Margrethe Vestager gør
folkekirken til statskirke

Det radikale Venstres kirkepolitiske friheds-tradition brudt af kirkeministeren

Det er usædvanligt, at landet har en kirkeminister, der partipolitisk hører hjemme i Det radikale Venstre. Nu sidder der en radikal kirkeminister, men i Det radikale Venstre drøftes mer og mer, om man kan sige, at hun hører hjemme i partiet. I hvert fald har hun sat sig uden for netop radikal kirkepolitik.

En af grundene til, at radikale kirkeministre er sjældne i den politiske historie, er ligetil. Det radikale Venstre har oftest haft undervisnings-ministerposten, og ingen har som Det radikale Venstre kæmpet imod en samling af undervisnings- og kirkeministeriet i een person, som man i gammel tid kaldte en kultusminister. Når de to ministerier hører under samme menneske som minister, så gøres folkekirken efter historisk målestok til statskirke, hvad den jo netop ikke er og ikke vil være.

Vi skal helt tilbage til Påske-krisen 1920, da landets seneste radikale kirkeminister blev smidt ud sammen med den øvrige radikale regering ved kong Christian den Tiendes statskup. Da kongen fældede en regering, der havde folketingets flertal bag sig, tabte han den sidste magtrest fra enevælden ud af kongefamiliens hånd. Fra det tidspunkt var et stort flertal af partierne til højre og venstre i salen enige om, at magten skulle ligge hos de folkevalgte politikere.

Det var ikke den radikale kirkeministers skyld, at det kom så vidt. Han hed Th. V. Poulsen, og kirkeministeriets forvaltning i tiden mellem Poulsens afgang i 1920 frem til nu faktisk har været fastlagt af hans synspunkter og afgørelser. Det danske folkestyres kirkepolitik er Poulsens kirkepolitik.

Kortet ned handlede det i Poulsens tid om at sikre den enkelte sognemenigheds frihed - både fra ministeriet, folketinget og biskopperne - og præsternes forkyndelses-frihed, efter at Venstres J. C. Christensen forud havde sikret enkeltmenneskets frihed, også fra præstedømmet, ved at gennemføre sognebånds-løsning, altså frihed til at vælge præst. Sammenlagt er det dansk kirkepolitik, da folkekirken ikke er en statskirke.

De stridigheder, der har været mellem stat og kirke, har ofte været frugtbare. De har sat sig spor mere i sædvane end i lov, og en sædvane, helheden kan godtage, er altid bedre end flertalsmagtens love. På åndelige områder er fremgangsmåden livsvigtig.

Men når et ømtåleligt forhold som det mellem stat og kirke styres af sædvane, uskrevne love, så er det vigtigt, at parterne kender sædvanens oprindelse og historie. Just her er det gået galt med Margrethe Vestager. Det skulle ikke undre mig, om hun har topkarakter i skolefaget historie og netop af den grund optræder aldeles historieløst, fordi hun kun kan historikernes historie, ikke folkets historie.

En af stridighederne mellem stat og kirke blev udmøntet i en munter revy-vise af J. Helms. Første vers lød:
Kejseren af Kinesiens land
er en umådelig mægtig mand;
han kan gøre alt, hvad han vil,
for der er ingen rigsdag til,
der er ej heller grundlovsfester,
dagblade eller lollandske præster,
men han blev dog narret engang,
og just derom handler min sang.

På sær vis optræder Margrethe Vestager som hin kinesiske kejser. For hende er der heller ikke folketing, grundlov eller præster, men - hvis man må nævne skaberen i kirkepolitiske stridigheder - Gud ske lov er der dagblade. Når Margrethe Vestagers egne partifæller nu kalder hende for ærkebiskoppen, så er det et udsagn om, at rest-folkeligheden i Det radikale Venstre i hvert fald kender om ikke landets, så partiets kirkepolitiske historie, hvad der næsten går ud på eet. Tilsyneladende er den skrevne og elbårne presse heller ikke ukendt med kirkepolitikkens uskrevne love. Pressen har med rette set, at her er en sag.

Margrethe Vestager var kun 11 år, da Uffe Ellemann Jensens far, journalisten Jens Peter Jensen, ved udnævnelsen 1979 af den socialdemokratiske kirkeminister Jørgen Peder Hansen, spurgte statsministeren, om Jørgen Peder var konfirmeret. Det er selvsagt et utidigt spørgsmål, da kirkeministerens kirkelige tilhørsforhold er aldeles ligegyldigt. Og Jens Peter Jensen, der dengang var journalist på dagbladet Børsen, spurgte da heller ikke, fordi han var uvidende om kirkepolitiske skikke, som han tværtimod med sin folkelige baggrund havde sikkert kendskab til.

Jens Peter Jensen spurgte for at drille socialdemokraterne, som var ved at skifte ham i kirkepolitik. Under Viggo Kampmann, som var landets første socialdemokratiske statsminister med medlemsskab af folkekirken, havde socialdemokratiet fået et partiprogram, hvor altret ikke længere skulle brydes og kirken altså ikke længere - som i de første programmer - nedkæmpes.

Jens Peter Jensens tilsyneladende utidige spørgsmål vakte derfor megen munterhed, og en blussende Jørgen Peder Hansen kunne meddele, at han skam var konfirmeret. I dag ville man ikke drømme om at spørge til kirkeministerens konfirmation, omend der har været megen lige så utidig drøftelse af, at den nuværende kirkeministers barn ikke blev døbt. En kirkeminister skal selvsagt hverken dømmes på tro, kirkeligt tilhørsforhold eller privatliv. Hun skal dømmes på sine politiske handlinger og deres historiske, sædvanemæssige baggrund. Og det er just her, Margrethe Vestager dumper.

Det er ikke Margrethe Vestager, den er gal med. Hun har lov til at være ny og har kun siddet på ministerposterne i halvandet år. Det hører til den christiansborgske sædvane, at der værnes om nytiltrådte, også selvom de er fra et andet parti end ens eget, og det er en menneskeværdig skik. Men prøvetiden varer ikke evigt.

Det gale er partisystemerne, der i dag er så affolket, at der er ikke er alsidigt udbud af emner, når der skal findes egnede til politiske poster. Derfor ryger mange til tops, bare de får sig et parti-medlemskort, og de gør det så hurtigt, at de ikke med den tidligere radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensens ord når "at gå en landposts rute". Det, han mente med landpostens rute, var, at politikeren først og fremmest måtte have den folkelige baggrund i orden.

Margrethe Vestager mangler den folkelige baggrund. Hun kan utvivlsomt bøgerne forfra og bagfra, men hun røber alvorligt ukendskab til det folkelige Danmark og de sædvaner, de uskrevne love, der er det egentlige samfunds rygrad. Det var grunden til, at hun faldt igennem som undervisningsminister, da hun inden en afstemning, der kunne have udløst arbejds-kamp blandt lærere, blandede sig i afstemningen ved på forhånd at være villig til at bruge et politisk flertal til at forbyde en lovlig arbejds-kamp ved lov.

Og den ufolkelige baggrund har også fået ministeren til sommerpjanket sammen med den radikale kulturminister og i tråd med indenrigsminister Thorkild Simonsen at opfordre til at dyrke det danske. Men det danske er ikke noget, man dyrker, det er noget, man er eller vælger at være. Og det at være dansk er ikke et modtræk mod andre folk, men er netop det, der binder os til fællesskab med de andre, der har samme ret til at være folk som vi.

Det er svært at se undervisnings- og kirkeministerens egen vilje til dansk fællesskab og evne til at tage skolens dansk-undervisning alvorligt, når hun i sin omtale af sig selv på kirkeministeriets hjemmeside fortæller, at hun i fra 1991 til 1993 har været "stagiarie i Europaparlamentet for Det radikale Venstre". Stagiarie har egentlig tydningen prøvetid eller midlertidig tjeneste. At være dansk, som ministeren opfordrer til, er ikke en politisk holdning. Det er mer end noget andet at vælge det sprog, der er fælles for folket.

Ordene om, at vi skulle til at være mere danske, blev sagt, da det endnu var højeste mode at kæmpe mod flygtninge. Det er Kosova-krigen, der har ændret moden, og man må håbe, at det er mer end modetrælleri. Lige nu er folketingets fremmedfjendske flertal hængt ud for den grusomhed, den vælger-taktiske udlændinge-lovgivning har ført med sig.

Kosova-krigen løb ud af hænderne på politikerne i hele den vestlige verden, også herhjemme, tydeligst påvist gennem den begmand, som valget til EU-parlamentet var. Holdningerne hos enkeltmennesket havde ikke længere redelig sammenhæng, for man kunne ikke gå rundt med udvendigt indsamlings-hjerte for Kosova-flygtninge og samtidig bande over alle andre flygtninge.

Endnu da kirkeminister Margrethe Vestager valgte at give præsten, der ulovligt har skjult serbiske flygtninge, en tjenstlig påtale, var det mode - i politisk kamp med Dansk Folkeparti - at være imod flygtningene. Biskoppen i Helsingør stift, der havde påtaleretten, gjorde ikke brug af den, men nævenyttigt udnyttede Margrethe Vestager sagen til politik. Hun gav præsten en tjenstlig påtale oven i den dom, han selvsagt skulle have, og som han var rede til at modtage.

Præsten ser utvivlsomt den tjenstlige påvisning som et hæderstegn, og jeg ville i hvert fald langt foretrække det stykke papir frem for en hvilken som helst orden. Men Margrethe Vestager har ikke først og fremmest irettesat præsten. Hun har med eet slag gjort folkekirken til statskirke ved tiltage sig rollen som ærkebiskop. Den slags dumheder kan en stagiarie lave, men ministeren er ikke stagiarie mere. Prøvetiden er udløbet.

© Poul Erik Søe 29. juli 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside