Den utrolige tro
Kommentar i Danmarks Radios udsendelse Mennesker og tro 10. januar 1999

Der er ikke noget, der kan nøjes med kun at være godt. Det gode skal mindst kaldes for utroligt. Lige nu siger man om noget, der er godt, at det er kanon. For få år siden var alting fantastisk og for ti år siden hed det voldgodt. Men selv når noget er kanon, så er det alligevel først og fremmest utroligt.

Det utroligste lige nu er, at der er flere, der tror på opstandelsen end på statsministeren. Det siger meningsmålingerne. Der er 72 procent, der tror på Clinton, 31 på opstandelsen og 19 på Nyrup.

31 procent af det danske folk siger ja til, at de tror på opstandelsen, og det lyder lige i overkanten. Ganske vist er mer end 90 procent medlemmer af folkekirken, og nogen af dem ved, at folkekirken har en utrolig god trosbekendelse, som faktisk er kanon, og som siger, at vi bekender troen på Jesu opstandelse. Der er i hele tilværelsen ikke noget mer utroligt end netop troen.

Ordet tro har tydningen at stole på. Ordet tro vil sige at have tillid til. Derfor er 19 procent for lidt for en statsminister og 72 procent ikke så lidt for meget for en præsident, men 31 procent til opstandelsen, det er godt nok utroligt.

Der er kun een trøst, nemlig at flertallet er i tvivl. 31 procent ja til opstandelsen, det er mange, selv påskesøndag. Det ved enhver, der skal forkynde opstandelsen, eller som hører på forkyndelsen. Tvivlen sidder nærmest i bænken.

Grunden er ligetil. Det er i tvivlen, vi genkender os selv som mennesker, og hvor tvivlen mangler, hersker det umenneskelige. Hvor troen bliver påstand og plakat, er vi fremmede for os selv.

I Vedersø her i Vestjylland har de en sær sten. Den er omkring 800 år gammel. Den sidder udvendigt på Vedersø kirkes tårn. Stenen er et møde mellem tro og tvivl. Der er hugget en plante ind i stenen, som vinranken et sindbillede på Kristus og på livstræet. Men blade og blomster er blevet til ormehoveder. Det djævelske dukker op midt i det livgivende.

Da Martin A. Hansen skabte sin bog "Orm og tyr", skrev han om stenens tvesindede billede, at "den stormfulde præst, som levede her, har forstået det." Det er Kaj Munks tvesind, han taler om.

For nutiden er det Kaj Munks liv, mere end hans forfatterskab, der har værdi. Nogen skærer ham til, så han kun bliver helten, der i tro på folkestyre og fædreland blev myrdet som den tyske nazismes offer. Men ingen dansk forfatter har i trediverne tiljublet Hitler og Mussolini, nazismen og fascismen, som Kaj Munk. Det er i denne spænding mellem tro og tvivl, han bliver menneske og værd å tale om.

I denne uge har Vedersø fået en ny sten i Kaj Munks navn. Men stenen er uden Kaj Munks tvesind. Den er uden tvivl og derfor umenneskelig. Man har valgt mellem præsten og teater-manden Kaj Munk – og alene valgt teatret. Stenen og abortmindelunden kan blive et godt turistmål, siger sønnen Arne Munk til fjernsynet.

På stenen står der, at det danske folkestyre er skyld i en halv million mord. Det er lige så skråsikkert, som da Kaj Munk i trediverne foretrak diktatorerne for demokraterne. Men der er ikke plads for den tvivl, som siden gav ham mod til indrømme den dødelige fejltagelse.

Det danske folkestyre har i spørgsmålet om abort ikke handlet med tvang, men givet en frihedslov. Fordi politikerne som alle andre redelige folk var og er i tvivl. Der kan ikke lovgives om liv og død, om tro og tvivl. Folkestyret har hverken taget friheden eller ansvaret fra os, men gjort det eneste mulige i et folkestyre, overladt de livafgørende spørgsmål til vor egen tro og tvivl.

Det er den tro og tvivl, der taler i Kaj Munks bedste arbejde, skuespillet "Ordet", hvor den døde mor vågner til opstandelse i sengen midt på scenen. Endnu stærkere skildret, da Carl Th. Dreyer gjorde spillet til film. Opstandelsen er teater eller virkelighed – efter vor egen tvivl og tro.

Der var vel ikke engang 31 procent blandt Jesu lærlinge, der troede på, at han var opstået fra de døde. Og der var dem, der ikke engang kunne genkende Jesus efter opstandelsen. De var sammen med ham en hel dag, men var 100 procent sikre på, at han var en anden. Og de genkendte ham først, da han om aftenen ved maden brød brødet, som han plejede at gøre. Det er det hverdagsagtige i livet, daglig-livet, det sædvanlige liv, vækkeurs-rutinen og kartoffel-skrælleriet, som skaber den tillid, der er tro, genkendelse og opstandelse.

Trosbekendelsen hører til rutinen, til kirkens sædvane. Den er menneskeskabt, mer end Grundtvig kunne lide det. Når vi siger trosbekendelsen i kor, siger vi netop ikke, hvad vi tror på, men helt rutinemæssigt nævner vi - det utroligste, som i det øjeblik kan være een stor løgn for een selv, men som samtidig er kristendommens historiske sandhed.

Jeg er sjældent mere i tvivl om kristentro, end når jeg siger trosbekendelsens ord. Pludselig er jeg så tæt på jomfrufødslen, gudssønnen, opstandelsen og Helligånden, så tæt, at tvivlen melder sig i bundter.

Det er det, vi har trosbekendelsen til. Den skal gøre tvivlen større og een selv mindre. Den skal prøve at hjælpe de 31 procent af een selv, der måler og mener, at man bare sådan kan sige ja til det utroligste.

Det, der sker, når vi tager trosbekendelsens ord i munden, er, at vi hører vi os hjemme i dem, selvom de er og altid har været aldeles fremmede, de er fjerne – utrolige.

Det er rutine og sædvane. Vi har hørt de ord, fra vi var små. Vi genkender ordene og ordlyden, men ikke troen. Vi kan gå sammen med de ord en hel dag igennem, og alligevel er de utrolige. De er og bliver fremmede for ethvert almindeligt menneskeliv. De er udenadlært remseri.

Men i samme øjeblik trosbekendelsen fremkalder tvivl, den helt almindelige, hverdagsagtige tvivl, og der er ikke noget, trosbekendelsen er bedre til, nikker vi genkendende, og det er en genkendelse, som skaber den tillid, der også hedder tro. Er det ikke utroligt?

© Poul Erik Søe 10. januar 1999, Danmarks Radio, kommentar i udsendelsen Mennesker og tro

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside