Med dejlig chokolade og kager til
Grøn og gul festtale til grundlovens 150 årsdag

Der er grund nok til festen. Og til to taler, en grøn og en gul, som det hører festen til. Her er de som blandede bolcher. Enhver kan så selv skille linierne ad og sammenstykke sin egen tale, sådan som der deles og herses med grundloven, så den høje hat passer selv i Højesteret.

Jeg ville have sagt ordene fra en talerstol af sten. Det foreslog jeg også i grundlovskomiteen, hvad der ikke øgede feststemningen. Jeg mente, der burde stå en talerstol af sten nogle af de steder, hvor grundloven er blevet trådt på.

I Åle, hvor politistatens blå gendarmer red igennem, i Holstebro, hvor politimesteren hev folketingets formand ned fra talerstolen, og på Nørrebro, hvor politiet skød unionens nytår ind med menneskekød som mål. Som det altid hedder, hvor frihed er alvor, også lige i disse uger: - Der skulle vel ikke være en sygeplejerske til stede?

Drømmen var, at det fri ord skulle stå på klippegrund. I stedet holdes statsfesten på Christiansborg Ridebane, en af enevældens sidste rundkørsler for kongelige kareter, ridepiske og forligsramte husarer.

Vi fik grundlov, fordi folket i længden ikke ville nøjes med folkehøjskoler. Forud var der rigsdaler til Rødding og Uldum i håb om, at folket ville stille sig tilfreds uden forfatning. Kongen var bange for bønderne, som prikkede majestæter ud i Europa, men stod pludselig med borgerskabets krævegang midt i hovedstaden. Folketogets høje hatte hentede grundloven hjem, som de høje hatte stadig hitter smugvejene til Christiansborg og Kommissionen.

Det tager sin tid at lære det bedste ved grundloven at kende – nemlig at den kan laves om. Den er menneskeværk og uhellig. Grundloven er det døde bogstav og tilmed sidst skrevet under med kuglepenne, hvis blæk blegnede. Kun hvis vi selv vil holde den i live, er den stadig grundlov. For magthaverne er den kun i vejen. De bryder den, som de har lyst til. Det er der dom for. Højesteretsdom.

For et kvart århundred siden tillod domstolene end ikke, at borgerne fik prøvet, om grundloven var brudt. Domstolene gik ud fra, at folketinget holdt grundloven, og derfor holdt folketinget op med det.

Så kom Højesteret selv i klemme, fordi domstolen i unionen var ved at gøre sig højere end Højesteret. Nu tillod Højesteret en prøvesag, ikke for at tage stilling til grundloven og et kvart århundreds lovgivning i unionen, men for at slå fast, at Højesteret har retten til at dømme om, hvad der er grundlov. Det gør da dagen festligere.

Lige nu tilhører grundloven altså mest Højesteret. Folketinget har klaret sig glimrende uden grundlov, og folket lader sig nøje med at leje høje hatte. Grundlovs-festen kan ikke måle sig med karnevalet. Selv med dejlig chokolade og kager til…

Derfor er det næstbedste ved grundloven, at den er svær at lave om. Helt alvorligt siger folkevalgte, at kun hvis kronprins Frederik får sig en datter først, vil et nyt folketog være på vej med krævegang for at sikre en grundlov med lige arveret for kønnene til kronen. I denne dybe agtelse for folkets alvor indser man pludselig, hvorfor Liechtenstein valgte netop den danske grundlov som læst. Men jeg tror, de folkevalgte er alt for rædde og underskønner folkets indsigt og gode vilje. Når Amsterdam-traktaten kan glide ned uden kongedatter, så går en ny grundlov også igennem uden prinsesse-krøller.

Vi kunne sagtens undvære grundloven, og virkeligheden er, at vi faktisk ikke har haft den i mange år, indtil Højesteret kom i fødselsdags-stemning. Vi kunne dele grundloven ud på enkeltlove, som man gør i nogle lande. Så ville det være meget lettere at tilpasse hver af de grundlæggende love til modetrælleriet og den europæiske nødvendighed. Men netop det viser, at sammenhængen i forfatningen er en værdi i sig selv. Indbyrdes i et folk svarer grundloven til, hvad folkeretten er for folkeslagenes helhed. Vi er netop nu ved at lære, at folkeretten er, hvad magthaverne gør til skik og brug. Derfor fester vi måske allermest for grundlovens træghed, da det slet ikke har hast for den, som tror.

Vi fester for en drøm. Vi fester for håbets mulighed, som blev søsat i pagtens form den første grundlovsdag. Grundlov giver ikke folkestyre. Vi har aldrig haft demokrati i Danmark, får det næppe nogensinde, hverken som styreform eller som sindelag. Men grundloven gav samfundet retning. Hver gang folkestyret trædes under fode, så er grundlovens tanke - mer end dens tekst - drivkraften til for anstændighedens skyld at turde tro på muligheden og håbet forfra.

Hvor glade blev ikke alle danskere og de frie skolers folk især, da Højesteret dømte regeringen, folketinget og tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen ude? Hvor blev der jublet på alle folkehøjskolerne, flagene gik til tops, og hvidklædte korsangere samledes umiddelbart på de grønne plæner for at synge frihedens sang den dag, da særloven mod Tvind af Højesteret blev dømt som en forbrydelse mod grundloven. Jo, vi elsker sandelig vore fjender, selvom det ikke står i grundloven, så måske er det slet ikke nødvendigt at ændre den for at få menneskerettighederne med. Vi kan helt af os selv.

Demokrat er den, der dagligt tåler nederlagene og blåøjet går i gang med at kæmpe mod det næste nederlag. Måske kommer vi aldrig tættere på demokratiet end de øjeblikke, hvor vi indser, at vi alle er tabere, skønt demokratiet på samme tid giver os mer, end vi mister.

Inderst i vore tanker sidder en magt-galning med sorte tænder, langt mere lysten på at få sin vilje end at være demokrat. Men det har vi fundet en løsning på. Ingen får deres vilje. Det er et særkende for Danmark, enestående i Europa, at vi alle er i mindretal. Intet parti har i omkring hundred år haft flertal alene. Magthavere verden over vågner hver morgen og skønner over, hvad de skal bruge magten til. En dansk magthaver vågner om morgenen med dansk demokratis indbyggede undren: - Hvor i alverden skaffe jeg skaffe magten fra i dag?

Vi er kommet gennem halvandet sekel med den grundlov. Men det vigtigste er, at drømmen også har overlevet. Et folk når ikke længere i demokrati, end det har drømt fra den første grundlovsdag.

© Poul Erik Søe - kommentar i Højskolebladet 3. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside