Et stykke historie, der
også handler om i dag

Historien om danskernes holdning til nazismen er ikke meget anderledes end andre folks - men anderledes end vi selv troede eller er blevet bildt ind. Vi vidste det godt, mere end anede det. Vi sejlede også under bekvemmeligheds-flag, mens nazismens krigsskibe var i farvandet.

Det er et sent opgør, der nu finder sted. Over alt i Tyskland og de omliggende lande rives sløret væk. Ikke kun nazisterne, men også andre brugte slavearbejdere. En dansk virksomhed tilbyder nogle slanter til gengæld for at have brugt slavearbejdere i Estland. Når muligheden bød sig, så var danskerne ikke anderledes.

Nogle ser endnu engang bekvemt vor egen tids opgør som en del af spillet om at vinde sjæle for og imod, hvad der sker i Mellemøsten. Men det, der skete, kan ikke redeligt bruges til det. Og afsløringerne af, hvad der skete i Danmark, mens tyskerne havde besat landet, er dansk historie såvel som jødisk historie.

Danmark er ikke tjent med kun at være kendt for den indsats, der vitterligt blev gjort for at skaffe danske jøder fri af dødslejrene ved at skaffe dem til Sverige. Det skal ikke gøres ringe, men vi ved også, at ikke alle gjorde det af menneskelige grunde. Nogle tog sig godt betalt.

Det skal ikke skjules, at danske myndigheder udviste jødiske flygtninge til Hitlers Tyskland, hvor nogle af dem efter en islandsk forskers undersøgelse endte i dødslejrene.. Så lidt som det skal skjules, at omkring 10.000 unge danskere, vildledt af dansk politisk holdning, meldte sig under nazismens faner. Det var redeligheden hos forfatteren Erik Aalbæk Jensen, selv modstandsmand og konzentrations-lejrfange, der først tog fat på at afdække, hvor tvesindet danskerne var, og hvorfor så mange valgte nazismens side.

Danske myndigheders handlinger under den tyske besættelse skal frem, sådan som vi selv ivrede kraftigt for, at Schweiz i året, der er gået, lagde frem, hvad der var sket i det neutrale Schweiz under anden verdenskrig. De schweiziske banker åbnede omsider de hemmelige konti, oprettet af jøder og andre, som nazismen udryddede. Schweizerne tjente på det guld, tyske nazister røvede fra ligene i udryddelses-lejrene.

Skønt neutral tillod Schweiz tyske militære tog-transporter gennem landet til Italien, som det neutrale Sverige tillod tyske tog til det besatte Norge, og Schweiz var nok blevet besat, hvis det havde standset togene, fordi landet lå mellem de fascistiske stormagter. Men mange vidner har skildret, at nat efter nat kørte også tog med jøder og andre fanger fra Italien gennem Schweiz med kurs mod dødslejrene. Vidner har hørt skrigene fra togvognene, når togene holdt på banegården i Zürich. Og Scweiz lavede opsamlings-lejre ved grænsen til Tyskland for at sende mennesker, der flygtede fra nazismen, tilbage til bødlerne og morderne.

Måske er de danske forbrydelser langt færre i tal, men der må sikres den åbenhed, der giver svar .Det er ikke kun et stykke historie, det handler om, når der som en selvfølge skal åbnes for arkiverne. Det, vi skal have indblik i, er ikke kun en række menneskeskæbner, men det er et stykke historie, der også handler om i dag. Kun ved åbent at vedgå og samtale om fortidens fejl, holder vi drøftelsen af nutidige flygtninges skæbne i Danmark vedlige.

Det er vore handlinger i dette nu i forhold til dem, der flygter hertil, som kommer frem i lyset og samtalen, når vi åbner arkiverne. Der er blevet talt meget om arkiv-freden og værn af enkeltpersoner, som dengang var danske myndigheder. Det er en skæv tankegang. Udvisningen af jøderne til Hitlers nazistiske Tyskland var en forbrydelse, og til undersøgelsen af en forbrydelse må der være arkiv-åbenhed. Måske havde underskriverne på udvisningerne loven med sig, men derfor var det en forbrydelse alligevel, en forbrydelse mod menneskeheden.

Vel kan de myndigheds-hænder, som dengang skrev under på udvisningen, henholde sig til politisk opbakning, til folkestemning, til frygten, ja, måske endda til loven, men dermed deler de jo blot forbrydelsen med det danske samfund. Og det er ikke anderledes, end når folketinget ved særlov udleverede kommunisterne til forfølgelse, og når dele af dansk politi ivrigt deltog i jagten på danske modstandsfolk.

For nok handler arkiv-sagen om det, der skete under anden verdenskrig, men det handler samtidig om de danskere, der i dag værner nutidige flygtninge mod lignende udvisninger til områder, hvor deres liv vil være i fare. De danskere, der tager hånd om mennesker på flugt fra døden, bryder loven, men en eftertid vil tænke anderledes. Der vil altid være nye arkiver, som skal åbnes.

Påstanden er, at danske embedsmænd ligefrem pressede på for at få flygtninge udvist til Hitlers Tyskland. Det skal læses sådan, at tyskerne end ikke havde krævet udvisning af flygtninge, men at Danmark gerne ville af med dem.

Indenrigsministeren overvejer, hvad han skal sige til arkiv-åbningen. Det er at bore i såret, hvis han overvejer for længe.

© Poul Erik Søe 11. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside