Prognose-præsteskabet ser
pludselig folket bag tallene

Politikere, der har nedslidt eller opbrugt det personlige fremtids-syn og derfor er nemme ofre for ministeriernes embeds-styrere, har det med at sætte prognoser og meningsmålinger ind som verdensbillede i det tomrum, de færdes i.

Det sker oftest for politikere, der fra et snævert personligt erfarings-område pludselig står med magt over store samfunds-flader. Og det sker for politikere, der føler sig tvunget til at tale for et samfunds-syn, der ikke er deres eget ifølge følelsernes klogskab. De må trampe overdrevent i gulvet for at få kroppen til at føle sammenhæng med det, der ikke er i pagt med dem selv, men som de sendes i byen med.

To fuldgode præster i prognose-kirken er Venstre-manden Bertel Haarder og den radikale Marianne Jelved, begge sendt i ringen på Christiansborg mest med den myndigheds-erfaring, som underviseren får i indlæringen af eleverne, og som hyppigt mere lever af alders-forskellen mellem lærer og elev end af egentlig alsidig indsigt.

Bertel Haarder og Marianne Jelved er her kun tilfældigt udvalgt, men de er dog typiske for mange af nutidens lovgivere og forvaltnings-ledere. De virker i et tilsyneladende frisindet politisk landskab, begge vokset til magt under den afdøde radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, men deres grundlæggende pædagogiske holdning til verden er den dæmning, der spærrer for fremsyn og vidsyn, og som de samtidig gør til udsigtspunkt.

Der er så stor afstand mellem det folkelige syn, Bertel Haarder er vokset op i, og lederskabs-dyrkelsen i danske ministerier og EU, at han tidligt gav afkald på samtale og blev politisk indlærings-mester for et folk, der i årevis kun er blevet opfattet som værende i vejen for klog og sund politisk førerskab.

Bertel Haarder kunne have valgt sig den tidligere venstre-statsminister og flygtninge-højkommissær i FN, Poul Hartling, som folkeligt politisk forbillede, men Haarder lod sig hvirvle ind i den falske internationalismes labyrint, hvor troen på struktur og førerskab langt overskygger folkelig fingerspids-fornemmelse, evnen til at lytte og det grundlæggende syn, at politik er til for at fremme livet for ethvert menneske og ikke for at styre strukturerne og tilpasse folket til systemerne.

Fra første færd valgte Marianne Jelved også den ufolkelige side i sit parti, Det radikale Venstre, hvor Hilmar Baunsgaards struktur-leg med byggeklodser i fjernsynet var langt mere fristende end den folkelige indsigt, hun kunne have hentet hos modstykket til Baunsgaards reklame-fremfærd, nemlig den folkeligt indsigtsfulde og alsidige Karl Skytte, engang landbrugsminister og siden folketingets formand.

Selvopgivende gjorde Haarder og Jelved sig til talerør for modetrælleriet i den falske internationalisme, der i EUs udgave er et magtspil uden det fællesmenneskelige og medmenneskelige som mål. De stillede sig til rådighed for kræfter, de ikke kunne overskue, og blev derfor de dårligst tænkelige rådgivere for det danske folk.

EU har lige skiftet standpunkt til krumme agurker. De må alligevel sælges. Man kan kun smile ved vedtagelsen. Men Bertel Haarder har et helt foredrag, der forsvarer lige agurker mod de krumme, og han har i årevis kunnet fortælle os, at egentlig var det danskere, som først ville af med de krumme. Det er ikke svært at se ham for sig, ivrigt arbejdende med tal og papirer i kampen for de lige agurker for at nedgøre fjenden i Haarders eget folk, ventende på internationalismens skulderklap.

Utryg greb han i tre tiår ud efter prognoserne og meningsmålingerne for at være så stærk, som han ikke er. Han opgav samtalen og talen og tog hånd om tallene i stedet. For at få sin person til at fylde og finde grund for sin magt ændrede han politik fra fremsyn, vidsyn og selvdyrkede synspunkter til tvang, der skulle skabe samfundet i prognosernes og meningsmålingernes billede - alt i frihedens navn og med ivrig tale om, at der er grænser for politik.

Han nedlagde som undervisningsminister seks seminarier, fordi prognoserne sagde, at der ville blive brug for færre lærere. Allerede dengang kunne enhver, der ikke tænkte tal, sige, at vedtagelsen var rivegal og ville føre til lærer-mangel, som det da også er sket.

Nu skylder amterne ham også for manglen på læger, fordi han uden bredde i sin sociale holdning mindskede mulighederne for uddannelse af nye læger. Han passede partifællernes spare-iver, han passede sine prognoser, men passede ikke på det velfærd, der kun har mening, når der også er lægehjælp til de svageste.

Ud fra selvsamme tankegang passede Marianne Jelved som økonomiens førstedame ikke på de danske fællesskabs-værdier, men tilpassede i stedet - til EU og til prognoserne. Selv på områder, hvor Danmark efter Marianne Jelveds egen rådgivning og vedtagelse ikke deltog i EU-samarbejdet, lod hun de svageste blandt danskerne bære byrder. Hun ville være sikker på, at landet på hurtigt kunne tilpasse sig EU, når Marianne Jelved og hendes fæller skiftede standpunkt. Møntunionen er et sådant fald.

Imens fastholdt hun som Bertel Haarder et lederskab der var pædagogik og ikke folkeligt fællesskab. Skønt hun - og Haarder og de andre EU-villige - selv havde foreslået og vedtaget Danmark uden for euroen, uden nogen sinde at spørge vælgerne forud, blev Marianne Jelved ved med at sige, at Danmark skulle med. Hun var talerør, ikke for det danske folk, men for den falske internationalismes borg i Brüssel.

For ikke engang et år siden stemte danskerne om EUs nye Amsterdam-traktat. Statsministeren pralede af, at han ved egen kraft havde fået danskernes forbehold mod euroen med i traktaten. Han gentog det i valgkampen før folketingsvalget i maj. Så snart danskerne var gået i stemme-fælderne, så talte Marianne Jelved som en telefonsvarer. Vi skulle med. Og hun blev vild i varmen, da de første meningsmålinger meldte flertal blandt danskerne for euroen. Hun havde fået tal at stå på og følte sig tryg i skolestuen igen.

Men i den seneste uge har vi oplevet et skred netop hos Bertel Haarder og Marianne Jelved. Det sker tidsmæssigt sammenfaldende og i et ordvalg så fælles, at det må vække opsigt. Bertel Haarder går pludselig ud og irettesætter et Venstre-folketingsmedlem, der har ønsket hurtig folkeafstemning om euroen. Det haster skam ikke, mener Haarder!

Marianne Jelved siger til dagbladet Politiken (19.1.1999): "Jeg vil ikke sige noget, der kan minde om en dato for folkeafstemningen - på det punkt er jeg blevet klogere. Det er vigtigt for regeringen, at folkeafstemningen først kommer, når der er bred støtte i befolkningen. Det er ikke blot et spørgsmål om, at der skal være flertal i meningsmålingerne, men også om hvordan debatten udvikler sig. Jeg møder tit det synspunkt, at vælgerne er blevet snydt, fordi danskerne allerede een gang har sagt nej til den fælles valuta. Og det har gjort indtryk."

Modstandere af Bertel Haarder og Marianne Jelved kunne sagtens finde grunde til, at de to samtidigt og samstemmende har opgivet hastværket. En dansk folkeafstemning om euroen 10. juni, hvor vi alligevel skal have valg til EU-parlamentet, ville sikkert gavne EU-modstanderne mest, fordi de kunne tale om løftebrud.

Modstandere af Bertel Haarder og Marianne Jelved kunne også have god grund til at tænke, at de to fra hvert sit politiske ståsted pludselig har indset, at de ved at kræve hurtig afstemning om euroen smadrer den rest, der er tilbage af Nyrup Rasmussens socialdemokrati.

I forvejen er læren fra det danske nej til EU i 1992, at store ændringer i dansk EU-følgeskab vanskeligt kan gennemføres under borgerligt ledede regeringer. Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet vil ikke have fået vejret efter vinterens store tilbageslag hos vælgerne til at frejdigt at kunne gå ind for den euro, som selvsamme Nyrup Rasmussen for et år siden pralede af, at han havde holdt os udenfor. Han ville endnu engang stå som løftebryder.

Men hvorfor kun se på Bertel Haarders og Marianne Jelveds bratte skift i standpunkt som gold taktik. De er jo ikke så ringe folk, at de ikke - når alvoren er grum nok - kan frygte tomme lader i høsttiden. Jeg vælger at tro, at de begge er blevet sig selv og dermed blev del af det danske folk igen. De har opgivet at være handelsrejsende i deres eget folk for en sag, der alene er de europæiske stormagters.

Skiftet er sket netop på grund af den afgrundsdybe foragt, vælgerne for tiden viser Nyrup Rasmussen og hans udgave af socialdemokratisk politik. De socialdemokratiske vælgeres frafald er ikke en kortvarig vrede over efterlønnen og det udemokratiske, lukkede forlig om finansloven. Det har danskerne oplevet så mange gange. Den hvidglødende vrede nåede mælks kogepunkt og bredte sig over alle det politiske komfurs kogeplader. Der skal mere end eet rengørings-selskab til igen at give det hele glans af det høje. Og enhver kan mærke i mødet med danskere i disse måneder, at kogepunktet kan nås for mange andre politiske gryder når som helst.

Jeg vælger at tro, at Bertel Haarder og Marianne Jelved har set faren og indset nødvendigheden af magtafkald. Jeg tror rent ud sagt, at de har opdaget folket bag prognosernes og meningsmålingernes tal. Vel er de vågnet i sidste øjeblik, men de skal være velkommen ude i den prognose-fri utrygheds frodighed sammen med danskerne i øvrigt.

© Poul Erik Søe 23. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside