Dødsdrift og livskraft
Børnebørnenes kamp i dansk politik

For mig er menneskets forskellighed en selvstændig værdi - og ikke bare et uomgængeligt livsvilkår. Det er i mangfoldigheden tilværelsen er smuk, inspirerende, spændende og udviklende. Det er når forskellige mennesker mødes, at dynamikken opstår. For mig er respekten for det enkelte menneskes ret til fri udfoldelse under personligt ansvar derfor helt fundamental. Alle skal have denne mulighed. Derfor er tolerance ligeså fundamental.

Ordene er ikke mine, men er skrevet af Det konservative Folkepartis politiske leder, Pia Christmas Møller. De står på hendes hjemmeside som en fane over, hvad hun vil. Tilsyneladende kan enhver skrive under på ordene, men Pia Christmas Møller vælger om omhu det europæiske ord tolerance, som har voldt så mange vanskeligheder i Europas historie. Tolerance er ikke frihedsbegreb, men vil i virkeligheden sige frihed inden for den ramme, som flertallet fastsætter. Tolerance er på den måde modsætningen til nordisk frisind.

Det er da også det europæiske valg, der nu har bragt hende og partiet ud i nye vanskeligheder af samme slags som har præget partiet siden Schlüter-regeringens afgang, men også helt siden trediverne. Det er tredie slægtleds indbyrdes kamp, der er i gang, tredie slægtled med tredivernes konservative leder, John Christmas Møller, og en af de to radikale ledere, Bertel Dahlgaard, som de første.

Det er næsten et skæbnens og historiens vrangbillede, når afkommet i tredie slægtled, Pia Christmas Møller og Frank Dahlgaard, i dag er stødt så voldsomt sammen, at Pia Christmas Møller har smidt Frank Dahlgaard ud af Det konservative Folkeparti.

Deres forfædre lå også i strid i trediverne, men endte som tætte venner i fyrrerne efter anden verdenskrig. Den radikale politiker, Bertel Dahlgaard, leder af sit parti sammen med undervisningsminister Jørgen Jørgensen, sad ofte ved den tidligere konservative førstemand, John Christmas Møllers dødsleje.

John Christmas Møller var midtsøgende konservativ, ville flytte sit parti væk fra det gamle Højres skygge og lade det virke i midten, men frigjort fra partiet Venstre. Han lavede, som siden Hans Engell med Mogens Lykketoft, forlig med Thorvald Staunings socialdemokrater uden om Venstre i 1931. Han var kun 32 år, da han blev formand for den konservative folketingsgruppe, og i 1932 blev han partiets landsformand. Året efter kom Hitler til magten i Tyskland, og det blev i kampen mod nazismen, John Christmas Møller gjorde sit navn udødeligt.

Op til folkeafstemningen om en ny grundlov i 1939 arbejdede John Christmas Møller sammen med den socialdemokratisk-radikale regering. Før folkeafstemningen lavede han en brøler, som stadig huskes på Christiansborg og dæmper for klare udtalelser. Christmas Møller sagde, at han ville gå af som konservativ leder, hvis grundloven ikke fik stemmer nok. Det fik højrefløjen hos de konservative til at stemme imod grundloven, og det var en af grundene til, at grundloven faldt. Christmas Møller forlod sin lederstilling.

Året efter stod tyskerne som magthavere i Danmark. Dagen efter besættelsen indtrådte John Christmas Møller som kontrolminister i ministeriet Stauning og blev handelsminister i juli måned. Men hans holdning imod tyskerne, imod den radikale udenrigsminister Scavenius og imod regeringens og folketingspartiernes tilpasning til de tyske magthaveres krav førte til, at han blev tvunget ud af regeringen og forlod folketinget et halvt år efter den tyske besættelse.

Sammen med kommunist-lederen Aksel Larsen var John Christmas Møller med til at opbygge en tidlig modstandsbevægelse mod tyskerne. På opfordring blev han leder af De frie Danske i London og krævede i den engelske radios udsendelser på dansk aktiv modstand i Danmark. Han var udset som dansk statsminister ved befrielsen 1945, men tilsyneladende som følge af partipolitisk spil - udført over Sverige til London - blev det i stedet socialdemokraten og samarbejds-politikeren Vilhelm Buhl, mens Christmas Møller måtte nøjes med udenrigministerposten.

I befrielsesregeringen sagde han ordene "Grænsen ligger fast". Han var modstander af en ny folkeafstemning om den dansk-tyske grænse. Man skulle have agtelse for folks afstemning og ikke lave det om efter politisk forgodtbefindende. På en sær måde handler de ord jo også om dagens strid mellem Pia Christmas Møller og Frank Dahlgaard. I 1947 nedlagde John Christmas Møller på ny sin post som formand for de konservative på Rigsdagen, som folketing og landsting dengang hed. Modsætningen skyldtes det konservative højres ønske om at få flyttet grænsen, og det synspunkt skyldtes ikke mindst, at Venstres statsminister Knud Kristensen ude i landet gav udtryk for samme ønske.

Det var den radikale Bertel Dahlgaard, der mer end nogen anden fældede Knud Kristensen som statsminister, fordi Knud Kristensen for at vinde folkeyndest havde eet standpunkt ude på Venstres møder, mens han på Christiansborg sagde, at han ikke ønskede grænsen flyttet. "Man kan ikke gå med laksko på Christiansborg og træsko ude i landet," sagde Bertel Dahlgaard.

Man kan sige, at John Christmas Møller derefter søgte sin død, ikke i dødsdrift, men i troen på værdien af at ofre sig. Han opstillede som løsgænger, altså uden for partierne, og af alle steder i det Sønderjylland, hvorom hele grænse-striden stod. Han blev ikke valgt. En bog om ham fra 1994 hedder netop "Ofrets betydning". På afstand er få i tvivl om, at John Christmas Møllers politiske handling, bruddet med partiet og opstillingen i Sønderjylland, havde afgørende indflydelse dengang og har det den dag i dag. Det, der så ud som et nederlag, vendtes til sejr i det folkelige omdømme. Men striden og fastholdelsen af holdningens styrke tog så hårdt på Christmas Møller, at hans kræfter slap op. Han døde 1948.

Bertel Dahlgaard, Frank Dahlgaards bedstefar, kom menneskeligt set meget tæt på John Christmas Møller, til trods for konservativ-radikal strid i trediverne om Kanslergade-forliget og til trods for forskelligt syn på samarbejds-politikken under krigen. Men de var begge så udpræget holdnings-mænd, at der knyttedes tråd mellem dem, og især da de enedes i synspunktet på grænse-striden imod Venstres Knud Kristensen.

Skønt John Christmas Møller ofte nedlagde sine poster, når holdningen bød ham det, så var der ingen politisk dødsdrift i ham. Han havde kampvilje, så han endog engang til det konservative landsråd lod sig vælge som udsending af Konservativ Ungdom, fordi partiet ikke ville give den to gange tidligere landsformand adgang og taleret. Udtrykket politisk dødsdrift er Bertel Dahlgaards. Heller ikke han havde politisk dødsdrift. Både han og Christmas Møller var livskraften selv, livskraft, der øgedes gennem kamp.

Bertel Dahlgaard brugte udtrykket politisk dødsdrift om den daværende radikale handelsminister Kjeld Philip, engang da Philip var i modsætning til den socialdemokratisk-radikale regering om økonomien. Bertel Dahlgaard, der i så høj grad selv fulgte sine holdninger, havde svært ved at godtage lignende egenskaber hos andre og da slet ikke hos Kjeld Philip.

Bertel Dahlgaard var ikke typen, der søgte at vinde indflydelse ved at hævde sin egen uundværlighed og true med at gå. Det er ellers almindeligt på Christiansborg, i hvert fald til og med den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, der vanskeliggjorde samarbejdet mellem radikale, konservative og venstrefolk ved i tide og utide at true med at gå. Bertel Dahlgaard var snarere den type, der truede med at blive! I øvrigt truede han sig ikke til indflydelse, for i en årrække, da de radikale alene var tungen på vægtskålen i folketinget, lå magten hos ham og Jørgen Jørgensen.

Det er sært nu et par slægtled senere at se afkom fra de to familier så at sige med modsatte roller. Frank Dahlgaard står på sine standpunkter, hævder sine holdninger. Pia Christmas Møller - uanset ordene på hjemmesiden - er partilinjens, partidisciplinens ankerkvinde.

På sær synsk vis har jeg allerede for to dage sagt min mening om det, der nu er sket hos de konservative. Dengang anede jeg intet om, at Frank Dahlgaard havde stemt på Mogens Camre. Ordene her i Enmandsavisen lød for to dage siden:

"I EU som helhed er det politiske højre gået frem, men det gælder ikke det parti, der i Danmark bærer konservatismens navn. Det er mere end forståeligt, at de danske konservative i stimer er søgt over til partiet Venstre. Det konservative Folkeparti gik så smerteligt tilbage, fordi det mangler åbenhed. Partiet nægtede at lade konservative EU-modstandere opstille til EU-valget, og det var nok den største brøler, for EU-modstandere på den konservative liste kunne have taget tæppet væk under Dansk Folkepartis Mogens Camre og helt sikkert have givet de konservative det andet mandat, som Venstre nu løb med. Nå, selv en konservativ EU-tilhænger ville da være at foretrække for Mogens Camre."

I de sidste ord har Frank Dahlgaard ikke været enig. Han stemte på Mogens Camre, ikke på Dansk Folkeparti, understreger han, men personligt på Mogens Camre. Man kan jo ikke hævde, at det uddyber muligheden for forståelsen af hans kryds.

Frank Dahlgaard har valgt mellem loyalitet over for sin holdning i stedet for loyalitet over for partiet. At vanskeligheden er stor, kan ingen være i tvivl om. Dahlgaard har gjort som tusinder af konservative vælgere, stemt på Dansk Folkepartis liste. Hans brøde - og ære - er, at han siger det åbent. Han har nok ikke hørt en af bedstefar Bertels berømte udsagn. Bertel Dahlgaard blev spurgt, om en politiker altid skal sige sandheden. Bertel svarede. - Kun hvis man bliver spurgt.

© Poul Erik Søe 16. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside