Visdom og fremsyn
hos Lone Dybkjær

Afløsning af EU-kommissionen med et råd af en minister fra hvert land er et folkeligt fremskridt

Det er en stadig større glæde at følge den radikale Lone Dybkjærs valgkamp op til EU-parlamentsvalget 10. juni. Også en glæde for EU-modstandere. I februar havde hun i TV2s Morgenudsendelse søgende, måske endnu lidt famlende ord mod EUs opbygning med en kommission øverst, der er tænkt som et sindbillede på Unionen og ikke på de enkelte medlemslandes selvstændighed.

Men februars famlen eller søgen, som dog var befriende og ægte nok, er nu blevet til klarhed i en forside-artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten ved Ulla Østergaard. Lone Dybkjær siger til bladet, at EU-kommissionen skal afskaffes, og at der i stedet bør sættes et nyt ministerråd. Det ny råd skal sammensættes af Europa-ministre for hvert af landene.

Det er klart nok, at udtalelsen kommer på et tidspunkt, da EU-kommissionen er selvskrantende som følge af svindel og griskhed. Netop i dag bæver almagten i EU. Men Lone Dybkjærs ærinde er et andet, nemlig en afstandtagen fra selve kommissionens væsen.

Og det er jo i alle EU-traktaterne en særegen tankegang, at EU ledes af en kommission, hvis enkelte medlemmer så at sige er pålagt en landsforræderisk holdning. Kommissærerne skal først og fremmest være europæere og handle som europæere.

Lone Dybkjær har sans for, at der mangler folkelig opbakning bag EU. Vi andre ville måske sige, at der mangler folkeligt grundlag. Og så siger hun: "Men en folkelig opbakning kan ikke skabes med en kommission, som mener, at den er hævet over alle andre og derfor har den holdning, at vi alene vide, vi alene kan."

Det er ikke samme søgende ordføring som for godt en måned siden. Lone Dybkjær har afklaret sine tanker og standpunkter. Det er selvsagt nemmere at foreslå kommissionen fjernet nu, da Amsterdam-traktaten - med kommissærerne bevaret - er vedtaget. Men man kan ikke skylde Lone Dybkjær for, at hun i sin EU-politik alene er taktisk. Hun klumrede i det for nogle år siden med tanker om sproget i EUforsamlingerne, men indsigelserne har påvirket hende, og hun fastholder nu et synspunkt, som også EU-modstandere kan leve med, enten eet sprog i EU eller også alle sprog. Enhver ved, at med det ordvalg fastholdes folkesprogene i EU.

Det er i samme bane, Lone Dybkjærs tanker om EUs ledelse går nu. Hun går imod forestillingen om "ægte europæere", som skal køre EU. Hun siger til Jyllands-Posten: "Ægte europæere er bare folk, som ikke har nogen livline til befolkningerne."

Og hendes forslag er da, at ministre fra hvert enkelt land træder i kommissionens sted. Hun mener, at de er de "eneste, som kan genskabe tilliden, fordi de som folkevalgte har et helt andet ansvar over for deres hjemlige befolkninger og dermed bedre vil kunne varetage nationale interesser".

Man kan føje til, at ministrene i kraft af den folkelige og parlamentariske baggrund endog vil være bedre til at varetage de fælleseueropæiske interesser, der selvsagt vitterligt findes.

Der er både visdom og fremsyn i Lone Dybkjærs tænkning, ikke fordi det er nyt, men fordi det i ordvalget både tager hensyn til det folkelige og det parlamentariske. Man kan håbe, at hun og ligesindede i EU-parlamentet sætter sig ned og får lavet en liste over de ændringer, der må til for at gøre EU til et spiseligt samarbejde, der ikke har supermagt og unionsstat som mål. På en række områder er en nytænkning nødvendig, så det europæiske samarbejde bliver det, vi engang lokkedes ind i falske forudsætninger. Afskaffelse af kommissionen er et vigtigt skridt på vejen.

© Poul Erik Søe 15. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside