Tvivlen skyldes selvtillid
Er politikerne et spejl af vælgerne - eller vælgerne et spejl af politikerne?

Folk er klogere, end folk tror. Det gælder også folk i andre lande. De er lige så meget på spanden som danskerne. De har mistet troen. Det vil sige, de har mistet tilliden. Og det sære er, at det er et sundhedstegn. For folk har stadig tro på sig selv. Af og glemmer vi bare, at vores tvivl skyldes selvtillid.

Inderst inde ved vi udmærket, hvad vi vil. Og netop derfor ser det ud til, at vi hverken ved fra eller til. To af tre danskere kan her fjorten dage før valget til det såkaldte EU-parlament ikke sige, hvor de vil stemme. Eller om vi i det hele taget vil stemme.

Sådan siger i hvert fald undersøgelserne, men undersøgelser kan selvsagt kun måle det, der kan måles. Og danskerens vilje er en gåde, og gåder kan gættes, men ikke måles.

Måske ligger der et praj i den undersøgelse, som siger, at nogen vil stemme på Venstre og Socialdemokratiet. Men når de selvsamme mennesker får at vide, at Bertel Haarder og Torben Lund står øverst på de to partiers lister, så vil de alligevel ikke stemme. Folk er klogere, end folk tror.

Det er underkastelse, hvis et folk spejler sine politikere, og demokrati, hvis politikerne spejler folket. Det er gådefuldt, om vælgernes tvivl er et spejlbillede af politikernes europæiske rundtossethed, eller om politikerne i virkeligheden er rundtosset, fordi de prøver at spejle vælgerne og at sanke stemmer på at ligne vælgerne.

Selv den mest tolvstjernede europæer krummer tæer, når den tidligere folkesocialistiske EU-modsiger John Iversen nu som socialdemokrat kalder det nationalromantik at elske sit fædreland. Lad gå, at han lod sig friste af stillingen som sekretær for den danske EU-kommissær. Lad gå, at han blev filmisk snuppet, da han hævede penge for et møde, han ikke gik til. I EU-parlamentet er den eneste dumhed i den sag, at han blev opdaget. Ellers fulgte han jo bare skik og brug.

Og selv den mest dannebrogs-dånende EU-modstander krøller ikke kun tæer, men også ben og mave, når Dansk Folkeparti kan sætte den tidligere socialdemokratiske EU-spytslikker Mogens Camre øverst på sin liste til valget. Han har brugt sine halvfemsere til at undergrave alt, hvad han nu går til valg på. Dansk Folkeparti har valgt sig en bydreng, der først og fremmest går egne ærinder.

Danske EU-politikere har det med at skrive bøger, og det sparsomme fremmøde i EU-parlamentet giver dem god tid til det. Bøgerne trykkes især i de år, hvor der er valg. De gør bogen til dansebulens skampæl, som de vrider deres nøgenhed omkring for at lokke en halv times udsendelse ud af den elbårne presse, hvad der altid lykkes.

Senest har man hos John Iversen kunnet læse, at dansk EU-politik bygger på løgn, fortielse og bedrag. Da Danmarks Radio lod ham danse om skampælen, føjede han til, at han selv havde været del af løgnen, fortielsen og bedrageriet. Netop derfor mener han, at vi skal stemme på ham nu. Han er jo - modsat alle andre selvsagt - så ærlig, at han tør indrømme løgnen. Men i dansebulens hede glemte han at dække sin ny nøgenhed. Han anede ikke, hvad statsminister Nyrup Rasmussen skulle sige, når Nyrups ord om, at "forbeholdene står fast før, under og efter Amsterdam-traktaten", i virkeligheden er på løgne-listen.

Lige nu mener statsministeren, at EU skal have mulighed for at erklære krig, vel at mærke med NATOs soldater. Det er nu hans måde at tage Kosova-krigen til stemme-indtægt på. Stærke mænd har dragning for en tid, selvom de går i Clintons bukser og Blairs sko. Statsministeren ytrer sig jo efterhånden kun så skræmt og kort, at hans ord ligner stavebrikker for første klasse. Derfor er det svært at skue gennem ytringerne.

Egentlig er krige jo FNs sag, men især USA vil sætte NATO i FNs sted. Det er sket i Kosova-krigen, og tolkningen må være, at statsministeren finder NATOs løsning for dårlig, så EU skal træde i stedet. Modsat har EU endnu ikke efter to måneder fået sendt den milliard afsted, som er bevilget til flygtningene. Nødhjælpen sidder fast i bogholderiet. Måske er statsministeren virkelig så fremsynet, at han vil lægge krigene i EUs herskerhånd, fordi han ved, at så går alt i stå. Kun svindel går let over EUs skranker, men det ville jo have været kønt, hvis svindel-kommissionen, som stadig sidder trods påvist fælles ansvar for bedragerierne, ligefrem skulle være ansvarlig for krigs-erklæringerne.

Statsministeren siger ikke, hvordan han ville komme uden om løfterne til vælgerne om det modsatte af, hvad han nu vil have os til. EU-politikerne i folketinget har ellers selv opfundet de fire danske forbehold. Vælgerne blev slet ikke spurgt på forhånd, for forbeholdene var vedtaget i folketinget før folkeafstemningen 1993. Og der blev aldrig givet vælgerne mulighed for at vælge mellem forbeholdene - eller mellem andre forbehold. Samtlige danske undtagelser er alene de danske politikeres eget valg uden om danskerne.

Alligevel fremstilles det, som om EU-vanskelighederne skyldes det danske folks tilbageståenhed i forhold til andre europære. Men ingen, absolut ingen, har spurgt os på forhånd. Det var heller ikke det danske folk, men partiernes politikere alene, der vedtog, at de danske undtagelser kun kunne ophæves efter folkeafstemning. Nu fremstilles det, som om det er de dumme, knarvorne danske vælgere, der har skabt vanskelighederne.

Når to ud af tre danskere fjorten dage før EU-valget ikke ved, hvor de vil stemme, kan det skyldes, at deres viden er væsentlig og voksen. De ved, at der slet ikke bliver taget hensyn til dem.

Danske politikere vedtog at holde Danmark uden for euroen. Det gjaldt, indtil euroen kom. Så skulle vi pludselig være med, og økonomiminister Marianne Jelveds 18 millioner kroners kampagne skulle overtyde vælgerne om det. Det blev sat i stå. Af den enkle grund, at euroen i de første tre måneder tabte 10 procent i værdi. Der var en ny slags valutaslange i det europæiske paradis.

Det er jo igen løgnens, fortielsens og bedrageriets landskab. Man tager ikke engang dem alvorligt, som mener noget med EU og europæisk fællesskab. Der er ikke så få danskere, som redeligt og ansvarligt ud fra deres eget skøn og bedste overbevisning mener, at en europæisk union og euro-møntunionen er fremtiden. Det er alvoren i deres holdning, der spottes, når deres politiske talsmænd kun vil euroen, hvis der er taktisk og pengemæssig fordel ved den. Mens euroen bliver stadig svagere på valuta-markedet, ligger de danske EU-partier underdrejet i løgnens farvande, men hele tiden rede til at sætte lurendrejerens sejl, hvis meningsmålingerne og valuta-udsigten taktisk bedrer sig.

Fremfærden spotter også selve det europæiske fællesskab, regeringen og EU-partierne taler så smukt om, når det ellers passer i valg-krammet. Hvis EU-partiernes holdning til union og møntunion var redelig, rank og stærk, så ville de have fortsat deres forberedelse til indtræden i møntunionen, ja, fremskynde den. For har talen om fællesskab hjertets grund, så træder man ind, når det kniber, og mens svagere lande kan have glæde af, at et pengemæssigt stærkt Danmark slutter sig til. Men hos danske EU-partier er tegnebogen hjemsted for hjertet, flad som en fidus.

Danske EU-politikere har, atter uden at spørge vælgerne forud, vedtaget, at Danmark skal undtages fra EUs retssamarbejde. Nu i valgkampen siger Det radikale Venstres retspolitiske ordfører, Elisabeth Arnold, at det er vanvittigt. Hun siger ikke, at Det radikale Venstre gjorde en vanvittig vedtagelse, da partiet gennemførte den danske undtagelse uden først at spørge vælgerne. Hun siger ikke, at regeringen eller EU-partierne opførte sig vanvittigt. Nej, hun bruger bare ordet vanvittigt i al almindelighed, som om det er vælgerne, EU-modstanderne eller blot folket, der har forledt politikerne.

Når Elisabeth Arnold nu pludselig har fået den åbenbaring, at Det radikale Venstres og de øvrige EU-partiers egen vedtagelse er vanvid, så skyldes det, at EU vil lave indbyrdes flygtninge-aftaler. Det var kendt, da retssamarbejdet blev gjort til en undtagelse, uden dengang at blive kaldt vanvid. Men da vidste vi jo heller ikke, at tyskerne ville opføre sig mangefold mer anstændigt over for flygtninge end den danske indenrigsminister og folketingets flertal. Den danske undtagelse fra EUs retspolitiske samarbejde hindrer os på ingen måde i at være anstændige, og der er i Det radikale Venstres medløberi i indenrigsministerens flygtninge-politik mer vanvid end det, Elisabeth Arnold skildrer.

Det er næsten for vittigt at kalde den danske undtagelse på rets-området for vanvittig, når Elisabeth Arnold og hendes parti har bidraget til, at Danmark - trods landets undtagelse - er blevet del af den europæiske politistats-indretning, der kaldes Schengen-aftalen. Schengen bygger mur mod omverdenen og mindsker den personlige frihed gennem kontrol i former, vi ellers kendte alt for godt fra den union, der bar sovjet-navn og døde af mangel på frihed. Vælgerne gennemskuer let, at Elisabeth Arnold så nemt som ingenting kan få Danmark med i EUs flygtninge-aftaler. Det er kun hendes egen frygt for de politiske følger, der hindrer hende.

Folk og folkevalgte har det svært med hinanden for tiden. De folkevalgte, der skulle være et spejlbillede af folket, ses af vælgerne som et vrangbillede. Og de folkevalgte ser vælgerne som et vrangbillede på deres drømme, et demokratisk mareridt, hvor undersøgelser, meningsmålinger, folkeafstemninger og valg hindrer fællesskab.

Ingen kan bilde os ind, at nutidens folkevalgte skulle være ringere end tidligere tiders. Folket, som ganske vist er fort lille til nogle politikeres storhedsdrømme, er nok heller ikke ændret meget. Alt skal ikke forklares ved menneskelige brist. Snarere er vi i en frugtbar, men også farlig overgangstid. Vi ved ikke, hvad vi vil, men vi ved meget nøje, hvad vi ikke vil.

Man kunne slappe af og trøste sig med det givne, at overgangstiders særpræg netop er, at de går over. Men så letfærdigt tør vi ikke omgås fremtiden. Det særegne er jo, at lader vi stå til, så ender det ikke som i tidligere tid med, at vi har et Danmark, som vi så kan indrette forfra, hvis vi er utilfredse med overgangstidens følger.

Denne gang handler det ikke om som på Estrups tid, som i trediverne eller som under besættelsen at lade nogle kræfter rase ud, finde os i deres hærgen for så siden at bøde på skaderne. Nu er kendsgerningen, at det ikke er vort eget land, vi står tilbage med efter overgangstiden. Når EU nu - som de store lande og Nyrup Rasmussen ønsker det - får krigen som værktøj, så vender våbnene også indad mod det danske folk selv og ethvert folk i Europa.

Vi ved det fra USA. Hver stat i USA havde ret til at træde ud af de forenede stater igen. Men da en amerikansk stat, Texas, vitterligt brugte sin ret og trådte ud, så blev unions-soldaterne sat ind. Texas blev tærsket på plads. Historien vil med sikkerhed gentage sig i Europa, ja, den er allerede ved at gentage sig, for i en god sags tjeneste er staternes selvråderet sat ud af spillet. Fremgangsmåden er allerede så småt ved at blive ny folkeret i nogens opfattelse.

Om få år vil et dansk folkeflertals ønske om at træde ud af unionen blive set som en krænkelse af unions-flertallet og hindret med våbenmagt. Jeg ved godt, de fleste ryster på hovedet. Men hvor mange gange har vore politikere ikke sagt, at der hverken blev union eller EU-hær, og hvor mange gange blev vi, der sagde det modsatte, ikke gjort til grin? Derfor handler det ikke om sølle fire forbehold, som danske politikere selv har fundet på, men om retten til at være et selvstændigt folk.

© Poul Erik Søe 23. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside