Gør de ukendte kendt
Danmark som een valgkreds ved EU-valget fremmer det sygeligste i folkestyret

Danske EU-partier med Venstre som en hæderlig undtagelse søgte at ligge i læ af Kosova-krigen og få brunsten omsat til stemmer. Til trods for årtiers knæliggende stilling foran EU-altret fik Venstre ranket ryggen så meget, at det var synligt for EU-tilhængere og EU-modstandere. Venstre søgte ikke at undgå drøftelsen af EUs svindel og bedrageri med henvisning til, at der blev bombet i Kosova.

Modsat centrumdemokraternes Mimi Jakobsen, der mente, at vælgerne var for dumme til at overskue mere end een sag, tog Venstre stilling til de emner, der springer af EUs egen vantrivsel. Det er den rimelige grund til, at Venstre tilsyneladende som det eneste blandt de religiøse EU-partier havde fremgang ved valget i torsdag. Det må også siges rent ud - trods faren for kønsvred indsigelse - at Venstres folk på valg holdt sig langt fra det skingre rejekælling-skråleri, der på sær vis fik valgkampen til at gå i fisk.

Den skrevne presse giver Danmarks Radio og TV2 skylden for faldet i valgdeltagelsen. Det er mere selvopgivende end nødvendigt. Ganske vist skal det indrømmes, at store dele af den skrevne presse flere gange i maj og juni opgav tidligere EU-valgkampes enøjethed. Det skete næppe af hensyn til alsidigheden i oplysningen, men var efterhånden blevet en salgsmæssig nødvendighed, hvis aviserne skulle fremtræde troværdige som hele det danske folks presse. I hvert fald fik både dagbladet Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten landkending igen efter års mudderkastning fra ensidighedens hængedynd.

Det gælder også fjernsyns-delen af Danmarks Radio, der ellers alt for ofte tidligere fremstod som især socialdemokratiets talerør i EU-spørgsmål. I dagene lige forud for torsdagens valg var det, som om TV2 havde overtaget mikrofonholder-opgaven, skæmmende skævt da statsministeren og socialdemokraternes førstemand på EU-listen begge optrådte i morgen-nyhederne, og hvor statsministeren uimodsagt fik lov til at opfordre til at sætte kryds. Glemt er folkestyrets gamle tanke, at sofavælgeren måske er den, der tager allermest stilling - sofaen er tilholdssted for den søgende vælger, der ikke hører sig hjemme i partiernes fangst-ord.

Mest udskældt er de to udspørgende kvindelige journalister i Danmarks Radios valgudsendelser i fjernsynet, men for mig at se tjente de en buket radiser hjem for stor hæderlighed. Det er en næsten umenneskelig opgave at være udspørger i den slags udsendelser, hvor magthaverne vil af med den medbragte lommeuld, som er udtænkt af bagmændene i bagbutikken, og hvor de udspurgte ofte er nødvendige kilder for udspørgernes fremtidige arbejde.

Alle, der i årenes løb har medvirket som spørgende pressefolk i valgudsendelser, kender til, hvor svært det er at holde samme stil vejen igennem. Det er oftest gået ud over de små partier, der er tvunget af de store partier til at ligge først i udsendelses-rækken. Den stil og samtale-form, journalisterne indleder med at bruge, møder undervejs indsigelse både fra pressens anmeldere og fra politikerne. Der sker, ofte umærkeligt for de spørgende selv, en tilpasning til den såkaldte offentlige mening. Det har tit ført til, at der var større blidhed, større overbærenhed hos journalister i valgkampens sidste udsendelser, til fordel for de største partier.

Det må siges til de to journalister i Danmarks Radios valgudsendelser, at de holdt stil og form vejen igennem. Man kan sagtens anke over både form og stil, men det nødvendigste er netop, at partiernes muligheder er lige store, og journalisterne værnede i usædvanlig grad om det endemål. Undervejs blev de to journalister behandlet som tyende af Lone Dybkjær, og Pernille Frahm havde også frue-stemmen på, hvortil kommer læserbreves barskhed. Det eneste usædvanlige er, at de to journalister tålte mosten - og holdt ud i egen form og stil.

Det er vrævl, når man vil give fjernsynet skylden for, at valgdeltagelsen faldt med  formentlig fire procent. Man kan lige så godt hævde, at dansk fjernsyn er skyld i, at valgdeltagelsen dog nåede op på 49 procent, mens hollænderne ikke kunne hale mere end 30 procent frem til valgurnerne. Det er da også rent ud en mærkværdig tankegang, at fjernsynet skal gøre en indsats for at øge valgdeltagelsen. De vælgere, der finder EU-spørgsmål vigtige nok til at kæmpe for eller imod, møder op for at stemme. Resten skal da ikke stemme på grund af en kunstig igangsættelse, iværksat af fjernsynet. Det er ganske enkelt EU, der er grunden til den lave valgdeltagelse.

Det er også utåleligt at høre dem, der hver gang hævder, at den lave valgdeltagelse skyldes, at der til EU-valget er opstillet "andenrangs og afdankede politikere". Ser man ud over den lange række af opstillede mennesker, så er de fuldt på højde med opstillede til folketing, amter og kommuner. De er der så at sige allesammen, både de gode og de dårlige, og selvsagt dem, man selv afskyer, men som andre netop sætter pris på. Meningen med folkestyret har aldrig været, at der ved valg skulle findes særligt egnede, fødte politikere. Folkevalgte forsamlinger skal være et bredt udsnit af det danske folk, med plads for enhver "kødklump før og grov" for at tale grundtvigsk.

Talen om "andenrangs og afdankede politikere" fremmes af den laveste tænkemåde, at det gælder om at være kendt. Det røbes tydeligst i pressens jagt på personlige stemmetal. Der skal efter den tankegang helst øverst på hver liste stå folk, som er kendt, men kun for at være kendt. De kendte er imidlertid dem, vi kender dårligst. Det er dem, der listigt lærer sig ordvalget og fremgangsmåden for at blive kendt, men som i virkeligheden er ukendte for den enkelte. Som ved folketingsvalg og amtsrådsvalg er heller ikke de opstillede på EU-listerne kendte i folkestyrets oprindelige tankegang, hvor de valgte er vælgernes udsendinge, kendt fra deres daglige virke på en egn, valgt af folk, som de  valgte kender, og som vælgerne kender på grund af deres stedlige omdømme.

Måden at vælge folk til EU-parlamentet på fremmer den sygeligste del af folkestyret, nemlig dyrkelsen af navne, der er kendt, men som man ikke kender. Hele Danmark er gjort til een stor valgkreds, og det er selve sygdommen. De konservative ville i Poul Møllers tid som finansminister have valgene til folketinget indrettet på samme måde for at høste af den vækst, der som ukrudt gror af falsk kendthed. I dag har de konservative ingen kendte kendte, så de tier mere om valgloven end før.

Alle disse umådelige personlige sejre, der fejres lige nu ved meningsmålte optællinger af personlige stemmer, er lette at gennemskue. Den, der står øverst på listen, får flest personlige stemmer, og den, der er opstillet for et parti med et stort vælgertal, får flere end den, der er opstillet for et lille. Og man kan købe sig til store personlige stemmetal, som Claus Riskjær Petersen i sin tid gjorde det som opstillet for Venstre med sin kampagne for sig selv.

Del af folkestyret bliver EU aldrig, for EU vil jo ikke lære af folkestyrets erfaringer, slet ikke de danske. Ellers var den selvfølgelige løsning på vælgernes fravær at gøre politikerne nærværende, ved at ændre valgreglerne, så det er stedligt opstillede, der vælges. Men det er alt for småt for EU. Drømmen er jo, at vi engang ikke bare skal have Danmark som een stor valgkreds, nej, EU skal være en enhed, hvor alle kan stemme på alle, uanset oprindelses-land.

Danskerne har sagt nej til EUs vrangbillede på folkestyret. De har sagt nej ved at blive hjemme. Og de har sagt nej ved at øge EU-modstanden, når de mødte frem på valgstederne. Men magthaverne er endnu engang lige glade med det nej. Marianne Jelved ser ingen sammenhæng mellem vælgernes sviende lussing til EU-tilbederne og hendes guddommeliggørelse af euroen. Hun vil ikke lytte. Hun er født uden øre. Det er derfor, hun vil have euroen. Magthavernes ord er de samme før og efter valget. Det er de kendt for. Tiden er inde til at gøre de ukendte kendt.

© Poul Erik Søe 12. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside