Højesteret overgås kun af
Højskolebladets Højlund

Hovederne skal ryge, når Højskolebladets redaktør som overdommer finder den endelige løsning

Ikke bare er jeg imod Tvind, men jeg finder Tvinds skolesyn afskyeligt. Det har jeg givet udtryk for i årevis, også lige over for Tvind-folkene. Og just derfor har jeg villet værne de rettigheder, som Tvind og alle andre i demokratiet har ifølge grundloven. Hvis friheden kun gælder den, man er enig med, så bliver den for nem.

I seneste udgave af Højskolebladet har den ny redaktør, Niels Højlund, indlevet skildret Tvind og især skolesamfundets stifter, Amdi Petersen. Pludselig er jeg som skåret for den sorte stær. Det er ikke så sært, at Niels Højlund kender det politiske sind, som er Amdi Petersens. For Højlunds politiske vandring er jo gjort side om side med Amdi Petersen. Der er næppe to, der i dansk højskolebevægelse ligner hinanden mere end netop Niels Højlund og Amdi Petersen.

De indledte begge i det mest yderligtgående sociale for begge at ende i det autoritære, hvor man til sidst gør sig selv og sine egne meninger til selve målestokken. De er begge overløbere, og overløberne er altid de værste, for de føler sig tvunget til at bruge store ord for at blive troet, at de nu er anderledes, end de var.

Niels Højlunds artikel i Højskolebladet handler selvsagt om Højesterets dom i Tvind-sagen. Folketingets særlov var ulovlig. Særloven var den første lov, som gennem 150 år krænkede grundloven. Folketinget optrådte som domstol, da den lavede særloven mod 32 Tvind-skoler. Men folketinget er lovgivende forsamling, ikke dømmende magt.

Niels Højlund skriver: - javel, højesteret har talt og det tager vi til efterretning.

Det er politiker-ord. Sådan har partiordførerne også sagt. At tage noget til efterretning vil sige, at man retter sig efter det.

Hvordan retter Højskolebladets redaktør sig så efter højesterets dom? Jo, en halv spalte længere henne kan man læse om Amdi Petersens Tvind-dukketeater, og så står der: "Og det teater skal vi altså alle spille med i for frihedens og grundlovens skyld? Jeg nægter. Og jeg nægter ligegyldig hvad 12 højesteretsdommere mener."

Højskolebladets Højlund står over Højesteret. Overdommeren nægter - skønt han just har sagt, at han tager dommen til efterretning.

Der skal nok være læsere, som i Højlund beundrer den stærke mand, der finder det ligegyldigt, hvad 12 højesteretsdommere mener. Jeg siger ikke, det er ligegyldigt, hvad Højlund skriver og nægter, især da ikke som Højskolebladets redaktør. Men det havde jo været værre, hvis det var folketinget, regeringen og undervisningsministeriet, der nægtede, ligegyldigt hvad en enig Højesteret sagde. I så fald var dansk folkestyre i sin hidtil værste krise, en forfatnings-strid mellem de lovgivende, dømmende og udøvende magter.

Men taget for pålydende værdi er redaktør Højlunds nægtelse en farlig vej i demokratiet. Vi var mange, der mente, at Danmarks deltagelse i EU var i strid med grundloven. Højesteret undersøgte aldrig de mange skridt, der blev taget på vejen ind i Unionen, men fastslog alene, at den seneste EU-traktat ikke var i strid med grundloven. Vi, der var uenige, havde selvsagt ikke nogen anden mulighed end at bøje os for Højesterets dom i EU-grundlovssagen. Ellers var selve samfundspagten rokket. Så var der kun vold, borgerkrigen og rullende hoveder tilbage.

På samme måde med en række folkeafstemninger om EU. Vi, der er imod, har oplevet igen og igen, at vi er kommet i mindretal. Vi kunne ofte trøste os selv lidt med, at et stort mindretal var imod, men måtte som demokrater bøje os for, at flertallet vandt, og at det, vi andre sagde nej til, nu var lov i landet.

Sådan har Niels Højlund det ikke. Da det en eneste gang skete, at modstanderne af EU fik flertal ved en folkeafstemning, så ville Niels Højlund afskaffe folkeafstemninger. Han er endt der, hvor kun et ja til hans egne meninger er godtageligt. Da han var udsendelses-leder i fjernsynet forud for en afstemning, valgte han seks tilhængere af EU til at drøfte med een modstander og deltog selv som den syvende tilhænger. Når man nu ved, man har ret, er der jo ikke grund til at give de andre ordet.

Enhver kan i Tvind-sagen tænke sig til redaktør Højlunds jubel, hvis Højesteret havde frikendt folketinget og sagt, at særloven var i orden. Men nu da folketingets flertal står som grundlovs-brydere, så nægter Højlund, ligegyldig hvad 12 højesteretsdommere siger.

Om Tvind-særloven forklarer Niels Højlund i Højskolebladet, at "demokratiet måtte reagere i en slags fortvivlelsens nødværge". Det er svært at finde ud af, om udtrykket "en slags" er formildende eller forstærkende. Men folketingets flertal handlede efter Niels Højlunds mening i fortvivlelsens nødværge. For at redde demokratiet måtte der bruges udemokratiske fremgangsmåder.

Med Højesterets dom er vi bragt tilbage til nøjagtigt det sted, hvor vi var før dommen. Der må altså stadig - efter Højlunds tankegang - være brug for fortvivlelsens nødværge. At Højesteret åbenbart ikke har frygtet for demokratiet, så det tillod fortvivlelsens nødværge, fører ikke til overvejelser hos Højskolebladets redaktør.

På dansk er indholdet i Højlunds ord, at et politisk flertal har ret til at handle i nødværge mod et mindretal, uanset at anklagerne mod mindretallet ikke er bevislige. Tvind-skolerne havde ikke bedraget, som undervisningsminister Ole Vig Jensen og folketingets flertal påstod. Statsrevisorerne påviste, at de fleste regnefejl lå i undervisningsministeriet. Politiet undersøgte Tvind-skolerne i mere end et år, og der blev ikke rejst en eneste sigtelse.

Alle ved, at her er vi ved sagens kerne. Når regeringen, ministeren og folketingets flertal i stemnings-bølgen mod Tvind var så sikre på, at skolerne blev drevet ulovligt, så skulle der selvsagt have været rejst sag mod skolerne. Man havde desværre ingen beviser, men de skulle dømmes skyldige alligevel - alle Tvindskolerne, om man havde noget på dem eller ej. Alle hoveder skulle rulle. Det kunne man ikke få en domstol til. Derfor blev der ikke rejst retssag. I stedet optrådte folketinget selv som dømmende myndighed og dømte uden beviser. Det er det, Højesteret nu har dømt som brud på grundloven.

Da vi med Højesterets dom er tilbage, hvor vi kom fra, så kan der selvsagt rejses sag mod Tvind-skolerne nu. Det burde ske - om ikke af andre hensyn så for Højlunds og nødværgens skyld. Men retssagerne kommer næppe. Det ser ud til, at den ny undervisningsminister i stedet betaler erstatning til Tvind-skolerne.

Rørende skildrer Niels Højlund, hvordan han er medansvarlig for Tvind-loven, fordi han ikke stemte imod i sit hjerte. Man kan læse, at han udi egen indbildning mener, at nogle ord, han har sagt til daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen, gør Højlund særlig skyldig. Kort før særloven mødte Niels Højlund ministeren - det har nok snarere været omvendt. "Ole, sagde jeg..." indledes den smukke skildring af mødet, som Ole Vig Jensen end ikke med fortvivlelsens nødværge har kunnet undgå.

"Ole, sagde jeg, husk eventyret om prinsen, der drager ud for at befri prinsessen. Han skulle hugge alle ni hoveder af dragen på een gang, ellers ville det mislykkes."

Niels, sagde Ole så - nej, vi kender ikke ministerens svar. Men da Niels Højlund skal slutte sin artikel, så husker han sin egen indsats for særloven: "Jeg nægter. Og jeg nægter ligegyldig hvad 12 højesteretsdommere mener. For ligegyldigt, hvad de siger, så er det sandt som der står i eventyret, at vil man dræbe dragen, må man hugge alle ni hoveder af med eet hug. Ellers lykkes befrielsen ikke."

Det er let at genkende Niels Højlunds eventyr. Vi har haft det tæt på os i trediverne og fyrrerne. Dengang hed det den endelige løsning. Hvis vi føler, nogen byder os imod, hvis nogen ifølge vore politiske forestillinger modarbejder flertallets samfundssyn, så er det ligegyldigt med bevisets stilling, ligegyldigt med domstolene, endog med 12 enige højesterets-dommere. Nej, hovederne skal rulle, og alle hoveder skal hugges af med eet hug.

© Poul Erik Søe 7. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside