlige i den - i øvrigt ikke nye - historie om indretningen af et møderum for et menighedsråd, der højest er sammen fem gange om året, men som dog bænker sig selv højt med udstyr, som om det var et kursuscenter.

Og jeg nævner med vilje kursus-centrene, fordi kurser er vor tids religion, og de bygges med en ødselhed, der får ethvert menighedsråd til at ligne et pjalteproletariat. Men her er vi jo så tæt på de politiske partiers oplysnings-forbund, at Danmarks Radio oftest tier, fordi de parti-politiske ærkebispers oplysnings-templer er fredede. Samme dag som Journalens udsendelse lød det fra både offentlige myndigheder og erhvervsliv, at en stor del af de årlige 14 milliarder til efteruddannelse og sligt er spildt. Det har jo da ingen hævdet om sognegårdene, bortset måske netop fra røster i folkekirken selv.

Antallet af sognegårde blev udsendelsens kerne-punkt uden en egentlig gennemgang af, hvad de hver for sig har kostet i sammenhæng med brug og bruger-tal. Nogle af dem ser jo ud til at være bygget til fornuftige priser. Og historien om flagstangen til 300.000 kroner lignede mere udsagnet om ublu arkitekter end om kirkelig ødselhed. Men jeg ser ingen grund til at værne de menighedsråd, der med store armbevægelser i retning af de offentlige kasser har magt-lyst til at rejse en Peterskirke, hver gang der skal bygges toilet til en kaffestue.

En stor del af det kirkelige byggeri de senere år skyldes ganske enkelt en ny overenskomst med graverne og kirkegårdsarbejderne. De har omsider fået ret til baderum og omklædningsrum. Man kan næppe forestille sig et erhverv, der mere rimeligt kan stille krav om netop den slags rum, når deres fag nu er at rydde de gamle lig væk for at gøre plads til de nye. Der kunne med lige så god grund have været bragt en udsendelse, der fortæller hvordan sognekirker forvalter særdeles fornuftigt. Ofte må menighedsråd ligefrem  værge sig mod statens kontrollanter, der kan finde på at kræve særtegnede lamper til kirkegården for at tilpasse grav-anlægget til kirkebygning og natur, skønt her i Lønne i Vestjylland både kirken og naturen (samemnføget sand) er fra dette århundrede.

Der er netop et forslag på vej for at standse de menighedsråd, der alt for meget har lært af hele den samfunds-indstilling, der bare rager til sig og bruger los af offentlige midler. De politiske partier overgår jo på alle måder, hvad man kan sige om ethvert menighedsråd. På en enkelt nat i et finanslov-forlig firedoblede partierne deres eget statstilskud uden så meget som at underrette folket forud. Tag-selv-bordet er altid dækket op, lige nu rigeligst til de politiske oplysnings-forbund og efteruddannelses-religionen. Og det er selvsagt sølle, hvis manglen på ansvar breder sig til menighedsråd, som tror, at lamperne, folde-ud-taget og og arkitekt-stolene er vigtigere end ordet, kaffen og brødet.

Kristeligt Folkeparti, der ikke har sagt nej tak til det firedoblede statstilskud, er ude med et forslag, som lyder fornuftigt, og det er jo da også altid nemmere at forvalte andre end sig selv. Socialistisk Folkeparti støtter de særkristnes forslag. Det går ud på, at menighederne, sognene, selv skal betale præstelønninger. Tanken er helt selvfølgelig og springer af frihedens nødvendighed. Statslønninger til præster gør folkekirken til statskirke, hvad den ikke er.

Efter forslaget skal staten derimod selv betale for vedligeholdelsen af det, man nu nøjes med at kalde kultur-værdierne i de gamle kirker, og det skal ikke længere gå over kirkeskatten. For mig at se er det ikke nødvendigt at knytte de to tankegange sammen, og det sker da også udelukkende ud fra en konto-tænkning. Det skal være tydeligt, hvad et menighedsråd bruger til kirkelige formål, og hvad der er bygnings-vedligeholdelse af kultur-historiske grunde.

I min medfødte firkantethed ville jeg sikkert for få år siden have sunget samme sang som de særkristne og folkesocialisterne. Det er godt at få bygge værnende vold mellem kirke og stat. Men efterhånden som jeg har set de gamle kirkers tilstand i mange lande, forfaldet i mange middelalder-kirker, så er jeg ikke længere så sikker på, at staten - altid i den politiske tilfældigheds vold - er bedst egnet til at sikre et værn om det stykke folkehistorie, landets gamle kirker er.

Hvis staten skal være ene om at værne de såkaldte kultur-værdier i kirkebygningerne, vil det gå som med vejene, sygehusene og folkeskolerne - alt ender i forfald. Kun den holder ved lige, som holder af. Derfor ligger det bedste værn for de historiske bygninger i sognene, hos de mennesker, der blot fortsætter otte århundreders omsorg for kirkehusene på bakkerne. Det har ganske vist ikke altid været den bedste omsorg, ofte værst når herremandens pengepung tog magten fra sognefolket.

Jo længere væk fra sognefolket magten over kirkehuset lå, jo ringere blev oftest husets tilstand. Tag en tur over grænsen til Sydslesvig. Her ligger de danske middelalder-kirker som tilforn. Men se på revnerne, kalk-flagerne og mur-synkningerne. Her er kirkefolket umyndiggjort, som nogle vil have det skal ske nord for grænsen også. Jeg tror rent ud ikke på stat, amt og kommune i den sammenhæng. Der vil blive bygget endnu fler arkitekt-tegnede flagstænger til endnu højere priser, men på halvtreds år vil kalkmalerierne være blegnet, kvadrene presset skævt af hvælvings-opbygningen og træværket rådnet under plastmalingen.

© Poul Erik Søe 9. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside