Selvudråbte herremænd
Den franske præsident vil give EU verdensherredømmet

I det selvsamme Paris og på den selvsamme dag, som i 1973 blev brugt til af Vietnam-konferencens partnere at pligte sig til fred, har den franske præsident snoet sin herremands-pisk, pudret ansigtet op til solkonge-skin og skingert opmandet EU-landene til at blive den førende magt i verden.

Chirac har aldrig kunnet taget ved lære af andre end sine forgængere, der også levede i evig misundelse over kun at være præsidenter og ikke kejsere. Chiracs umiddelbare forgænger, Mitterand, havde politisk svulme-syge, som ingen slankekur nytter imod, og som kun triumfbuer synes at lindre for korte øjeblikke ad gangen.

I præsident-valgkampen blev Chirac født i en vælger-snæver skotøjsæske, han var sidelæns foldet sammen og viklet ind i snørebånd. Straks han havde fået magten, brugte han snørebåndene som lunter på en række atombomber, der blev fyret af, ikke fordi sprængnings-forsøgene var nødvendige, men fordi bragene og svampe-skyerne på god afstand af præsident-paladset skulle vise verden, at Chiracs var riget, æret og magten. Det var ikke andet end vor tids forstørrede gentagelse af kanon-skud ved prinse-fødsler.

Nu har Frankrig så af lunte-kongen fået den opgave at føre de andre EU-lande, så de sammen kan lede indretningen af vore dages verden. Der har med sikkerhed intet møde været, hvor de øvrige EU-lande har bedt Frankrig føre Unionen i opgaven at "organisere vore dages mangepolede verden". Det er grebet ud af den hvide luft, flimrende af falskheden i det konge-hvide ansigts-pulver, der i fransk opblæsthed altid må bruges rigeligt for at skjule en selvfølgelig rødmen.

Selvom dumhederne ganske vist som sjældent før står i kø ved kassen i EU, så vil selv den argeste modstander af Unionen ikke et øjeblik tro, at Tyskland, England, Spanien, Holland, Sverige og de andre lande har bedt Frankrig om at være europæernes ny herremand, der skal have det samlende lederskab for et arbejde, der bringer EU forrest i verdensherredømmet.

Chirac har valgt at sige sine ord til den franske Nationalforsamling. Nu er tiden inde, mener Chirac, til at skabe en egentlig, fælles, europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Nu er det øjeblikket, hvor EU skal optræde som egentlig militærmagt. Hensigten er ifølge Danmarks Radios tekst-tv (3.3.1999), "at skabe et bedre afbalanceret transatlantisk forsvarspartnerskab".

Selv den, der ikke forstår fransk, kan umiddelbart se, hvad det handler om. Mindre amerikansk indflydelse, større fransk magt. Det er sådan et indfald, franskmændene har fået hver tredie måned siden anden verdenskrig. Da det blev klart, at verdenskrigen havde gjort nogle store små, England og Frankrig, og andre stormagter til supermagter, USA og Sovjetunionen, så blev hvert hus i Frankrig til en triumfbue. Mit hjem er min triumfbue.

Efter Sovjetunionens sammenbrud fremstod det, som den amerikanske daværende præsident Bush kaldte den ny verdensorden. Udtrykket skyldtes ikke så meget kommunismens fald, men Yalta-aftalens udløb i 1995. Efter forslag fra den amerikanske præsident Roosevelt og med russernes Stalin og englændernes Churchill som deltagere blev holdt et møde på Yalta, hvor Europas skæbne efter verdenskrigen blev fastsat for et halvt århundrede.

Den politiske, økonomiske og militære åbning fra vest mod øst er en følge af den aftales ophør. Der er et tomrum efter Yalta-aftalen, men ingen ønsker aftalen tilbage eller fornyet, for aftalen gjorde Europas lande i øst og vest til fæstere hos de to unioner, den sovjetiske og den amerikanske.

I mellemtiden har nogle europæiske lande så fået sig deres egen union også, og lederskabet udfolder et månedligt guldtallerken-demokrati i stil med den iranske kejsers, kort før han faldt. Europas tilstand ligner Polens i det lange stræk, da Rusland, Tyskland og Østrig delte Polen og Polens folk mellem sig i regioner, der opløste selve landet Polen, hvis navn til slut blev forbudt. Som dengang kæmper herremændene indbyrdes, nu ligger England lunt i skygge af den amerikanske udenrigsministers grundtvigianer-hat, men Frankrigs Chirac prøver at slå hatten af hende for at bruge den som triumfbue hjemme i sin have.

Folkene i Europa og verden skal ikke finde sig i blive kastet viljeløse rundt i det magtens tomrum, Yalta-aftalen har efterladt sig. Det er dag for dag tydeligt, at det demokratiske grundlag for vestens militære samarbejde svinder. NATO, som egentlig jo er Atlantpagten mellem USA og en række europæiske lande, går ud over sine vedtægter. FN er ikke længere et myndigt talerør for verdens folk. FN er en veldresseret hund, der slikker de ny herremænds guldtallerkener.

Det er nødvendigt, at der land for land sker en oprustning af det folkelige grundlag for Forenede Nationer. Vi vidste godt, at FN ikke bragte os paradiset. Og vi styrter ikke af sted efter et nyt paradis. Men anstændigvis kan folkene ikke neddæmpe deres følelser og håb i forhold til FN, blot fordi magtmisbrugene dagligt tager til. Det samme gælder de folk, der ofte modstræbende samledes i NATO, og som først efterhånden så et brugbart redskab i Atlantpagten.

Nu skrider grundlaget, og som folk bør vi ikke bøje os til jorden for herremændene i ydmyg følgagtighed. Vi må gennemtvinge en ny verdensorden, der ikke bygger på en mere og mere udbredt opfattelse af, at amerikanerne har ret, fordi de har våbnene og pengene. Vi må sige nej til en verdensorden, hvor en fransk præsident uden at være bedt om det pludselig en aftenstund lader trompeterne gjalde med et budskab om, at han gør EU til sin egen triumfbue.

Som folk er vi det egentlige grundlag for FN, og finder vi sammen i det håb, der bandt os sammen efter anden verdenskrig, kan vi få renset ud i det FN, der har tilladt amerikanske og engelske spioner og spionage-udstyr i det våben-tilsyn, FN i Irak skulle øve på uvildigt grundlag. Og vi kan sige til politiske ledere, hvis mål vi kan være enige i, at deres midler er utilladelige. Som folk kan vi uden om vore stats- og udenrigsministre, der er mundlamme lakajer hos de selvudråbte herremænd, gennemtvinge, at militær magt ikke kan kalde hvad som helst for verdenssamfundet.

Det er FN, der taler på verdenssamfundets vegne. Alle ved, at netop FN er i dyb krise. Men det er værd at huske sig, at mange kræfter, Kina, USA og EU er blandt dem, foretrækker et FN i krise, fordi det giver større spillerum for egen magt. Verdensorden, ordnede forhold i landenes og folkenes omgang med hinanden, har udgangspunkt i FN. Det er hvert enkelt menneske, hvert folks pligt at styrke FNs mulighed for at være verdensordenen, grundlaget for folkenes fællesskab. Hver gang vi glider af på den sag, lægger vi en sten på en privat magthavers triumfbue.

© Poul Erik Søe 3. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside