Det vifter hjemlig gennem løvet,
når vi stikker hovedet i busken

Sygeplejerskernes strejke blev standset for at få ro til EU-valget 10. juni

Efter kun fire dages lovlig strejke har regeringen fået folketingets flertal til at standse sygeplejerskernes retmæssige kamp. Det skulle gå hurtigt denne gang, for regeringen vil for alt i verden skabe gravens stille ro omkring valget til EU-parlamentet 10. juni. Tidligere har sygeplejerskerne fået lov til at strejke seks uger, før der kom indgreb fra regeringen. Men den tilstundende valgdag var vigtigere end frihed og ret.

Danmark er blandt de vestlige lande, der har færrest tabte arbejdsdage på grund af arbejdskampe. Som regel har det danske arbejdsliv været det fredeligste af alle. Det skyldes voksende modenhed hos arbejdstagere og arbejdsgivere. Og det skyldes særegne danske løsninger med udspring i, at også i arbejdskampe har der grundlæggende været vilje til at vedkende sig demokrati som samtale.

Nu udskiftes den danske model med den europæiske. Magt sættes i stedet for samtale. Og såkaldte socialister er forrest i den udvikling. Det overrasker ingen, for sådan gik det også i den nu døde sovjetiske union. I Sovjetunionen var arbejdskampe forbudt. Arbejdere murrer ikke, når deres magthavere kalder sig selv for arbejder-regering, som sovjetmagten yndede at fremstille det. Nu skal vi så tilpasses en europæisk union, hvor markedet er guddom, og hvor tilkæmpede rettigheder skubbes til side.

I fagforeningernes øverste ledelse har man længe virket for den udvikling, der i EUs hellige navn alene gør arbejdstagere til en vare, hvis pris fastsættes af udbud og efterspørgsel. Igen og igen samarbejder de øverste i fagforeningerne og socialdemokratiet med arbejdsgiverne, ikke kun for at ændre arbejdskampens former, men også for at fremme en union, der skal æde sig stor på den enkeltes frihed.

Det ville ganske vist give politik et jordnært indhold, hvis lønningerne blev fastsat af folketinget, men dobbelt-spillet er dræbende for demokratiet. Og det er selvsagt endnu værre, at såkaldt liberale partier ligefrem gør en dyd af at øge statsmagtens rolle, ligesom de knæfaldende strækker hånden frem for at få EU-tilskud. Vi harmoniserer os til vold, for det er jo en kendsgerning, at den danske model i arbejdskampe har mindsket volden og øget samtalen. Nu er det slut.

I arbejdslivet er der større samspil mellem dem, kalder sig selv top hos arbejdstagere og arbejdsgivere, end mellem medlemmer og ledelse. Det gælder alle vegne, i dansk metal, hos lærere og hos sygeplejersker, hvis formand jeg trods navne-fællesskab ikke er i slægt med. Men det døde demokrati, der har gjort fagforening til fagforstening, er også medlemmernes skyld, skønt megen magt er givet og fastholdt i samspil mellem de store partier, også de tvungne medlemsskaber i faglige foreninger, som nu også højesteret har sagt ja til.

Der er i arbejdslivet ikke længere plads til den selvfølgelige menneskelige indlevelse og medfølelse. Vi vidste alle, det gik galt, da sammenhold og samhørighed ikke længere kunne bruge danske ord, men kaldte sig solidaritet. Fællesskabet var ikke længere oprindeligt og ægte, men trykknap-styret af toppen, til brug i festtaler og ved sokkelstøbningen af toppens magt.

Derfor holder danske arbejdstagere roligt pinse, mens sygeplejerskernes frihed undertrykkes. Det vifter hjemlig gennem løvet, når vi stikker hovedet i busken. Samhørigheden svinder i takt med væksten i egen tegnebogs tykkelse. Aldrig har der i dansk arbejdskamps historie været så rigeligt råd til sammenhold som nu, og aldrig har viljen været vegere.

Og undskyldninger for ikke at støtte sygeplejerskerne er der nok af. Der er jo da først og fremmest hensyn til patienterne, ikke sandt? Men patienterne, mange af dem, holder med sygeplejerskerne. Ingen kan for alvor få det indfald, at den snigende svindsot i samfundets sygeomsorg skyldes sygeplejerskerne. Enhver ved, at velfærdssamfundet med vilje undergraves af de styrende i regering og folketing for at tilpasse os selv, skatterne og afgifterne til unionens gennemsnit.

Der var ikke påvist eet eneste tilfælde af svigtende omsorg fra de strejkende sygeplejersker, da regeringen fik folketinget til at standse strejken. Men selvsagt har sygeplejerskerne dummet sig, som ordentlige folk gør. I årti efter årti har sygeplejerskerne undladt at strejke, netop af hensyn til patienterne.

Få grupper af arbejdstagere har som netop sygeplejerskerne fundet sig i arbejds-misbrug, dårlig arbejds-tilrettelæggelse, lav løn og vilkårlig frihed. I de årtier, da alle andre melede deres egen kage ofte uden hensyn til samfunds-helheden fra standset færge-trafik til landbrugets mælkestrejke, stod sygeplejerskerne trofast ved sygesengene. Nu er de vågnet og har indset, at sygeplejersker ikke er tyende. Nu tager vi så den frihed fra dem, som alle andre har brugt og misbrugt siden århundredskiftet. Var der nogen, der huskede at sige tak?

© Poul Erik Søe 22. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside