Sangen om det gemte
Livsforståelsen mellem linjerne i en sangbog. Myte-fortælling ved Poul Erik Søe på Danmarks Radio P1 niogtyvende maj 1999 i anledning af modtagelsen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Det er lettest at holde et folk i skak,
som slet ingen sange har.
Sådan synger Benny Holst i en af Højskolesangbogens nutidige digte. Sange er folkets våben både over for magthaverne og afmagten.

Sange kan styrte en stormagt, hvis sangerne vil. For sangen gemmer i sig, i linjerne og mellem linjerne, et folks livsforståelse, et folks længsel efter fællesskab og selvstændighed.

I Estland undergravede folkets sange diktaturet i russernes sovjetiske stat. Sangene holdt modet oppe og gav mod. Mange af esternes sange var forbudt af sovjetstaten, men når esterne var samlet i hundredtusindvis, havde sangen magten, og de sang, hvad de havde brug for – sangen om at være et selvstændigt folk. I 1990 samlede sangstævnet i hovedstaden Tallinn en tredjedel af Estlands folk. Sangen om det gemte havde sejret.

For danskere ligger sangen om det gemte skjult de særeste steder. Der findes et fuldstændig ubrugeligt digt i højskolesangbogen, i hvert fald efter nutidens og undervisningsministeriets målestok:

Derfor kan vort øje glædes
ved et billeds farvepragt,
thi det lys, hvori det klædes,
er naturens egen dragt,

og den sten, hvis skønhed strålte,
formet af en mester hånd,
den blev skøn, fordi han målte
med vor skabers målebånd.

Ja, jeg kan godt høre, jeg skulle have stukket en plade i stedet for min egen slidte stemme. Men i år kan jeg sige, at nu har højskolesangbogen været mit vigtigste værktøj i et kvart århundred. Og en gammel højskolemand sagde til mig dengang, da jeg var skamfuld over min stemme: Brøl du bare, folk skal have en stemme at ligge i læ af.

Digtet, jeg satte lyd til, er af Chr. Richardt, ham med sangen "Venner, ser på Danmarks kort", som er ligeså ubrugelig, fordi Danmark er forsvundet for de fleste, efter at vi er kommet til kort med større målestok, som styrker de store og svækker de små.

Det mærkeligste ved digtet om, hvad der glæder øjet, er, at livet bliver målt, men det bliver målt med noget ukendt, noget, der hører troens verden til, noget, som slet ikke findes videnskabeligt set, nemlig vor skabers målebånd.

Digtet er gammelt og handler ikke om nutidig kunst. Den kunst, der digtes om, gentager naturen - lyset, som billedet klædes i, er naturens egen dragt. Musikken svulmer af hjertets kildestrømme. Kunstens lærebog er - hævder Chr. Richardt - kærlighed, elskov, lærkesang og bækkens brusen. Mangen nutidig kunstner vil hævde, at værket ikke er en gentagelse af naturen, men et selvstændigt udtryk.

Kun er der sammenfald mellem den gamle digter og den ny kunstner i enigheden om, at kunsten ikke kan evalueres. Det er overladt til hver af os at få det ud af et stykke kunst, som vi selv ser og oplever. Vor skabers målebånd skifter måle-enhed for hvert menneske ligesom det målebånd, der på dansk snor sig som Kong Volmers Røv, et ordmæssigt vrangbillede på den oprindelige mening, kong Valdemars reb, der blev brugt ved opmåling af jord og efter nogle bønders mening snoede sig rigeligt, så de blev snydt.

Det er ikke så sært, vi ikke kan evaluere kunsten og livet, for ordet evaluering vil ganske enkelt sige at måle penges værdi, en møntenheds værdi. Så fatter man osse med det samme, hvorfor evaluering er højeste mode i undervisningsministeriet. Oplysning og ånd er afløst af kroner og euro.

Nylig mødte vi i fjernsynet en arbejdsmand fra Vendsyssel. Han var arbejdsløs, men man havde tvunget ham til at deltage i tredive kurser. Tredive!

Han bliver tvunget til at uddanne sig, efteruddanne sig, for ellers kan han ikke klare sig på arbejdsmarkedet. Sådan siger man til ham. Det er lov i landet. Der er bare ingen, der vil have ham. Han er nok blevet for klog.

Forestil jer ydmygelsen. At møde op til kursus nummer 7, nummer 19, nummer 26 og nummer 30 – sammen med andre, der tror på, at den her uddannelse - det er lige sagen. Og med veloplagte lærere, der muntert tager fat om ikke på indlæringen, så i hvert fald med at lære deltagerne hinandens navne udenad. For man skal jo komme hinanden rigtigt ved og blive synlig. Og ender man på mer end tredive kurser, så kan man til sidst navnene på alle landets arbejdsløse udenad, men er blevet usynlig for sig selv. Man er ikke sig selv mer, men een stor klump af uddannelse, der opbevares for at holde tilskuddene vedlige til organisationerne.

Oplysning være skal vor lyst, synger Højskolesangbogen. Da arbejdsløsheden kom i førstningen af halvfjerdserne, måtte de arbejdsløse endelig ikke uddanne sig, for så kunne der ske det, at de kom foran dem, der havde arbejde. Man skulle endelig ikke tro, man kunne få fordele af at være arbejdsløs.

Siden hen blev det tvang, at man skulle efteruddanne sig. Pludselig vendte alt på hovedet. De fleste husker sikkert dengang, da uddannelsen var den store drøm, som kun få fik opfyldt. Intet var vigtigere, end at alle fik tilbuddet om uddannelse, uanset om man kom fra et fattigt eller et rigt hjem. Uddannelse – det var drømmen, målet, det, forældre ønskede for deres barn.

I løbet af få år er uddannelse blevet en straf. Hvis du ikke bestiller noget, så uddanner vi dig! Lige meget til hvad, lige meget hvilket emner, bare der er plads på holdet.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Oplysning nu ligger i det lyssky. Den indre opbygning af uddannelsen og skolingen tåler ikke dagens lys. Der er millioner til de politiske venner, som strækker hånden frem mod statens strømme af stemplede penge til livslang, livløs indlæring – fordummelsens og fornedrelsens slaveskoler for de udstødte.

Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue.

Synger Grundtvig. Når nogen af de tvangs-anbragte er på dagpenge-dressur kaldes det aktivering, at blive sat i gang, men ydmygelsen vil af sig selv føre til, at aktivering skaber aktivister, vrede og vold.

Atter stilles dansker-ætten
for en åben dør,
ånden flyver over sletten
lavt som aldrig før,
kalder dånede til live,
puster på hver gnist,
at den bedste dag skal blive
den, der kom til sidst.

Synger Hostrup. Han og Grundtvig har ikke den mening, at det er kundskaberne, der forklarer tilværelsen. Det er ikke religionerne, der skaber livets mening. Det er heller ikke i ideologierne, vi henter indholdet. Meningen med tilværelsen ligger i hvert enkelt menneske.

Det vigtige i oplysningen har aldrig været, at man lærer noget nyt, som kan måles og evalueres. Den slags kan enhver hente hvor som helst, når der er brug for det – i dag nemmere end nogen sinde før. Det vigtige er, at det, der bliver oplyst, er noget. vi godt ved, men har glemt eller gemt. Oplysning er en påmindelse om det oprindelige i os, en mulighed for at genhuske det, der har værdi for een selv. Venner, se på dankortet! Du er ikke kun en pengemaskine. Ægte oplysning er aldrig en kampagne med det mål at lave dig om, men har i stedet det højeste håb at gøre dig stærkere i det, du selv kommer med – det, du selv står for. Vid bedre, hvad du ved, siger Johannes V. Jensen som slagord.

Vi kan som ingenting lave skoler, hvorfra børnene går lige på skærmen og vinder ethvert spørgeprogram. Der er ikke noget nemmere end at levere alle de grydefærdige svar. Men skoler er ikke skabt for at indlære svar udenad. Skolens mål er børn, der kan spørge, og børn, der kan drømme. Men vi er bange for drømmene, for de kan ikke måles og vejes. Drømme kan ikke evalueres. Alligevel sejrer den lærer, der gør barnets drøm større. Intet menneske når længere i sit liv, end det har drømt som ung.

Derpå må I unge svare,
det til eder står,
om af røret sig skal klare
dag med krans om hår,
om vort hjem igen skal svømme
frelst på tidens flod
og endnu sin ungdoms drømme
se som kød og blod.

Det er Chr. Richardt, der ved, at de unges drøm kan blive kød og blod, kan blive virkelighed. Lige nu fylder vi dem med ragnarok og dommedag, som om et nyt årtusind ikke først og fremmest er fest og drøm. Hvad er denne brydningstime, skumring eller gry? Det spørgsmål dvæler og dyrkes i de unges drømme, men vi er ude på at stjæle deres drøm ved at kalde den veg og vag. I stedet for drømme vil vi evaluere dagen, lægge hånd på håbet og bilde et nyt slægtled ind, at det livafgørende spørgsmål for dem selv og for samfundet er, om de sparer op til pensionen fra børnehaveklassen og sikrer sig en efterløn.

Grundtvigs drøm var en skole, der ikke gjorde nytte, som ikke oplyste bare til brug for bankkontoen. Det er så gammeldags, at man straks kan høre det. Ingen ville i dag blive taget alvorlig med ord om, at skolen ikke kun skal gøre nytte. Det hedder slet ikke nytte mer. Det er alt for dansk og ligetil. Nu hedder det anvendelses-orienteret. Hør på det ord: anvendelses-orienteret. Det er ikke et ord, der er kommet til verden med kys, klap og køn. Det er lavet med lommeregner i leder-liderlighed. Det og hundredvis af andre analyse-ord er skabt i magtens mørke for at gøre magten indviklet og dermed få magten til at vokse og folket til at skrumpe.

Men midt i al mørket der brænder et lys
en ild, som aldrig dør hen
det sprog, vi har talt, trænger til å fornys,
vi må lære det gamle igen.

Synger Benny Holst.

Oplysning springer ikke af undervisning og uddannelse, men – skriver Grundtvig i sang – af folkedåd. Poesien i tilværelsen er ikke kun digte, som andre har skrevet, men det, vi selv oplever, mens vi virker - dag og dåd er kæmperim.

Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Og når Grundtvig skriver slet ikke, er det ikke for at få versefødderne til at gå i takt. Han mener det. Livs-oplysningen, livsforståelsen står op i det enkle liv, ikke i det fortænkte liv. Livslang læring er et annonce-ord for kursus-sælgere. Livs-oplysning er det, du selv medbringer til fællesskabet.

Grundtvig giver sagen en drejning. Når han i sangen om oplysning taler om bonden, skyldes det, at otte ud af ti danskere var bønder, da sangen blev til. Det er folket, han mener, helheden, fællesskabet. Det er slet ikke den tankegang, at bønder bliver kloge, fordi de står tidligt op for at muge ud og malke, så de får flere nyheder end andre ved at høre flere morgen-radioaviser og se morgen-fjernsyn på TV2. Nej, solen, lyset, retter sig efter bonden og står op sammen med ham. Solen ligger og lurer lige under havoverfladen. Hvornår står den bonde da op? Jo, nu svinger bonden benene ud over alkovekanten, så står solen op.

Overført vil det sige, at oplysningen, livsforståelsen indledes hos folket. Han synger det samme et andet sted:

I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet.

Det eneste sted, der er folkeoplysning, er i folkets egne ord, og de ord er ikke anvendelses-orienterede.

I fremtiden skal oplysning være nyttig og anvendelses-orienteret, for ellers kan den ikke måles. Og målestokken for, om noget er brugbart, er - om det kan måles. Ellers er det aldeles unyttigt. Derfor mener undervisningsministeren, at vi skal have et statsligt evaluerings-institut. Det vil vare længe, før evaluerings-instituttet ryger ind i sangbogen. Formentlig vil sangbogen forsvinde først, for hvem kan måle, om sange er nyttige og anvendelses-orienterede. Man kan umiddelbart måle, at "I østen stiger solen op" og "Se, nu stiger solen af havets skød" er det rene vrøvl. Solen stiger ikke, det er jorden, der drejer. Så kun Thøger Larsen ka få EU-godkendelse, "Nu hælder Europa mod sol igen".

Det nyttige og anvendelses-orienterede er kun det, der kan måles. Så væk med kærlighed, mod, håb, tro og lyst, for hvem kan måle kærligheden, modet, håbet, troen og lysten hos et menneske? Er det muligt at oplyse uden kærlighed, mod, håb, tro og lyst? Man kan indkode computere uden, men kan man undervise – vise undere – uden?

Meningen med måleriet er at gøre os alle til undermålere, til mennesker, der hele tiden føler sig bagefter, ustandseligt prøver at overhale sig selv for at komme foran sig selv og især de andre. Hele tiden under pres fra dem, der ved bedre og har vedtaget med sig selv, at de har ret til at måle os, eva-luere, lure Eva og os andre, om vi nu æder af kundskabens træ på godt og ondt efter det guddommelige instituts forskrifter.

Men kundskabens træ på godt og ondt
desværre faldt dejligst i øje;
et lysteligt syn, det er tit usundt,
det lækreste hårdt at fordøje.

Synger Grundtvig.

Når undervisningsministeriet nu så ivrigt vil have måle-magt, så skyldes det vist noget, der kaldes en halvårs-rapport fra OECD. Man kan blive helt forskrækket og forkortet i sindet, hver gang man ser store bogstaver rotte sig sammen lige efter hinanden som i navnet OECD. I hvert fald er man klar over, at når de ligefrem laver halvårs-rapporter, så er det nogen, der følger med og ikke nøjes med årsskrifter og kalendere med nøgne kvindfolk.

OECD skal tydes Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Måske nogen kan huske, at danskeren Thorkil Kristensen var OECDs første generalsekretær, og han var ingen målerlarve. OECD er lavet af vesteuropæerne, og siden er USA, Canada, Japan og Australien kommet til. Derfor var der al god grund til skræk, da OECD sidste år pludselig sagde, at danske børn ikke kan stave og læse dansk. I hvert fald ikke sammenlignet med børn i andre lande, selvom OECD vist ikke havde undersøgt, om danske børn er bedre til dansk end hollandske børn, hvad jeg umiddelbart vil tro, selvom jeg ikke har målt det.

Selvsagt er der et stykke vej fra økonomisk samarbejde og udvikling, som er OECDs arbejdsområde, til stave-træning i den danske folkeskole. Men ligesom alle andre keder OECD sig ved det, de egentlig skal lave, og derfor laver de noget andet. Det er jo sådan livet er, og det er jo netop den slags, man ikke kan måle, så det skal jeg ikke sige noget imod, for jeg kunne ikke drømme om at evaluere kaffepausers frugtbarhed. Men det er da flot at tænke sig, at de i hele Europa, i USA, i Canada, i Japan og i Australien har siddet dybt alvorligt og taget stilling til, hvad danske skolebørn laver i første klasse med virkning for verdens økonomiske samarbejde og udvikling.

Nu er det heller ikke sådan, det sker. OECD har en dansker, der tager sig af det. Måske har han nogle hjælpere, for han skal vel også have kaffe ind imellem. Men ham dér OECD, han laver en halvårs-rapport, sjovt nok hvert halve år, og til den tager han lidt af økonominister Marianne Jelveds økonomiske års-oversigt, lidt fra det danske økonomiske samordnings-råds vismands-rapport og lidt fra Anders Fogh Rasmussens seneste tale på Venstres landsmøde. Og gennemsnittet af Marianne, vismændene og Anders plus et drys af overordnede ord, som er fælles for hele verden, det er halvårs-rapporten. Derfor bliver folk i alle OECD-landene hvert år så glade, fordi OECD altid siger det, som de har hørt i forvejen. Den slags kaldes en analyse, fordi ellers kunne man ikke få penge for det.

Ligeså grundigt og internationalt siger ham dér OECD nu noget om danske børn og unge. Sidste år kunne de ikke læse og skrive, men en anden undersøgelse sagde, at danske børn var nogen af de bedste, ja, vist nok bedre til at stave end deres forældre, og det er frækt.

I år har ham dér OECD så tænkt, at nu måtte han hellere sige noget pænt i halvårs-rapporten. Så nu kan man læse, at danske unge er de bedste i hele verden og omverdenen med til at tilpasse sig erhvervslivet. Og grunden var den enkle, mente OECD, at danske unge arbejder i erhvervslivet, mens de læser, for de skal nemlig tjene penge undervejs. Og derfor er de vant til erhvervslivet og har langt færre vanskeligheder end unge i andre lande, når de skal ud at sidde på egen bag.

Og de danske unge var også bedre end alle mulige andre unge til at mødes med udlændinge, smidige i samarbejdet og imødekommende. Og ham dér OECD vidste også hvorfor. Fordi danske unge tager sig et friår eller fler og rejser til andre lande.

Se, det var flinkt, hvis da ikke lige statsministeren havde sagt forud, at det med at tjene penge under studierne og tage friår undervejs var spildår og fjumreår. Og hvis ikke undervisningsministeren lige havde sagt, at hun var træt af at høre, at man bliver et helt menneske af at tage på udlandsrejse eller gå på højskole.

Nu skal halvårs-rapporterne om hele mennesker afløses af evaluerings-instituttet, som skal lave helårs-rapporter om halve mennesker. For når vi skal til at måle oplysningen og skolelivet, så får vi kun noget at vide om det halve menneske, for mer kan ikke måles. Og resten duer ikke, væk! Kærlighed, mod, håb, tro og lyst tager tiden fra erhvervsuddannelsen, det er fjumrehodernes ord for spildtid.

End lever kærligheden,
som aldrig skal forgå,
men klare sig herneden
til livet at forstå,
til klart ham at begribe,
der evig er i live,
som kærligheden selv.

Man længe nok må sige,
at kærlighed er blind,
det bli’r dog lysets rige,
hvor ret den strømmer ind,
og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.

I de ord hos Grundtvig er kærligheden livets gåde, som klares og bliver til livsforståelse. Kærligheden, som ikke kan måles, må være der først, hvis man skal blive klog på noget. Det kan godt være, mange synes, det lyder gammeldags. Det er det også. Lyder evaluerings-institut bedre?

Instituttet skal måle undervisningens indhold og sikre kvaliteten. Og det er jo helt rigtigt, at den sikkerhed har vi aldrig haft. Danmark har halvandet hundred års tradition for, at man netop ikke må måle. Indtil staten med sine tilskud gjorde de fri skoler ufri og trælleagtigt krumbøjede med tiggerhånden i kassehøjde, var der ingen måling.

Gå da frit enhver til sit – det er den ældgamle opskrift. Ingen skal komme rendende med eksamen og spørgeskemaer for at bore i, hvad den enkelte har fået ud af det. Og hvad samfundet har fået for sine penge. Slægtled efter slægtled har holdt skole på den frihed. Men nu har vi mistet tilliden til os selv og hinanden. Nu skal der kontrolleres, og selv i det danske undervisningsministerium taler man ikke dansk om dem, der skal snuse i skufferne. De mennesker får tildelt den engelske titel controlers. Det ministerium, der med målinger og institut vil herse med vore børn for at lære dem dansk, tager ikke engang selv det danske sprog alvorligt. Undervisningsministeriet kender ikke de ord, som er gode at tage på – ifølge Poul Henningsen:

For mig er sprogets klang min mors stemme
kort og klart som hammerslag
med venligt sving
Hver glose blank og rund og go´ og ta på
alle skarpe kanter slidt
ved hverdagsbrug.

Og til sidst i sangen:

Men det er brugsværdien i din og min mund
sproget står og falder på:
Det talte ord.

Gennem halvandet hundred år og stadig den dag i dag myldrer udlændinge hertil for at lære om Danmarks frie skoler, for at høre om den grundtvigske tanke, at et menneske ved ikke mer, end det har oplevet, mer end det selv har erfaret. Det er ikke bare gået nogenlunde uden målinger, men det er gået sådan, at vi regner den fælles erfaring med skolens frihed for en del af vort folkelige særpræg.

Lovforslaget om tvungen evaluering fritager de frie skoler, men partiernes ordførere snød i folketingssalen. De mente, de frie skoler ville melde sig frivilligt til evaluerings-instituttet. Hvorfor ville de melde sig frivilligt? Jo, for ellers vil man tro, at de er bange for evaluering, at de vil skjule noget. Sådan taler osse liberalismen om frihed i Danmark – man skal ikke længere kæmpe for frihed, nej, man skal opgive sin frihed af frygt – frygt for de andre, der før var medmennesker, men som nu er konkurrenter og fjender.

Hvis det er frihed, man vil, hvorfor så ikke sige til alle skoler, også kommunens og statens skoler, at det er frivilligt, om man vil evalueres eller ej. Og er evaluering da sandheds sag, så vil skolerne selvsagt evalueres om ikke i dag, så i morgen. Men vi har ikke en døjt tillid til friheden. Med lov skal land lukkes.

Læmpe med hvad hjertet rører,
læmpning efter folks attrå,
læmpe og med alt, som fører
til oplysning hos de små.

Lempe? Kan man synge det i radioen lige før det ny årtusind? Forulempe, den er hjemme. Men lempe, jo, det er ligetil. Vær varsom i omgangen med det, der rører hjertet. Vær varsom med det, som er folks inderste ønske. Vær varsom med det, som oplyser de små.

Smid det gamle skidt ud, vil nogen synes. Sangen er halvandet hundred år gammel. Men det er grundlovens frihed og demokrati jo også. Skal vi feste for loven eller for lempningen, for vilje-dyrkelsen eller for varsomheden. Skal vi lægge hånd på friheden - eller tage hånd om den?

Kærlighed alt sit udretter
som nødvendigt, men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit,
er ej blot dog at undskylde,
men er hele lovens fylde!

En forening holdt møde hvert år i august. Det var et elsket møde med stor tilslutning, fordi der var gode foredrag. Så kom evalueringen. Et af spørge-skemaets mange spørgsmål var, om mødet lå i den rigtige måned. Evalueringen sagde, at mødet ville passe de fleste bedre i september. Så mødet blev flyttet næste år – og aflyst. Der kom for få.

Sådan fortærer evalueringen som vor tids fenris-ulv alt liv på sin vej. Lige nu er evaluerings-instituttet i sin vorden, en lille hvalp, men politikerne har allerede sagt ja til at fylde foderskålen.

Sådan gik det osse i den gammelkendte myte. Loke avlede fenris-ulven, og først var den en hyggelig hundehvalp, som guderne legede med. Hvalpens bedste legeven var guden Tyr, som ikke kun legede, men osse fodrede den. Det skulle han ikke have gjort, for fenris-ulven groede sig så stor, at dens gab til sidst kunne opsluge guder og mennesker.

Guderne blev bange og helt uden at evaluere gjorde de det selvfølgeligste, man kan gøre med sådan et vilddyr. De fandt en lænke og ville binde den. De gik frem til fenris-ulven og sagde: - Vil du lege?

- Ja, hvad går det ud på, sagde fenris-ulven.

- Jo, vi lægger lænken her om halsen på dig og så skal du se, om du kan sprænge den.

Det var fenris-ulven med på. De lagde lænken om dyrets hals, og lænken var sprængt på et øjeblik.

Så gik der frygt i guderne,. De var ikke selv kloge nok til at klare ulven, så de gik den vej, vi nu kalder den videnskabelige. De fik lavet en lænke, som indeholdt alt det i verden, der kan evalueres, måles og vejes. Alt håndgribeligt, som er til, var med i den lænke. Det tog dem tre dage at slæbe lænken frem. Og fenris-ulven stod på lang afstand og hånlo ad dem.

- Hvis I nogen sinde når frem med den lænke, skal det være mig en ære at sprænge den.

De nåede frem med lænken og fik den også nørklet på plads om udyrets hals, men igen var lænken sprængt straks efter.

Nu gik der angst i guderne, så deres struber snævredes ind, deres øjne blev til små spalter, og deres munde så sammensnerpet, at man ikke kunne se læberne.

De gik et sært sted hen, et sært sted for guder, nemlig til dværgene i bjergene. Det var dværge, der var i VVS-branchen dengang.

Dværgene lovede at smede en ny lænke, men guderne havde mistro til det, der lå færdigt på ambolten. Lænken var slatten og blød, og den var gjort af sære stoffer som kvindeskæg, fiskeånde, fuglespyt, bjerges rødder og lyden af kattetrin.

Med den slatne lænke gik guderne tilbage til fenris-ulven, men denne gang sagde den, at den havde mistanke til lænken.

- Kun hvis en af jer guder lægger hånden ind i mit gab, mens jeg får lænken om, vil jeg være med til det.

Guderne kigge lidt op og ned ad rækkerne. Der var ikke megen lyst til gruppearbejde på sagen. Men omsider stod guden Tyr frem, ham, der leget mest fenris-ulven, da den var lille.

Tyr lagde hånden ind i ulvens gab. Guderne lagde lænken om dyrets hals. Myten siger: - Lænken holdt. Det lo guderne meget ad, dog ikke Tyr, han var blevet en hånd kortere.

Det er fra ældgammel tid historien om, at det, der holder i tilværelsen, er gjort af det, der ikke kan evalueres, ikke kan måles og vejes. Man siger også det, der ikke er – det, der videnskabeligt set ikke er til. De gamle myte-fortællere kendte ikke til evaluering, og de talte heller ikke om det, der kan måles og vejes.

Alligevel får de tydeligt sagt, at evaluering holder ikke. Der er ikke hold i det, der kan måles og vejes. Det, der holder i tilværelsen, er gjort af det, der ikke er. Det er kærlighed, mod, håb, tro, lyst og den slags, som videnskaben aldrig har set under lup. Men de gamle vidste, at det fandtes alligevel, og at det er de allerstærkeste kræfter i tilværelsen. Og de fandt ord for det, som ikke er, som ikke kan måles og vejes, og det er jo netop kvindeskæg, fiskeånde, fuglespyt, bjerges rødder og lyden af kattetrin.

Er os tomme ord og lyde
eget folk og fædres land,
ved vi ej, hvad de betyde
mer end mængde, muld og strand,
tant er og hvert ord, vi tale
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.

Ordene hos Grundtvig siger, at evaluerer vi Danmark, så kan vi ikke sige andet end den slags, som kan måles - hvor lang kysten er, hvor mange mennesker der bor her, og hvor kvadratmeter vi har.

Det vil være sandt nok, men siger alligevel ikke noget om, hvad Danmark er. Fordi evalueringen kan ikke sige noget om det, der binder os sammen. Hvis fællesskabet og historien, der hos Grundtvig hedder folk og fædreland, er tomme lyde for os, så har vi heller ingen anelse om det, der ikke kan måles og vejes, det guddommelige i tilværelsen.

Bagest i højskolesangbogen har vi på den højskole, hvor jeg arbejder, klistret en af Thøger Larsens sange ind. Vi har fået musik-anmelderen Steen Chr. Steensen fra Berlingske Tidende til å sætte tone på den. Sidste vers lyder:

Sjælen bliver moden
med et forårs træer,
svimmelt vandrer foden
nuet rykker nær,
livets løvspringsklemsel
trykker hjertet blidt,
ned i søvn og glemsel
dukker det sig tit.

Ikke for ingenting er det samme digter, der har skrevet ordene: "Ned, ned, ned, til dåb i glemsel og evighed". Her er sangen om det gemte. Nuet rykker nær. Han er tæt på at være nærværende, og det er at være tæt på glæden.

Når det alligevel kun er tæt på, skyldes det livets løvspringsklemsel. Det er et herligt ord. Når jeg synger løvspringsklemsel, ser jeg et rødblåt hoved titte frem i moderskødet, mælkebøttespiren i hård asfalt og den indpakkede, bristefærdige knop på træet.

Alle digtere sier, at våren gør os ny. Thøger Larsens særhed er, at forårets træer gør sjælen moden. Det er ellers det, vi siger om efterårets træer. Meningen må være, at livet ikke er splinternyt ved en fødsel, men en viderebringelse af liv. Alt liv er liv, der er rakt videre. Våren gør os modne ved at pege på sammenhængen med livet før os.

Løvspringsklemslen trykker hjertet blidt. Jamen, det lyder jo som psykologen, der siger, at barnets første ytring er angst-skriget. Ordet angst har egentlig tydningen snævring. Vi går gennem moderskødets snævring til liv. Angsten melder sig igen og igen, når livsmulighederne undervejs snævrer ind. Det er osse kirkens sprog, at Gud er muligheder i angsten, i snævringen.

Men før de kloge tog fat, lå det hele gemt i sangen og sproget. KNUS MIG, siger vi, når vi er på den – når livsmulighederne snævrer ind. Det er det samme som løvspringsklemsel. Og enhver ved, hvad det handler om. At få et knus, at blive knust er egentlig at blive til ingenting. Sådan føles det, når man er fanget i favntagets snævring. Men så åbner armene sig som et moderskød. Man er født på ny, genfødt. Det er enkelt - men det hjælper.

Hvordan evaluerer man et knus?

© Poul Erik Søe 29. maj 1999 i anledning af tildelingen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside
Læs første Rosenkjær-foredrag 1.5.1999: Ord er skæbne
Læs andet Rosenkjær-foredrag 8.5.1999: Det livet gror af
Læs tredie Rosenkjær-foredrag 15.5.1999: Det glemte folk
Læs fjerde Rosenkjær-foredrag 22.5.1999: Menneske først