Nu er der krig igen
Marianne Jelved erklærer krig mod EU-modstanderne
og dermed også mod EU-kommissionens nye formand

Det er ingen overraskelse, at EU-modstandens forskellige udgaver samlet gik frem ved det danske valg til EU-parlamentet. Valget giver modstanderne en samlet fremgang på et mandat. Det ville også være underligt andet, når EU-kommissionen så kort tid før valget er blevet taget for svindel og bedrag, som kommissærerne fælles havde ansvar for.

Det er heller ingen overraskelse, at Venstre som tilhænger af EU, men med langt visere lederskab under Fogh Rasmussen, går frem og bliver det hidtidigt største danske parti ved noget EU-valg. Selv på valgaftenen trådte Fogh Rasmussen frem med en troværdighed, der langt overskyggede de øvrige ja-partiers.

I EU som helhed er det politiske højre gået frem, men det gælder ikke det parti, der i Danmark bærer konservatismens navn. Det er mere end forståeligt, at de danske konservative i stimer er søgt over til partiet Venstre. Det konservative Folkeparti gik så smerteligt tilbage, fordi det mangler åbenhed. Partiet nægtede at lade konservative EU-modstandere opstille til EU-valget, og det var nok den største brøler, for EU-modstandere på den konservative liste kunne have taget tæppet væk under Dansk Folkepartis Mogens Camre og helt sikkert have givet de konservative det andet mandat, som Venstre nu løb med. Nå, selv en konservativ EU-tilhænger ville da være at foretrække for Mogens Camre.

Valgets egentlige vinder er Juni-bevægelsen og førstemanden, Jens Peter Bonde. Juni-bevægelsen - ligesom den nedskårne Folkebevægelse mod EU - optræder kun i valgkamp hvert femte år, fordi de hverken er med i folketingsvalg eller kommunale valg. Det er derfor enestående, at de kan holde partierne stangen. Sammenlagt er de to bevægelser i mange, mange kredse landet over størst ved EU-valget. Selv om der er små forskelle, ser det ud til, at Juni-bevægelsen landet over har større fremgang ved dette valg end de to regeringspartier, socialdemokraterne og de radikale. Når det lader sig gøre efter 27 år i EU, er det et stærkt udtryk for danskernes indædte indsigelse mod unionen.

Folkebevægelsen mod EU har sat mange stemmer til, og grunden er næppe manglende reklame-penge, som listens førstemand, Ole Krarup, mener, men snarere oplysningerne kort før valget om, at han ikke passer sit arbejde med omhu. Ole Krarup er blandt dem, der er mindst til stede ved afstemningerne. Den slags går fint, hvis man er centrumdemokrat, men ikke, hvis man er modstander. Det kan synes uretfærdigt, men heri ligger just retfærdigheden.

Socialdemokraternes valgtal ligner endnu engang en bundskraber, og den såkaldte genrejsning af partiet har ikke engang givet 1 procents fremgang. Det radikale Venstre fik ikke sine drømme opfyldt, og forklaringen var åbenbar i slutningsrunden med politikerne. Marianne Jelved talte som en, der har spist stivelse. Hun erklærede krig mod modstander-bevægelserne, ja, det var ordet krig, der blev brugt.

Grunden til Marianne Jelveds krigserklæring var, at EU-modstanderne stadig taler om Europas Forenede Stater. Det er helt ude af pagt med virkeligheden, siger Marianne Jelved, skønt hun som regeringsmedlem er medansvarlig for valget af den ny formand for EU-komissionen, der nøjagtig som de danske modstandere siger, at EUs mål er Europas Forenede Stater.

Og så blev centrumdemokraternes Mimi Jakobsen ikke valgt. Hun havde håbet på at høste stemmer på krigen, ikke Marianne Jelveds krig, men den i Kosova. Sådan kan freden komme bag på alle. Russerne står i Pristina lufthavn, Mogens Camre i Strassbourg, Jens Okking måske i Irland og Mimi Jakobsen i folketinget.

De fleste vælgere blev hjemme. Det gør Mimi Jakobsen også. Så om få dage vil vi høre, at hun udgør Danmarks største parti.

© Poul Erik Søe 14. juni 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside