Tal pænt til os, frue
Det er dejligt, at centrumdemokraternes Mimi Jakobsen er rask igen. Hun er alt det, de konservative mangler, så karskheden har været savnet. Men raskmeldingen fører selvsagt med sig, at fredningstiden er omme.

Mimi Jakobsens valg af slutord til seerne i Danmarks Radios fjernsyns-udsendelse om centrumdemokraterne op til EU-valget 10. juni tyder på, at hun har for meget at gøre. Og det hjælper næppe på omhuen i forberedelserne, når hun mener, at hun sagtens kan klare både at sidde i EU-parlamentet og det danske folketing.

Mimi Jakobsen var faldet for de undersøgelser, der mente at give regeringen fremgang på grund af Kosova-krigen. En senere undersøgelse siger, at krigen næppe spiller nogen rolle for valgtallene. Det ville jo også være sært, da det er NATO, der fører krigen, og netop ikke EU, hvad EU slet ikke har nogen ret til efter de traktater, som EU-landene har aftalt.

Mimi Jakobsen valgte i sine slutord aldeles at se bort fra EUs virkelighed og fra centrumdemokraternes egne løfter til danskerne. Hun endte i et mærkværdigt krigsliderligt selvsving, der skulle overtyde os om, hvor meget vi skylder EU. Helt uden blusel talte hun om EU som skaber af fred og sikkerhed, skønt det netop ikke er tilstanden i Europa.

Mimi Jakobsen brugte en snedigt udregnet fremgangsmåde til at lokke os i sit spind. Hun opfandt en amerikansk mor, som hun førte en samtale med på skærmen. Hun sagde hele tiden frue til den amerikanske kvinde.

Den amerikanske kvinde, som Mimi Jakobsen havde grebet ud af den blå luft, undrede sig over, hvad hendes søn lavede på Balkan som soldat. Mimi Jakobsens mening var, at der skulle være europæiske, især danske soldater i stedet for fruens amerikanske søn.

Amerikanerne havde været så venlige endnu engang at komme os til hjælp. Men den amerikanske frue måtte endelig forstå, at vi skam i EU var ved at få orden på det hele. Vi var ved at forberede os, så vi næste gang kunne undvære amerikanske sønner af amerikanske fruer.

Man må gå ud fra, at Mimi Jakobsens amerikanske frue læser amerikanske aviser. Fruen vil da have et ganske andet syn på Kosova-krigen end det, Mimi Jakobsen i sin grove udnyttelse af krigens nød og eledighed til stemmefiskeri byder på. Ingen amerikanske aviser, ikke en eneste selv af de mest præsident-venlige og NATO-ivrige aviser, er nogen sinde kommet på andet indfald, end at USA først og fremmest selv ville Kosova-krigen.

Amerikanske aviser har i en alvor, dybere end Mimi Jakobsens, drøftet, hvilken drivkraft præsident Clinton havde til at indlede krigen. Der har mest været nævnt udenrigspolitiske grunde, især ønsket om at udvikle præsident Bush's ord om den ny verdensorden. Amerikanerne har som vi været optaget af, at krigen ikke er godkendt af FNs sikkerhedsråd.

Og amerikanerne har lige så selvsagt drøftet, om den manglende FN-baggrund skyldes et forsøg på at skubbe FN, som amerikanerne ikke betaler bidrag til fuldt ud, ud på sidelinjen, eller om meningen er at give NATO-pagten et nyt indhold, fordi modsætningen mellem Sovjetunionen og de vestlige lande ikke længere findes i den kolde krigs udgave. Dernæst har alvorlige amerikanske aviser og elbårne medier drøftet, om Kosova-krigen foruden et opgør med Rest-Jugoslavien rummer en stræben efter at ændre folkeretten, så demokratiske lande kan gribe ind over for diktatorer med våbenbrug.

Dernæst har amerikanerne, også fruerne, været optaget af, om der kunne ligge en indenrigspolitisk drivkraft bag Clintons holdning, dels en ganske åben drøftelse af Clintons mulige blik for, at hans præsident-virke for omdømmets skyld måtte ud af cigar-kassen. Hvortil kommer, at hans politiske modstandere, republikanerne, i meningsmålingerne ved krigens udbrud fik mere ros fra vælgerne for deres udenrigspolitik end Clintons demokrater.

Hvis Mimi Jakobsens amerikanske frue ikke var frit opfundet, men fandtes i virkeligheden, ville hun sikkert svare centrumdemokraternes førstedame, at fruens søn i øvrigt har meldt sig frivilligt som soldat velvidende, at han ville kunne blive sat ind hvor som helst i verden, sådan som amerikanerne i en årrække har haft det for skik. Det er jo grunden til, at USAs skiftende præsidenter med stolthed siger, at USA er den fri verdens ledende nation.

Det faktiske forhold er, at de europæiske lande i NATO, også store lande som Frankrig og Tyskland, meget længe ønskede et FN-indgreb i Kosova, og at NATO-løsningen først og fremmest skyldes amerikanerne.Mimi Jakobsen misbruger groft amerikanernes egen holdning til at udstille de europæiske lande i NATO som udnyttere af amerikansk velvilje. Amerikanerne ser NATO som det redskab, NATO blev skabt til at være, nemlig et forsvar for demokratiet. Det nye er, at NATO nu også uden for sit eget område går til angreb i demokratiets navn. Ingen har mere end USA ønsket at sætte sine egne fruers sønner ind på den opgave, Kosova er.

Derfor var Mimi Jakobsens mange slutord at slå plat både på NATOs demokratiske holdning, USAs egenvilje til krigen i Kosova og danskernes følelse af afmagt. Det bliver ikke mindre plattenslageri, når man tænker på, at centrumdemokraternes tidligere leder, fruens egen far Erhard Jakobsen i Danmarks Radio med lige så store bogstaver forud for folkeafstemningen om Det indre marked lige så forførerisk, lige så snu sagde, at EU-hær ville der aldrig komme.

Ikke en buks var tør, da Mimi Jakobsen sluttelig greb til Kennedys ord om ikke at spørge til, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet. Vi skulle ikke spørge til, hvad vi kan rage til os i EU, men hvad vi kan gøre for EU. Det, både EU og danskerne kan få fordel ved at gøre lige nu, er ikke at sende Mimi Jakobsen i EU-parlamentet. Vi kan da vist slet ikke undvære hende.

© Poul Erik Søe 26. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside