Partiejerens nederlag
Magtafkald er en mangelvare hos de konservative
Det konservative Folkeparti har fået sig en ny partiejer, erhvervsmanden Poul Andreassen, der er landsformand for partiet, men uden for folketingsgruppen.

Han har fredag aften samlet sig et alvorligt nederlag hjem, fordi han har troet at kunne køre et parti som en bolchebutik, skønt han ikke selv synes at bryde sig om blandede bolcher.

Aftenen bød ikke på andet end nederlag, undtagen for Kaare R Skou, TVs politiske redaktør, som i en personlig kommentar straks greb om nælden og fik skildret det, der bliver lørdagens og de kommende dages emne - nemlig presset ude fra på et folketingsmedlem og en folketingsgruppe.

Kaare R Skou har ved adskillige lejligheder, når spanden skulle hurtigt ned på Christiansborg, vist personligt mod, hurtig dømmekraft og evne til i kort form og med egen stillingtagen at kunne trænge ind til den politiske og demokratiske kerne i en sag. Sådan også fredag aften.

Omsider er centrumdemokraten Erhard Jakobsens censur-lyst over for den elbårne presse gået i glemmebogen, så den politiske journalist kan give åben og klar oplysning til seerne, uden som mikrofonholder at skulle hente alle mulige andre, især valgforskere, ind for at for at få ordene frem.

Holdningerne gror frodigt i Kaare R Skous egen urtehave, og hans ord fredag aften var som en helseurt på brændte fingre. Jeg husker da godt de gange, hvor hans ord i lignende højspændte stunder har gjort mig vred, men selv vrede-fremkaldelse er dog bedre end bleg og mat journalistik uden krop og kraft.

Kaare R Skou mente, at folketinget burde sige nej til det ønske om orlov, som er kommet fra det konservative folketingsmedlem Jens Heimburger, der vil ligge stille i tre måneder og så tage folketingets sommerferie oveni.

Jens Heimburger har søgt orlov af "personlige grunde", og det er nok rigtigt, hvad folketingets vise formand, Ivar Hansen, allerede har sagt, at folketingets formand og formandsskab ikke kan give sig til at skønne over de personlige grunde. Folketingets formand har som grundlag for sit ja eller nej til Heimburgers orlov ikke andet at holde sig til end Heimburgers eget ordvalg i brevet om orloven.

Men folketinget som helhed havde god grund til at lytte til Kaare R Skous opfordring til at sige nej til den orlov. Fordi Jens Heimburger i sine udtalelser fredag aften ikke holdt sig til de "personlige grunde" for orloven. Han stykkede et billede sammen, der tydeligt viste, at orloven var et kompromis, aftalt mellem ham og den konservative landsformand, Poul Andreassen. Og journalisternes samtaler med Poul Andreassen og andre konservative underbyggede, at Heimburgers orlov ikke fremkommer som et ønske, han længe har haft, men er opstået som et forsøg på løsning af de konservatives vanskeligheder.

Kaare R Skou fremførte da - som et øksehug - det eneste mulige standpunkt, at der måtte siges nej, fordi Heimburgers orlov i virkeligheden ikke er hans eget ønske, men at han er presset ud i den løsning, tilmed af kræfter uden for Christiansborg, først og fremmest landsformand Andreassen og dernæst Det konservative Folkepartis hovedstyrelse.

Kaare R Skou med en hurtighed, der ellers ikke udstråler fra ham hver time af døgnet, havde straks øje for, at dermed bryder orloven grundlovens ord om, at et folketingsmedlem ene er bundet af sin samvittighed. Grundloven værner altså det enkelte folketingsmedlem mod pres udefra, selv fra hans nærmeste i hovedstyrelse og i folketingskreds.

Kaare R Skou greb dermed også det synspunkt, der muliggør andre uden for den konservative inderkreds at tage stilling til partiets vanskeligheder, der ellers vanskeligt vedvarende kan ses som noget, det danske folk bør ofre mange kræfter på.

Når Heimburger nu selv siger det, så er han da irriterende og har været det fra første dag, da Uffe Ellemann Jensen efter martsvalget 1998, mens Jensen måske endnu troede, han kunne blive statsminister, sendte det hånende ord "hamburger" efter den ny storsnakker. Men der er jo så mange, der er irriterende, uden at de af den grund mister retten til at være medlem af folketinget eller skal sendes på orlov for at lære at blive mindre rap i munden.

Uden ringeste lyst til at blande mig i person-striden hos de konservative eller at give partiets folketingsmedlemmer karakterer for orden og opførelse, så holder jeg mig til oplysningerne fra fredag aften. Det viser sig at være en alvorlig anklage mod Heimburger, at han skal have kaldt partiets nye landsformand, Poul Andreassen, for latterlig.

Desværre for Poul Andreassens fortjenester i erhvervslivet må det siges rent ud, at han netop på Christiansborg virker latterlig. Han har gjort sig til partiejer og blander sig udemokratisk i folketingsgruppens forhold, skønt opfordret af den konservative hovedstyrelse og et flertal af konservative tingfolk. Men når Poul Andreassen, da han virkelig gik i gang med en umulig opgave, straks endte i nederlaget, så er det, fordi hans erfaring fra store virksomheder er uden værdi på Christiansborg som demokratisk arbejdsplads.

Det var ikke fra erhvervslivet, Poul Andreassen skulle have hentet erfaringerne, da han ville skære igennem. Tværtimod skulle han være gået til Det konservative Folkepartis egen historie. De konservative har før haft en partiejer, nemlig Poul Sørensen, der stod i en hel anden stilling - nemlig som formand for folketingsgruppen.

Da jeg kom til Christiansborg som ung journalist, medbragte jeg hjemmefra det syn på Poul Sørensen, at han var magtmenneske og netop partiejer. Skønt vi ikke havde samme parti-tilhør var det dog efter kun kort tid indlysende, at myten om Poul Sørensen var skabt på et falsk grundlag.

Var han partiejer, og han kunne godt selv grine ad titlen, så skyldtes det dyb demokratisk indsigt og den christiansborgske vilje til magt, der har som grundlag, at man lader modparten ikke bare komme til orde, men også til virke.

Når Poul Sørensen, der i udstråling ikke kunne måle sig med så mange andre konservative, i årevis havde den egentlige magt, så skyldes det, at hans fremgangsmåde i omgangen med de konservative folketingsmedlemmer var demokratisk. Der var på det tidspunkt på Christiansborg ingen partileder, der så omhyggeligt sørgede for, at de forskellige fløje i et parti kom til orde, fik ordførerskaber og siden hen minister-poster som netop Poul Sørensen.

Poul Andreassen synes at have overført virksomheds-tankegangen til Christiansborg, alt det, der i modetrælleriet hedder management. I ly af et flertal i folketingsgruppen gør han brug af en ledelses-form, man kan lære på de dyreste kurser, men som er ubrugelig på Christiansborg. Af den grund, at flertallet i dag er mindretal i morgen, og mindretallet er blevet flertal.

Poul Andreassen synes at mangle sansen for det spil, der ikke kun er magtkamp, men holdningernes virkelige brydning, selvom de tager sig ud som person-spørgsmål. Og det er værre, at de konservatives "fredsbevarende styrke", Helge Adam Møller og Pia Christmas Møller, ikke i sig selv er partiledelse på Christiansborg, men må lægge sig i læ af den udefra kommende landsformand Andreassen.

Samtidig er det demokratisk såre fint, at de konservative ikke har et folketingsmedlem som landsformand. Et parti - uden for Christiansborg - er ikke noget som helst andet end en forening. Og da slet ikke nogen særlig hellig forening, som nogen synes at mene. En partiorganisation er på alle måder at ligestille med en hønseavlerforening eller en fodbold-tilhængerklub. Det er en af de danske politiske sygdomme, at vi tillægger - tillagde - partierne en særplads blandt foreninger. Det er en magt, de uden grund har tiltaget sig selv, og for at understrege egen hellighed har de så i endnu et hemmeligt finanslovs-forlig tilranet sig uhørte summer i statsstøtte.

Det gale er altså ikke opbygning og person-sammensætning i Det konservative Folkeparti. Det gale er, at der mangler en partiejer af Poul Sørensens støbning, et menneske, der er rede til afkald, villig til at slippe sig selv, sine holdninger og sine fløj-fæller i partiet så meget i hvert fald, at der bliver plads til de andre. De konservative er endt i den blindgyde, hvor en stærk mand uden for folketingsgruppen skal løse dets vanskeligheder. Det er en umulighed. Heller ikke denne gang er der brug for en stærk mand, men for et menneske, der er stærk nok til at give afkald på magt, og som vinder i styrke ved at give plads for andre og deres synspunkter.

© Poul Erik Søe 16. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside