Menneske først
Det menneskelige er de andre i dig selv. Myte-fortælling ved Poul Erik Søe på Danmarks Radio P1 toogtyvende maj 1999 i anledning af modtagelsen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Det er godt, vi ikke er guddommelige. Så ville vi være ufri og skændes om, hvem der er mest guddommelige. Nu er vi fri for at ligge på knæ for hinanden. Men nogen vil ikke gerne godtage, at de ikke er guddommelige, fordi de finder, det fylder for lidt at være menneskelig.

Gør vi os guddommelige, sætter vi os uden for det menneskelige, vi har inden i. Vi vil ikke finde os i ikke at være guddommelige, men tilværelsen tvinger os til at finde os selv i det menneskelige.

Grundtvig mente ganske vist, at mennesket har en rest af guddommelighed. Det hele er ikke gået tabt med syndefaldet. Tilbage er det menneskelige ord, som samtidig er guddommeligt, fordi det både er uden for os og inden i os. Vi ejer ikke ordet, men ordet er som et selvstændigt væsen, der bruger os som havnekaj, sejler ind og lægger til, losser, laster og letter anker igen, lige når vi har det på læben.

Sådan kom dronning Dagmar sejlende ind til Danmark. Kører man i kreds om Ribe, kan man stadig se hende i skibets stavn i den kunst, Anne Marie Carl Nielsen har rejst ved Riberhus. Dagmar kom fra Bøhmen og var her for en kort bemærkning, syv år, men blev dog en af de mest elskede danske dronninger. Hun – den fremmede – ofrer sig for et folk, der også er fremmed for hende, ved at fjerne folkets fremmedgørelse, ved at forny folkets kraft, så det hører sig hjemme i en lang oprindelse. Hun kommer ude fra, som et guddommeligt ord, der kun er gæst, men før hun er væk igen, har hendes offer-handling helbredt landet. I hvert fald tolkede den tids tro Dagmars liv og død sådan.

Vi siger om en eller anden, at intet menneskeligt er ham fremmed. Der er dobbelt-tone i tanken. Intet menneskeligt er os fremmed, fordi vi er åbne og modtagelige, fælles med de andre - og føler med dem.

Eller intet menneskeligt er os fremmed, fordi vi selv har brugt los af livet på godt og ondt og er endt med at måtte godtage tilværelsen i alle dens former.

Der kommer et skib eller en sivbåd sejlende ind i sindet med en fremmed ombord, og det er straks, som om vi er fortrolige, selvom vi aldrig har set hinanden. Det er en genforening, ikke et nyt møde, men en genoptagelse af noget, der aldrig har fundet sted, og som samtidig er fælles erindring, fordi det er fællesmenneskeligt. Og det, der er fælles for mennesker, er der forud for alt andet, skønt det alligevel skal indlæres, erfares og optages i een selv. Det er dobbelt-tonen, det er modstykket i menneskelig omgang.

Alle søger efter sig selv, men finder kun de andre, også inde i sig selv, og for enden af al den søgning, er man ude af sig selv – og netop derfor bedre i stand til at møde de andre. Når man er ude af det indadvendte, har man allerede taget et skridt for at være nær.

Indespærret i en tysk maskingevær-stilling, en bunker, under anden verdenskrig tæt på Nymindegab skrev en tysk soldat med store bogstaver på bunkerens væg: "Kammerater, den eneste arvesynd er, at vi ikke glæder os nok." Han var hindret af krigen i at være nærværende, men så meget ude af sig selv – og netop derfor helt sig selv – at han var menneske først – før han var soldat og tysker.

Der findes en gammel myte, som fortæller om nærværets mening, om hvordan nærvær redder danskerne fra indadvendthedens indavl, gør dem nærværende og derfor glade. Landet standede i våde, siger Saxo. Alt menneskeligt var dem fremmed, for de sansede kun sig selv. Så kom der et skib sejlende.

På skibets mast var hejset en krans.
Af løv var på dækket et telt.
Medbør og bølge var skibets følge
ind gennem sund og bælt.
Så lagde det til, - og i samme stund
var kysten og skoven grøn!

Det er een uden for danskernes verden, der sejler ind i deres sind som et ord på besøg. Det er et drengebarn, Odins søn, Skjold. Og i samme øjeblik, skibet lægger til, sker der en fornyelse, som i virkeligheden kun er en gentagelse. Det bliver vår, skoven grønnes, som den gør hvert år. Det er den selvsamme Johannes V. Jensen, som så tit taler om livets ringgang, der her gør gentagelsen til et under.

Og danskerne bliver ude af sig selv af glæde – og netop derfor helt sig selv. Før standede landet i våde, og ingen kunne finde sig i noget. Livet har fået retning. Nu kårer de drengebarnet til konge. De er blevet menneskelige, fordi de har mødt barne-blidheden. Den fremmede, Odins søn, Skjold, som var uden for deres verden, er blevet nærværende, og da han er et barn, lyder budskabet, at alting skal ventes i naturens orden, at man først må være menneske. De vælger barne-blidheden frem for volden. De gør barne-blidheden til konge, og det gentager sig, hver gang vi sætter det menneskelige først, for så dukker drengen ud af disen.

Det kan jeg ikke finde mig i, siger vi. Men meningen er: jeg kan ikke finde mig i det, jeg er ikke mig selv. Når vi har det sådan, så er det genbrugstid som hos Grundtvig:

Hvor det i landet blev hørt og spurgt,
det tyktes alle et jærtegn stort,
de hvisked: barnet er Odins søn,
til hjælp os skikket fra ham i løn.

De satte negen da på sin rod,
hvor dane-kongen han ellers stod,
så tog de store den lille op
og kønt ham satte i aksetop.

Det er en håb-sang for nedslåede danskere, der ikke kan finde sig i noget. Når det går galt for landet, så sender Odin sin søn. Danskerne dengang valgte konge. Det var ikke bare noget, der lå til familien. Kongen var udvalgt og ofte et hoved højere end de andre. Det kunne drengen ikke leve op til, så de satte ham oven i et kornneg dér, hvor kongetronen stod før. Så var han på højde med dem, og de havde sparet en talerstol, så historien hører nok hjemme i Jylland frem for i Lejre.

Drengen er meget dansk hos Grundtvig. Barnet har et kongeflag vajende over sig. Det er liljehvidt og rosenrødt. To farver, som Grundtvig ellers kun har set på kinden hos kærlighedsgudinden Freja. Man kan mærke, der virkelig har været brug for håb. Den rød-hvide Dannebrog fandtes slet ikke, da kong Skjold kom til Danmark. Sagnet om kong Skjold findes nedskrevet i Nord-England i hvert fald seks hundred år før sagnet om Dannebrog, det danske mærke, der faldt ned i Estland 1219, tilfældigvis på valdemarsdag.

For Grundtvig spiller tidsrækkefølgen ingen rolle, for en myte handler ikke kun om, hvad der er sket engang, men hvad der skal ske.

Sangen røber Grundtvigs danske håb. Tyskerne har knoklet Danmark ned og er løbet med Sønderjylland. Hvor fristende har det ikke været, når drengen hed Skjold, at lade sangen være et oprop om at gribe til sværd og skjold og sørge for hævn. Men vi skal ikke vente sejr med magt. Den sære hændelse, som sendingen af kong Skjold er, vil gentage sig, og man kan sige, at den tankegang for Grundtvig blev den danske sag.

Et folk er styret af sine gamle myter. Og selvom folkets egne myter kan virke fremmede, indtil man bliver fortrolig med dem, så er myten altid en generindring, en påmindelse om det menneskelige som det første.

Og myten om kong Skjold er grundlæggende for danskerne efter Grundtvigs mening. Da danskerne gjorde drengen til drot og gav barneblidheden magt over volden, så fik Danmark retning. Gladest ved det milde!

Det er stadig danskernes opgave at prøve, om barneblidheden kan holde volden i skak, også når vi ikke kan finde os i noget. Ikke fordi danskerne er mindre voldelige end andre, men fordi de andre i os selv også er mytens mennesker, som har stukket kursen ud. Hver gang volden venter lige om hjørnet, så er det strandturs-tid for at se, om kong Skjold sejler mod Danmark igen.

Grundtvig skrev i 1850, da grundloven var et halvt år gammel, under den første slesvigske krig et digt med det håb, at barne-blidheden ville sejre i folkeånden - den fælles ånd, som et folk ejer i sin erindring, og som er kittet mellem nutidige mennesker:

Du, som våged over barnelivet
i den grønne lund fra hedenold!
du, som svæved over lykkeskibet,
da på bølgen blå det bar os Skjold,
du, som daneskjaldene gør glade!
dine vinger er af bøgeblade,
vift med dem fra øjet hver en sky,
så det lille folk dig ser på ny!

Da skal atter lykken Danmark føje,
som sit skødebarn en moder mild,
da skal livet for det danske øje
atter blomstre som et lykkespil,
med guldæblet da i barnehånden
troner atter Skjold som folkeånden,
for ham synger alle glutter små:
Vær velkommen over bølgen blå.

For Grundtvig er myten om barnet ikke tilfældig, men ud over at være dansk først og fremmest fælles menneskelig. Myten taler jo samme sprog som Det ny Testamente, men længe før danskerne havde mødt kristendommen. Myten om kong Skold er en julehistorie om et barn, der frelser verden. Skjold er jo Odins søn, det vil sige, han er guds søn.

Budskabet om endnu et gude-barn kommer sejlende som Skjold til den danske strand. Jeg kan levende forestille mig, da Ansgar sejler ind til den sønderjyske havn Hollingsted med kristendommen, i hvert fald den katolske udgave, som last. Han styrter i land og griber den første, den bedste jyde i ærmet for at fortælle, at Gud har sendt sin søn. Så sagde jyden: Nu igen! Det sprog kendte han. Og det var det genkendeligt barnlige i det fremmede budskab, der fik ham til at godtage den ny guddom.

Når vi er så ufri, at vi ikke kan finde os i noget, så kalder det oprindeligt menneskelige, det barnlige os til orden. Kristendommen siger på dansk, at vi bliver frelst. Men ordet frelse er jo ikke et kristent ord. Det er gammeldansk med tydningen fri hals. At have fri hals vil sige at være uden slave-ring og trældoms-tegn.

Nutidsdigtere taler samme sprog som Saxo og Grundtvig om barnet Skjold, der bærer krone og scepter. Ole Wivel digter om afmagten og fortvivlelsen, hvor vi ikke kan finde os i noget, hvor vi bliver nægtet fred, og hvor hjertet i sin feber søger mod håbets vendepunkt.

Men ordet vil forny os – netop ved genbrug, ved generindring, ved at tale til os om at være menneske først, det vil sige lytte til det oprindelige menneske inde i os, som Wivel vælger at kalde Adam:

En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
ka høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.

Det er en indre stemme, der taler, men den kommer ude fra. Den er historien, den er myten, den er påmindelsen om det barnlige, der altid gør os nærværende, sådan som man helt umiddelbart tager et barn i hånden og er nærværende, er til stede, hvad der blot er andre ord for glæde. Og glæden sender os af sted, ud af os selv, over til den anden.

Inderst i min tanke sidder
glæden som et barn med hvide
tænder.
Løber gennem mørket for at
gi et stærkt goddag til dine
hænder.

Siger Frank Jæger.

Da dronning Dagmar sejlede ind til Danmark, løb Valdemar Sejr hende ikke i møde for at give et stærk goddag til de hænder, han aldrig havde holdt i sine. Han sendte en stedfortræder, Junker Strange, sådan som Dagmars skæbne var selv at blive stedfortræder. Da Dagmar sætter fod på dansk jord, drager hun offer-døden i møde for på den måde at overvinde fortabelsen og frelse folket – i hvert fald efter den tids tro. Det er Dagmars forventede dåd at ende så meget ude af sig selv, at hun giver sit liv for, at andre, hendes konge og folk, kan leve.

Jeg har det fra Palle Lauring, som jeg tror mer end de videnskabelige historikere, der lever af at pine liv ud af dokumenternes døde bogstav.

Men indrømmet, vi har det ikke fint med fortabelsen. Grundtvig-forskeren Kaj Thaning var den, der dristigt drejede kristendommen i vor tid ved at lægge vægt på Grundtvigs tanke "Menneske først", altså kristendom for menneskelivets skyld. Når Kaj Thaning til gudstjenesten i Asperup valgte salmen "Du som går ud fra den levende Gud ", sagde han til kirke-gængerne, at de ikke skulle synge sidste vers med ordene

Faderens råd og den Helligånds dåd
sammen i Frelseren falde,
så af det hele, som Gud har skabt,
går kun fortabelsens æt fortabt.

Kaj Thaning har sagt mig, at han ikke mente, menigheden skulle synge om fortabelsen. Eller med hans egne ord: "Så sidder de og får mærkelige tanker dernede".

Grunden til ordet fortabelse i det digt af Grundtvig er ligetil. Salmen er gendigtet fra det engelske, hvor reformatoren Calvin har haft større indflydelse end her i Luthers landskab. Og hos Calvin er fortabelse et vigtigt begreb. Hvert menneske har en skæbne, fastlagt af Gud, som på forhånd har afgjort, om et menneske skal frelses eller fortabes.

Lige nu kender vi bedst fortabelsen og offer-tanken fra en film, der kom sejlende ind i sindet, Lars von Triers Breaking the Wawes. Vi bænkede os talrigt i biffen til et religiøst lærreds-stykke om at ofre sig, om at give sig selv hen. Om at dø for at andre kan leve. Uden Florence Nightingale og debat om ligeløn ser vi på strimlen en kvinde, der uselvisk ofrer sig i troen på, at det vil redde hendes mand, hendes elskede. Mens det omgivende samfund fordømmer hende til fortabelse. Det er en film om tro, om gennemlevet tro og ofret, der får livet til at ændre sig.

Før kristendommen var menneske-ofret kendt i Danmark, ikke bare kendt, men almindeligt. Det, der foregik i de hellige lunde, var menneskeofring. Ofrene hang i træet - som Odin hang i livstræet Ask Ygdrasil ni dage og ni nætter givet selv til sig - altså ofret til sig selv. Og menneskeofringerne fortsatte langt ind i kristen tid som hekse-brændinger. Også efter reformationen blussede bålene med dem, der var dømt ude, og Luther selv troede på hekse. Han egen bror blev forgiftet af en heks, mente Luther.

Få lande har i gammel tid så mange vandguder, havguder og åguder som Danmark. Grunden er ligetil - vi er omgivet af hav og lever mest på øer. Vandet har i Danmark været et sindbillede på døden - mens vand hos ørkenfolkene i Palæstina og på den arabiske halvø var det livgivende. Sådan må ørkenfolk tænke. Paradiset er for Islam et sted med rindende vand i hanerne.

I Norden sejler vi over dødens hav til slottet i Vesterled – dér, hvor der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale. Vi drager ad natmørkt hav, stævner imod mod vores grav. Jacob Knudsen bruger hedninge-ord til at skildre kristendommen. Det har han lært af Grundtvig, som mener, at det forældede gudsbillede må stå i glans for os. Odin, Tor og Freja er den danske kristne kirkes våbenhus. Det er den eneste vej, man kan komme ind. Menneske først – og så kristen. Og det er de ikke-kristne danskere, der har skabt Danmarks åndelige sprog.

Det er umuligt, at de gamle før kristendommen kan have fældet guldtårer uden at have set et glimt af guldet, siger Grundtvig. Det er umuligt, at guldtårerne, som er myter og sagn, kan rumme så megen livsforståelse, hvis ikke de gamle hedninge har anet et glimt af svaret på livets gåde. Med hedninge-ord stævner vi derfor den dag i dag ved næsten enhver dansk død imod vores grav, sejler i salme-valget til Valhal eller til Hel. I Norden ved vi, hvordan vi i døden bryder bølgerne, breaking the wawes.

Da Noah sejlede ud på sin færd for at færge livet over syndfloden, så var han Guds gode ven, selvom han hverken var kristen eller jøde. Adam var hedning, og Abraham var ikke kristen, men Gud var med dem alligevel. Sådan synger Grundtvig, som også siger, at hvis der var kristne til, før Kristus kom, så er kristendom løgn og pjat.

Derfor hedder det menneske først – og så kristen. Man må vente alting i naturens orden. Derfor handler det om at stræbe efter at blive et sandt menneske. Hvis kristendom da er sandhedens sag, så bliver man nok kristen før eller siden. Men man kan sagtens være Guds gode ven uden. Det er domsord over dem, der dømmer andre ude.

Lars von Trier skildrer et lille skotsk samfund, indespærret i en grov udegn af calvinismen, en skotskternet udgave af indelukketheden i Kaj Munks og Carl Th. Dreyers "Ordet". Vi er i den presbyterianske kirke, ledet af de ældste, mændene i rådet, der har tiltaget sig retten til at dømme og fordømme.

Og den, der bliver fordømt af menighedens ældste, kan ikke overleve. Det siger moderen til Bess, filmens kvindelige hovedperson. Den, der er fordømt, bliver jordfæstet i et særligt hjørne af kirkegården. Sådan som vi herhjemme gravede selvmorderne ned uden for kirkegårdsdiget. De måtte ikke ligge i viet jord.

Det er kun mændene, som fører ordet i kirken og er med ved jordefærd. Ved den udstødtes grav taler præsten ikke om håb og opstandelse. Han dømmer den døde til helvede, præsten er sikker på adressen. Der lyder heller ingen kirkeklokke over kisten, men det gør der aldrig, hverken for frelste eller forstødte. For kirken har ingen klokke. Tårnet er tomt, og Bess savner klokken.

Inden vi er kommet så vidt, er Bess blevet forelsket i en fremmed, en borebisse, en mand fra olieplatformen ude på havet. Bess bliver advaret. Det går altid galt, når der trækkes fremmede ind i det lille samfund. Hun bør finde en af deres egne. Knap er man fri fra paven, før omgivelserne slår kreds om een, de heldiges samfund, som ikke tåler modsigelse fra fremmede, der ikke kender egnens kodeord og vedtagne fremgangsmåder.

I folkevisen om dronning Dagmar er hun den fremmede. Men hun tåles, fordi hun medbringer en vare, som Valdemar Sejr mangler. Hun har kraft - ikke kristenkraft, men hornkraft og kønskraft fra troen på frugtbarheden, den tro, der i mange lande holdt sig langt ind i kristendommen.

En konge havde kun kraft, hornkraft, kongekraft, i syv år, så var han fejast og fallast, fejgest og nærmest ved fald. Ordet fej vil egentlig sige at være nær ved døden. Så skulle kongen efter gammel skik ofres, han skulle dræbes, for kun på den måde kunne kraften gå fra den gamle konge til den ny. Han måtte dø for at en anden kunne leve, og fordi folkets håb ifølge frugtbarheds-troen lå i horn-kraften. Den gamle religions sprog bruger samme ord som den ny kristendom. Også Jesus døde på korset, blev ofret, for at vi kan leve. Sådan er i hvert fald den almindeligste tolkning af manden, der blev hængt op på et træ.

I Skotland gifter Bess sig trods alle advarsler med den fremmede. Det er en hæsblæsende forelskelse af den slags, man altid siger om, at den kan ikke holde. Men det første særlige, vi opdager hos Bess, er, at hendes kærlighed er uden ophør. Gennem al smerten lyser i stærke glimt en snurrig, legende forelskelse, en evigheds-forelskelse, der når som helst fjerner smertemærkerne fra Bess' åsyn og lyser hele personligheden op i lurendrejer-smil.

Kærlighedens hvedebrødsdage er forbi. Manden skal tilbage til boreplatformen. Bess følger ham til helikopteren, men hun godtager ikke, at han skal være væk. Hun bliver syg ved tanken om hans fravær, ramt på glæden, og det er ren Søren Kierkegaard, som siger, at glæde er at være nærværende.

Bess gør, som hun altid har gjort - hun går ind i den tomme kirke, hvor hun snakker med Gud. Bess spørger, og Bess lægger stemme til, hvad Gud svarer. Det er Don Camillos lille verden på dansk og skotsk, men ægte som det meste, Lars von Trier rører ved.

Bess beder Gud om, at hendes mand, Jan, ska komme hjem, trygler om det.

Ude på boreplatformen sker der en ulykke under boringen. Jan rammes hårdt i hodet. Han er bevidstløs og bringes med helikopteren til hospitalet.

Bess har fået sin mand hjem. Og hun føler sig skyldig. Hun bad jo Gud om at få ham hjem, og nu har Gud villet straffe hende, prøve hendes kærlighed. Hendes tro er så stærk, at hun ikke er i tvivl om, at det er hendes ord til Gud, der har fremkaldt mandens ulykke.

Bess bliver syg igen. En tidligere læge sendte Bess til psykiatrisk behandling, når hun havde det sådan. Men en ny læge på stedet mener ikke, at der skal hverken piller eller lægehjælp til. Det er ingen sygdom fortvivlet at savne sin mand. Det er ingen sygdom at fortvivle over, at ens mand næsten er slået til døde ved en ulykke. Menneske først – og så psykiatri.

Filmen om Bess fortælles i syv afsnit, helt gammeldags som i stumfilm lavet sådan, at der er skilte, computer-fremstillede levende skilte, som stumt fortæller om hvert af de syv afsnit.

Syv er det gamle hellige tal, som er knyttet til offer-troen før og nu. Jesus siger syv kors-ord i det ene evangelium. Josef ofres i brønden af brødrene, og der er syv fede år og syv magre år, før fortællingen er forløst. De fleste af os var syv år, da vi kom i skole, to gange syv, da vi blev konfirmerede, og tre gange syv, da vi blev myndige. Syv-tallets gamle kraft og magt strækker sig helt frem til vor eget liv, til boreplatformenes og helikopternes tid.

Der var syv til stede, da dronning Dagmar døde i Ribe. I hente mig fire, I hente mig fem, I hente mig af de vise. Holdt hun fast ved fem, var der med Liden Kirsten og Dagmar selv syv, som der var syv, der trængte ind i Finderup lade og myrdede, ofrede Erik Glipping.

Er vi langt fra vor egen tid? Nej, det er kun tre år siden, provsten i Holmens kirke krænkede gravfreden for at lave jordpåkastelse på Tordenskjold med et norsk trutorkester som vidne. Tordenskjold, der som drengen Skjold og Dagmar sejlede sig ind i sindet som helt, fik ved sin død hverken navn på kisten, jordefærds-tale eller jordpåkastelse. Måske fordi han var stedfortræder-offer, i kongens sted. Måske fordi han selv skulle blive til intet, ofres for kongens hornkraft og folkets overlevelse.

Tordenskjold hed jo Peter Wessel. Og Wessel har tydningen den hornkraftige. Vi ved det ikke så nøje og får det aldrig at vide, men for samtiden har den manglende jordefærd og den manglende jordpåkastelse haft mening. Og man bliver harm, når pjathoder som provsten i Holms kirke skriver historien om for at skovle helteglans til sig. Der er nok at gøre, hvis de dømte og fordømte i Danmark alle skal have rettet deres død.

Dagmar ligger syg i Ribe. Til Ringsted lader hun sig vente. Ikke fordi hun har løst returbillet, men fordi hun ved, hun skal dø. Kongegravenes kirke stod i Ringsted dengang. Der er gået syv år siden hendes giftermål med Valdemar Sejr. Efter de gamle regler er det ham, der skal dø efter syv år. Men han har en mulighed for ikke at blive ofret. Nemlig hvis en anden vil ofre sig i kongens sted. Og det vil Dagmar. Hun er ikke syg i den forstand, som læger og piller kan hjælpe på. Hun dør ikke i barselsseng, men ofrer sig, for at de mange skal leve. Vi ved det ikke, men det er sandsynligt.

I Skotland kæmper lægerne for at redde Bess' mand. Men han er lammet i det meste af kroppen, så der er ingen udsigter for ham. Men han er et ordentligt menneske. Han indser, at Bess livet igennem vil være bundet til ham, men et egentligt kærlighedsliv, et kønsliv vil han aldrig kunne byde på. I den bedste mening presser manden hende til at søge en anden at gå i seng med. Bess bliver rasende. Tror han kun, det er det, hun tænker på. Bess’ søster Dodo siger til den lammede, at Bess vil gøre alt for sin mand. Og det lærer Jan af. Han drejer sine ord til Bess og siger nu, at hun skal gå i seng med en anden og bagefter fortælle Jan, hvordan det har været. - Du skal gøre det for mig, ikke for din egen skyld.

Og straks de ord er sagt, er Bess med på den. I en helt anden tankegang end Jans. Hun opfatter mandens ord sådan, at det vil hjælpe ham i sygesengen, hjælpe ham til at blive rask, for han siger jo, at hvis han glemmer kærligheden, så dør han. Derfor begynder Bess at ofre sig. Hun må gennemføre kønslige forhold, som hun kan fortælle manden om, for det er nok det eneste, der vil hjælpe ham. Og hun bliver den lille bys luder.

Menighedens ældste, rådet, fordømmer hende. Og Bess' mor fordømmer hende. Selv da Bess er udstødt af hele samfundet, og drengene løber efter hende, smider med sten efter hende, stener hende, så vil moderen ikke have hende inden for dørene. Bess er uden for.

I Ribe er Valdemar Sejr kommet til stede ved Dagmars dødsleje. Valdemar er styrtet til, måske for at standse ofringen. Han træder i en af vise-opskrifterne ind med ord om, at de skal bede en kristen bøn, som om Valdemar med vilje eller på skrømt pludselig vil vælge den kristelige vej og sløjfe den gamle offer-tro. Valdemar og Dagmar lever i overgangstiden mellem gammeltro og kristendom. Det gør vist for resten ikke så få af os endnu.

Dagmar vågner op fra de døde - miraklernes tid er ikke forbi - og hun tager løfter fra kongen. Valdemars næste dronning skal ikke være Bengerd - hun er så besk en blomme. Bagefter ved vi alle, at Valdemar trods sit løfte tog Bengerd, som også var dronning i nøjagtig syv år.

I Skotland har Bess Dagmars kurs. Der ligger fremmede fiskerskibe, store og små, ved den skotske kyst. Piger bliver sejlet ud til fiskerne til favntag for fortjenestens skyld. Bess melder sig til den forretning. Men ham, der sejler pigerne ud til mændene, vil ikke tage Bess med. Han vil ikke ødelægge markedet for de andre piger. Bess opdager, at til et stort skib, der ligger i bugten, sejler pigerne ikke ud. Manden, der sejler med pigerne, siger, at han ikke vil sejle nogen pige ud til den båd mere.

- Jamen, så kan du sejle mig derud, for det kan de andre da ikke blive vrede over.

Og Bess gennemtrumfer sin vilje, bliver sejlet ud på det store skib og udsat for vold. Hun kommer under lægebehandling. Lægen vil have hende tvangsindlagt for at fri hende fra Jans ondskab, som han kalder det. Og lægen taler med hende om menneskers forskellighed. Bess mener, at alle har et talent, stort eller lille.

- Og hvad er dit talent, spørger lægen.

- Jeg kan tro, svarer Bess.

Og det, Bess tror på, er, at hvis hun ofrer sig i sin syge mands sted, så vil han komme sig. Lægen tager det for snak. - Ja, hvis han skulle komme sig, så ville det være et mirakel, siger han.

Da Bess er rask nok til det, lader hun sig igen sejle ud til de voldelige mænd på det store skib, og hun bliver så misbrugt, knivstukket og slået, at hun kort efter dør.

Nu sker miraklet. Vi kender det fra Kaj Munk og Carl Th. Dreyer, fra skuespillet og filmen Ordet. Miraklet, opstandelsen, sker for vore øjne på scenen og på lærredet. Den sindssyge Johannes i Ordet er måske den, der er mindst syg, han er den, der sammen med den lille pige har tro nok til at få moderen til at rejse sig af kisten.

Og det skete i Ribe, da Dagmar rejser sig af båren op, hendes øjne var blodige røde.

Nu sker det i Lars von Triers film. Meningen er ligetil og mirakuløs. Bess har villet, at hendes mand skulle stå op og gå. Og hendes tro har fået det til at ske.

Virkemidlet er luderens kærligheds-gerning. Filmen henviser til luderen Marie Magdalene, om hvem Jesus sagde, at hun havde elsket meget. Bess siger om Marie Magdalene: - Hun syndede, men hun er en af mine kære.

Den døde Bess skal jordfæstes. Da hun er udstødt af det presbyterianske samfund, skal det ske efter reglerne. De ældste tillader nok begravelsen, men uden en højtidelighed, og ved graven fordømmer præsten hende til helvede.

Bess’ søster, Dodo, er livets udsending ved den dødes grav, skønt kvinder ikke må være med. I vrede taler hun imod præsten og de ældste og fratager dem retten til at fordømme. Men da kisten glider i graven, ser hun sand risle ud fra kistebunden. Jan sammen med to kammerater fra bore-platformen har stjålet Bess’ lig. Der er kun sand i kisten, og det er sandet, præsten dømmer ned i helvede.

Til slut er vi ude på dødens hav. Bess' mand er med, for han er stået op og kan gå. De sænker Bess' lig i havet, indsvøbt i en lærredssæk.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav
lad mig ikkun stævne imod min grav…

Bess' mand kravler i køjen, men bliver hidkaldt af en ivrig stemme. Han skal komme ud på dækket og høre noget sært.

Vi er i glimt ved en radarskærm, som viser, at der intet skib er i nærheden. Lars von Trier skal overtyde os om, at der er ingen naturlig, videnskabelig forklaring på det, der nu sker.

Kraftige kirkeklokker kimer hen over det hav, der er blevet Bess' grav. De kirkeklokker, der ikke måtte lyde i hendes hjemlige kirke. Og for at det ikke skal være løgn, ender filmen i fugleperspektiv, engleperspektiv. Vi er med kameraet oppe i skyhøjde. Langt under os ser vi boreplatformen i det frådende hav, Bess' grav.

Og pludselig ude ved hver side af det brede lærred viser to klokker sig, de har for mig at se form næsten som Ansgars klokke, den ældste, vi kender, genfundet i havnen på Hedeby. Det er himmeriges klokker, der går for Bess.

Som det skete i Ribe, hvor Dagmar til sidst siger:

Nu ganger himmeriges klokker for mig,
guds engle efter mig bide.

Himmelklokkerne ringer efter hende, englene venter på hende.

Alle danskere var katolikker på Dagmars tid, og ingen har været i tvivl om meningen. Dagmar kommer ikke til helvede. Dagmar skal ikke engang i skærsilden. Hun går direkte til himlen, fordi hun har ofret sig.

Hos Lars von Trier er en gammel dogme om livsforståelsen blevet iklædt surround-lyd, helikoptere, boreplatformer, nervepiller og hjertekardiogrammer. Vi undrer os - som de må have undret sig på Dagmars tid. Er der virkelig ikke længere mellem det at undre sig og selve underet?

Bess optager det andet menneske i sig, ansvaret for det. Her er ingen moderigtig mening om, hvem der er ens næste. Her er ingen efteruddannelse i selvværd, ingen indlærings-ord om, hvordan man elsker sig selv, og hvor meget man elsker sig selv. Nej, det eneste vigtige ord i næstekærligheds-budet er ordet skal. Du skal elske din næste. Og i filmen er lægen ved at trække sine psykologiske forklaringer om perverse drifter hos Bess tilbage. Hans slutning er, at Bess led af godhed.

Menneske først – og sidst.

© Poul Erik Søe 22. maj 1999 i anledning af tildelingen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside
Læs første Rosenkjær-foredrag 1.5.1999: Ord er skæbne
Læs andet Rosenkjær-foredrag 8.5.1999: Det livet gror af
Læs tredie Rosenkjær-foredrag 15.5.1999: Det glemte folk
Læs femte Rosenkjær-foredrag 29.5.1999: Sangen om det gemte