Middelalderen er gået af mode
- reformationen er allerede sket
Vælgerne blev hjemme for at sige til EU-politikere, at de også skal blive hjemme

Middelalderen er gået af mode igen. Middelalderen har været yndet mode-emne nogle år. Med EU-valget i sidste uge har folkene i EU-landene uden indbyrdes aftale selvstændigt og værdigt indledt reformationen, den politiske reformation.

Også i Danmark er det med eet slag nat med de politiske kardinalers knæfald for EU-kirken.

Lige forud var den middelalderlige pavestat blevet forbillede for EU-partierne, nu står de med lutter nederlag. Et billed på den ny middelalder er magt-vrangbilledet i  Det radikale Venstre, der er blevet så europæisk oven i hovedet, at partiet er endt som en dydvogtende, katolsk pigeskole med højre mure omkring og daglige eftersyn af medlemmernes europæiske mødom.

Partiet har i København og på Frederiksberg smidt deres folketingskandidat, Lave Knud Broch, ud. Grunden er, at han ved opstillede som nummer to ved EU-valget for Folkebevægelsen mod EU.

Det er en ny stil, aldeles ude af pagt med Det radikale Venstres oprindelige grundlag med værn om mindretallene. Partiet er endt i en enøjethed, der nu også krænker selve kernen i partiets folkestyre-syn.

Det handler om, at Det radikale Venstre som en række andre EU-tilbedende partier holder halvdelen af det danske folk uden for indflydelse. Danskere, der er imod EU eller bare ikke har en kælen holdning til Bruxelles, vil aldrig komme nærmere den politiske magt end stillinger som rengøringsfolk på de rettroendes kontorer.

Det radikale Venstre deltager i en regering, der trods åbenbar EU-indsigelse fra halvdelen af danskerne, ikke har gjort plads til så meget som een EU-modstander på minister-stolene. Vi skal tilbage til visnepolitikkkens og konseilpræsident Estrups tid i slutningen af forrige århundrede for at finde mage til diktatur. Omkring firs procent af danskerne var bønder dengang, men der gik 52 år fra grundloven 1849 til udnævnelsen af den første bonde som minister.

Folket var ganske enkelt holdt uden for, og det gentager sig nu. Der tåles ikke alsidighed i regeringen og blandt de folketingspartier, der har Bruxelles som helligby. Indsigelsen, åbenheden og forskelligheden tåles ikke. EU er religion for politikernes lukkede præsteskab, og enhver anden politisk trosretning dømmes ude.

Det var nok at vente, at Det konservative Folkeparti optrådte sådan. Det så man, da partiet forbød det EU-vrantne folketingsmedlem Frank Dahlgaard plads på partiets liste. Man skal dagligt bøje sig i støvet mod sydvest for at komme til orde eller have politiske muligheder i det EU-besatte Danmark. Vælgerne skal endelig ikke have valgmuligheder. Krydset på en stemmeseddel opfattes alene som muligheden for at godkende partiledelsens standpunkt.

Det radikale Venstre er endt i samme politiske kloster som de konservative, og det er en skændsel mod hele den radikale sædvane og historie. Og man skal ikke regne med, at kloster-tilstanden ophører uden en politisk reformation, men den reformation indtraf i søndags.

EU-landenes øjeblikkelige stilling ligner til forveksling pavestatens ved den nu så elskede middelalders slutning. Som paven urørt af den folkelige harme byggede på sin Peterskirke for tilsvindlede aflads-midler, sådan bygger EU-landene og EU-partierne troligt videre på svindelens EU-kirke.

Nu har vælgerne så tydeligt som tænkes kan bortdømt EU-parlamentet ved det just overståede valg. Folk vil ikke røre ved parlamentet med en ildtang. Men pave-staten EU gør, som paven gjorde det lige før Luther, Calvin og Zwingli, fortsætter, som om folkene ikke findes. Herhjemme er det just den radikale Marianne Jelved, der spiller kvindelig pave, hvad pavestaten også har kunnet byde på. Hvis Marianne Jelved havde været til måltid med Luther, ville hun ikke have forstået et ord, men bagefter højest kunnet skildre gulvbræddernes afhøvling.

Vor tids afladsbrev, euroen, der på mirakelvis skal føre os lige ind i paradiset uden om virkelighedens skærsild, er efter Marianne Jelveds syn helt urørt af EU-folkenes begmand til hele den politiske EU-kirke og dens kardinaler med deres topmøder, som de selv fornærmende kalder sammenrendet bag tilmurede døre.

Den engelske førsteminister, Tony Blair, slået til jorden af et kæmpenederlag og kun 23 procents valgdeltagelse, rejser et kort øjeblik det slagne hoved fra den duggede eng og hvisker det hellige navn: euro. Den lige så hårdt ramte tyske socialdemokratiske leder, Gerhard Schröder, gør i nødens yderste stund reklameord til sit helligskrift: - Vi har forstået.

Nej, det er de europæiske folk, der har forstået. De har også fundet et tydeligt sprog at udtrykke forståelsen på. De er harme, de er vrede, men de er ikke længere afmægtige.

Finnerne, der er blevet udskreget som de mest vilde EU-tilhængere i Norden, slog deres nej op på kirkedøren med en valgdeltagelse på kun 30,1 procent. Ikke engang halvdelen af franskmændene mødte frem. Hollænderne, som engang var med til at støbe unionens form, er holdt op med at gå i EU-kirke. 29,9 procent af hollænderne stemte, så få som aldrig før.

Den politiske reformation står endog for døren i Italien, hvor kun 33,7 procent stemte ved EU-valget. I Portugal var det kun 40 procent. I Sverige 38,3, den laveste svenske valgdeltagelse i mer end hundred år. Tyskerne nåede end ikke op på den danske valgdeltagelse, men holdt sig nede på 48 procent. Kun hvor der er stemme-pligt og trussel om bøder, er stemmeprocenten højere. Men man kan ikke straffe til tro.

EU-politikernes ord rundt om i enkeltlandene viser, at de ikke har forstået. Det kommer de til. De kender ikke en reformations inderste væsen og arbejdsform. Når først ordene er slået op på EU-kirkens dør, så dør ordenes igangsættende kraft aldrig. De europæiske folk har enigt, entydigt og med samme kraft sagt nej til det EU, politikerne har indrettet. De europæiske folk har afskaffet EU-parlamentet, nedlagt det. Den politiske Peterskirke står til nedrivning.

Reformationens væsen er ikke vold og magt. Vi har historisk set, at reformationen kan ende i vold, men reformationens egentlige væsen er det mundbårne ord, der fra menneske til menneske vokser til storm for grænseløst og hensynsløst at feje magthavernes drømme i rendestenen.

Den politiske reformation står nu øverst på dagtavlen. De europæiske folk har med deres stemmer og med fraværets foragt krydset EU i sin nuværende form ud. De europæiske folks nej må omsættes til ændringer. Det kan ske gennem det politiske system i de enkelte lande, hvis der lyttes for første gang til de råb, der fra afmagt er er groet til selvværdighed. Men vil EU-politikerne og EU-partierne gentage pavestatens fejl ved middelalderens slutning, så lader de som ingenting, og så vil folkenes indsigelse finde veje, der selvfølgeligt fører til det, der i Danmark smukt kaldes for systemskifte.

Den dag er nær, hvor et menneske med stolthed vil sige, at det er blevet bortvist fra EU-partierne, fordi det havde en selvstændig mening. Den dag er nær, da et parti som Det radikale Venstre ihærdigt vil spørge, om de bortviste ikke vil komme tilbage.

Valget viste, at den dag allerede er kommet, hvor ingen tror på statsminister Nyrup Rasmussen, når han efter afstemningen om Amsterdam-traktaten sagde, at de mange nej-stemmer ikke vil blive glemt. Den dag er kommet, hvor det var vælgerne, der ikke glemte statsministerens og alle de andre EU-politikeres løftebrud.

Der lyder hånsord til folk, der over hele EU ikke stemte ved EU-valget. Men der er ingen grund til hån. Folkene har hver for sig fundet den tydeligste måde at udtrykke deres holdning til EU på. Vælgerne blev hjemme. Og det er nøjagtig, hvad vælgerne ønsker at udtrykke - nemlig at deres politikere også skal blive hjemme, værne det hjem, som et land er for et folk, og med hjemlig baggrund som selvstændigt folk samarbejde med andre folk i deres hjemlighed.

© Poul Erik Søe 15. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside