Stop undersøgelserne af EU
- de fører jo kun til afsløringer!

Og er det ikke også høfligst, om Marianne Jelved får ro til sin 18 millioner kroners kampagne for euroen her i marts måned?
Mens Unionen var uhyggeligt levende, sagde statsminister Poul Schlüter for at få stemmer, at den var stendød. Nu hvor unionen er midt i et selvmordsforsøg, hører man ikke andet, end at det nok vil gøre den levende. Mikrofonholderne og de mange, der skriver med ført pen, har mest været optaget af, hvordan råddenskaben og svindelen i EU vil vende alt til det gode.

Og hvorfor ikke prøve med kærlighedens stærke arm? Det er jo heller ikke til at holde sig selv ud, når man kun har dårligt at sige om den måde, landene i Europa samarbejder på.

Så måske er det slet ikke vælger-taktik og en stræben efter at ligge til venstre for Nyrup Rasmussen, når Ritt Bjerregaard for at blive spids kandidat i Lejre-kredsen siger, at nu skal vi gøre noget for de små. Hun kan jo have lært det som tidligere kommissær i EU.

De små, som vi nu skal tænke på, skal sikkert allesammen have invalidepension. Det griber jeg ikke ud af den blå luft, mens af søndagens presse. Her fortælles det, at EU på kun fem år har tildelt omtrent hver tyvende medarbejder invalidepension, 70 procent af deres høje løn for livstid. Det er sikkert grunden til, at EU vil pille ved den danske efterløn, som slet ikke kan kappes med EUs egen invalidepension.

Og måske skal man ikke grine bag en bag hvælvet hånd, når den socialdemokratiske EU-politiker Freddy Blak, som også sidder i svindel-udvalget, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at det er noget svineri. Det siger han hver gang, også da han for kort tid siden stemte for tillid til den kommission, der siden faldt på svindel-undersøgelsen. Måske han mener det denne gang. Han synes, det ser ud til, at EU har brugt invalidepensionen til at komme af med udbrændte eller besværlige folk.

Jamen, det er da pænt af EU sådan at give medarbejderne invalidepension. De 780 millioner kroner om året må da være givet godt ud. Og enhver må efter denne uges hændelser kunne indse, at man let bliver stærkt invalideret af at arbejde i EU. Spørgsmålet er nærmere, hvorfor resten af medarbejderne og de selv-fyrede kommissærer ikke også skal have invalidepension?

Man er nødt til som EU-modstander at holde op med det hykleriske grin over, at det er gået, som modstanderne hele tiden har sagt. I stedet bør man indse, at politikerne i EU og på Christiansborg har grund til at være skuffede over danskerne. Ifølge Gallup og Berlingske Tidende i dag mener halvdelen af det danske folk, at EU er korrupt. Det er hverken pænt spurgt eller svaret.

For bare fem måneder siden var halvdelen af danskerne tilfredse med samarbejdet i EU, men nu er det kun en trediedel. Viser det ikke bare, at man ikke kan stole hverken på meningsmålinger eller folket?

Det er ganske vist den almindelige mening på Christiansborg, at når meningsmålingerne viser flertal for euroen, så skal den også indføres i Danmark. Men selvsagt er det kun EU-politikerne på Christiansborg, der kan gennemskue meningsmålingerne og udvælge, hvilke der skal følges, og hvilke der er helt ud i skoven.

Og endelig kan man jo lade være i nogen tid at spørge til euroen i meningsmålingerne, indtil svindel-råddenskaben i EU er glemt igen. Heldigvis er det jo indtil nu lykkedes helt godt for politikere og presse at skjule, at euroen er raslet ned i forhold til dollaren siden den ny valutas søsættelse.

I Sverige har de min salighed ikke kunnet lade være. De gik straks ud og spurgte, hvad svenskerne sagde til euroen efter afsløringen af EUs svindel og bedrag. Og nu sagde svenskerne nej til euroen,. For en uge siden sagde de ja. Det viser jo bare, at man ikke skal spørge folket hele tiden, men kun på tidspunkter, der passer ind i den politiske tilrettelæggelse. Heldigvis er der ikke den slags hindringer herhjemme for økonomiminister Marianne Jelveds 18 millioner kroners euro-kampagne, som hun klogt kalder for folkeoplysning, selvom hun intet kender til partiernes og organisationernes del af million-kampagnen.

De 18 millioner kroner til at oplyse os om den euro, som vore politikere på vore vegne har undtaget os fra, skal bruges her i marts, og det har vi god grund til at glæde os til, fordi kampagnen, som ministeren kalder folkeoplysning, nok slet ikke, som man skulle tro, er tænkt som EU-propaganda forud for EF-valget 10. juni. Nej, meningen er at fortælle os, hvor dårligt euroen klarer sig, og at der var god grund til det danske forbehold. Sådan er det jo med folkeoplysning. Den vil bare sige sandheden.

Det er den slags kampagner, der kaldes for folkeoplysning, de mangler i Sverige. Og så er det jo ikke så sært, at svenskerne nu siger nej til euroen, som de før sagde ja til. Helt uden kampagner, der kaldes folkeoplysning, har de i Sverige fundet ud af, at svenske aktier har det godt og stiger i værdi, fordi Sverige ikke er bundet til euroen, mens aktierne i Danmark, der er bundet til euroens nedtur, er gået den gale vej. Ih, hvor vil danske aktier stige, når vi her i marts får brugt de 18 millioner kroner på lidt folkeoplysning, så euroen ikke ender på invalidepension.

Der er selvsagt altid nogen, der vil undergrave samfundet med tanker, der i hvert fald ikke kan kaldes folkeoplysning. Tænk, Juni-bevægelsen har lige foreslået, at EU-parlamentet og det øvrige EU skal svindel-undersøges lige som EU-kommissionen. Parlamentet er nemlig lige så råddent og svindlerisk som kommissionen. Men enhver kan da høre, at det er en sær grund til at lave endnu en undersøgelse. Det vil jo skade EU, euroen og folkeoplysningen. Junibevægelsen bør dog kende til, at tyskerne, der jo er halvårs-formænd for EU, allerede har ladet vide, at sådan en svindel-undersøgelse skam kun er en eengangs-foreteelse.

Nej, heldigvis har vi da i Europa, og især i Tyskland, folk, der har visdom som ledere. Nu skal vi se fremad, som de siger. De ved, at de europæiske folk ikke kan tåle at høre mere om råddenskab, svindel, bedrag, venskabs-ansættelser og EU-invalidepensioner. Man behøver slet ikke at fjerne råddenskaben, svindelen og bedraget. Man skal bare lade være med at undersøge, om den er der.

Det må enhver kunne forstå, at EU gik fint med råddenskab, svindel og bedrag. De tyve tusind ansatte i kommissionen - der er jo mange flere i det øvrige EU - tænkte aldrig et øjeblik på, at der var noget galt i at leve med svindelen. Den kaldte de for virksomheds-kultur. Hver tyvende medarbejder gik af med invalidepension, men vore EU-kommissærer gennem 25 år, ministre fra 16 EU-lande og valgte til EU-parlamentet fra lige så mange lande har åbenbart aldrig talt med en eneste medarbejder nogen sinde og studset over den kendsgerning, at hver tyvende fik invalidepension.

Journalister fra 16 landes trykte og elektroniske presse har i et kvart århundrede løbet rundt i Brüssel og Strassburg uden for alvor at få øje på svindel og bedrag. Et lille pip kom der engang imellem, men ellers skrev og talte de fleste, som om EU var en politisk arbejdsplads så fin og højtstående som Amalienborg, haderslev domkirke og Christiansborg tilsammen.

Gennem et kvart århundrede er det hverken lykkedes mer end tyve tusinde ansatte, en himmelsk hærskare af kommissærer, endnu flere ministre fra hvert af landene og lige så mange hæderkronede, modige, uafhængige journalister at finde noget, der for alvor var galt, svindlerisk og bedragerisk i EU.

Så må man da kunne se, at jeg har ret. Det er undersøgelsen af svindelen, det er galt med. Undersøgelsen, tilmed lavet af sagkyndige folk, slæber jo Unionen lige ned skidtet og Ritt Bjerregaard til Lejre-kredsen. Hvad kommer der ud af undersøgelser andet end afsløringer og uro. Og så lige nu, hvor der er mange vigtige ting, der skal drøftes i EU, og hvor Marianne Jelved skal i gang med sin folkeoplysning. Hvor har tyskerne dog ret. Stands enhver undersøgelse af EU. Lad os få fred i vor tid.

© Poul Erik Søe 19. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside