Når Lone Dybkjær stemmer mod
Poul Nielson som kommissær
Vilkårlighedens sprog er blevet Unionens hovedsprog

I det hyggelige hjørne, hvor stormændene nusler vore pusselanker, taler de med olivenolie på læberne ofte om EU som den europæiske familie. Det skal lyde som hygge med arnen tændt, gyldne stearinlys-flammer og lirekassemusik nede fra gaden. Men det passer kun i den mening, at ordet familie i sin oprindelse har tydningen en skare af slaver.

Den politiske vilkårlighed mere end noget andet gør os til almue igen, slaver af vilkårlig forvaltning, vilkårlig lovgivning og vilkårlig retstilstand. Vilkårlighed underkuer altid det enkelte menneske. Vilkårlighed er det grusomste virkemiddel, fordi dens følger rammer ned hvor som helst og når som helst. Hævd, tradition og arvelige rettigheder kan skabe overmænd, der lever af andres virke, men hævd, tradition og arvelige rettigheder har et regelsæt. Man kan kæmpe imod hævd, tradition og arvelige rettigheder, sådan som det skete i land efter land gennem mer end to hundred års historie. Men vilkårligheden er netop vilkårlig, fordi den er uden regelsæt. Den er så uberegnelig som en sindssyg konge under enevælden. Man har blot at bøje sig i støvet og kysse den blankpudsede herskerstøvle.

Uvildige undersøgere har vist, hvordan forvaltningen i Unionen er groet til små magtslotte, der hver for sig rager til sig som herremænd og bisper i gammel tid. EUs højeste embedsmænd, kommissærerne, mente sig hævet over regler, sammenhæng og ansvar. De uvildige undersøgere påviste, at der aldeles manglede fælles samlet ansvar hos kommissærerne. Og netop derfor var kommissærerne hver for sig skyldige i mangel på ansvar for svindelen. Alligevel skal nogle af dem genvælges nu - helt vilkårligt.

Ingen - ikke engang lovgiverne - kender lovgivningen, hverken i deres egen stat eller i EU. Det er aldeles vilkårligt, hvad der er gældende lov. EUs direktiver, der har lovkraft, er ukendt land for meningsmænd og og menigmand, for sagførere og savførere. Høj eller lav kan når som helst udsættes for den vilkårlighed, der fremgår af et lovgrundlag, skabt i det skjulte.

Og de vilkårlige love gælder, skønt end ikke den kontrollerende magt, her i landet folketinget, kender omfang og indhold. Mængder af de vilkårlige love håndhæves ikke, før Unionen har brug for at fare straffende frem mod et medlemsland eller dets folk. Eller de vilkårlige love håndhæves kun, når Unionen af snu grunde vil vise menigmand, at EU skam er godt for noget. Så dykkes der ned i lovposen og gøres et vilkårligt fund, der kan redde EUs omdømme ved lidt omtale.

Et væld af vilkårligheder gør os alle små, fremmer trællesindet og gør enhver folkelig indflydelse umulig. Den gamle sang om sultens slavehær kan ikke synges mer i vor del af verden, men EU-landenes folk er en ny slavehær, lige så sulten. Trælle i de EU-dræbte demokratier sulter efter retfærdighed, sammenhæng, ansvar og åbenhed.

Og den ny hunger er lige så farlig som den gamle. For nok fremmer vilkårligheden Unionens magt, sådan som EU-tilbederne ønsker det, men vilkårlig forvaltning, vilkårlig lovgivning og vilkårlig retstilstand skaber også i hvert af folkene et tomrum, der når som helst kan fyldes ud af barrikade-rejsere. Vilkårligheden mere end noget andet skabte revolutionerne mod de majestætiske eneherskere og det adelige slæng. Vi burde kende vilkårligheden for godt til at give den rigelige diæter på ny.

Derfor gælder det om at gennemskue vilkårlighedens magtvæsen. Det er folkeligt set livsvigtigt at gøre hvert tilfælde af vilkårlighed til oplysende historie.

Det danske lærestykke hedder arbejdsmarkedsbidraget, den såkaldte ambi.   Forud havde et stor flertal af folkevalgte i det danske folketing været imod en stigning af merværdiafgiften, momsen. For momsen vendte den tunge ende nedad, sagde man. Så lagde det danske folketing i stedet 2,5 % afgift på alle danske virksomheders momsgrundlag. Det blev indført ved en selvstændig dansk lov december 1987. Fire år efter kendte EU ambien ulovlig og kaldte den skjult eksportstøtte.

De danske folkevalgte anede ikke en brik om, at deres egen lov var ulovlig. Og fra 1. januar 1992 fik vi så stigningen i momsen fra 22 til 25 % for at redde de penge hjem, ambien skaffede staten. Skønt et flertal af folkevalgte havde været imod højere moms. I EUs og vilkårlighedens hellige navn gled stigningen glat igennem. Staten havde tjent 55 milliarder kroner på den ulovlige ambi. Højesteret sørgede med en dom i 1994 for, at kun få virksomheder fik de ulovligt opkrævede penge tilbage. Det er vilkårlighedens fuldkomne magt. Ingen gyldig lovgivning, ingen lovlig forvaltning og en vilkårlig retstilstand.

Statsminister Jens Otto Krag sagde, at hvis de danske politikere havde fortalt danskerne sandheden om EU, så havde danskerne aldrig sagt ja. Det får være, at Krag på den måde har ødelagt sit eget eftermæle. Det er værre, at vi stadig ikke får sandheden at vide, og at det er aldeles vilkårligt, hvad der bliver lukket ind i ørene på os om EU.

Pludselig i sommervarmen siger udenrigsminister Niels Helveg Petersen, siden støttet af statsministeren, at de store lande har tiltaget sig for stor magt i EU. Meningen er, at vi skal føle, hvordan udenrigsministeren rigtig er på menig-danskernes side. Det er også derfor, han siger ordene, så regeringspartierne kan kappes med Dansk Folkeparti om vælgernes gunst, når nu indenrigsminister Thorkild Simonsen ikke kan klare det helt alene med den menneskefjendske udlændinge-politik.

Det er helt vilkårligt, at det nu røbes for os, at de små lande er blevet frataget indflydelse. Vi havde valg til EU-parlamentet i juni, en måned før Niels Helveg Petersens ord om, at de store lande har tilranet sig for megen magt. Ikke eet eneste ord sagde Niels Helveg Petersen i valgkampen forud for EU-valget om, at de små lande var trængt af de store landes magtbrunst.

Man må have lov til - i hvert fald kortvarigt - at gå ud fra, at Niels Helveg Petersen stadig er en redelig mand. Det er derfor utænkeligt, at de store lande allerede havde tiltaget sig vilkårlig magt uden om EU-lovgivningen forud for valget til EU-parlamentet først i juni. Det er utænkeligt, fordi Niels Helveg Petersen så redeligt ville have sagt det allerede forud for EU-valget.

Men forud for valget deltog han sammen med de øvrige regeringspartier og de andre EU-tilbedere i lovsangen til EU. De sagde tilmed uden at få klump i halsen, at de store lande som en selvfølge skal have mere magt tildelt i den runde af magt-fordeling, der skal ske forud for østlandenes lovede optagelse i EU. Det er klart, at ingen dansk politiker, og da slet ikke udenrigsministeren fra Det radikale Venstre, kunne drømme om at tale om mere magt til de store lande, hvis de havde en hemmelig viden om, at de store lande allerede på et helt vilkårligt grundlag havde tiltaget sig mere magt.

Enhver kan huske, hvordan ingen af EU-partierne i maj og juni i år gjorde indsigelse mod Centrum-demokraten Mimi Jakobsens udsagn om magten i EU. Det var jo hende, der som en udenadlært remse hele tiden ville overtyde os om, at EU netop var til, fordi EU tvinger de store lande til at drøfte med de små lande før vedtagelserne. Hvis Mimi Jakobsen eller andre danske politikere på det tidspunkt blot havde ringeste anelse om, at de store lande helt vilkårligt har taget magten fra de små, så ville de have sagt det til os. Det har vi vist lov til at regne med.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at det er i måneden efter EU-valget, de store lande pludselig har taget magt fra de små. Og derfor kan udenrigsministeren og statsministeren, dels fordi det er så nyt, og dels fordi det må være et helt håndgribeligt tilfælde, som ingen sag klargøre for os, hvordan de store lande vilkårligt har tiltaget sig en magt, de ikke tilkommer. Men enhver ved, at de ord får vi ikke. Påstanden om de stores magt-overtagelse skal blot hænge i luften, så udenrigsministeren og statsministeren ligner to, der kan kappes med Mogens Camre om vælgerne.

Er det ikke også aldeles indlysende, at hvis de store lande i EU har tiltaget sig vilkårlig magt uden om Unionens lovgrundlag, så vil udenrigsministeren og statsministeren ikke nøjes med lidt løse ord i lommen? Efter alt, hvad der er lovet os, er vi da som folk ikke aldeles sikre på, at udenrigsministeren og statsministeren straks vil indkalde de små lande til et særskilt møde for at få de stores magt-tilraning klarlagt og påtalt?

Om vi er tilgængere eller modstandere af EU, så kan vi vel enes om, at har nogle EU-lande raget vilkårlig magt til sig, så kan det ikke klares med nogle sommerlige reklame-ord fra strandbredden. Vi må byde vilkårligheden trods og har derfor som folk ret til at gå ud fra, at Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen straks indkalder EUs små lande til møde i København - eller Torshavn, hvis det skal være neutral grund.

Igen og igen og igen og igen holder de store lande møder om EU-spørgsmål hen over hovederne på de små landes politikere. Der kan hverken moralsk eller demokratisk være noget som helst galt i, at de små lande indfører lignende møder. Og da danskerne utvivlsomt er det folk, der har flest uindfriede løfter fra egne politikere, så er det selvsagt, at netop den danske regering stiller op som iværksættere af den slags møder.

Et stævne mellem de små EU-lande er endnu mer nødvendigt, fordi de store lande har fået sig - fået valgt sig - en stærk fortaler i den ny kommissions-formand, italieneren Romano Prodi. På trods af alle løfter er det stormagts-tid for Unionen igen med valget af Prodi. De små lande ender på loppemarkedet, når de store landes supermarkeder nu har fundet sammen i Prodis stormagtsdrømme om Europas Forenede Stater.

Ikke for nogen, bortset fra den radikale Lone Dybkjær, er det en overraskelse, at Romano Prodi ønsker ophøret af enkeltstaterne og skabelsen af Europas Forenede Stater. Lone Dybkjær blev ganske vist vred, da Prodi i en tale, just som de store lande havde udset sig ham som frelsens engel over svindelens syndflod, luftede sit ønskede om Europas Forenede Stater.

Så Lone Dybkjær stemte imod Prodi, da han skulle godkendes som kommissions-formand. Nej, det gjorde hun ikke, for Lone Dybkjær havde i den næste Prodi-tale hørt en mere dæmpet holdning. Hun fik ikke det indfald, at Prodi dæmpede sig for at blive valgt, og at tale nummer to var vilkårlighedens sprog. Så Lone Dybkjær stemte ikke imod Prodi. Hun har ivrigt bidraget til at sætte en mand, der ønsker Europas Forenede Stater, i spidsen for Unionen og for sin egen kamp mod de samme forenede stater. Lone Dybkjær taler nemlig selv vilkårlighedens sprog - for netop det sprog er hovedsproget i Unionen.

I mellemtiden har Romano Prodi holdt opgejlende møde med de kommende kommissærer. Blandt dem var Danmarks ny Poul Nielson. Han kom ud fra mødet som en apostel ramt af helligåndens dueslag. Han sagde, at han ønskede også mer union. Hvem i det ganske kongerige har hørt Poul Nielson sige i valgkampen for godt en måned siden, at han ønskede mer union? Ja, hvem har måske hørt ham sige noget som helst? Men eet sølle møde med ærkeenglen Prodi, så er Nielson frelst for Europas Forenede Stater, og det er hurtigere end Lone Dybkjær, der skulle høre to taler af Prodi.

Men Lone Dybkjær kan da stadig vise os, at hun ikke taler vilkårlighedens sprog. Hun har holdning, og hendes holdning vil komme tydeligt til udtryk, når hun som medlem af det nyvalgte EU-parlament skal godkende de nye EU-kommissærer. Lone Dybkjær vil følgestrengt efter sin holdning stemme imod Danmarks Poul Nielson. Han vil jo mere union, siger han, og det vil Lone Dybkjær ikke. Altså er Lone Dybkjær ikke i tvivl. Det er kun det almue-gjorte danske folk, der er i tvivl, og som dummepeterne tænker vi, at Lone Dybkjær nok skal finde ud, hvordan hun vil stemme - helt vilkårligt.

© Poul Erik Søe 26. juli 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside