Den nærværende død
Ved Peter Seebergs død 9.1.1999

I Peter Seebergs roman Fugls Føde er vi vor egen tid. Seebergs hovedperson bærer det søren kierkegaardske navn Tom, for tom er han. Han er ude i intetheden, i tilintetgørelsens landskab - sært og ubegribeligt nok det bedste sted, man kan være. For her bliver livet til.

Hans livs længsel er uden adresse, uden sigtepunkt. Men han længes - længes efter få et knus. Det er der mange af os, der længes efter. Det er ligeså sært. For det at blive knust - det lyder jo sprogligt som sparegrisen under hammeren - er det samme som at blive ødelagt, at blive lagt øde, at blive gjort tom, at blive til ingenting.

Alligevel ved enhver, hvordan det virker at få et knus. Når man er spanden, er der een, der åbner armene, og den åbne favn ligner et moderskød, man går ind i.

At gå ind i den andens favn for at blive knust er at gå i sin mor igen. Inde i favntaget er man i tilblivelsens verden.

Og når armene åbner sig, er det igen moderskødet, der lukker sig op, og man bliver som født på ny.

Når man er ude i intetheden, i tilintetgørelsen, er man også hugormen i hamskiftet, sneglen endnu uden hus. Man er så meget på spanden, at man falder for de andres styrke, guruerne, psykologerne, sektlederne, heksene og de stærke mænd. I afmagten glemmer man den visdom, at man kun kan få hjælp af den, der redeligt stiller sin egen svaghed og tvivl til rådighed.

Sådan har Tom det, da han bliver ringet op af Hiffs.

Seeberg skriver: "Han var ikke i stand til at gætte, hvad Hiffs ville have ham til; der måtte ligge noget bag. Han gættede i det blå, på noget godt, som gav penge, men det opmuntrende, det ophidsende, bestod i, at han var sat i gang af en anden, der bad ham om at komme, og at han med eet slag så sig befriet for sin egen eksistens, så han tyngdeløs kunne lade sig dale igennem andres forløsende sfærer af beslutninger."

Han er altså derude, hvor et hul hindrer ham i at tage det næste skridt ud i livet. Hele denne tankegang findes i ordet død, de tre bogstaver d ø d.

Døden er det, der sker for enden af livet. Døden er med os undervejs, måske kun i glimt, måske kun i et stemnings-øjeblik, i en nedtur. Livsmodet er væk. Pludselig er hullet der, man er tom.

Sagt på en anden måde handler til livet om at komme til at leve dags dato. På regningen forkorter vi dags dato til de to bogstaver, som også findes i ordet død, nemlig dd.

Men i glimt - eller i alt for lange glimt - mister vi livsmodet, i dag taler vi tiest - som et lån fra Kierkegaard - om, at vi ikke kan træde i eksistens. Der er pludselig et hul, som hindrer os i at leve dags dato. Hullet er intetheden, man er ved nulpunktet. Ind mellem de to d'er, som er dags dato, trænger dette nul - dette hul, som er den hemmelige viden om tilintetgørelsen. D o d.

Men det er netop en værdi, at vi får øje på hullet. Det er det, der sætter livet i gang. Hvor sært det end lyder, så er det denne død midt i livet, denne tomhed, nullet, som giver os livsmod igen. Vi finder os ikke i, at livet skal være meningsløs. Vi tilfører livet mening, indhold og fylde. Vi får mod på livet igen. Det gør vi ved at strege nullet ud, og så står der: d ø d. Den nærværende død.

Vi streger nullet ud ved at give livet en ny retning, ved at træde det næste skridt ud i livet. Pludselig er hullet afløst af længsel. Vi ved ikke, hvad vi længes efter, men vi går i gang. Vi ringer til nogen, læser en bog, går i teater, laver to spejlæg til et halvt stykke rugbrød, går på udstilling, lukker op for fjernsynet eller skriver et brev. Vi ved knap nok, hvorfor vi gør det. Vi længes, men længslen har ingen adresse.

Sådan er det også med Tom i Seebergs bog. Da han er ude i intetheden, ikke er i live dags dato, så får opringningen fra Hiffs ham til at skifte retning. Han styrter afsted, længes efter at møde Hiffs, selvom han ikke engang nøjagtigt ved, hvor han skal finde Hiffs. Og han ved slet ikke, hvad Hiffs vil med ham. Men han har håbet, for alt håb fødes af længsel. Hiffs ved, at Tom er ude i intethedens landskab, ude i kaos.

"- Hvor jeg kender dig igen, Tom, sagde Hiffs, - jeg ved, det må være et helvede for dig at sidde stille og høre på mig. Jeg gør dig tavs. Sådan husker jeg dig fra de få gange, vi har truffet hinanden. Du sad angst, næsten forgræmmet i et hjørne, og var nødt til at foragte det hele, for du mente ikke, du kunne være med i legen. Der var noget afstumpet, koldt ved dig, som gjorde dig utiltalende, men som vakte min interesse. Jeg så dig undertiden fare op et øjeblik, som en fugl, der løfter sig i sit bur, og jeg vidste, at du nu ville komme med et eller andet forslag, som skulle bryde dine lænker definitivt, som skulle befri dig for det i dig selv, der stod som en ond, tæt klippe af træthed, modløshed, bevidstløshed omkring dig. Du troede det aldrig for alvor, men du drømte om det i glimt..."

Og lidt senere har bogen endnu et målebordsblad over intethedens, tomhedens landskab: "Du er usårlig, Tom, for du er hovmodig; det kan ikke gøre noget, at jeg siger dig det, for du har altid et nyt hjørne at trække dig tilbage i. Din sjæl er ikke et sted, en kraftens kilde; den er de tomme konkylier, hvor du kan høre dit fjerne, uovervindelige hovmod bruse."

Et sted siges det også om Tom, at han ikke er nærværende, og bogen skildrer jo netop, at han er på afstand af livet, at han er fraværende. Derfor kan han ikke nå frem til glæden, for med Kierkegaard er glæde jo netop det, at være nærværende i sandhed, at være nærværende i en sandhed, der er i dag, dags dato, ikke i erindringen og ikke i fremtidshåbet. Men dags dato.

I Don Pedros sang om elverfolket med Kim Larsens melodi er der en længsel, som ikke har noget navn. Det er en længsel efter selve livet, den virkelige virkelighed, som har mening, fylde og indhold.

Elverpiger spinder
en troldvind i mit sejl
jeg møder midt i intet
mig selv i sjælens spejl

For de vokser ud af ingenting
de næres bedst af savn
de kalder frem en længsel
som ikke har noget navn

Kim Larsen og Don Pedros sang handler om elverfolket, elverpigerne, der har hul i tilværelsen, er hule i ryggen. Det er sangen om øjeblikke af meningsløshed, hvor alt føles tomt. Hvor hullet er større end tilværelsen, og hvor det manglende livsmod gør hullet alt for tydeligt.

I Don Pedros og Kim Larsens sang er det elverpigerne, som udvirker, at - som der står - "jeg møder midt i intet mig selv i sjælens spejl". Ude i tomheden, intetheden møder jeg mig selv, bliver mig selv. De elverpiger, der kan give mig den livsforståelse, "de vokser ud af ingenting", siger sangeren. Elverpigerne "kalder frem en længsel, som ikke har noget navn".

Peter Seeberg er død. Hans længsel er i overskud. Den nærværende Peter Seeberg er død.

© Poul Erik Søe 9. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside