Gamle love gælder ikke
Forsvarsminister Hans Hækkerup tillader, at man ikke følger love, der er mere end halvtreds år

Det er ærgerligt, at forsvarsminister Hans Hækkerup, der indledte sin minister-tid godt med rolige og velovervejede synspunkter, er endt så højt oppe i magten, at han ikke længere kan sit stof. Han må ganske enkelt være holdt op med at forberede sig.

Torsdag aften i Danmarks Radio og fredag morgen i TV2 kunne man høre forsvarsministeren vade over Rubicon med træskoene i hænderne, da han skulle gøre rede for, hvorfor terningerne var kastet og Danmark gået i krig sammen med NATO.

Det handler om hele Kosova-krigens ømme punkt. NATO har for første gang i Atlantpagtens historie som forsvars-sammenslutning angrebet et andet land, et selvstændigt land, der er værnet af FN-pagten ud fra regler, der også er en del af NATO-grundreglerne. Og det er sket uden FNs godtagelse, hvad FNs generalsekretær straks ved krigens udbrød bebrejdede NATO.

Der er hørt mange svar fra forskellige NATO-ministre på den stilling, NATO har bragt sig i ved ikke først at have fået FNs godkendelse af angrebene på Rest-Jugoslavien på grund af Kosova. Der mangler en resolution fra FNs sikkerhedsråd. Det gør krigen nu aldeles anderledes end tidligere magt-brug i Bosnien og mod Irak.

Ingen af NATO-landenes ministre har dog været ude i Hans Hækkerups hårrejsende grunde til at gå uden om FN. Han forklarer frejdigt, at FNs grundpagt   jo er fra tiden lige efter anden verdenskrig, altså mer end halvtreds år gammel. Derfor spejler FNs grundpagt tiden dengang med særlig hensyntagen til sejrherrerne i anden verdenskrig, de fire stormagter USA, Rusland (Sovjetunionen), England og Frankrig. Hvortil så kommer Kina. De fem er sikret pladser i FNs sikkerhedsråd med veto-ret.

Hans Hækkerup siger, at den verdensorden er forældet. Og når FN og Sikkerhedsrådet ikke kan bruges nu, så skyldes det, at Rusland og Kina bruger usaglige grunde, når de ikke vil være med. De usaglige grunde er, viser det sig i Hækkerups fremstilling, at Rusland og Kina ikke vil være med til at bruge magt.

Nu er FNs grundpagt netop lavet for at hindre brugen af magt, når ikke verdenssamfundet godtager det. Meningen er netop, at hvem som helst - et land eller en militær sammenslutning - ikke kan indlede krig, men at magtbrugen skal godkendes af FN.

I hele sammenhængen kan noget ikke være mere usagligt end Hækkerups fremstilling. Hvis FNs grundpagt og indretningen af Sikkerhedsrådet skal laves om, så må de nye regler da vedtages først i FN. Der er god grund til at ændre på FNs grundpagt, men det kan selvsagt ikke være sådan, at hver kan lave sit sæt spilleregler med henvisning til, at de ikke synes om FNs grundpagt, eller at den er for gammel.

Hans Hækkerup siger i virkeligheden, at regler og love, som er mere end halvtreds år, ikke skal holdes. Hvis man synes, de er forældet, så kan man frit lave sine egne. Den danske grundlov, der fylder 150 år til juni, og som sidst blev ændret i 1953, hører efter den opskrift til de forældede love.

Enhver kan efter Hækkerups fremstilling afgøre med sig selv, om grundloven skal holdes eller ej. Man kan frit lave sine egne regler, hvis man foretrækker dem for grundlovens. Og det er da også, hvad just den siddende danske regering har gjort, og som den for kort tid siden fik en knusende dom for i Højesteret.

Hvis man frit kan vælge mellem, hvilke love man har lyst til at holde eller ikke holde, så er vi i selvtægtens landskab. Hækkerup godtager i virkeligheden borgernes civile ulydighed, bare lovene ikke er lavet inden for de seneste halvtreds år.

Hækkerup og regeringen som helhed skylder os en ordentlig, folkeretligt gennemtænkt forklaring på, hvorfor FNs regler ikke skal holdes. Den skulle vi selvsagt have haft, før krigen gik i gang. Men foreløbig står det sådan, at den danske regerings holdning er klar. Selvtægt og civil ulydighed er i orden. Er Hækkerup gået i den fælde, der er stillet for ham ved udsigten til en international høj post, eller har han tabt enhver demokratisk sans?

© Poul Erik Søe 26. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside