Nyrup personligt eller
statsministeren privat

Statsministeren gentager med sit euro-ja det udemokratiske og ufolkelige fra efterløns-reformen

Dagbladet Politiken har i dag (2.1.1999) som hovedoverskrift på forsiden over fem spalter nyheden "Nyrup: Ja til euroen".

Man må gå ud fra, at det virkelig er en nyhed for Politikens redaktion, siden det er den bærende overskrift i avisen på årets andendag. Men avisen blev jo lavet selve nytårsdag, og en mulig løsning på den store overskrift kan være, at de kyndige har haft fri eller tømmermænd. Den tredie løsning er, at dagbladet Politiken selv - med internationalismen som husgud - bruger enhver lejlighed til at slå på tromme for ophævelsen af dansk selvstændighed.

Skulle det være en ukyndig hånd, der har sprængt forsiden med den bragende nyhed, er der intet galt i det. Dermed er avisen på lige fod med sine læsere og alle andre danskere, der ikke har nogen mulighed for at skønne, hvor Danmark egentlig står i forhold til møntunionen.

På samme forside af Politiken og i avisens ledende artikel kan man læse ordene: "Langt om længe slap statsministeren katten ud af sækken og kom med den nødvendige forudsætning for en seriøs debat om euroen, nemlig regeringens holdning."

Med det ordvalg undgår dagbladet Politiken at tage stilling til statsminister Poul Nyrup Rasmussens nye dobbelt-spil, for statsministeren bruger i virkeligheden samme fremgangsmåde, som da efterlønnen blev trumfet igennem uden varsel eller vælger-drøftelse.

Uden forudgående drøftelse, uden at give grunde og uden at forklare sig siger statsministeren ja til euroen. Og dagbladet Politiken som landets mest Nyrup-støttende avis synger straks med på den nye falske melodi og kalder Nyrups ord for "den nødvendige forudsætning for en seriøs debat om euroen".

Dobbelt-spillet, der helt ligner efterløns-komedien, ligger i statsministerens eget ordvalg. Hans ord lød: "Min personlige holdning er: Jeg tror, det er bedst for Danmark, for beskæftigelsen og for vort velfærdssamfund, at vi på et tidspunkt tilslutter os Euro’en."

Ordvalget er værd at ofre tanker på. Hvem er det, der går ind for euroen? Er det Nyrup personligt? Er det statsministeren privat? Eller er det statsminister Poul Nyrup Rasmussen som regeringsleder og partileder?

Kan en statsminister overhovedet udtale sig personligt om et politisk emne? Sædvanligvis er sprogbrugen den, at når man fremhæver et standpunkt i politik som personligt, så skyldes det uenighed i regeringen eller i partiet. Men der blev ikke gjort rede for en sådan uenighed.

Statsskik i Danmark er, at statsministerens standpunkt er regeringens standpunkt, og med det standpunkt står eller falder den samlede regering. Sådan er grundlovens ord om statsministre og regeringer sat sammen.

Vi kender det godt fra mange lejligheder, hvor en statsminister efter nogen tid i en drøftelse, efter at en minister har luftet et standpunkt, pludselig træder frem med et standpunkt modsat den pågældende ministers. I så fald skriver pressen straks og rigtigt, at statsministeren har sat sin minister på plads. Ingen ville få det indfald, at statsministeren blot havde luftet et personligt standpunkt. Statsskikken er, at statsministerens standpunkt straks er hele regeringens standpunkt, og vil den pågældende minister ikke bøje sig for det, må ministeren gå af.

Poul Nyrup Rasmussen indfører altså med sin nytårstale en ny statsskik, en statsminister med et personligt standpunkt, uden at vi får at vide, om hver minister så har bøjet sig eller vil bøje sig for statsministerens personlige synspunkt, eller om statsministerens ordvalg overhovedet har været drøftet i et ministermøde.

Når statsministeren pludselig taler om, hvad han personligt mener om euroen, har valget af ordet personligt næppe adresse til regeringen, men til hans eget socialdemokratiske parti, hvor han og vi ved, at der er mange, der personligt mener noget helt andet om euroen end statsministeren.

Men fremkommer valget af ordet personligt i Poul Nyrup Rasmussens stræben efter at genvinde det vælgerfolk, han har tabt halvdelen af, så talte han nytårsaften som partileder og ikke som statsminister. Og det er selvsagt ikke meningen med nytårstalen, som er den ansvarlige statsministers ord til det danske folk som helhed. Ellers ville det være udemokratisk, at kun en enkelt partileder fik ordet den aften.

Hvis dagbladet Politikens forside-redaktør og lederskribent skrev for at oplyse læserne om baggrunden for ordene i nytårstalen - i stedet for blot at læse egne drømme ind i ordene - ville bladet have øje for, at Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale om euroen brugte nøjagtig den fremgangsmåde, der blev brugt ved gennemtvingningen af efterløns-ændringerne. Det er tilmed den fremgangsmåde, han prøver at bortforklare og halvt at undskylde.

Ja, den udemokratiske og ufolkelige fremgangsmåde ved finanslovs-aftalen om efterlønnen har tilmed lært statsministeren noget, siger han i nytårstalen: "Først og fremmest har jeg lært, at selv den bedste reform ikke er god nok, hvis den er dårligt forklaret. Og at den bedste forklaring ikke er god nok, hvis man selv har kunnet givet anledning til skuffede forventninger."

Men opgivelsen af den selvstændige danske mønt for at indføre euroen er unægtelig en noget større reform end efterløns-ændringerne. Alligevel gentager statsministeren den udemokratiske og ufolkelige fremgangsmåde. Han giver ingen forklaring på, hvorfor han nu personligt går ind for euroen, når han narrede vælgerne til at stemme på sig i senvinteren og til at sige ja til Amsterdam-traktaten i forsommeren ved at fastholde forbeholdet mod euroen. Den gang brovtede han sig tilmed af, at han - personligt! - havde sørget for at få forbeholdet mod euroen og de tre andre danske undtagelser ind i EU-traktaten. Statsministeren skabte i forhold til euroen i endnu højere grad end med efterlønnen forventninger, som han nu skuffer.

I nytårstalen, hvor han nu med Politikens ord slipper "katten ud af sækken", nævner statsministeren ikke med een sætning eller eet ord det danske forbehold mod euroen. Det er et bedrageri, der gør efterløns-vreden til småbølger på Furesøen.

Men på Politiken undrer man sig ikke engang over eget ordvalg, når man skriver om, at statsministeren "slap katten ud af sækken". Statsministeren har altså efter Politikens mening hele tiden ment det modsatte af, hvad han sagde til os, da vi skulle sætte kryds ved ham og hans parti ved folketingsvalget i fjor og ved EU-folkeafstemningen. Katten var gemt i sækken, indtil folket var narret, snydt og bedraget, og Politiken roser statsministeren for det hele.

Statsministeren sagde ord om euroen, men ikke eet ord, hvorfor han nu personligt går ind for euroen, mens han ved folketingsvalget og i Amsterdam-afstemningen lod katten blive i sækken. Hvordan skal vi tro ham, når han ikke engang selv tror på og omsætter i virkelighed de ord, han lige forud havde sagt i nytårstalen om, at "selv den bedste reform ikke er god nok, hvis den er dårligt forklaret. Og at den bedste forklaring ikke er god nok, hvis man selv har kunnet givet anledning til skuffede forventninger."

Statsministeren har i forhold til euroen ikke skabt andre forventninger, end at forbeholdet stod ved magt, indtil en folkeafstemning sagde noget andet, og at det tilmed var hans egen indsats, der skabte den sikkerhed. Statsministeren er nu tilhænger af den stats-undergravende reform, der hedder euro, men reformen er jo dårligt forklaret, når han ikke med eet ord siger til os, hvorfor han nu siger det, han ikke sagde for kun et halvt år siden. Ikke een politisk eller økonomisk grund til skiftet får vi.

Statsministeren sagde om euroen: "Fra i dag har 11 af vore samarbejdslande definitivt besluttet at slå ind på en kurs, som betyder, at op imod 300 millioner mennesker vil få en fælles mønt, Euro’en. Det er nu en kendsgerning. Det kan der ikke laves om på."

Det er der ikke eet nyt ord i. Det vidste statsministeren, da vi gik til folketingsvalg i marts, og det vidste han, da vi gik til EU-folkeafstemning i maj. Der er altså ikke heri nogen som helst grund til, at han først slipper katten ud af sækken nu, da stemmerne er halet i land på falsk grundlag.

Statsministeren sagde i nytårstalen videre: "Vi har et valg mellem to muligheder: Den ene mulighed er fortsat at stå udenfor og fastholde den særaftale, som blev indgået i 1998 med Euro-landene. Den anden mulighed er, at vi på et tidspunkt tilslutter os Euro’en. Det er en stor beslutning at opgive et nationalt møntsystem. Omvendt kan ulemperne ved at stå uden for blive så store, at det skader erhvervsudvikling og beskæftigelse. Min personlige holdning er: Jeg tror, det er bedst for Danmark, for beskæftigelsen og for vort velfærdssamfund, at vi på et tidspunkt tilslutter os Euro’en."

Statsministeren taler altså om den binding, den danske regering - uden folkelig forud-drøftelse - har gjort i en aftale med møntunionen. Men han nævner ikke det danske forbehold. Han tror personligt, det er godt for beskæftigelsen, hvad han ikke ved noget om, som han ikke også vidste, da vi blev narret til at sætte krydser. Hvad vi med sandhed kan sige er, at forberedelserne til euroen i EU har afgørende fremmet arbejdsløsheden for 16 millioner mennesker i EU, fordi euro-landene for at komme med i møntunionen skulle følge Maastricht-traktatens økonomiske påbud frem for at tage hensyn til velfærden for borgerne i de enkelte lande.

Statsministeren mener også, at euroen er bedst for velfærds-samfundet, hvad han heller ikke ved noget om, som han ikke vidste ved folketingsvalget og EU-afstemningen. Det er rent gætteri, og i sandhed kan siges, at euroen i hvert fald har til følge, at vi ikke selv kan indrette vort velfærds-samfund, men må tilpasse det sociale velfærd til det øvrige EU.

Den svenske vicestatsminister, Lena Hjelm-Wallén, siger her ved nytåret, at euroen er et kæmpespring i retning af Europas forenede Stater, og at hun frygter demokratiet i møntunionen. Den slags tanker skjuler den danske statsminister for os. Demokrati og selvstændighed er ord, der slet ikke findes nytårstalen.

Statsministeren har gentaget sin efterløns-brøler. Han har intet lært. Han personligt går ind for euroen, men hans person er jo om ikke ligegyldig, så dog ikke mere værdifuld end en hvilken som helst anden dansker. Derimod er statsministeren vigtig, fordi statsministeren taler på det danske folks vegne. Og det har han så gjort, uden nogen drøftelse af euro-reformen, uden noget varsel, uden nogen folkelig drøftelse eller demokratisk forhandling.

Nøjagtig som med efterlønnen så kan de dumme danskere få debatten, når standpunkterne er taget. Nu må vi hellere end gerne snakke efterløn, for loven er gennemført i folketinget.

Nu må vi hellere end gerne snakke euro, for nu har statsministeren taget stilling. Først skjuler statsministeren sit standpunkt med Politikens ord som "katten i sækken". Når vi så er narret til at stemme, som han vil have os til det, så må vi da gerne snakke. Eller som Nyrup sagde i nytårstalen: "Men lad os nu tage den fornødne tid til en grundig debat. I befolkningen, i vore partier, i Folketinget. Valget er vores eget. Det siger sig selv, at dansk tilslutning til Euro’en kun kan ske efter en folkeafstemning. Det er os selv, der bestemmer."

Der er et yndigt land.

© Poul Erik Søe 2. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside