Nu er alle fagforeninger frie
Højesterets dom i dag åbner for den nødvendige nydannelse på arbejdsmarkedet

Dagens dom i Højesteret mod fagforeningerne åbner for den nødvendige nydannelse i danskernes arbejdsliv. Dommen frempresser den åbning til nutid, som allerede længe har været ønsket hos arbejderne selv. I mere end tyve år har også folk, der ser værdien af fælles aftaler på arbejdsmarkedet, ofte være hårdere i ordene mod  fagorganisationerne end modstanderne. Det tog allerede fart, da det blandt medlemmerne oftere hed fagforbeningen end fagforeningen. Eller da Thomas Nielsen ved sin afgang fra formandsposten i LO tog sig sammen til at sige, at "vi har sejret ad helvede til".

Fagorganisationerne, men sandelig også arbejdsgivernes forening og Dansk Industri, var endt i en velbjerget dagligdag, hvor der var så langt fra gulv til top, at det måtte ende med et oprør fra neden. Men måske det voldsomme oprør nu er undgået med Højesterets dom, der af sig selv baner vej for det, der ellers kun var kommet efter indbyrdes kamp i organisationerne.

Højesteret har uden tvivl haft svært ved at fælde dom, fordi tanken om hævdvundne rettigheder indgår og står over for et nutidigt frihedssyn, som mere er den enkeltes end fællesskabernes. Det er jo grunden til sammenstødet mellem dansk skik og brug og menneskerettighedernes regler om ikke tvangsmæssigt at underordne sig fællesskaber, man personligt eller politisk ikke ønsker at være med i.

Sagsøgeren, der fik medhold i Højesteret, skal have en godtgørelse på 200.000 kroner, fordi han efter Højesterets mening ulovligt blev fyret, da han ikke ville være del af den eksklusiv-aftale, virksomheden indgik efter hans ansættelse. En dom er en dom, også selvom der kun var fem højesteretsdommere for domsordene og fire imod.

Men dommen gælder tilsyneladende, mens disse ord skrives, kun den tilstand, hvor en medarbejder allerede er ansat på en arbejdsplads, når en såkaldt eksklusiv-aftale indgås, altså en aftale mellem en virksomhed og en fagorganisation om, at der udelukkende er een fagforening på virksomheden, som alle skal være medlem af, og som alene har ret til aftale overenskomst. Er den tolkning af dommen rigtig, er der endnu et stykke vej til den ønskelige tilstand, at eksklusiv-aftaler helt er forbudt som i Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien og fler lande endnu.

Dommen er udtryk for et nutidige frihedssyn, men også for de faktiske forhold i jernindustrien, som man sagde engang. Fællesskabet blandt arbejdstagere eller arbejdsgivere kan  ikke længere kaldes bevægelser. De er i stedet organisationer og i nogle tilfælde også modstandere af store grupper af deres egne medlemmer.

Når bevægelser stivner, kalder man dem organisationer, og sådan er værdifulde opbrud i århundredets første årtier endt i deres modsætning. At fagorganisationerne virkelig kan blive til deres egne medlemmers fjende, ser vi i organisationernes medvirken, tilrettelæggelse og pengemageri på kursus-virksomhed for tvangs-anbragte ledige på dagpenge-dressur. Det er skandaløst, hvad der her sker i den gamle fagvægelses navn.

I hvert fald for en tid bliver der mindre arbejdsro i Danmark end tidligere, men en del af arbejdsroen var gravens ro, hvor gravøllet i arbejdsgiveres og arbejdstageres fælles fest ved indgåede overenskomster var vigtigere end kampen. Der bliver sandsynligvis mere arbejdskamp nu, indtil den nye form falder på plads. Men en del af kampen er overflødig, fordi stridsemnerne skyldes stivhed. Det gælder tydeligt de modsætninger, gymnasielærerne er ude i, når 95 procent af dem siger nej til en overenskomst, som de alligevel skal sluge på grund af organisationernes stive opbygning. Lignende tilfælde kendes også blandt arbejdstagere, der ikke er ansat i det offentlige.

Og det var endnu tydeligere i foråret, da organisationerne af arbejdsgivere og arbejdstagere på metal-området fik sig en ordentlig begmand med arbejdernes nej til fest-overenskomsten, som regeringen derefter gjorde til lov. På en sær måde er jo regeringer i Danmark - uanset partifarve - del af eksklusiv-aftalerne, fordi de største partier er alt for afhængige af de selvsamme organisationer, de griber ind over for.

Selvsagt vil mange på begge sider i arbejdslivet synge sangen om den danske model, som har skabt arbejdsro, men det er en sær lovsang, når arbejdsroen - som det nu er påvist i Højesteret - skyldes ulovligheder. Håbet må være, at organisationernes folk besinder sig. I virkeligheden er jo alle fagforeninger i Danmark med Højesterets dom blevet frie fagforeninger. De er ude i kampen nu på lige vilkår med dem, der i andre organisationer har gjort op med de faglige foreningers tætte tilknytning først og fremmest til et enkelt parti. I stedet for surhed bør fagforeningerne hilse dommen velkommen og som frie fagforeninger - eller på vej til at blive det -  indse, at nu er det dygtighed og forhandlingsevne mer end ulovlig magt, det kommer an på.

Og så er det da helt hyggeligt, at dommen falder fem dage efter l. maj og ikke fem dage før. Højesteret lever åbenbart ikke helt uden for virkelighedens verden. Og da sagen, der i dag er faldet dom i, næppe ender med Højesterets ord, men går til Menneskerettigheds-domstolen, så er sidste ord ikke sagt. Det ville være klogt, om arbejdsmarkedets parter ikke venter på en mellemfolkelig dom, men i stedet selv tilpasser arbejdsmarkedet til et nutidigt frihedssyn.

© Poul Erik Søe 6. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside