Det livet gror af
Det levende ord, det døde bogstav og den livgivende sten. Myte-fortælling ved Poul Erik Søe på Danmarks Radio P1 ottende maj 1999 i anledning af modtagelsen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996.

Har man hverken stork eller springvand i haven, må man have sig en møllesten, en kværnsten. Hver mand ved, at livet gror af en vaniljekrans i sten med forglemmigejer i midtens hul.
Da Frode Fredegod var konge, havde Danmark en kværn, der hed Grotte.
De to kværnsten i den var så kæmpemæssige, at ingen mand kunne trække den. Det var skidt, for de livgivende sten gjorde Grotte til ønskekværn. Kongen kunne male af den, hva han ønskede sig, men stenene stod stille. Det var som juleaften, hvor drengen får en eldreven bil, men ingen har husket at købe batterier.
Engang Frode var gæst ved et gilde hos den svenske kong Fjølner, købte Frode to stærke slavinder med batterier. De hed Fenja og Menja og var store og stærke, jættestærke, som man siger.
Hjemme igen spændte han slavinderne for kværnen Grotte og bød dem male guld. Hvad ingen mand magtede, løb let for trælkvinderne. De havde endda overskud til at synge:
Guld maler vi kongen
og god lykke.
Mal fulde kister
på Frodes kværn!
Han sidde på guld,
han sove på dun,
han vågne frisk,
det er vel malet!

Men Frode blev grisk og ville have mer gavn af Grotte. Han lod kun slaverne sove så kort som en kukker sover, siger sangen, og gøgesøvn gjorde trælkvinderne trætte af kværnen Grotte. De malede fra kværn-stenene en hær frem, som dræbte kongen.

Frodes svende saltede liget og kørte rundt med kongen i tre år, mest for at kræve skatter i kongens navn, men også som modtræk til den europæiske nødvendighed, for fjenderne frygtede Frode.

Da han rådnede, skulle der rejses en sten og ristes runer over Frode. De fleste stod ordløse over for døden, men så trådte en bonde frem, han hed Hjarne. Han skrev en eneste strofe, som blev hugget ind i stenen. og alle elskede Hjarnes ord, så de kårede ham til den næste konge. Det er ligesom i skakklubben og skytteforeningen. Den, der skriver en lejlighedssang til lammestegen, bliver valgt til formand på general-forsamlingen bagefter.

Historien om digteren, der kåres til konge, bruger Grundtvig til at hævde, hvad det vil sige at være dansk. Det er ikke noget med race eller gener. Det er dansk at give magten til digteren, der selv af stenens gravskrift kan gøre levende ord.

Der er nogen, der i stedet for at gå på overlevelses-kursus køber deres egen kiste. I gammel tid havde de kisten stående i kammeret, så de kunne lære den og døden at kende. Nogen sov i den. Døden var dagligdagens følgesvend.

Sådan er det selvsagt også i dag. Døden som tomhed og intethed er sært nok det, der får livet til at gro. – Tag en småkage, blev der sagt ved gravøllet efter en fynsk jordefærd. Liget har selv bagt dem. Vi vil ikke finde os i tomheden, altså fylder vi den ud, også med småkager, helst dem, der hedder vanillekranse med hul i midten, det bagte nul, ringen om ingenting. Eller vi fylder tomheden ud med de kister, der kaldes fjernsyn og computer, og som er nutidens skærmende dødsfordriv.

Der er også nogen , der graver efter deres egen gravsten og grubler over de mindeord, de vil have hugget i den for at blive husket. Men også gravsten er dødsfordriv. Grundtvig vidste det. Tag det sorte kors fra graven , plant en lilje i dets sted.

Jeg har skændtes med en præst på Sjælland, som taler om kristne gravsten. Den slags findes ikke efter mit syn. Kristendommens trodsige tro grunder sig på, at stenen var væltet fra graven. Kristeligt set er der ingen grund til gravsten. Ellers ville stenene jo også blie stående på gravene og ikke fjernet efter tyve år.

Når striden med præsten om stenene opstod, skyldtes det en annonce i en avis. En fagmand ville sælge gravsten, men sætternissen skrev en trykfejl. Der stod ikke Stenhuggeri, men Stenhyggeri. Slet ikke tosset set af en sætternisse.

Nutidens gravsten har fortidens form. Stenen er billede på det mandlige kønslem, noget kortere nu, da plantegiften har taget potensen, end dengang, da de hed bautasten. Men meningen er med os fra tidernes morgen. Det er lemmets livgivende kraft, der dristigt rejser sig over døden. Lissom kransen på kisten er kønskraft, moderskødet, hvorfra livet gror. Gravsten og krans er ikke dødsbilleder, men livstegn.

Det er ikke nødvendigvis selvglæde at skrive sit eget gravminde, men måske ville det hjælpe mer i levende live at minde sig selv om det billed, man har – inde i sig selv af det, der er mer end een selv.

En eller anden fortalte mig, da jeg var dreng, at samvittigheden er en trekantet sten inde i een, og den drejer rundt og gør ondt. I hvert fald, når man gør noget galt. Jeg er såmænd ikke meget vild med det billede, men fortsættelsen var munter, Når man bliver voksen, så er stenens kanter slidt af. Den er blevet rullesten. Når vi drenge fik de ord, så har de haft den hensigt at få os til at gå med midterskilning og vaske os bag ørene.

Jeg tænkte på den trekantede sten, da jeg læste en bog af den dansk-talende, tyske forfatter Sigfried Lenz. Forbillede søges. Han skrev om, hvor umuligt det er at finde et forbillede. Det lader sig ikke længer gøre at finde een, livet kan gro op ad. Det handler om tyskerne, som efter Hitler er nødt til at gå nær på forbilledet, før de gør ham til helt. Det handler også om os. Vi har gjort sindet så meget til sygdoms-forskning, at ingen er helt for huslæge eller lægehus. Vi tror ikke på nogen , der kun er gode. De ville heller ikke være til at holde ud.

Det tidssvarende forbillede, som Siegfried Lenz finder frem til, er en vindmølle, der ved tilstrækkelig vindstyrke synlig for enhver slår om sig med sine fire vinger. Der er ikke meget at skrive dansk stil om der – eller tysk.

Bogens budskab er, at søgningen efter forbilledet altid ender i falsk guddommeliggørelse af et andet menneske.

Med frygt nærmede jeg mig den forestilling, at man måtte vælge sig selv som forbillede. Det forudsætter formentlig, at man ikke fortæller det til andre. Jeg mener selvsagt ikke, at forbilledet skal være den, man er, men den man lidenskabeligt gerne ville være.

Når vi overhovedet drages mod et forbillede, så er det altid et oprør mod een selv. Men for at vide, at man er utilfreds med sig selv, må man lytte til den stemme, der hele tiden lyder inde i een. Jeg kender ikke stemmens navn, måske samvittigheden, den trekantede sten, ikke-bevidstheden, Gud - alt det inde i os, som vil have os til at gro, alt det, som vil noget andet med os end det, vi er og gør.

Vi ved jo egentlig hele tiden godt, hvad vi burde gøre - hvordan livet bringes til at gro. Hvis vi vælger den viden som forbillede, så er det ikke så farligt som at være fan a en helt, som siden viser sig at være en fanden. Så vil nederlaget være til at bære, for den faldne storhed er jo bare en fejl hos een selv, og de fejl kender man jo - udenad. Og tror man så i sin selvglæde, at man har nået sit eget indre forbillede, så er det på tide at hugge gravskrift i egen sten, for så har livet ikke mer at gro af. Så er det tid for det døde bogstav.

Måske er fortællingen med den trekantede sten inde i hjertet en gammel historie, som er blevet lidt nysseliggjort og moralsk oprustet af nutidskristne. Jeg kender i hvert fald een med sådan et sten-hjerte. Han hedder Hrungner med H som i hjerte. Han mødte engang guden Tor, som har hul i hodet. Der sidder en sten i hullet, i den ene side af panden. Det er vist nok det, grækerne og granskerne kalder for migræne. I hvert fald gør det ondt, når Tor kører rundt – på sin himmelfart. Stenen sidder samme gnavende sted, som Jylland sidder på hovedet af Tyskland – som en runesten er lagt, siger Andersen.

Svenskeren Sundell skrev i en sang i trediverne: "Her rydded de marken for stene engang og dyrked den siden med suk eller sang." Der står ikke, at de rydded marken een gang. For een gang er ikke nok, når det handler om sten.

Gamle danske bønder mente, at sten ligger og vokser i jorden. Vi mener, at stenen er død, stendød. Men de gamle syntes, stenen var levende. Sten gror, sagde de. Havde bonden en stor sten på marken, kunne han se, hvordan blev endnu større år for år. Og stenen satte nye børn i verden, sten, som groede op af jorden. Nu havde man jo lige ryddet marken een gang, og så er der nye sten at gå i gang med.

Enhver ved, at små børn kommer ikke med storken, men fra reagensglasset. I gammel tid troede de hverken på storken eller reagensglasset. Ny menneskebørn kom fra stenen. Den var ikke stendød, stenen var livgiver.

En af danskernes skabelses-sagn siger, at de første menneske-væsener blev til i mødet mellem stenen og det dyr, som længst har været knyttet til mennesket, nemlig koen.

Koen Ødhumle, eller Audhumbla, som de gamle sagde, slikker på den våde, rimslåede sten.

Første dag, koen slikker, hentes håret frem. Næste dag, den slikker, hentes hovedet frem, og tredie dag, koen slikker på stenen, kommer hele kroppen. Det er Odins bedstefar, der er slikket ud af stenen.

Enhver kan høre, hvad det handler om. Det er en almindelig menneske-fødsel, flyttet ud i mødet mellem sten og ko. Det er en fuldt normal fødsel, først kommer håret, så hovedet og så hele kroppen. Heldigvis tager det ikke altid tre dage som i fortids-fortællingen.

Det er sagnet om stenens livgivende styrke. Siden gjorde børn sten og ko til eet. I leg gav de liv til stenen, når der var hul i, og trak den efter sig som ko.

Men sætningerne om stenen, der giver liv, er også fortællingen om, at naturen er menneskets ophav. Og naturen er vort livs ophav ikke kun i de dage, koen slikker barnet frem. Men hvert øjeblik i ens liv. Al næring er fra den øvrige natur. I hvert åndedrag holdes vi i live af planternes ilt, naturen er hvert øjebliks ophav. Det, vi gror af. Sådan tænkte de gamle.

Osse Odin og Tor, sten-tor, ikke Stentor – ham skal man længere ud på landet at lede efter. Tor er den levende stens gud, bærer selv stenen i sig og giver den som gave, hver gang det tordner.

Det levende ord om den sten formes første gang på en færd, hvor Tor og Odin rider ud for at tæmme trolde. Tor red østpå, måske til Estland, som nogen mener er jætternes hjemsted.

Og det skal esterne kun glæde sig ved, for jætterne er jo ikke de onde, men bare de fremmede. Der er krig med dem, men også kærlighed. Aserne gifter sig gerne med forjættende jætte-piger. Fremmed mad smager bedst, og guder til gilde går i jættevals med jomfruen, som jævner alt med jorden. Den med jomfruen er fra Johannes V. Jensen og sagt om en brolæggerjomfru, der netop jævner den stenede vej.

Odin red til Jotunheim, Jættehjem, jætternes land. Så jætterne har haft fler lande, siden Odin og Tor ikke fulgtes ad. Måske tog Odin til Finland, for finnerne er estere, som er færget over farvandet mellem de to lande.

Da Odin når Jættehjem, hilses han af jætten Hrungner. Og jætten vil vide, hvad det er for en mand med gylden hjelm, der rider over himmel og hav. Hrungner roser også den hurtige hest, Odin har, Sleipner med de otte ben.

- Ja, siger Odin, han vil vædde sit hoved på, at så god en hest findes ikke i hele Jætteland. Hrungner indrømmer, at Odin har en god hest, men siger så surmulende, at hans egen er hurtigere. Hesten hedder Guldfaxe, så den har nok haft højt skum i mulens skæg.

Og mens Hrungner håner Sleipner og skamroser sin egen hest, bliver han så hidsig, at han hopper op på Guldfaxe og farer efter Odin for at fange ham.

Odin red rask til og var mer end et hestehoved foran. Men Hrungner var så ude af sig selv af indestængt harme, at han også endte ude af Jætteland - og fulgte Odin lige ind ad porten til Asgård, Odins og asernes borg.

Det glædelige er, at gammel gæstfrihed ikke er glemt af guderne. Jætten er, hvor han ikke hører hjemme. Men guderne byder ham velkommen og dækker op til drikkelag. Og Hrungner mente, at da han nu var kommet galt i byen, kunne han lige så godt male den rød.

Farven var ikke velvalgt, for det røde gror af rødderne i Tors hår, kampens og kærlighedens farve. Men da aserne nu er blevet mindet om Tor, så driller de Hrungner ved at bære Tors bægre frem til hans bord, de drabeligste drikkekar i gudernes gård. Men Hrungner drænede hvert drikkekar i eet drag. Selvsagt blev han fuld, men alligevel løftede han blikket ind imellem, selvom det ikke var nødvendigt for at få fat i det flydende dengang.

Da Hrungner kigger op, får han kending af to kønne kvindfolk. Den ene skænker for ham, den anden skænker ham ikke en tanke. Hun græmmes, da Hrungner i sin galskab truer med at dræbe alle guder og med eet greb flytte gudernes gård til jætternes land. Fuldskab flytter kanden i manden – og manden i kanden.

Det var skik, når der kom fine folk, at Odins kone Freja fyldte bægrene, hjulpet af Sif, Tors kone. Freja og Sif er guld-kvindeholdet hos aserne. Men Sif var blevet lidt tilbageholdende, især over for jætter. Loke, jætten som boede blandt aserne, havde nemlig klippet håret af Sif. Tor blev så sur, at han krævede, at Loke skaffede Sif nyt hår. Det skulle være af guld og kunne vokse. Det tyder på, at Tor også selv havde lyst til at klippe sin kones hår.

Loke listede guldhåret ud af dværgene i bjergene og fik ved samme lejlighed også Tors genbrugshammer, den, han kunne kaste af sted., men som altid kom tilbage i hånden igen - rede til et nyt kast.

Tors hammer er det levende ord, for kun det mundbårne ord kan hele tiden sendes af sted, vende genfødt tilbage og være klar til at blie sendt ud igen.

Sif ville ikke friste Hrungner med sit guldhår, så Freja var alene om frembæringen. Og hun måtte skænke mange gange, for Hrungner råbte, at han ville tømme gudernes gård for mjød.

Nu går det med gæster gerne sådan, at værterne til sidst væmmes ved dem, især brovtende gæster og dem, der har indbudt sig selv. Sådan fik guderne det med Hrungner. Så nævnte de Tors navn. Hvor to eller tre var forsamlet og sagde Tors navn, var han tilstede midt iblandt dem. Så Tor stod straks i gudernes hal, svingede med sin hammer Mjølner og var meget vred. Han var nærmest fastansat til at være dørvogter.

- Hvem har givet dig asylret, spurgte Tor Hrungner.
- Det er Odin selv, der har budt mig til drikkelag, sagde Hrungner.
- Det er en indbydelse, du vil fortryde at have fulgt, svarede Tor.
- Der er ellers ikke megen ære i for dig at kæmpe med en våbenløs mand, siger Hrungner. Desværre har jeg glemt både mit skjold og den hvæssesten, der er mit våben, derhjemme. Jeg kom lidt hurtigt ud ad døren. Men kan vi ikke aftale en tvekamp på grænsen mellem gudernes og jætternes land, foreslår Hrungner.
Tor siger, at der er ingen, der har vovet at udfordre ham før, men han vil da ikke afslå tvekampen.

Så red Hrungner hurtigt væk fra Asgård. Hesten har nok selv kunnet finde vej, for manden var drukken, men han kom i en fart hjem til jætterne uden spærrende betonklodser og høstede meget ære af gæsteriet hos Odin og Tor. Især var jætterne vilde med, at der skulle være en tvekamp, selvom de også var klar over, at hvis Tor vandt, så måtte de vente ondt, for Tor var den stærkeste af alle.

Jætterne tænkte så, at de hellere måtte hjælpe Hrungner. De lavede en mand af ler. Han var ni mil høj og tre mil bred over brystet, et stykke keramik sådan i Bjørn Wiinblad-størrelse. Men det kneb meget at finde et hjerte, der kunne passe til en mand i den størrelse, og derfor tog de et hjerte fra en hoppe. Men hjertet var meget uroligt inde i lermanden, da Tor kom.

Hrungner selv havde et hjerte, som var meget kendt. Hjertet var lavet af en hård sten af den slags, man finder ved havet efter storm. Stenhjertet havde tre spidser - og i Norden brugte man siden at lave trylletegn af sten, altid med tre spidser, og den slags kaldte man Hrungnershjerter. Og deres virkning var stensikker, for der var liv i havstenene.

Alt godt fra havet, det var også vor tids tro, indtil vi blev hentet ind af vor egen himmelfart. Livet kom fra havet. Vandet var livets vugge. Det hviskede videnskaben os i øret. Og selv stjerne-digteren Thøger Larsen var jordbunden og sang, at jordens morgensaft var i ethvert menneske.

Så satte Armstrong sin ørvandelstå på månestøvet, og det store skridt for menneskeheden var, at vi selv optog stjernen i os og gjorde rummet til ophav. Kometerne kommer med sten og støv, og livets mulighed er i deres DNA-molekyler. Midt i firserne blev forfatteren Henning Mortensen bedstefar, mens en komet kom med nye leveringer af liv til kloden:
Gå derfor ud i denne nat,
I, der endnu lever!
For jeg er blevet bedstefar
og kometen er kommet med sit ildhår
og sin rundesang
om bristende øjne
og nyfødtes jubel
og de evige loves
ubegribelige og urørlige
skønhed.

Og videnskaben var vild i varmen. Stenene fra rummet var levende. DNA var det entydige svar på, hvor livet kommer fra, og hvorfor det gror. Videnskaben vidste bedre og lavede en ny skabelses-beretning. Den holder vist ikke mer, hvis den da ikke er bleet myte. Jeg havde ellers vedtaget, at DNA skal oversættes Den Nye Adam.

Nu viste det sig endnu engang, at de gamle fortælleres ord om levende sten var lige så kloge på livet som videnskaben. Det var sagnet, der først sagde, at livet gror fra stenen.

Måske har vi samme tro bagt ind i naturen som kæmpemæssige vaniljekranse, sten i stedet for dej, en krans omkring ingenting, en stræben efter at stive tomheden af med en stenramme.

I det sydvestlige Irland ligger en af øens gamle helligsteder, i Killarney - på Ring of Kerry. Her er der en stenkreds, en druidecirkel, fra bronzealderen. En 3-4000 år gammel kreds af fjorten store sten og endnu en sten i midten. Vi kender dem også i Danmark, ikke så flotte, for de har nemmere adgang til sten i Irland.

De stedlige folk i Killarney kalder vanilje-kransen af sten en kvindekreds. Det ses tydeligt, at der er to større sten, der danner indgang til stenkredsen. Og lige over for de to indgangs-sten er der her som i de fleste andre kvinde-kranse en gådefuld sten, som er helt flad ovenpå. Irernes gæt er, at på det sted blev der ofret mennesker. De blev slagtet på den flade sten. Under nogle af de fjorten sten har man fundet skeletter af dem, der blevet ofret.

Jeg ser sten-kredsen som en krans. Jeg tror, den som kransen selv hører til en tid, da kvinden alene var det guddommelige væsen, livgiveren. Både vor egen historie og den irske rummer udsagn om kvindemagt og dyrkelse af den livgivende kvinde.

Kransen er billede på kvindens kønsorgan, på moderskødet, det, livet gror af. Derfor er kransen på graven et livstegn, og kransene om majstangens mandlige mast er en overdådighed af livslyst. Det er ikke så sært, at køns-forkrampede præster prædikede parrings-praleriet på halv stang.

De fleste kender til hul-træer med grene, der har dannet en krans. Martin A. Hansen kendte et på Sjælland fra vor eget sekel. Var man syg, skulle man kravle baglæns igennem gren-hullet og forlæns frem igen. Så blev man rask.

Billedet på genfødsel kan ikke være klarere. Man går i sin mor igen, kravler baglæns ind i mors liv - og fødes forfra igen, når man kravler fremad og er rask.

Sådan dansede pigerne livet frem i skolegården, da jeg var dreng, og det gør de nok endnu. De dannede kreds, een gjorde fejl og kom ind i midten. Syv raske piger i en ring. Og når ritual-ordene var sunget, var pigen i midten fejlfri og blev optaget i fællesskabet på ny. Ringen åbnede sig for hende, og hænder blev strakt frem.

Jeg tror, stenkredsene har været vore første kirker. Folk er gået i deres mor igen, ind i moderskødet, omkranset af de levende sten. De to indgangs-sten er kønslæberne, og stenen i midten er livmoren.

Det er også det sprog, der tales for to tusind år siden om genfødsel. Jesus sier: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." Nikodemus sagde til ham: "Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme i sin mors liv og fødes?." Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den fører hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden."

Nogen samler en sten op ved stranden og gør den hellig. De går med den i lommen som en kastanje mod gigt. Men stenen i lommen nytter ikke, hvis man er lommen på stenen. Så forstener man.

Jeg vil kæle for en grøn sten
bare den lyser
gnide ansigtet mod dens metalhud
kysse glasuren af den
slynge den op mellem stjernerne
se den splintre havspejlet
se den lægge sig funklende på sandbunden
levende som en perle der ånder.

I digtet bliver den døde sten levende. Pia Tafdrup digtede om den grønne sten, da hun for snart tyve år siden skrev om at få livet til at gro, om at få fang, greb om livet.

Jætten Hrungner var nok en levende sten. Foruden hjertet var hans hoved lavet af sten. Men ligesom livgivende bølgers brænding kan dræbe, så er døden også i stenen. Vi kan forstene så meget i livs-forløbet, at vi gør os selv til egen gravsten.

Grundtvig taler om livets lov som uophørlig bevægelse. Ordret lyder det: Loven for folkelivet - som for alt liv - er uophørlig bevægelse.

Egentlig er ordene tænkt som en varde, en vejviser og advarsel i sten. Livet kan forstene, hvis man fanatisk står fast på et eller andet, mens hele verden omkring een drejer. Det er livets vilkår, at verden drejer rundt - og at man drejer rundt med den.

Vi kender fra os selv, at vi gror fast og ender som stivstikkere. Man taler til andre og ikke med andre. Man siger bare det, man altid har sagt og ment. Og straks man tager fat på at sige det, kan man se på ens børn, at den er gal. - Han fortæller da ikke den historie, een gang. Jo, det gør han!

Så får livet gravstenens form og bliver skjold, et værn mod livets lov om den uophørlige bevægelse. Ordene er bogstaveligt iklædt dødens dragt. Man kender det bedst fra sig selv.

Men den, andre dømmer stivstikker, står måske i første række, når der skal ryddes sten og stikkes huller til det ny, der kan gro. Bevægelse kan også være modetrælleri, medløberi og manglende meningsmod. Lige nu kaldes det hånende for stivstikkeri at have holdninger. Der ankes over den, der tør være ankermand for et standpunkt, og han anklages for ikke at have antennerne ude. Magthavernes mod er pantsat til menings-måleriet. Det kalder de bevægelse, skønt det er stilstand sat i system.

Hrungner var en stivstikker eller en strutstikker, som man også sagde engang. Hans skjold var af sten, et bredt og tykt skjold. Nu stod han og ventede på Tor, vippede ondt med sit stenhoved på grænsen mellem jætternes og asernes land, mens han holdt sit stenskjold foran sig.

I hånden havde han også en sten, en hvæssesten. Den var så tung, at han lod den hvile på skulderen. Ved siden af ham stod lerjætten. Han kaldes Mokkurkalfe, men lerjætten var meget ræd. Myten siger ligeud, at lerjætten pissede af skræk, da han så Tor.

Og Tor havde også en hjælper med til tvekampen, nemlig trællen Tjalfe. Han var Tors slave, fordi hans lyst til knoglemarv var skyld i, at den ene af Tors gedebukke haltede.

Da de to kæmper stod over for hinanden, løb Tjalfe frem til Hrungner og råbte til ham: - Du står da helt tosset, jætte. Du holder dit skjold foran dig. Men Tor har set dig, og nu løber han under jorden og vil angribe dig fra neden! Den uophørlige bevægelse kommer altid nedefra, hvis den da ikke kommer bag på een.

Hrungner, der jo havde stenhoved og ikke var for klog, skyndte sig at skyde skjoldet ind under sine fødder. Nu stod han på skjoldet med begge hænder om hvæssestenen.

Det lynede for hans øjne, og lyn er Tors værk. Han hørte også døn af Tor. Døn betyder lyd. Tor-døn, torden, er lyd af Tor. Og nu fik jætten øje på Tor, som var guddommeligt vred og svingede sin hammer Mjølner. Han sigtede og slyngede den på langt hold mod Hrungner.

Så kastede Hrungner sin hvæssesten mod hammeren, og stenen slog mod hammeren i luften, så stenen gik i stykker. Den ene del faldt til jorden. Fra den er alle sandstensklipper opstået, sagde de gamle, og de må jo have kunne huske det.

Den anden halvdel af hvæssestenen ramte Tor i den ene side i panden, så Tor faldt forover.

Imens arbejdede hammeren for Tor. Hammeren traf Hrungner midt i hovedet og slog skallen til småstykker, og de andre stenarter på jorden kommer af Hrungners stenhoved.

Hrungner faldt om, desværre så uheldigt, at hans ene ben kom til at ligge hen over Tors hals, så det var umuligt for Tor at tage benene på nakken.

I mellemtiden var trællen Tjalfe gået løs på lermanden Mokkurkalfe, og sagnet nøjes med at sige, at lermanden faldt med liden berømmelse. Bagefter gik Tjalfe til Tor for at hjælpe ham fri af Hrungners ben, der stadig lå hen over halsen.

Men det kneb med Tjalfes kræfter. Han fik så sendt bud til Asgård, og alle guderne hev i Hrungner uden held, Endelig kom Magni, Tors søn. Tor havde elsket ham frem med en jættekvinde, så det var noget, man snakkede meget om i Asgård, men ikke højt, så Tor kunne høre det. Det er svært at være sur på de fremmede, når man avler afkom med dem.

Magni var kun tre dage gammel, men drengen kastede Hrungners ben af Tors hals. Siden sagde Magni: - Det var skidt, I sendte bud så sent, far. Jeg kunne have nakket Hrungner med de bare næver.

Og det viser, hvor vældigt gode børn dengang var til at tale tidligt. Det lyder så pralende, at man må tro, det er Tor, der selv har lært ham at tale. Men da Tor hørte drengen, sagde han fader-stolt, at sønnen som tak skulle have Hrungners hest Guldfaxe.

Odin surmulede og overvejede en særlov, der kun skulle give jættebarnet Magni halv ydelse, men indså, at halv hest er svær at sadle, og at hans egen hest Sleipner med de otte ben egentlig var den eneste, der var delbar. og selv guder laver ikke særlove mod sig selv.

Tor tog til sit hjem, Trudvang, men Hrungners halve hvæssesten havde bidt sig fast i panden og fik ham til at brøle, hver gang vinden vendte.

Så gik han på helsekost og til en heks og healer, der kunne det halve af det hele, når det handlede om helbred. Hun var vølve og hed Groa. Men desværre holdt hun sig ikke til at helbrede med hænderne. Hun blandede altid en snak om stjerner ind det. Hun troede hendes heldige hånd var hellig ånd fra himlen. Men mest snakkede hun om stjerner, fordi hendes husbond var på rumfærd. Han hed Ørvandel den Kække, men han var mer kæk ude end hjemme, og han var så forhekset af konens stjernesnak, at han selv søgte at blive stjerne.

Det gjorde digteren Ole Sarvig også, når hans digter-hånd selv-helbredende søgte at få greb om livet. Han vil have, vi hele tiden forrest i vore sanser skal have stående det sære og sande, at vi er til. Vi er i live.

Han ved ganske vist, at vi kun er gnister. Sådan synger han et sted. Vi er på vej som stjernekastere i rummet. Men vi er noget mer, hævder han, for gnister har jo ikke greb om deres liv, de blæser for vinden.

Vi er funker, urgamle gnister, fra en skælven i Guds røst. Vi er kommet af levende ord. Vi er småstumper fra en skælven i Guds stemme, bliver det til hos Sarvig. Vi er ikke vilkårlige størrelser, drysset ned på kloden ved en tilfældighed. Nej, vi er en fortsættelse af Gud. Det er ikke god teologi, så det skal nok være sandt.

Livets sum, siger han, er Guds nærhed som en kløft i vore sanser. Kun en vismand tør vælge lige netop ordet kløft til at skildre det guddommeliges nærhed i os. Gud er en kløvende hvæssesten i panden på enhver.

Gud er i os, siger han, som en påmindelse om det oprindelige. Klovne-tiders rædsel vil ende. For Sarvig blev det til en salme:
Så hjælp mig Gud
og tag mig ud
af disse rådne vande,
da skal jeg snart
med stjernens fart
rotere om din pande
.

Groa roterede om hvæssestenen i Tors pande, gned og gned og sang tryllesange over Tors hoved, så stenen i hvert fald sad knap så fast. Og straks da stenen blev løsere, troede Tor, at den ville komme helt fri, og han blev så lykkelig, at han også ville gøre Groa glad. Han gryntede, at han nylig på en himmelfart med gedebukkene havde set Groas mand og skulle hilse. Tor havde tilmed båret Ørvandel på ryggen i en kurv ude i rummet. Men Ørvandel kunne ikke rummes i kurven, så hans tæer stak ud, og de blev helt stivfrosne. Tor havde brækket en af de frosne tæer af og kastet den op på himlen, hvor den nu lyste som den stjerne, der stadig hedder Ørvandelstå. Det er derfor dem, der gerne vil være stjerner også nu, altid taler om at få foden indenfor, selvom de tror, at deres vej til stjernerne er et stort skridt for menneskeheden.

Tor håbede på, at hans hilsen ville øge hastigheden i Groas helsebringende hænder Dog Groas tanker var ikke ved Tors hvæssesten, men ved husbonden ude på himlen. Groa glemte alle tryllesangens ord, og hendes hænder trængte til efteruddannelse.

Derfor sidder hvæssestenen i Tors hoved endnu. Og derfor må ingen skubbe en hvæssesten hen over gulvet, for så rører stenen i Tors hoved på sig, og så bliver han så tordnende, lynende gal.

Nu er der ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noet. Når Tor tordner, falder der sten ned.

Nogle gange finder man en sær sten på stranden. Den er rund, flad forneden og har striber på alle de runde sider.

Dem, der ikke er rigtig kloge, kalder dem forstenede søpindsvin. Men det er videnskab og vrøvl. Enhver kan se, det er en kugle, der er faldet ned højt oppe fra. Hvorfor skulle den ellers være flad på den ene side? Det blev den selvsagt, da det sagde klask, og den ramte jorden.

Det er Tor, der sender den slags sten. Derfor hedder de tordensten eller Torsgaver. Andre tordensten ligner vættelys og stenøkser. Når lynet slår ned, skal man mærke sig stedet. Går man så derud syv år efter, ligger der en Torsgave, en tordensten. Og Torsgaven skal man lægge i en skuffe, så slår lynet ikke ned i det hus. For Tor giver ikke gaver samme sted to gange.

Og er man midt i klovne-tidernes rædsel, så lægger man den livgivende sten oven på det døde bogstavs computer nytårsaften år 2000. Så vågner man ganske vist med stenhuggere i hovedet i stedet for tømmermænd, men computeren virker. Det er stensikkert. Ellers tager vi et årtusind med levende ord, og det er i grunden ikke så galt.

© Poul Erik Søe 8. maj 1999 i anledning af tildelingen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside
Læs første Rosenkjær-foredrag 1.5.1999: Ord er skæbne
Læs tredie Rosenkjær-foredrag 15.5.1999: Det glemte folk
Læs fjerde Rosenkjær-foredrag 22.5.1999: Menneske først
Læs femte Rosenkjær-foredrag 29.5.1999: Sangen om det gemte