Dansk enegang mod EU-hær
kan bruges til at styrke FN
Dansk forbehold mod EU-militær ikke noget, der kan handles om, men tværtimod handles ud fra for at styrke FN

I Tyskland vil de helst tale om noget andet. I Danmark vil vi jomfrueligt helst slet ikke sige noget. Men alligevel er det bebudelsens uge. Et tegn er kommet fra dødsriget eller fra det høje. Og bebudelsens engel taler tysk.

Tyskerne har lige nu brug for at tale om noget andet end den pludseligt forsvundne finansminister og euroens stadige dyk siden søsætningen, bortset fra et håbefuldt, kortvarigt spring, da den tyske finansminister låste sig inde i sit hjem. Af det tegn kan man læse, at hvis alle finansministre gik hjem og drak kaffe, så ville der være håb selv for euroen.

Tyskernes stræben efter at tale uden om uro og euro har udløst bebudelsen af, at EU skal have eget militær. Den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen vil endelig ikke have, at man skal kalde det en EU-hær. For ham er tyskernes bebudelse hverken ny eller revolutionerende. Han har endnu ikke lært EUs evne til jomfrufødsel. Uden folks medvirken fødes uønskede politiske børn, der knap kan gå selv, før de bliver dyrket som konger.

Tyskerne, der i dette halvår har den politiske ledelse af EU, er ikke i tvivl. Deres ønske er, at Unionen skal kunne indlede og gennemføre militære operationer på egen hånd. Det vil sige uden om FN. Og uden om NATO. Bebudelsen kommer på et tidspunkt, da der endnu jubles over Polens, Tjekkiets og Ungarns optagelse i NATO. Selvsamme dag ønsker EU at handle uden om NATO.

EUs forsvarsministre skal i et åndeligt europæisk fællesskab alle være fædre til det bebudede krigerbarn. Forsvarsministrene skal samarbejde i EUs ramme, og der skal laves en særlig militær komité, hvor politikere og militærfolk skal herske, og som skal have en egentlig militær stab under sig.

Kun nogle få danskere undrer sig. Allerede ved den danske godkendelse af EUs indre marked lød det fra Erhard Jakobsen og andre EU-jublere, at EU-hæren aldrig ville komme. Fra det øjeblik kunne ingen være i tvivl om, at EU-hæren med sikkerhed ville blive virkeliggjort. Danske EU-politikere har altid med omhu lovet det modsatte af, hvad der faktisk skete i EU.

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved, det livgivende nej til et militært dødsrige i EU, er nu undfanget som et tysk ja. Og allerede om en uge samles EUs udenrigsministre i byen Eltville med Rhin-vand i døbefonten for at navngive barnet.

Englænderne og franskmændene er på sjette måned svangre med et krigerbarn, der skal øge EUs magt og mindske amerikanernes. Vestens indre magtkamp er i gang. Og Danmark står med et forbehold, som ikke er folkets valgte undtagelse fra EU, men er foreslået og vedtaget af folketingets flertal, længe før danskerne blev spurgt ved en folkeafstemning.

Mens Niels Helveg Petersen bærer kirketøjet frem til krigerbarnets dåb, vender folkesocialisterne ryggen til. De kan ikke sige andet, end at tyskernes forslag om EU-militær strider mod det danske forbehold. Men de danske folkesocialister skrider jo efterhånden mere, end de strider. Formand Holger K. Nielsen ivrer allerede for, at EU skal tale udenrigspolitisk med een stemme. Og hvem kan overhovedet stole på, at folkesocialisterne i det næste skred ikke også godkender EU-militæret, bare de selv kan opfattes som duelige deltagere i en regering?

Der må kunne sættes et dansk tegn fra det høje i stedet for det, der nu ses fra det militære dødsrige. Det, der er brug for, er en dansk enegang, som da Danmark gik i rette med Kina om menneskerettighederne. Der er brug for et egentligt modtræk til tyskernes stræben efter at give EU militær magt og til den udbredte drøm - især hos franskmændene - om at være militært sideordnet med USA.

Udover den indre strid blandt Vestens magter er det FN, som er den egentlige taber. Vi har set det tydeligt i omgangen med Irak og Kosova. Magt-begærligheden sætter FN ud af spillet. Derfor er der brug for et en bred iværksættelse af nye handlings-muligheder for FN, hen over hovedet på magt-griberne. Danmark må selvstændigt spille ud for at finde sammen med en række FN-medlemslande, knyttet til de forskellige magt-opbygninger i verden.  Danmark må indbyde til et særskilt møde, der i bredden rummer indsigt i og bånd til amerikanske, vesteuropæiske, russiske, kinesiske, arabiske og endnu fler magt-opbygninger, i den hensigt at genskabe et FN, der ikke er et redskab for militær magt, men som igen rummer folkenes fælles håb.

Danmark må vise, at det danske forbehold, som politikerne selv valgte uden at spørge danskerne, ikke kun var snu og tidsbestemt taktik, men at forbeholdet mod EU-militær havde kerne af holdning og mening. Politikerne, som selv har valgt forbeholdets vej, må overtyde os og verden om, at forbeholdet ikke kun er en taktisk vare, der kan handles om. I stedet må dansk politik handle ud fra forbeholdet, bruge det som ståsted for anstændigheden, der er gemt i verdens-håbet.

Danskerne har før været med barn. Landet standede i våde. Så sendte Odin sin søn. Og danskerne gjorde barnet til konge. Barneblidheden blev sat i højsædet i stedet for voldsmagten. Det skal vi ikke skamme os over.

© Poul Erik Søe 14. marts 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside