Det glemte folk
At være et folk skiller os ikke fra de andre, men binder os til dem. Myte-fortælling ved Poul Erik Søe på Danmarks Radio P1 femtende maj 1999 i anledning af modtagelsen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Da elmesygen kom til Danmark, gik elmetræerne ud, før de blev syge. Sådan sagde skovfolket i hvert fald. Når den bille, der bringer sygen, slår sig ned på træet, så begår træet selvmord.

Omtrent på samme tid hørte vi, at sagnets gamle tale om træerne som evighedens sindbillede holder. Træet har evigheden i sig. Træet har ikke indbygget forældelse, sådan som mennesker og dyr. Når træet dør, skyldes det udelukkende udefra kommende sygdomme.

Jeg har ikke gransket i videnskabens udsagn om træers selvmord og evighed, med ved kun, at da ordene kom frem, blev de set som sandhed. Jeg tog dem til mig som en ny myte-fortælling.

For mig er det med et folk som med et træ. Folket har ingen indbygget forældelse. Det har evighedens idé i sig. Men det kan blive påført en sygdom, som får det til at begå selvmord.

På et kvart århundred har vi mistet mer Danmark end nogen sinde før. Vi satte Skåne, Halland, Blekinge og halvdelen af Sønderjylland over styr. Men det er småting mod, hvad vi har tabt i vor egen tid. Vi har nemlig mistet viljen til Danmark, mistet lysten til Danmark. Vi har glemt at være et folk.

Langsomt løber længslen af med os, længslen efter at gøre livet til een lang udlandsrejse. Så er man fri for naboer og har hver dag lov til at være ny, til at indlede forfra sammen med mennesker, man ikke kender, og som ikke har krav på een.

Dybest set vil vi være som de andre, og det er godt. Jordens folk har selvsagt menneskelivet som fælles udgangspunkt. Men også det fællesskab undsiger vi. Når de fremmede kommer her. Når nøden males os for øje som i Kosova-krigen, er vi for et øjeblik gæstfri efter omhyggelig brøkregning, så vi endelig ikke hjælper for mange inden døre. Regeringen indbyder 1500 flygtninge, men der er omhyggeligt aftalt et stop efter de 1200, fordi der kan komme een rendende for at være sammen med sin slægt. Vi strækker armene frem, men lader samtidig maven bulne, så der ikke er plads i favntaget. Og glemt var det, at de tusinder, der kom her før Kosova-krigen, havde været ude i tilsvarende nød.

De andre her eller der har noget, vi har mistet. De har viljen og lysten til at være et folk. Vi tror ikke, vi kan være et folk, hvis vi skal være sammen med andre, i EU, eller hjemme hos os selv. Vi er holdt op med at tale om at være dansk, om at være et folk. Og nogen er holdt op, fordi de tror, det er hensynsfuldt.

Men det, at vi er et folk, er ikke noget, der skiller os fra andre, tværtimod. Det er lige nøjagtig det, vi har fælles med andre. Det er det og intet andet, der gør os brugbare i venskab, samarbejde og handel over grænserne. Og ser vi væk fra, at ethvert menneske tilhører et folk, eller gerne vil tilhøre et folk, så ser vi væk fra det, som nemmest gør det muligt at nå de andre.

De andre er helt vilde med at være et folk eller at blive det, kurderne, palæstinenserne, israelerne, baskerne, irerne. Og danske soldater gik i krig for at sikre Kosova-albanerne ret til at være et folk, men vi tør ikke selv være et folk. Vi holder ikke op med at danne familier, selvom der er knas i ægteskaberne. Men fordi der er ufred mellem folkene, så opgiver vi at være et folk. Der er gået slam i de rør, der forbinder danskerne som folk.

Men slam er ikke altid sygdom og selvmord, slam er osse helsebade og helligkilder, der klukker om genfødsel.

Danmarks historie springer af en kilde, som er fælles-menneskelig. Man er selvsagt menneske, før man tilhører et folk. Men vi skal ikke ret langt hen, før der viser sig noget mærkeligt ved kilden, et lag af hvidt slam.

Og nogen har med sikkerhed hørt ord om hvidt slam før. Det står i det islandske digt Vølvens Spådom. Evigheds-træet, livets træ i Norden, Asken Ygdrasill, står ved en kilde, som hedder Urds Væld eller Urds Brønd. Og ved den kilde er der hvidt slam.

Digtet er altid tolket sådan, at det handler om jordens undergang, Ragnarok, som efter nutidige undergangs-længsler vil finde sted sammen med Jesu genkomst år 2000. Odin, Tor og Jesus ses som computer-mekanikere, der holder møde på jorden for, mens champagne-propperne springer, at skifte menneskehedens software ud, så vi osse kan se nøgne piger på internettet nytårsdag.

På den måde blir ragnarok til at klare, men ingen har kunnet hitte ud af, hvad de skal gøre med digtets ord om hvidt slam. Hvorfor står træet ved en kilde med hvidt slam? Nogen har tolket det hvide slam som uld på islandske fåreflokke, der så skulle vandre omkring livets træ, Ask Ygdrasill. Andre har ment, at det var hvide skyer, skønt når skyer er nede i kildehøjde, så kalder vi dem for tåge.

Der var en mand, der fik tågen til at lette. Det er knap fyrre år siden. Man kan sige, at han gav os en ny historie om Danmark. Han sagde til sig selv, at det her handler om noget håndgribeligt. Det islandske digt er ord om noget, der findes i virkeligheden og ikke et varsel om ventende veer og jordens undergang.

Der var folk før ham, der havde haft fingrene nede i fortællingen. Grundtvig kunne ikke lide den måde, hvorpå islænderne stavede livstræets navn, Ygdrasil, hvor sil kun har eet l.

Vi ved ikke, hvad Ygdrasil vil sige. Sil er noet i retning af en tagrende eller en galge. Men Grundtvig mente, det var for lidt at sige om livets træ, at det drypper fra det, når det regner, og at man kan hænge sig i det. Galgen passer kun på, at Odin hang givet selv til sig selv, ofret til sig selv - i træet. Ni dage og ni nætter. Grundtvig synes, det er for sølle en tolkning. Han vil ikke nøjes med et liv , der indledes i tagrenden og ender i galgen.

Så han foreslår, at det er islænderne, der ikke har forstand på sagen . De har fortalt forkert, siger han. Og det ikke så sært. For hvad forstand har islænderne på grønne træer? De har jo næsten ingen af dem. Havde i hvert fald ikke på Grundtvigs tid.

Det rigtige navn er Ygdra-sill med to l’er, hævder Grundtvig . Sill vil sige sulen, hvilket er det samme ord, som vi har i syld, altså i syldsten, de store sten, der blev brugt , før man kendte til at give husene fundamenter af beton. Syld betyder ikke bare grundvold, men også støtte - Ygdrasill er altså det træ, som støtter, som bærer verden, holder tilværelsen oppe.

Men for fyrre år siden fremstod en forfatter, der fægtede for det syn, at digtet slet ikke er islandsk. Vølvens Spådom er dansk. Manden hed Peter Grove og blev til grin. Nu er hans holdning blevet anerkendt historie og er gledet ind i ærværdige bøger om Danmarks tilblivelse næsten uden mellemregning. Sådan slår vi sandsigerne ihjel og lever videre på deres budskab.

Det hele handler om, at vi ikke hører hjemme her. Og at vi samtidig altid har været her. Det er ord, naturen griner ad, for den husker, at det var istid engang, og at der lå 2-3 kilometer is hen over det, der nu hedder Danmark. Men fund-historikerne fortæller os, at vi er i familie med dem, der har boet her siden istiden, samtidig med at der i os er en god del af dem, der kom hertil som danerne under en af de store folkevandringer.

Derfor er den store længsel i os. Danskerne sidder hjemme og længes ud - og ude og længes hjem. Knap kommet til feriestedet i det fjerne griber vi ud efter barens danske bajer. Den er ikke er på dåse, men har kvindelige flaskeformer, så vi kan sidde og længes efter mor. Det er på det grundlag, vi skal sejre i dåse-sagen ved EU-domstolen. Man tager ikke sutte-flasken fra et folk.

Nu deler vi jo længslen med de fleste andre folk, tydeligst baskerne, som nok er Europas ældste folk, og som længes efter et fælles hjemsted. Vi ved, at jødernes hjemlængsel holdt i 1900 år, og at deres hjemvenden fik palæstinenserne til at længes. Og kurderne længes efter at få egen jord under deres folkelighed. Verden rundt lokkes hengivenhed og had frem af længslen. Ingen opgiver at være et folk. Krigen leger hegnsynsmand, og kærligheden flytter grænser.

Så et sted i glemslen sidder en indre flygtning, en daner, måske jaget vest på for omkring 1600 år siden. De hed danerne eller kom til at hedde det, og de har måske sluttet sig til hunnerne for at klare kampen. Hunnerne var dem, der red bøfferne møre under sadlen uden frygt for salmonella.

Hunnerne kom til Estland og Sverige, måske også til Sønderjylland. Det er i hvert fald Peter Groves påstand. Hans ord mindede mig om Danmarks første Marianne Jelved, der som økonomiminister styrer folket som en psykolog i dyreadfærd med pisk og gulerod. Hendes forgænger hed Sniu. Han var konge i Nørre Snede, som har navn efter ham, og hans gravhøj er velværnet på kirkegården.

I Snius tid blev det uår i landet. Efter tidens skik skulle kongen dø, så frugtbarheden kunne vende tilbage med en ny konges kraft. Men Sniu ville nødigt dø. Så manglen på korn fik ham til at lovgive imod brændevins-brænderi på korn. Ingen måtte drikke brændevin.

Men dengang som nu var der huller i hovsa-lovgivningen. En bonde i Nørre Snede hældte i stedet brændevin i en skål og søbede den. Så lavede Sniu en tillægslov. Man måtte ikke søbe brændevin. Men nu dyppede bonden brød i brændevinen og åd den. Så kaldte kong Sniu bonden til sig og truede ham med døden. Men bonden sagde, at efter skik og brug var det kongen, der skulle død. Og det blev enden på Sniu. Men det særeste er, at historien hævder, at nu indsatte svenskerne en hund som konge i Nørre Snede. Det er galt nok, at det er svenskerne. det er værre, at det er hund. Og det får egentlig først mening, hvis det er en hunner.

Attila, hunnernes leder, var måske konge i Sverige på den tid. I hvert fald havde hunnerne magten i store strøg omkring os. Det var just på den tid, vi fik nye guder. De hed aserne, og mange har i tidens løb foreslået, at de hed sådan, fordi de kom fra Asien. Krigsherrerne blev guder. Det er der ikke noget nyt i, og sådan er det stadig. Når der er krig, tilbeder dåne-damerne den mest buksebulende.

Så måske er Odin i virkeligheden Attila, hunnerkongen, rytterguden på den ottebenede hest, Sleipner. Han red forrest, da flere folk, osse danerne, kom til disse egne. Det, der før bare var påstande, begynder at ligne videnskabelig historie.

Vores videnskabs-dyrkelse får os tit til at tro, at videnskabsfolk i en særlig grad sidder inde med sandheden. Det er selvsagt vrøvl. De sidder inde med en sandhed, de har valgt sig.

Et godt eksempel er den sandhed, som rigsantikvar Glob, ham med brændevinen, afslørede. Det viste sig helt forbløffende, at folkene, der begravede i enkeltmands-gravhøje, havde samme sunde sans for stedvalg i landskabet som nutidige jyske krofolk.

Det overraskende var, at enkeltgravs-folket i Danmark ifølge videnskaben stort set kun havde boet og bygget gravhøje, hvor der siden kom nogle af de fineste jyske kroer.

Det var dengang, da Nationalmuseet havde eneret på udgravninger. De fine videnskabelige arkæologer boede på de bedste madsteder. De tog nødigt længere væk fra kroen, end at de var sikre på at nå både frokost og middag. Altså fandt man ingen enkeltgrave ret langt fra kroernes tag-selv-borde.

Så vi kan osse tage for os af retterne hos Peter Grove, når han henlægger Danmarks dåb, som hans bog hedder, til tiden efter år 375, da hunnerne vælter ind over Europa.

Danmarks dåb sker efter hans syn ikke på Harald Blåtands tid, skønt det er ham, der skriver den kristne dåbsattest ud på Jelling-stenen. Men i stedet da Attila og hans folk hunnerne brød ind i Sønderjylland. Hunnerne er stormagten, som danerne lå i læ af. Og vi ved, at de i Sønderjylland satte en folkevandring i gang. Anglerne fra egnen øst for Flensborg flygtede til det land, som netop af den grund hedder Angelland, England.

Ragnarok handler da ikke om computer-sammenbrud år 2000 eller andre mulige undergange for kloden. Ragnarok har fundet sted. Ragnarok er ganske enkelt den krig, der blev ført i Danmark for omkring 1600 år siden. Det er krigen med vore forfædre, som har boet her siden istiden. De forsvarede Danmark mod danskerne, kan man sige. I hvert fald mod danerne, de andre af vores forfædre. Der har været formødre imellem. Ellers var vi ikke blevet så mange, og i hvert fald har det været en anden slags hunner end hunnerne. Måske har de fleste formødre været at finde blandt dem, der boede her forud. Det er jo krigens væsen.

Det ny og vigtige, da Peter Grove gengav sin fortælling, er, at hunnerne og deres følge-folk osse var i Sønderjylland. Og det, som de islandske håndskrifter lader ske i Island eller Vestnorge, er i virkeligheden sket i Sønderjylland, i Nordslesvig og Sydslesvig.

Det er klart, der er blevet grebet ud efter cigaretterne på Amalienborg, da man hos Peter Grove kunne læse, at skjoldungerne, den danske kongeslægts oprindelse, oprindelig var et ordvalg for Attilas efterkommere. Kong Skjold var jo Odins søn – og Odin altså Attila. Så Alexandra er ikke blandt fremmede, men er kommet hjem.

Vi ser kongehuset som det mest danske, man kan drømme om. I virkeligheden er ingen dansk slægt mer fremmed end kongeslægten. Ikke bare på grund af den her historie, for den deler kongeslægten med alle danskere. Men fordi kongehuset gennem historien altid har indgiftet fremmede.

Men de fremmede kan være mer danske end de indfødte. Det mente allerede Grundtvig, som advarede mod at lægge gener til grund for folkeligheden. Det er ikke ved at se på næsen eller munden, man opdager, hvem der hører til et folk. Tværtimod:
Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild.

Det at tilhøre et folk er en bekendelses-sag, ikke noget arveligt som store øren og brede læber. Men det er i vores tilfælde at have viljen til Danmark, lysten til Danmark.

Den bedste fortælling om det er også den mest kendte. Den sker, hvor osse det første slag om Danmark fandt sted, da hunnerne og danerne trængte ind, i Sønderjylland. Uffe hin Spage var sløv, dum og stum. Så var Danmark truet af sakserne, som siden hen kaldte sig tyskere. Danmark var ved at høre op.

Pludselig valgte Uffe sin opgave. Han ville redde Danmark - efter datidens skik som en personlig kamp mellem en kongelig dansk og en kongelig sakser. Det er ikke en upersonlig, anonym hær, der redder landet. Det er eet menneske, der tager opgaven på sig som sin egen.

Men samtidig valgte Uffe sig selv. Han blev sig selv, mens han løste en opgave. Han så pludselig sig selv som mer end en tilfældighed. Han var sig selv og samtidig formet af sine omgivelser, det land, han ikke bare levede i, men som han var. Det var kampen, der gjorde Uffe til Uffe. Det vigtige er, at han osse havde været Uffe, selvom han havde tabt. Det var ved at tage opgaven op, ved at turde kampen, han fandt frem til sit selv - fandt frem til, hvem han var.

Den gamle myte siger, hvad også Søren Kierkegaard var ude på. Søren Kierkegaard ville bruge andre ord end den Saxo, der fortæller om Uffe. Søren Kierkegaard ville sige, at den sløve, dumme og stumme Uffe blev sig selv bevidst.

Det er det, det handler om. Pludselig ser man sig selv som et menneske, der ikke er en tilfældighed på jorden. Man bliver sig selv bevidst. Bliver bevidst om, at jeg er et menneske, som er sådan og sådan. Jeg har de og de evner. Jeg har de og de tilbøjeligheder. Jeg har drifter, som hører til det at være mig. Jeg har lidenskaber, som er påvirket af verden omkring mig. Jeg er sådan og sådan, og det, jeg er, bliver så hele tiden formet af min omverden.

I det øjeblik man ser sig selv sådan, så overtager man sig selv. Det er Søren Kierkegaards udtryk. Indtil det øjeblik, man bliver bevidst om sig selv, er man sløv, dum og stum. Men pludselig indser man, at sådan er man - på godt og ondt.

Når man indser det, standser man ikke længere tøvende op og overvejer, om man skal skære det og det fra sin personlighed. Man farer ikke rundt fra det ene kursuscenter til det andet for at få sig selv lavet om - eller fra den ene religion til den anden for at blive fornyet, frelst og underholdt.

På Uldum Højskole en dag, hvor vi modtog nye vinterskoleelever, talte jeg med en ung pige. Det er jo ikke altid så nemt at finde på, hvad man skal indlede en samtale med. Så jeg spurgte helt enfoldigt: - Hvad vil du her? Hun svarede: - Jeg er kommet for at finde mig selv og blive et nyt menneske.

Det lyder jo flot nok, men det foer ud af mig: - Kunne du ikke tage det i to ombæringer? Kunne du ikke nøjes med først at finde dig selv, og når du så har fundet dig selv, kan du jo tage stilling til, om det er godt nok, eller om du nødvendigvis skal blive et nyt menneske også.

Når man på kierkegaardsk vis overtager sig selv, så har hele ræset med at få skåret dele af sig selv væk pludselig ingen mening mer. Man ved med sig selv, at skal nogle af drifterne, tilbøjelighederne eller evnerne skæres væk, så er man ikke længere sig selv.

Søren Kierkegaard bruger også et andet udtryk. I det øjeblik, man tager ansvar for sig selv, som man er, så vælger man sig selv. Man er i valgets øjeblik - fuldstændig som Uffe hin Spage var det.

Uffe valgte at være sig selv. Han forlod sin sløvhed, sin dumhed og sin stumhed. Han vidste pludselig, hvad livet ville med ham. Det ville have svækket historien om Uffe, hvis han, da han valgte at tage Danmarks opgave på sig i kampen med tyskerne, først havde søgt tilskud til at komme på et psykologi-kursus, så han ku opbygge sig selv før kampen, psykologisk få hjælp til at undgå angsten eller som det hedder i kursus-annoncer: Få fjernet angsten for angsten.

Der skulle ikke opbygges noget ad kursus-psykologisk vej. Han blev Uffe af kampen. Han blev sig selv i handling, ikke i diskussion eller overvejelse.

Han blev sig selv. Men samtidig var han selvsagt Uffe som før og en fortsættelse af den gamle Uffe. Det afgørende var, at denne fortsættelse af ham selv og af alle andre blev oplevet som en indledning, en begyndelse. Han var født på ny.

Det sker for Uffe ikke på den måde, at hans far, kong Vermund, taler dunder til ham. - Nu har du pladret længe nok i dit eget flodheste-dynd. Nu må du saftsuseme se at redde Danmark, Uffe! Det sker ikke efter pres fra kongens mænd eller fra ledende artikler i aviserne.

Når politikere nu om stunder er i Uffes stilling, så træder de ikke i handling. Det bliver ikke til liv. De siger, at de sender et signal. De afprøver, hvad der går, hvad der sælger. Og duer det ene signal ikke, så sender de det næste signal for at få bedre meningsmålinger. Sådan ender alt i meningsmålingernes gennemsnit. Men man får ikke afprøvet holdningen i handling. Det er derfor, politik ikke opleves som levende liv.

Nej, Uffe tager ikke Danmarks sag på sig efter pres. Han gør det helt frivilligt. Søren Kierkegaard ville sige, at hans valg er frihedens valg. Uffe er på samme tid bundet til omgivelserne og helt sig selv i frihed. Kampen på øen i Ejderen er både slutningen og begyndelsen. Uffes handling afgør, hvad der skal ske. Men alle på begge sider af Ejderen ved, at det, der skal ske, både er slutningen og begyndelsen. Enten er Danmark færdigt som selvstændigt land - eller en sejr til Uffe vil føre til, at Danmark begynder helt forfra.

Det vigtige er, at Uffe, da han bliver sig selv, er i selvsamme stilling. Han er både ved slutningen og begyndelsen af sit liv. Søren Kierkegaard siger det sådan, at "Han er da i valgets øjeblik ved slutningen, thi hans personlighed slutter sig sammen, og dog er han i samme øjeblik netop ved begyndelsen, thi han vælger sig selv efter sin frihed". Kierkegaard har ikke sagt det om Uffe hin Spage, men om alle mennesker.

Nu skal der nok være nogen, der ikke har hørt efter længe, fordi de har siddet og tænkt, at hvis Vølvens Spådom ikke er islandsk, så skulle vi aldrig have givet islænderne håndskrifterne tilbage. Men det er ikke det, det handler om. Islænderne har værnet historien og håndskrifterne, ellers var de ikke nået frem til i dag. Så håndskrifterne er, hvor de hører hjemme.

Men fortællingerne er ikke islandske alle sammen. Nogle af dem er danske. Nogle er norske. Islænderne nedskriver mange sagn, som de kalder norske. De fleste islandske slægter kom selv fra Norge, og efter et par slægtled har de regnet med, at det gamle fortælle-gods hørte hjemme der.

Men Danmark-Norge havde fælles fortælle-gods. Det er ikke så sært. Vi glemmer meget let, at der på Harald Blåtands Jelling-sten osse står de to ord: og Norge.

Når Peter Grove vover den påstand, at Vølvens Spådom er af dansk oprindelse og hverken norsk eller islandsk, skyldes det, at digtet i sit indhold er bundet til den sydligste del af Norden, Sydslesvig og Nord-Frisland, som var del af Danmark til 1864.

Kan I huske, hvilken længsel efter det fjerne, der ligger i det store digt. Det er, som om ordene er blevet gemt til os i jorden, gemt som det, en gammel oversættelse af Vølvens spådom kaldte "Underfulde gyldne tavler i græsset gemt". At møde ordene er som at genfinde de omsmeltede guldhorn:
Hør mig tavse,
Heimdals sønner,
høje, lave,
hellig mandsstamme;
Valfader vil,
at vølven røber
fjerne frasagn,
de første ting
.

Jeg mindes jætter,
urtidsfolket,
de, som fostred mig
fordums dage;
ni rum så jeg,
ni rodgrene,
asken, en spire,
i jorddybet
.

For det første er skabelsen - digtets skabelsesberetning - typisk dansk. Vi får at vide, at forud var "ej sand, ej sø, ej svale vover« og intet græs. Ville en islænder ikke have talt om, at der ikke var fjeld? Skabelsesordene ligner en dag i marsken ved Ribe eller Husum i Sydslesvig.

Mest overvældende er dog digtets mange stednavne, der tvinger Grove til at stedfæste ordenes tilblivelse i Sønderjylland. Bare eet eksempel. Der står i digtet: Aser mødes på Idesletten. Meningen er, at guderne, aserne, efter ragnarok mødes på en slette, der hedder Ide. Få ord har voldt så mange vanskeligheder.

Grove mener, det er ligetil. Idesletten er Isted Hede. Alle stednavns-kyndige er enige om, at Isted har fået sit navn af ordet I, som betyder takstræ. Det ord havde på olddansk to former I og Ide. Takstræet hører altså til ved verdens skabelse.

Men der er andre træer, Ygdrasil, asken, og elmetræet. De to træer parrer sig og avler de første mennesker, Ask og Embla. Læst som myte er det udsagnet om, at naturen er menneskets ophav. Læst som virkelighed bringer det islænderne i vanskelighed. Ordene binder med bestemthed Vølvens spådom til Danmark, siger Grove.

Et sted skriver han, så selv videnskabsfolk kan føle sig trygge: Asketræets maksimale nordgrænse er 63 grader og 4o minutter - og elmens 67 grader. Asken kan altså ikke trives på Island, elmen kun rent teoretisk. Men den uafviselige sandhed er, at ingen af disse træer findes på Island. I Nordnorge findes de heller ikke. I Sydnorge trives de på lave steder, men er sjældne. Men i Danmark hører begge træer til de almindeligste. Især er ask fundet hyppigt i moser fra jernalderen og har eksisteret i alle Danmarks skove!

Og så spørger Grove, om det ikke er mærkeligt, at dette såkaldte "islandske" digt, og den »islandske« mytologi, der for en stor del blev bygget på misforståelser af dette digt, netop vælger Asken til det hellige træ Ygdrasil? Der var ingen ask på Island. Ingen islænder vidste, hvordan træet så ud, og højst sandsynligt vidste heller ingen islænding, at der overhovedet var et træ, der hed Ask.

Vi andre kan se, hvor godt det er, at historien vandrede til Island. Ellers havde vi ikke haft den. Og islænderne har selv skabt en hel fortælle-kreds omkring digtet, en selvstændig islandsk kultur. Og det er ikke spor sært, for vi har gjort det samme med kristendommen, der var lige så fremmed for danskerne som asketræet for islænderne.

Vekselvirkningen mellem folkene var til, før kloden blev kaldt den globale landsby, og før danskerne blev røde i hoderne, når nogen kaldte dem et folk. I virkeligheden afslører det os som meget danske, når vi stadig lader os snyde af fremmedord.

Nogen tror, at mennesker er blevet helt anderledes, fordi magten ligger i modeord som globalisering og internationalisering. Når de hører de to ord, bliver de helt ude a flippen, føler sig bagefter og udenfor, flipper ud, ligesom når tøjmoden skifter, så trompetbukser ikke længere vender den vej, vinden blæser.

Ændringen lige nu er ikke, at mennesker med vidt forskellig baggrund kan arbejde og handle sammen, kun at det kan gå hurtigere. Hastigheden bør ikke have magt over holdningen. Og farten er den eneste ændring. Alt andet er løgn. Det har slet ingen hast for den, som tror.

Markedet og verdensøkonomien kender ikke historien om Varde Bank, selvom den findes i alle lande.

Pludselig kom verdens økonomi på ny i krise. Først i Thailand, senere på danske svineslagterier. Japan, Indonesien, Rusland, USA og EU blev alvorligt ramte, da krisen som en globaliseret orkan gik over verden.

Der er intet nyt i, at nedgang det ene sted mærkes det andet. De største industri-lande holder møde og ved ikke, hvad de skal stille op. Kyndige penge-folk siger det enkle, som enhver burde kunne sige sig selv. Krisen skyldes uvidenhed.

Men man kan gå videre og sige, at de fleste steder i verden er det en højt uddannet uvidenhed, der styrer os ind i krisen og får den til at slå stadig voldsommere igennem.

Det er en særlig form for uvidenhed. I internationaliseringens og globaliseringens hellige navne, religiøse størrelser hos politikere og pengefolk, har man blindt troet på, at markedsøkonomien i sig selv var nok, og at sagkundskab i pengevæsen ville være tilstrækkeligt til evigt at sikre fremtidens fremadskridende fremskridt.

Nu står flovmændene og mangler plovmændene - både pengesedlerne og den bondske omtanke, der ved mere end just om pengevæsen.

Nu lyder fra verdens vismænd det utroligt enkle råd, at man for at sætte sine penge i noget også skal vide noget om det folk og det land, man handler med. Der mangler en viden, som har med andet end penge at gøre.

Almindelige mennesker har lært det for længe siden. I Danmark så vi, hvordan Varde Bank, egnens største, pludselige ville være international og i hvert fald den største provinsbank i København. Andre bankfolk var mere optaget af at bygge på Gibraltar end at se øgede forretnings-muligheder på strøg, de kendte noget til.

Pludselig blev man træt af sparekassebøger og små erhvervskunder. En god pengehandel var kun god, hvis den skete en lang flyrejse væk. Det var stort at gå i internationaliseringens nålestribede, indtil bukserne revnede.

Verdenshandel er ikke nyopfundet. Faktisk har danskerne i århundreder været ret gode til det. Både virksomheder som Mærsk, banker og industrier, men også landbrugets eksportorganisationer, ledet af landmænd selv, der aldrig var blege for at omgive sig med et landskab af viden.

Men dygtighedens indhold var hos de folk ikke, at de spekulerede sig til en hurtig gevinst ved hjælp af prognoser, computere og smarte projekter med guldskrift og i farver.

De danskere, der har klaret verdenshandel i stort omfang og stadig klarer det, har udviklet deres virksomheder, ikke bare i takt med pengemængden, men først og fremmest i takt med virksomhedens egen viden og erfaring.

De gjorde ikke kæmpespring i religiøs tro på internationalisering, men sørgede for slidsomt dag efter dag at vide bedre, hvad de vidste. Sagt på dansk var der en uldkræmmer i hver af dem.

Hvor mennesker fra forskellige lande og folk handler sammen, banes der vej for fred. Men nu viser det sig, at den største trussel mod verdenshandelen er internationaliseringen og globaliseringen. De lover os fred, men pengevæsenets ny heksemestre også blandt politikere avler krise og krig.

Verdenshandelen bygger på tillid, men så snart internationaliseringen og globaliseringen kommer til som selvstændige mode-ord, så bliver grundlaget folkelig uvidenhed, manglende interesse og omsorg for kunden i det andet land. Vi så, hvordan grove former for udnyttelse var det første, der mødte de tidligere østlande. Man ville kun se sine egne muligheder, ikke de fælles muligheder for sælgerland og køberland.

Sådan er da det selvfølgeligste og fineste ved verdenshandelen, tilliden mellem vidt forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund, afløst af det smarte mode-trælleri. Sådan er sundheden i vekselvirkningen mellem jordens folk blevet afløst af den snu beregning, uvidenhedens lottospil samt internationaliseringens og globaliseringens lykkejægere.

Det hører ingen steder hjemme. Og det er det gale ved det.

Man skal vide noget om hvidt slam, enkeltmandsgrave og hosekræmmere for at sælge sokkeholdere i Tokio. Fordi japanerne har egen historie, og den er kun mulig at agte for den, der selv ser sit eget folks historie som en værdi. Ordet International betyder mellem folk. Der findes slet ingen internationalisering, hvis der ikke er folk. Internationalisering som rent pengemarked uden folkelig baggrund, det er religions-erstatning. Det er en gentagelse af nazismens afskaffelse af det hævdvundne religiøse sprog for at gøre nazismen guddommelig. Det ender som i Island med guddommeliggørelsen af et helligt træ, der står med rødderne i hvidt slam, skønt træet aldrig i virkeligheden har groet på stedet.

Man må opsøge virkeligheden, som Peter Grove gjorde det. Han tog ned til Bordelum i Sønderjylland nær den frisiske kyst, hvor en kilde altid har heddet Urds Væld eller Urds brønd – lige som kilden, livstræet Ask Ygdrasil gror ved. I Vølvens spådom står med Martins Larsens danske ord:
Ask ved jeg knejse, nævnet Yggdrasil,
hvidt slam vander vækstens rødder.
Derfra kommer duggen, som i dale falder.
Den ved Urds brønd evigt grønnes.

Peter Grove havde mistanke til det hvide slam. Kilden i Bordelum lå nær en kirke, og stedet mindede om Tibirke med jordvolde, spidset til i en trekant, et gammelt gudevi.

Et par drenge hjalp med at finde kilden, et rundt vandfyldt hul midt på en mark. Lidt senere gik Grove til stedets præst, Spanuth, der var en kendt arkæolog. De to kunne enes om, at gudeviet var rejst for guden Balder. Men da Peter Grove sagde, at han også mente, at her var stedet, hvor asken Ygdrasil groede, så kom der sære ord fra præstens mund.

Han sagde, at sognepræsterne gennem tiden havde måtte kæmpe mod den overtro, der knyttede sig til helligkilden, og ganske særligt det hvide slam i kilden. Gennem hele middelalderen hade man solgt det hvide slam fra den kilde som helse-middel. Det hvide slam blev smurt på de syge og på dørstolperne.

© Poul Erik Søe 15. maj 1999 i anledning af tildelingen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside
Læs første Rosenkjær-foredrag 1.5.1999: Ord er skæbne
Læs andet Rosenkjær-foredrag 8.5.1999: Det livet gror af
Læs fjerde Rosenkjær-foredrag 22.5.1999: Menneske først
Læs femte Rosenkjær-foredrag 29.5.1999: Sangen om det gemte