De deler rovet i
stedet for kjortelen

Pavestaten forbillede for EU , der af den ny formand for kommissionen
kaldes et kristeligt fællesskab
EU har hentet sin nye formand for kommissionen i Italien. Det er glædeligt, at der i hvert fald personmæssigt sker et ryk væk fra den europæiske midte, som med omegnen af Tyskland og Frankrig har udfoldet den slags magt, hvor demokrati og ansvarlighed ikke spiller nogen rolle, når blot EU bliver større.

Romani Prodi, den ny formand, er tidligere italiensk regeringsleder, hvad der ikke i sig selv er noget, for der er jo næppe den italiener, der ikke har siddet på den post. Det gik hurtigt med at udpege Romani Prodi på regeringsledernes møde i Berlin, hvor de lavede alt muligt andet end det fornødne - at hjælpe flygtninge i Kosova. Det var vigtigere at dæmpe landbrugs-reformen til de store landes fordel end at hjælpe på den nød, EU selv havde været med til at fremkalde med bomberne.

Det gik så hurtigt med den ny formand, for at skabe læ for stormen fra EUs svindel-sager, at det socialistiske flertal i EU pegede på en borgerlig som formand. Det har blandt andre det danske medlem af EU-parlamentet, Freddy Blak, brugt som grund til at stemme imod Prodi. Men det er for små sko. Med de øjeblikkelige politiske tilstand i Europa vil såvel kommission som parlament blive overvejende socialistisk, og selvom der næppe i hastværket er tænkt så langt, så er løsningen i hvert fald for ligevægtens skyld ikke dårlig.

Selvom det kun er et lille skridt i retning af vanlige demokratiske tilstande og i kampen mod EUs misbrug af stillinger til egennytte, så skal det også godskrives Prodi, at han som sin kontorleder har udpeget en irer. Ganske vist har ireren været del af EUs syge opbygning i årevis og vil uundgåeligt være præget af den løsagtighed, som kendetegner EU, men det kan med lige så stor rimelighed hævdes, at det er nødvendigt med en kontorleder, der ikke står ny og sårbar over for magt-systemet, hvis der er alvor i kampen mod svindelen.

Men de små skridt er ikke nok til den sti, Prodi skal gå for at gøre EU spiselig. Og i virkeligheden har han slet ikke lyttet til den modstrøm, der i de fleste lande udtrykker ønsket om mindre EU og større folkelig selvstændighed. Hans første tale til parlamentet lød som ord fra en gammel mand, der ikke længere har brug for at følge med eller lytte, men som gentager, hvad har vundet italienske valg på.

Hans anden tale var mildnet, men dog ikke mer, end at omkring 70 stemte imod ham. Blandt dem var en del danskere. Det radikale Venstres medlem af EU-parlamentet Lone Dybkjær, som ellers så frejdigt havde talt om at stemme imod Prodi, trak i egen nødbremse og nøjedes med at undlade at stemme. Grundene til modstanden mod Prodi er, at han mer europæer end europæerne. Han vil mer union, og skønt EU netop i Kosova-krigen har vist sig bovlam både i tilrettelæggelsen af krigen og den manglende tilrettelæggelse af flygtninge-hjælpen, så er Prodis drøm stadig EU-hæren.

Han vil indføre fælles skattepolitik i EU, og så ved vi, hvor vi er henne. Skatterne hænger så nøje sammen med social-politikken, at velfærds-statens dage er omme, hvad danske politikere da også med omhu har gjort sig rede til længe i lovgivning efter lovgivning. Når Prodi helt ser væk fra det sociale indhold i skatte-politikken, skyldes det hans katolske baggrund. Og det er netop en baggrund, han selv fremhæver, når han mintro omtaler EU som et kristent fællesskab. Det er altså de fælles kristne værdier, der ligger til grund for det EU, der efter Prodis mening skal ende som Europas forenede Stater.

Det smager ikke godt efter dansk skik at udstille sin egen kristelighed, og det er selvsagt værre, når en ny formand for EU-kommissionen indleder med at varsle kristent korstog. Dermed giver Prodi medhold til den vrede, som fik ministerpræsident Yilmaz i NATO-landet Tyrkiet til i december 1997 at skylde den tidligere tyske forbundskansler Helmuth Kohl for at ville gøre EU til "en kristen klub". Kohl havde sagt, at EU ikke havde plads til et land, der ikke deler de andre landes kulturelle identitet.

Nu har vi utvivlsomt i Prodi at gøre med en katolik, der bruger ordet "kristen" som pynteord, ligesom nogen uden omtanke kalder sig socialister, liberalister, radikale og konservative. Man kan vade så længe rundt i sin egen fordom, at man tror at dele den med alle andre. Men det er selvsagt mer end mangel på omtanke at tale om et kristent fællesskab i EU, når det kristelige vitterligt deler mere end det skiller. Og der er mindst to tydeligt modsatte kristne retninger i EU, den katolske og den protestantiske, og der er selvsagt fler.

Fordi Italien var med blandt de seks lande, der gjorde unionen til mere union ved at udvikle Benelux-samarbejdet til det nuværende EU, har italienske politikere haft mulighed for at værne det katolske islæt i EU, og katolikkerne sidder på et stærkt flertal, der er mere afgørende end de politiske modsætninger. Fra og med Maastricht-traktaten har opbygningen af EU tilmed pavestaten som forbillede med det katolsk udtænkte subsidaritetsprincip, der er pavestatens måde at holde stedlig indflydelse i skak på. Danske EU-politikere skyndte sig at oversætte ordet til nærhedsprincippet, uden at nærheden nogen sinde kom os nær.

Men ikke bare er EUs flag et katolsk Maria-banner i farve og stjernetal, nu tydeliggøres modsætningerne yderligere. De protestantiske statsministre i Norden er i dag gået sammen for at få standset EUs frynse-fråds. Det katolske flertal i det EU-parlament, som slog sig op på at vælte kommissionen blot på nogle få svindel-sager blandt mange, værner sine egne lønninger og "retten" til at tjene tykt på hver rejse, de tager på. Jo fler rejser, de drager af sted på, jo bedre bliver deres personlige økonomi. Og selv fortjenesten på rejserne ydes der ikke skat af.

Danmark hører til de få lande, der i hvert fald her i månederne op til EU-valget 10. juni har gjort lidt for at få stoppet det grove misbrug, som løn og frynsegoder er. Man kan hævde meget, men ikke at det er det kristne fællesskab, som ligger til grund for EU-nasseriet. EU-parlamentet deler hellere rovet end kjortelen.

Alt for sent - efter parlamentets vedtagelse af at sikre det fortsatte luksus-liv på EUs regning - rykker nu de protestantiske statsministre ud. Noget må der jo til for at sløre svindelen og frynse-frådset, så vælgerne får malet troskyldighed for øje. Katolikkerne griner fra Dublin over Paris til Rom. For dem er EUs mål, Europas forenede Stater, vor tids Peterskirke, og de ved, at Nyrup er ingen ny Luther.

© Poul Erik Søe 7. maj 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside