Hvordan melder man sig ind i G8?
Krigen er NATOs - Freden er G8s - EU er bydreng

Vi har hørt det i ugevis. Danmark skal være med, hvor der er indflydelse. Vi skal sidde med om bordet. Jeg vil bare gerne vide, hvordan man melder sig ind i G8. Jeg ved, det er de riges klub, de mest velhavende og magtfulde industrilande plus Rusland. Jeg ved også, at freden i Europa blev genfundet af G8, ikke af EU.

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan undvære Danmark i G8, når det nu ellers er Danmarks indflydelse sammen med de andre små lande, der ifølge vore egne politikere er så vigtig. Har vi i virkeligheden fået en opfordring til at være med i G8? Skjuler regeringen og folketinget opfordringen for danskerne? Eller har de danske politikere måske ligefrem taget forbehold over for G8?

Ordene her handler ikke om krigen. De handler knap nok om freden. Ordene handler om ordene, der bliver sagt, og som ikke holder.

Vi er op til 10. junis EU-valg til EU-parlamentet blevet fyldt med danske politiker-ord om, hvor vigtigt det er, at vi sidder med ved bordet. I EU altså. Vi må være, hvor vedtagelserne sker, og hvor indflydelsen er. Og det er vigtigt, for EU skal til at afgøre krig og fred. Sådan har man sagt til os, og er der noget, vi danskere tager alvorligt, så er det vore politikere.

Især Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen har i en EU-dyrkelse, der overgår selv faderens indsats, slået plat på krigen. Mimi Jakobsen og fler med hende har villet bilde os ind, at europæerne har bestilt hjælp hos amerikanerne til at klare Kosova-krigen, skønt kendsgerningen er den modsatte, at amerikanerne, i hvert fald ledelsen omkring præsident Clinton, ville den krig.

Mimi Jakobsen synes dog at være ramt af selverkendelse på det sidste, hvor hun optræder på en plakat som et stjernerandet nul, der er navngivet Mimi. Men tilbage bliver et indtryk, hvor partiet Venstre under Anders Fogh Rasmussens lederskab har optrådt mindre krigsliderligt end de øvrige partier, der har udnyttet krigens elendighed til at skubbe sig selv frem.

Det kan heller ikke nægtes, at blandt folketingets EU-partier har Venstre udtrykt sig mere ordholdende end regeringens-partierne og de andre, når det gælder de forbehold, som danske politikere selv har taget, selv har valgt ud, uden at spørge vælgerne, da danskerne først sagde nej i 1992.

I løgneglansen fremstilles det hele tiden, som om det danske folk er helt vilde med at sikre sig undtagelser i EU. En række lande i EU har forbehold, og Danmark har ikke så mange som Storbritannien, der tilmed også får rabat på medlems-betalingen.

Så sent som i dag har det engelske underhus haft en debat, hvor landets førsteminister Tony Blair af gode grunde blev hængt ud, fordi han for to år siden nedlagde veto mod et EU-militært samarbejde, som han nu i krigens vrangbillede er blevet tilhænger af. Englænderne siger i deres parlament helt det samme, som gælder de fleste danskere: - Vi vil være i Europa, men ikke styres af Europa.

Nu da krigen måske er ved sin slutning, kan der tales almindeligt sprog på ny, uden at man bliver udstillet som landsforræder. Det, vi kan se, er, at alle ordene om EU som den store fredsstifter er grebet ud af den stjerneblå krigsliderlighed.

Kosova-krigen er NATOs krig. EU viste sin uduelighed, da EU ved krigens indledning på mødet i Berlin ikke fandt en eneste løsning på Kosova-krigens spørgsmål, men satte sig til at ødelægge den landbrugsreform, der hurtigt kunne have muliggjort optagelsen af tidligere østlande. Derimod lagde man ingen planer for de flygtninge, der i næsten million-tal var ofre for krigen. Det handlede om at være mindst mulig menneskelig, samtidig med, at man talte om humanitet. Ud af selvsamme mangel på næstekærlighed har EU forsinket, forsinket og forsinket hjælpe-pengene til flygtningene fra Kosova.

Krigen er NATOs. Nu viser det sig, at freden er G8s. Det er de syv rigeste lande plus Rusland, der har sat sig sammen og fundet det, der nok bliver freds-løsningen.

Hvor er alt valg-vrøvlet fra danske politikere om at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne bliver taget? Hvordan melder man sig ind i G8? Det er de riges, de magtfuldes private klub, der har vedtaget fredens form.

Ingen har som Mimi Jakobsen fyldt os med sludder om, at i EU tvinger de små lande de store til at lytte. Næsten lige så vildt og vildledende har det været at høre på Nyrup Rasmussen. Jo, et EU-forsvar var skam en mulighed, for så ville de små lande få indflydelse.

Den EU-indflydelse kan ingen - selv med den bedste vilje - få øje på. Det er de store, rige lande, der ganske uden om EU har fundet frem til en freds-løsning. Og hvad kunne EU så bruges til? Til at være bydreng. Til at udføre det beskidte arbejde.

For ingen ville jo forhandle med serbernes, Rest-Jugoslaviens præsident. Han er en ny Hitler, hørte vi dag efter dag. Han er en slubbert, lød det i Mimis udgave. Og kort før forhandlingerne om freden blev det meddelt, at han er krigsforbryder og skal for krigsforbryder-domstol. Det blev selv af FNs generalsekretær kaldt for "dårlig timing".

Derfor ville NATO ikke forhandle med ham. NATO ville ikke tabe ansigt. Og amerikanerne ville ikke forhandle med ham. Men hvad har man EU til - det beskidte arbejde. EU sendte Finlands præsident til forhandling med krigsforbryderen i russernes skygge, hvad Finland jo har kendt til siden anden verdenskrig.

Da EU endelig sad med ved bordet - og derfor i overført forstand også Danmark - så var det ved krigsforbryderens bord. Beslutningerne var de rige landes, de store landes, og ved de møder sad vi ikke med ved bordet. Bydrenge har man til at gå andres ærinder.

© Poul Erik Søe 8. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside