Ord er skæbne
Vi styres af ord, men de er den eneste skæbne, der også muliggør frihed. Myte-fortælling ved Poul Erik Søe på Danmarks Radio P1 første maj 1999 i anledning af modtagelsen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996.

Bagefter ved man jo altid, hvad man skulle have sagt. Mens man er vred, bliver det kun til spyt og galde. Man kan ikke få et ord frem. Man har ikke noget at skulle have sagt. Og det derfor, man er gal - og spytter. Jo større uretfærdighed og løgn hos den anden, jo mere spyt og galde hos een selv.

Bagefter myldrer ordene frem. De fødes af spyt og galde. Vreden avler ord. Og til sidst kan man udenad, hvad man ville have sagt.

Den slags ord er kun til for ens egen skyld. Den, man er sur på, hørte ikke en lyd. For ordene var slet ikke til - som andet end en smerteklump i halsen.

Man forlod den, man var sur på, med nederlag. Men sært nok snydes man af sine egne ord bagefter. Langsomt bliver ordene til en historie, egentlig kun historien om, hvad man ville have sagt, hvad man burde have sagt.

Ordene i den historie, man laver, bliver til bagefter, men de er en trøst. De blev aldrig sagt, men de hjælper alligevel. Og nogle gange bliver man så meget snydt af sine egne ord, at man gør sig til helt og siger til andre, at det, man ikke fik sagt, var det, man sagde. Så har man snydt sig selv to gange.

Men samtidig har man gjort en mageløs opdagelse. Historien om nederlaget er ødelæggende, men ordene skaber af sig selv en modhistorie. Så livet er til at leve med. Så man kan komme i gang igen trods nederlaget.

Krig er altid nederlag, allerede før den er i gang. Krig er ordmord, mangel på formidlende ord. Krig er spyt og galde i kuglers og bombers form.

Det vidste de gamle danskere. Derfor lavede de sig en modhistorie mod krigen. For deres egen skyld. For at trøste sig efter ordenes fravær i den lange tid, mens der blev myrdet.

Historien handler nok om dengang, da danskerne kom til Danmark. For vi har jo ikke været her altid - i den nuværende udgave. Vi er en blanding af dem, der var her før, og dem, der kom under navnet danerne. For mer end halvandet tusind år siden.

Det er også historien om en ny religion. Før bar gude-slægten navnet vanerne. Efter krigen hed de aserne.

Modhistorien siger, at vanerne og aserne altid lå i krig. Indtil de fik en underlig tanke. Man kunne jo også holde fred!

Det var noget aldeles nyt, som om et ukendt ord var blevet født. Og som om ordet fred blev deres skæbne. Derfor holdt de et møde om det. Og pludselig myldrede det frem med de ord, som havde været fraværende under krigen.

Og de gjorde en pagt, den første fredspagt vi kender i folkets historie. Og for at vise, at det var alvor, så spyttede de på det. Sådan svor man dengang. De havde masser af spyt og galde tilbage efter den lange krig.

Sådan gjorde vi også i skolegården i Jante, hvor jeg kommer fra. Hvis ordene skulle holde, så måtte man spytte over kors. Når vi spyttede, var tanken nok den, at man må give noget af sig selv, hvis aftaler med andre skal holdes. Måske havde vi endda en hemmelig viden. Måske vidste vi, at fra spyt og galde vokser ord med liv i, ord, som burde have været sagt undervejs.

I hvert fald spyttede vanerne og aserne. Og da vanerne gik hjem, stod aserne tilbage med al den spyt og galde. Og aserne var genbrugsfolk. De lod ikke noget gå til spilde. Af spyt og galde skabte de underligt nok ordets mand, en skjald, en digter. De kaldte ham Kvaser, så man i dag kan høre på hans navn, at han var gjort af det, der kommer ud mellem tænderne. Og som, når man har tygget længe nok på det, bliver til ord.

Den, der lige nu ved mest om den slags ord, er forfatteren Svend Åge Madsen. Han har en bog om at fortælle menneskene. I den er der nogle drenge, der er helt vilde med en pige, de aldrig har set.

De bryder ind i en bil, der tilhører pigens far. Der lugter af læder. Det er ikke sært, for der er læder-indtræk, og pigens far er læder-grosserer. Men der er også en pigelig, fersk duft. Den kommer fra pigens lommetørklæde, som drengene stjæler og sniffer til. Indtil først lommetørklædet, siden duften forsvinder.

De fleste af drengene giver op og jagter andre piger. Men Tøger overrasker en dag sin mor ved at gå i bad og tage sit bedste tøj på - uden at være bedt om det. Han går hen til lædergrossererens villa, og straks i forhallen gribes han igen af den pigeligt ferske duft, som fører ham op ad trappen.

Tøger ser ind i et værelse, hvor der står et skærmbræt. Han går om bag skærmbrættet. Og der ligger pigen, men hun er et misfoster, uden arme og ben. Ansigtet er to øjne og nogle sprækker. Og Tøger ser en dråbe ved en af sprækkerne. Han kan ikke afgøre, om det er en tåre, savl eller spyt.

Han stivner. Hans blod mister den røde farve og genvinder den aldrig. Og han ved ikke selv, hvordan han kommer derfra.

Men næste dag henter pigens far Tøger. Faderen fortæller, at fra hun blev født, har de villet give hende alt. De har fortalt om alt i verden, alt, hvad der er til. Med een undtagelse. De har ikke villet fortælle om menneskene. De har buret hende inde - ved ikke at give hende ord.

De ville værne hende imod, at hun skulle sammenligne sig selv med andre.

Moren og faren har hun bare set som tjenende ånder, der altid har været der. Men siden hun så Tøger, har hun været urolig. Nu beder faderen Tøger gå ind til hende endnu engang. Blot stå ved sengen og sige et par ord. Så vil hun måske falde til ro.

Og Tøger siger ja. Igen er han som frosset fast ved sengen, men husker så anden del af løftet og siger: "Jeg er Tøger. Jeg er et nyt ord i verden. Jeg er et ord, der selv kan frembringe nye ord." Og så går han.

Indtil videre har Tøger ikke fået ord tilbage. Men det skal vise sig, at hans ord bliver pigens skæbne og hans egen skæbne.

Ord er skæbne. Sådan har jeg valgt for mig selv, det skal være. Men ikke den trælse skæbne, hvor nornerne eller Gud har spundet livets tråd. Den forudbestemte skæbne er den blinde, den ufri skæbne, som slår ihjel.

Men det levende ord som skæbne er frihed. Fordi man selv kan opsøge sine ord, selvom det tit kan være en strid at slide sig fri af de ord, der spærrer een inde.

De fleste ved, at livet sander til. Det er med ord som med sand. De danner klitter, der burer een inde. Det selvsamme sand, man lige har fejet ud, fyger ind igen. Ord visner, når de aldrig bliver til fortælling. Livet størkner, når ordene går så meget i tomgang, at man til sidst hører dem som tavshed og ligegyldighed.

Vi ved det, fordi ordenes fravær gør kærlighed til krig. Det er den almindeligste måde at straffe på i familier og andre samvær. Ikke at noget. Det kan da være en lettelse den første dags tid, men siden hen mangler der ord. Der mangler liv, for ord er liv. Selv et skældsord eller den sædvanlige vrængen ville være at foretrække for tavsheden.

Ordet skaber, hvad det nævner. Sådan siger man. Men jeg tror, ordet skæbner, hvad det nævner. Der er så mange kræfter ude efter os, men intet styrer os som ord.

Ordene styrer os på godt og ondt. Ikke enhver kaffeslabberas på to timer kaster liv af sig, men undervejs kan der dukke bare en enkelt brok op, nok til at komme videre den dag.

Andre gange er det sætninger, der får livet til at skride – det store skred med nye muligheder. Eller det skred, der skubber os væk, hindrer os i at være på livets side. Så må vi bruge mund. Så må vi være meddigtere på den modhistorie, der modigt sætter sig op mod at være i onde ords vold.

De fleste kender historien om Søren Kierkegaards far. Som hyrdedreng på en trist og trøstesløs dag, sulten og kold stod på en høj og forbandede Gud. Han sendte spyt og galde efter Gud og mente siden, at livet straffede spytteriet.

Sønnen Søren skabte slægtens modhistorie af spyt og galde. Han var ramt af det onde ord arvesynd, som kirken har kredset om i 1600 år. Ordet arvesynd trænger virkelig til en modhistorie.

Nu kan man jo trøste sig med, at hvis det går galt i ens liv, så skyldes det en oldefar, der slog til skaglerne, så lysten og lygterne raslede. Det er da en munter tanke. Det er værre, hvis ens egne vildspor skal skabe sti som straf for halvfjerds slægtled.

Hvor kommer dog sådant et ondt ord som arvesynd fra, et ord, der er skæbne. Ordet arvesynd har været mange menneskers skæbne gennem sekler.

Arvesynd er en ond historie, man må se at slippe af med. Onde historier kan man kun kværke ved at fortælle en god historie, en bedre historie.

Jesus har aldrig talt om arvesynd. Ordet står ikke i det ny testamente. Det er frit opfundet af den katolske kirke, og nogen bruger det den dag i dag for at sætte folk på plads.

For omkring 1600 år siden var folk som så ofte før i tvivl om barnedåb. For dåbens neddykning er en afvaskelse af synd. Dåben drukner den gamle Adam. Men enhver forælder ved, at nok har barnet gjort i bleen, men ikke gjort noget syndigt. Det syn er umuligt at sælge til nybagte fædre og mødre.

Det er en smuk skik, at vi døber børn og har gjort det siden det første århundrede.

Men tilbage var og er spørgsmålet om barnets synd. Indtil kirken fandt på arvesynden. Barnet er født med forfædrenes synd. Enhver kan høre, at så gælder det saftsume om at få bestilt kogekonen til den barnedåb.

Det onde ord arvesynd indeholder sin egen modhistorie. Ordet er skæbne. Men det rummer også en frihed for den, der fortæller ordets historie, om ordets tilblivelse og om ordets sigte – det at være slagord i kirkens hvervning - og en frihed til at vælge andre ord, fordi man så medvælger en anden skæbne.

Livet får retning af ord, der bliver sagt til os - og om os. De fleste kender det. Det er sært, at nogle få ord, man aldrig har hørt før, eller som man bare har glemt, at nogle få ord pludselig styrer een et andet sted hen i livet.

Det er, som om ord er levende væsener, der flytter ind i os, ikke som gæst, men som hersker.

På Uldum Højskole sad jeg for mange år siden med en elev og drøftede en sag to nætter igennem. Vi var aldeles uenige, også da vi gik fra hinanden efter en go og lang ordveksling. Et par måneder senere et andet sted og i en helt anden samtale hørte jeg pludselig mig selv sidde og mene det, jeg havde kæmpet imod de to nætter. Elevens ord hade overtaget mig – så at sige uden at spørre mig. Og bagefter kunne jeg ikke finde anden trøst eller modhistorie, end at han forhåbentlig sad et sted og brugte mine ord.

Ebbe Kløvedal Reich har samme erfaring som digt:

De ord, jeg synger, de er ikke mine egne,
de ord, jeg skriver, har jeg hugget alle vegne.
Og tiden går!
I morgen, det er før du tror!
vil vi så vandre
i hvert sit lånte spor?

Ethvert menneske er hvert øjeblik i sit liv i ordets skæbne, dybt afhængigt af, om andre gir os gode eller onde ord. Og får vi slet ingen ord, er vi døden nær.

Er man ramt af onde ord, må man opsøge gode ord, en fortælling, der er endnu bedre end den onde historie. Det er det eneste, man kan sætte op mod onde ord, men dermed er ord jo også igangsættende, de får een til at opsøge noget andet - noget, der kan fristille een i forhold til den ondskab, man lige har mødt.

Tanker er toldfri. Det ved enhver. Det gamle ordsprog handler om et menneskes frihed. Ordene koster noget, men tankerne har man lov at have i fred.

Det er næsten, som om tankerne ikke er en del af een selv. De melder sig, uden at vi har bedt om det. Og vi oplever selv en frihed - vi vælger mellem tankerne, og kun nogen af dem lader vi løber gennem munden. Det er den gamle tænkemåde. I tankerne er vi i hvert fald fri.

Nu om stunder mener nogen det modsatte. Vi er i tankens greb. Tankerne kan være et fængsel, vi ikke kan komme ud af. Der skal altid en anden til at hjælpe os til frihed. Nogle tanker knuger os så dybt, at vi kan ikke komme fri af dem. Så er der pludselig en anden, der sier noget, vi ikke har hørt om før. Vi føler en mægtig lettelse og siger: Det har jeg aldrig tænkt på.

Vi oplever, at vi får tildelt frihed, når vi kommer fri af vore egne tanker - når vi bliver hjulpet på vej af andre.

Enhver kan høre, at det er modsætninger, modstykker. Tankerne er toldfri, tankerne er i hvert fald frie, men samtidig er de vores fængsel. Vi går og tumler med en masse tanker, og tit er de forsøg på at få greb om livet.

Og derfor kan det være ødelæggende at få at vide, at man er ufri i sine tanker, at man er spærret inde - netop når det handler om at bryde ud og få styr på livet.

Det er ikke nyt, at tankerne er i fængsel. Enhver tanke er i ordets fængsel. På den måde, at vi næppe kan tænke tanker, vi ikke har ord for. Tankerne foregår i bevidsthed. Tankerne er ikke drømme. Tankerne kredser om det, vi kender til, og vi kan kun selv forstå vore tanker, når vi har ord for dem. Vi tænker i ord.

Tankerne bruger ord som redskab. Vi taler om den fri tanke, men tankerne er aldrig mere fri, end vi har ord for dem. Hvis ordene ikke slår til, så standser tankerne også - og så er vi spærret inde i ordløshed. Og sært nok skal man kun bytte om på to bogstaver, før ordløshed bliver til rodløshed. Mangler vi ord, har tankerne ingen jordforbindelse.

Hos Svend Åge Madsen er pigen uden jordforbindelse.

Men Tøger bliver hentet igen næste dag. Og nu bliver han fastansat til at fortælle pigen om menneskene. Til ungdomstarif. Madsen husker, at det er den lave løn. Ord prises ikke højt.

Men Tøger fortæller om menneskene, dem, han kender, og dem, han finder på. Og hos Madsen sker der som altid et dagligdags under. Ordet bliver pigens skæbne. Fortællingen skaber nye fortællinger. Ordene skaber nye ord. Det vigtige er, at ordene gør mennesker levende. Uden er vi ikke til. Og pigen kan pludselig selv fortælle gennem en ledning, som vi ikke får meget at vide om, men som nok også er gjort af spyt foruden metal.

Pigen hedder Ikona. Et ikon er et billede af det, man ikke kan se. Et billede af det, der ikke er til. Det, der videnskabeligt set ikke kan ses, er størrelser som mod, håb, lyst, tro og kærlighed. De stærkeste kræfter i tilværelsen er ukendte for os. Derfor må have vi ord på dem, ordbilleder, ikoner, fortællinger, modhistorier.

Tøger, der hos pigen kun hade set noget, der var spyt, savl eller en tåre, får nu hendes ord til den modhistorie, som fortællingen om menneskene er.

Også hos danskernes gamle guder var ordet stærkere end alt andet. Men ord-skaberen Kvaser, der var gjort af spyt og galde, blev til sidst så klog, at han selv kunne svare på alle spørgsmål. Det er lige det øjeblik, hvor det går galt. Der er ikke meget ved at tale med andre, hvis man selv har alle svarene.

Kvaser keder sig. Han går fra gudernes gård. Og kedsomheden kiler sig ind hos aserne, mest Odin. Han gider ikke engang æde af gudegårdens gris, som man ellers kunne skære af hver aften, og næste morgen var den hel igen uden godkendte helsebringende medicinrester.

Odin hade på sine skuldre to fugle, to ravne. De var hans udenrigsministre, lærte jeg i skolen i Jante. De fløj ud for til Odin at viderebringe alt nyt om verden. I en ældre historie har Odin to heste, som hedder Ravn. De har nok været sorte. Og det lyder mere troligt, for budbringere var til hest i gammel tid – som Odin selv var det på sin ottebenede.

Men ordets hest har jo vinger, så vi lar ravnene flyve. Og de finder Kvaser – helt kvast. Dværgene i bjergene har dræbt ham. Men de to ravne fortæller Odin, at dværgene har opsamlet Kvasers blod i tre kar, blodet med ordets skaberlyst, med fantasiens evne og med livets mulighed. Alt gjort af spyt og galde, fordi freden blev født som fortællende ord.

Ravnene siger også, at Odin skal skynde sig. Jætterne er ude efter Kvasers blod. De vil hindre guderne i at eje ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed.

De første jætter er allerede kommet til dværgene, en mand og en kone. Manden klarer dværgene kvikt ved at sende ham ud at fiske efter mad. De havde boret et lille hul i båden, så den sank. Det var godt, men jættekonen savnede sin jættemand. Det var ikke så godt. Hun gav sig til at hyle, og det stod sørgeligt til med dværgenes sorg-omsorg.

Især den ene af dværgene kunne ikke holde den hylen ud. Han hængte et møllehjul op over døren. Næste gang konen gik ud, gav ham slip på møllehjulet. Myten siger, at så holdt den hylen da op.

Det er munter tale om døden. Ordvalget får volden til at glide ned. En lille drejning i ordene – og der er vendt op og ned på virkeligheden. Ordsproget vil, at een svale gør ingen sommer, men de fleste ved, at hos Johannes V. Jensen er een stær er nok til at gøre vår. Eja, den første stær.

Da jeg for fem år siden var taler ved Jenle-festen oppe ved Jeppe Aakjærs gård i Salling, havde jeg bedt om, at Johannes V. Jensens myte-sang om kong Skjold og den første stær måtte blive sunget forud for min fortælling. Der var trykt et sanghæfte. Med en usædvanlig trykfejl: Eja, den første stør! Flottere kunne det ikke være. Ordene var allerede i gang med at lege moderne tider. Kaviar på forårets frokostbord. Det er et sprog, vi forstår.

Vi deler også glæden med dværgene, da jætte-konens hylen holdt op. Faren er drevet over. Tilsyneladende. Men jætte-parret hade to hævngerrige sønner, Suttung og Baugi. De kom til jætterne og krævede mandebod for tab af far og mor. Prisen var Kvasers blod med ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed. Suttung var den første, der sae: - Som brødre vi dele, jeg tar det hele. Så der blev ikke noget til Baugi.

Hos jætterne var det lissom i vore dages politiske partier. Der var både strammere og slappere. Og Suttung hørte med sikkerhed til strammerne. Han kunne ikke ha, at fantasien var ude mellem folk, som om det var ganske almindelig tiltusket EU-støtte.

Derfor burede han Kvasers blod inde i et bjerg. Sådan skabte han verdens første højere læreanstalt. Viden er magt for de få. Der var adgangs-begrænsning til ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed. Og han valgte sin egen datter som vogter over blodet i bjerget. Det bliver i familien, som de sier ude i Europa, når de store stillinger er til salg.

Vi ved ikke, hvorfor de to brødre Suttung og Baugi er så forskellige. Vi kender den enes handlemåde. Han tar det hele selv, men kun for at eje, ikke for at dele ud. Og da slet ikke til broren. Han gemmer sin nye skat, Kvasers blod, i fjeldet. Han vil ikke engang selv bruge det, men har nok i den buksebulende magtfølelse ved at eje, ved at hindre andres adgang til livets mulighed.

Det får nogen til at hade ordet eje. Engang i halvfjerdserne måtte man ikke sige, at ens kone var det kæreste, man ejede. Så udtrykte man et kapitalistisk ejendomsforhold til ens fælle. Hun tilhørte een, og dengang ville ingen tilhøre nogen, for frihed var at være enestående, at stå alene, indtil den slags frihed endte som ensomhed. Vi hade glemt, at det er endnu værre ikke at høre til nogen som helst.

Ordet eje har mange tydninger. Også det ord rummer sin egen modhistorie mod tilhørs-forholdets trælleri og ejendomsrettens misbrug. Engang kunne man sige: "Jeg ejer dig to rigsdaler". Og de ord skulle tydes: - Jeg skylder dig to rigsdaler. Og hørt på den måde bliver ordene om, at ens kone er det kæreste, man ejer, pludselig til, at man skylder hende, at man har ansvar for hende. Og det er jo en anden snak.

Det er sært, men sandt, at man lytter sig til sit liv. Øret er til det yderste tændt på at fange et ord eller en bare en drejning af et ord, så ens liv bliver plantet om, så der er ny muld om rødderne. Hvor grinende gerne går man ikke de skønne skridt fra noget, man lie har hørt, til een, man vil dele ordene med. Og hvor villig er man ikke til at følge ord, som tar een ud a trældommens tomme hverdage og ind i en ny skæbne, som ordet vil med os.

Det er jo derfor, vore børn ikke skal sættes på skema. Det er derfor, skolen ikke er politikernes, for de gør livets guddommelighed til gennemsnit. Skoler har vi ikke for at skabe små voksne. Skoler har vi for at gøre børn barnlige. For at styrke den medfødte barnlige åbenhed. For at give dem alle slags ord, fortællinger, sagn, myter, sange, alle folks fortællinger, alle folks religioner, fordi religion mere end noget er et sprog – det sprog, der har ordbilleder om det ukendte. Ved at gøre skolen til fag dræber vi det barnlige. Børn klarer sig aldrig med det faglige. De er dømt til at tabe, fordi de mangler livord. Deres skæbne er efteruddannelse, een lang jagt på ord, man har taget fra dem. De er dømt til kursus-helvedet på livstid og hører aldrig ord om, at der er et liv før efteruddannelsen.

For fire år siden var der i fjernsynet en udsendelse om to drenge, enæggede tvillinger. De var født i Trinidad 1933. Faren var tysk jøde, moren tysker.

Faren og moren blev skilt. Den ene dreng blev hos faren, den anden tog med moren til Tyskland. Hun giftede sig med en nazist.

Faren giftede sig kort efter med den kårede skønhed Miss Trinidad, så han var nok mere optaget af hende end af drengen.

Drengen i Tyskland, der nu boede hos sin nazistiske stedfar, skjulte, at han havde jødisk baggrund. Men det går dog så vidt, at han når at komme op på en lastbil, der skal køre jøder til en konzentrationslejr. Men i sidste øjeblik får en onkel, en højtstående SA-mand, ham ned igen.

Drengen i Trinidad vedstår sig heller ikke sin jødiske baggrund. På den tid er det finest at være brite, for briterne har magten i Trinidad. Så han gør sig britisk for at skille sig fra de sorte.

Som ung vælger ham i Trinidad at gøre sig fri af faren. Han bosætter sig efter anden verdenskrig i Israel, men hans amerikanske kone kan ikke falde til. De vil tilbage til USA.

På tilbagevejen gæster han for første gang broren i Tyskland. Det er gribende, da den unge, der er vokset op i Tyskland under krigen, fortæller, at han gemmer sig bag en søjle på banegården, fordi han først lige vil se broren an. Og broren fra Israel gemmer sig bag togets toiletdør. Han vil jo lige se broren an.

Nu om stunder ville vi snakke om gener. Om arvelige anlæg for at lege skjul. Men det viser sig, at de to brødre ikke kan tale sammen. De har ikke ord til hinanden. De ord, der har fastlagt deres skæbne, er så forskellige, at de ikke kan nå hinanden. De synes begge, den anden er kold. Der er spyt og galde imellem dem. Politisk spyt og galde, modsætninger om nazisme og kommunisme.

De skilles og ses først efter endnu tredive år. Grunden er en amerikansk lægeundersøgelse af enæggede tvillinger. Broren i Amerika får ham i Tyskland overtalt til at komme og være med.

Undervejs i undersøgelsen opdager de, at ord har været deres skæbne. Ikke ord, de selv kunne vælge, men påtvungne ord. Den politiske spyt og galde har kun været overfladen. Deres svar på undersøgelsens spørgsmål viser dem, at de har levet det samme liv, handlet på samme måde.

Og man kunne tro, de forbandede den skilsmisse, der spærrede dem inde i hvert sit bur af andres ord. Men i slutningen lyder ord, som er livgivende. Skilsmissen har måske hindret dem i sammen at ende i konzentrationslejr at blive ofre for Mengele, lægen, der brugte enæggede tvillinger som forsøgsdyr. Selv i det øjeblik, de så i øjnene, hvad de hade mistet a fællesskab, blev ordet på ny deres skæbne. De valgte at være på livets side.

Sådan man gøre, når man har mistet livordet og dets mange åbne muligheder. Sådan som Odin gjorde det, da han med tabet af Kvaser have mistet ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed.

Så da Odin hørte ravnenes fortælling, steg han straks på Sleipner, den ottebenede hest. Han kunne ikke finde Suttung, men kom til Baugis gård. Det var høst. Ni høstkarle sled, men leerne var sløve.

Nu går guder altid rundt med en slibesten i lommen, også Odin. Han sleb leerne, og høsten gik som en leg. Men alle høstkarle sae, at de gerne gad eje den slibesten.

Godt, sae Odin, jeg kaster den op i luften. Den, der griber slibestenen, skal eje den. Han kastede, og alle karlene greb ud efter stenen, mens de slog vildt om sig med de skarpe leer. Alle ni fik hodet hugget af. Det er fra ældgammel tid et udsagn om, at det er hovedløst, hvis vi alle render efter teknologien på een gang.

Så gik Odin ind til Baugi. Mangler du høstkarle? Ja, ni, sae Baugi. Jeg kan arbejde for ni, sae Odin. De blev også enige om hyren. Odin skulle have Kvasers blod, når høsten var i hus.

Så blev det lønningsdag. Det har nok været Tors dag. Men Baugi ville holde hyren tilbage. Så tvang Odin Baugi til bjerget. Og Baugi må bore et hul ind til blodet. Odin leger Teknologisk Institut. Han laver en puste-prøve. Han puster ind i hullet, men får bjergspåner i øjet. Han hade jo kun eet øje. Baugi må bore igen. Og nu virker puste-prøven. Der er hul.

Odin tryller sig om til en lille orm, der kravler ind til Kvasers blod. Han bliver Odin igen, men i tre dage dåres han af datteren, så han glemmer, hvad han er gået i byen efter. Og datteren vogter hverken blod eller dyd.

Omsider bliver Odin ansvarlig igen og tryller sig om til en ørn. Den suger Kvasers blod i sig, fylder bugen med ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed.

Ordet som livets mulighed er bleet til af spyt og galde, omdannet til digter-blod, stjålet af dværgene, af jætterne, buret inde i bjerget og indtil videre endt i ørnen. Uophørligt optas ordet i andre og overtas a andre.

Det var jo det, Ebbe Kløvedal Reich om:
De ord, jeg synger, er ikke mine egne.
De ord, jeg skriver, har jeg hugget alle vegne.

Det er ikke, fordi Ebbe Kløvedal Reich ikke overholder ophavsretten. Men det væsentligste i ordet er der ingen ophavsret til. Vi optar ordene. Og ordene overtar os. Vi er de ord, der bliver fortalt os, og hverken mere eller mindre.

De andre styrer vores skæbne ved at tildele os ord, hele vort liv er indrettet efter, hvilke fortællinger vi fik mulighed for at lytte til som børn, og livet bliver ved med at indrette sig efter de ord, vi dagligt guffer i os. Ord er skæbne. Vi er i ordets greb, og ord afgør, om livet går op eller ned.

Det er sært, at spyt og galde bliver til ord i en digters mund. Det er helt vilkårligt, hvem der spytter den dag, de gamle guder gir os ord. Men sådan er det jo hver dag - også nu. De ord, vi lever af, er småstumper, brudstykker, tit løsrevne fra sammenhængen. Inde i os er der kaffeslabberas, visestumper, halle radioaviser, afbrudte TV-nyheder, aldrig færdiglæste romaner, avis-overskrifter og brokker af gamle foredrag, fortællinger, sagn, gode historier og dårlige vittigheder. Men inde i os gror det sammen og bliver til en helhed. Det er underet.

I Svend Åge Madsens roman Syv aldres Galskab sammenligner han ordenes tilfældige sammenrend i os med genbrugspapir, iturevne stumper af skriveark, som opløses til en masse og igen samles op i en firkantet sigte, hvori brudstykkerne bliver til et ark, en helhed.

Det hele skal tags bogstaveligt. Vi bliver mennesker af de ord, vi får fortalt, og vi bliver umenneskelige, hvis vi ikke hele tiden får ord, der kan holde os i live. Derfor ved den, der fører krig, at det første, der må tas fra mennesket, er ordet. Magthaveren må have magt over ordet. Fordi ordet er selve krigens modstykke. Derfor er de første rationeringsmærker i krig dem, der sætter grænser for ord-uddelingen. Krigens ordmangel er mer dødelig end bomberne.

Det er netop med ordløshed, Svend Åge Madsen indleder romanen. Den første sætning lyder: "Her henimod afslutningen er der ingen ord."

Det viser sig at være vigtigt, ikke kun fordi sætningen spiller på Johannes Evangeliet "I begyndelsen var ordet", men fordi døden er ordenes ophør.

I ordløshed bliver alt til intet.

Hele indledningen, som skildrer slutningen, lyder sådan hos Madsen:

"Her henimod afslutningen er der ingen ord. Ingen ord, derfor ingen sandhed.

Alt forgår i ordløshed, alt bliver til intet.

Ordløsheden, som er døden. Døden som er menneskenes mørke.

Og mørket fordunkler lyset, og lyset kunne ikke gennemtrænge mørket.

Et menneske, som går til, et menneske som går i opløsning, et menneske som er opløsning."

Historie-digteren Peter Seeberg er nylig gået ind i ordløsheden. I en uge, vi havde med ham på den højskole, hvor jeg arbejder, fortalte han om det i hans liv, man i gammel tid ville kalde skæbnetro. Seeberg sagde, at han kun havde truffet to beslutninger i sit liv. Ellers oplevede han det, som om han var blevet ført - det ene ord havde taget det andet og bestemt hans skridt.

Lige før han tog afsted, fortalte han om den frokost, han lavede for dronningen og nedefter på Jyske Lovs 700 årsdag. Det var den frokost, hvor asparges blev hentet på Fyn, laks i Varde, ost i Sydslesvig, smør i Nordslesvig og kylling ved Århus.

Laksen fra Varde var leveret samme dag, men skåret, og derfor var der lagt et stykke papir imellem hvert stykke. I køkkenet blev så alle delene af frokosten sat på en tallerken, en portion til hver. Alt skulle være tilrettelagt til det yderste. Selvsagt tog de ude i køkkenet papiret mellem laksestykkerne af. Der var kun een eneste, der fik laks med mellemlægspapir. Skæbnen ville selvsagt, at det var dronningen.

Jeg er sikker på, at fortalte man den historie til Svend Åge Madsen, ville han straks spørre: - Stod der noget på mellemlægspapiret?

Så ivrig er han efter livgivende ord.

Med samme iver flyver Odin som ørn om kap med døden. Han bærer ordet som livets mulighed i sig. Når han ikke frem, er der kun ordløshedens intet tilbage. Tungt lastet som et bombefly bærer vingerne Odin til gudernes gård. Han kredser over landingsbanen, men der er fagligt møde dernede. Og i luften frygter Odin et farligt møde, for Suttung er også trukket i fjerham og vil prikke hul på ørnens bug med skarpe klør, så livets mulighed kan løbe ud i sandet.

Omsider får guderne dog stillet tre kar op, og hver gang Odin kredser hen over karrene, gylper han Kvasers blod ned i dem. Men i travlheden tisser han også noget skråt bagud. Jeg har altid tænkt, at det bliver til sølvbryllupssange og den slags.

Men omsider er karrene fyldt med ordets skaberlyst, fantasiens evne og livets mulighed. Suttung når ikke frem. Odin kan lande. En ny fred er født. Det er fra gammel tid udsagnet om, at livets mulighed ikke er til for at blive buret inde, men for i frihed sammen med ordets skaberlyst og fantasiens evne at fortælle modhistorien til krigen.

© Poul Erik Søe 1. maj 1999 i anledning af tildelingen af Danmarks Radios Rosenkjær-pris 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside
Læs andet Rosenkjær-foredrag 8.5.1999: Det livet gror af
Læs tredie Rosenkjær-foredrag 15.5.1999: Det glemte folk
Læs fjerde Rosenkjær-foredrag 22.5.1999: Menneske først
Læs femte Rosenkjær-foredrag 29.5.1999: Sangen om det gemte