Parti-herremændenes
dybe sammenhæng

Folketinget er voldtaget af partier, der har firedoblet egen statsstøtte og alligevel rager ulovlig EU-støtte til sig

Steen Gade bruger sine sidste dage i folketinget til at udstille en hellighed, der som hos alle frelste er vendt mod folk, der mener noget andet. Mens han selv opgiver folketinget efter sine vedvarende nederlag i Socialistisk Folkeparti fortæller han nu vælgerne, at ved valget til EU-parlamentet 10. juni er det folketinget, man skal tænke på. Derfor skal man efter Gades mening ikke stemme på Juni-bevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU, og det er jo hverken overraskende eller nyt i Gades mund. Men pressen sluger ordene råt.

Jeg skal ikke blande mig i, hvor Gade eller andre stemmer, men det er mere end sært, at hans rådgivning kan blive hovedhistorien i flere udgaver af pressen. Det mest sære er, at pressen gerne kører hans opfordring til vælgerne, skønt modhistorierne på samme tid er eet stort udsagn om det stik modsatte af Gades budskab.

Der er jo netop ikke sammenhæng mellem partierne i folketinget og arbejdet i EU-parlamentet. Den store sammenhæng, Gade foregøgler, findes ikke. Da slet ikke i det parti, han har været folketingsmedlem for. Partiet er delt mellem EU-modstand og EU-tilhængeri og har været det længe. Jeg finder det prisværdigt, at partiet på den måde spejler det danske vælgerfolk, mens prisværdigheden gælder selvsagt ikke, hvis man samtidig fremstiller uenigheden som sammenhæng.

Enhver ved fra Socialistisk Folkepartis seneste landsmøde, at partiet er på vej væk fra sit oprindelige grundlag, også i EU-spørgsmål. Vi ved også, at partiet har valgt den vej for at komme i regering med Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen og Kristeligt Folkepartis Jan Sjursen. Selvom det ikke kan siges rent ud, så ved enhver i og uden for Socialistisk Folkeparti, at partiets højeste drøm - at blive parlamentarisk godtaget til en plads i en regering - forudsætter et ja til den EU-politik, de andre i en sådan regering har. Stemmer man, som Gade ønsker det, får man et Socialistisk Folkeparti, der på EU-områderne taler med Mimi Jakobsens stemme. Når der skal skrives aftale mellem sådanne kommende regerings-partier, må Socialistisk Folkeparti give køb.

Endnu tydeligere og helt tidsmæssigt sammenfaldende med Gades valgtaktiske ord om sammenhængen mellem folketingets partier og EU-parlamentet kører socialdemokraterne to sideordnede løb i vild strid mellem folketingspartiet og EU-kandidaterne. Der er hverken hoved eller hale på socialdemokraternes holdning til de danske forbehold i EU. Og sammenhæng er det sidste ord, nogen ville bruge om socialdemokratisk EU-politik. End ikke socialdemokraterne selv ville bruge Gades udtryk.

For to aftener siden fik vi i Danmarks Radios fjernsyn udstillet, hvordan Det radikale Venstres uenighed er fremherskende. Den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen er uenig i forslaget fra den radikale EU-parlamentariker Lone Dybkjærs forslag om en selvstændig EU-minister i den danske regering. Lone Dybkjærs vrede gik ganske vist ikke ud over udenrigsministeren, men de to udspørgende journalister, der blev behandlet som tyende.

Sammenblandingen af folketingspartierne og EU-parlamentarikerne fremgår også rigeligt af det misbrug, der har fundet sted af EU-midler i Det radikale Venstre og - efter socialdemokraternes eget udsagn - også hos dem. Man har brugt EU-midler til formål, som ikke er lovlige. Venstre har ligefrem indført regler, som skal underskrives, hvorefter de valgte danske politikere i EU skal stille midler til rådighed for partiets apparat. EU-midlerne gives til hver EU-valgt selv, og hver EU-valgt er personlig ansvar for brugen af pengene, men danske partier ser stort på den slags.

Det er ikke folketinget, der er noget galt med, må man føje til her kort før grundlovens 150 årsdag. Det er partierne, der har voldtaget folketinget. Partierne har ved lukkede finanslov-forhandlinger, just som dem om efterlønnen, bevilget sig selv en firedobling af statens tilskud. Lavet så snedigt, at nye partier er udelukket fra støtten. Partierne gør sig til demokratiets ejere og vanskeliggør nye partiers opdukken. Og som Gade fortæller de os dernæst, at demokratiets nye herremænd i partierne bør foretrækkes for folk, der søger at finde andre veje for deres politiske indflydelse end netop igennem de selvforgyldte parti-godser.

Men det er jo landsforræderi, når jeg taler om den slags emner. Man må slet ikke sige noget lige nu, kun klappe i hænderne. Folk tænker ikke på EUs lønninger og diæter, nej, de tænker på, at vi bomber hver eneste nat, siger Mimi Jakobsen. Danmarks Radios mikrofonholder sagde før folketingets afslutningsdebat i går, at andre sager end Kosova-krigen små, og derfor skulle vi ikke vente et opgør mellem regering og opposition i afslutningsdebatten. Man kan æde så længe af hånden, at man glemmer selv at skære for.

Det opgør, vi efter journalistens mening ikke fik på grund af Kosova-krigen, havde vi ikke fået alligevel, for det er ikke skik så kort tid efter et folketingsvalg. Det har intet formål for oppositionen at piske en modsætning op, når udsigten til regerings-skift ikke er der. I år kan man bruge Kosova-krigen som undskyldning, men i hele folketingets historie i dette sekel har den samme stilhed været der i en regerings første styre-tid. Den egentlige grund til tavsheden er selvsagt, at Venstres Anders Fogh Rasmussen intet som helst ville få ud at et voldsomt angreb på statsminister Nyrup Rasmussen nu. Nyrup klarer selv at skaffe sig modstand blandt vælgerne, og et angreb på ham og regeringen nu ville virke  fremkalde medlidenhed med Nyrup snarere end fremgang for Venstre.

Det er den slags spil, som Socialistisk Folkeparti nu vil være del af med sine regerings-drømme, der i øvrigt heller ikke er nye, men blev søsat allerede under Aksel Larsen, som aldrig glemte, at han havde været minister i befrielsesregeringen. Gade går med et spark til mennesker, der har valgt en anden vej end hans egen. Han valgte tilmed at gøre det en dag, hvor parti-herremændene havde sikret sig at være ene om at føre ordet. Juni-bevægelsen og Folkebevægelsen mod EU er helt selvsagt ikke med i folketingets afslutningsdebat, fordi de ikke er partier. Folketings-partierne bruger så netop den dag til en EU-debat, fordi de er herligt fri for folkelig indsigelse. Og Gade snerrer desuden af dem, der netop ikke kunne komme til orde, og smukt demokratisk kalder hans deres synspunkter for "organiseret dumhed".

Kan vi i det hele taget holde 150 års grundlovsdag sammen som folk? Eller skal vi også den dag samles i partibåsene?

© Poul Erik Søe 28. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside