1998-1999.gif (962 bytes)fyrvarkeri.gif (20386 bytes)

Nu også med følelser
Statsministerens nytårstale var god - hvis den var blevet holdt i fjor

Der skal nok være mange, der hopper på statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale. Han er blevet dobbelt så god som sidste år, efter at socialdemokraterne har mistet halvdelen af tilslutningen blandt vælgerne. Hvis partiet halveres endnu engang, vil nytårstalen nå uanede højder.

Det var en god tale, hvis største fejl var, at den blev holdt i år, hvor statsministeren er tvunget af vælgerne til at tale på den måde. Havde talen været holdt i fjor, ville den have været opsigtvækkende.

Statsministeren prøvede at levere det, han ikke har - følelser og medleven. Han er hverken nogen Svend Auken eller Anker Jørgensen, men han er god til at gentage ordet velfærdssamfundet, som han vitterligt har undergravet med sine egne politiske handlinger.

"For mig viste 1998, at vi har brug for en indgående debat om, hvordan vi sikrer det danske velfærdssamfund" sagde statsministeren. Men han lod det stå åbent, om det nu var ham selv, regeringen og dens partier, der havde undergravet velfærdssamfundet, eller om det ikke var os allesammen: "Og for mig viste 1998, at mange måske har taget fremgangen og velfærden for givet. Måske har vi i skyndingen brugt for lidt tid til at diskutere, at velfærden også har en pris - og at der kun er os selv til at betale den."

Statsministeren sagde også "Ordentlig politisk ledelse er at gøre det nødvendige - også når det nødvendige betyder, at nogle må afgive noget for at andre - de svageste - kan få et bedre liv. Det kan give kritik. Men det må man som regering - og ikke mindst som statsminister - være parat til at lægge ryg til, hvis beslutningen er nødvendig for helheden. Det var beslutningen om efterlønnen. Kritikken har været hård. Den har været ubehagelig - men jeg har lært af den. Først og fremmest har jeg lært, at selv den bedste reform ikke er god nok, hvis den er dårligt forklaret. Og at den bedste forklaring ikke er god nok, hvis man selv har kunnet givet anledning til skuffede forventninger."

Så langt så godt, men eftersætningen lød: "Det var blevet nødvendigt at ændre den gamle efterlønsordning. Ellers kunne den simpelthen ikke overleve."

Det er jo just i eftersætningen, uredeligheden ligger. Ikke een gang forud for ændringerne i finansloven om efterlønnen sagde statsministeren til os, at den gamle efterlønsordning skulle ændres. Ikke een gang sagde han til os, at ellers kunne efterlønnen ikke overleve.

Tværtimod sagde han, da han gerne ville vælges, at der ikke blev rørt ved efterlønnen, ja, at der end ikke blev ændret på reglerne. Hvor smukt end ordene var flikket sammen i nytårstalen, så gik Nyrup Rasmussen aldeles uden om sit Clinton-forhold til sandheden. Han fik ikke pletten vasket af kjolen. Han havde lært af kritikken, men ikke lært at æde sine egne ord i sig igen.

Det er ikke nok at indrømme, at man selv har kunnet give anledning til skuffede forventninger, og så i øvrigt hævde, at regeringen ikke har forklaret sig godt nok. Der er ikke tale om en form-fejl i aftalen om efterlønnen. Der er tale om groft bedrageri, når man siger det ene før valget i den hensigt at få stemmer, og derefter regerer hen over hovedet på vælgerne. Og bedrageriet forstærkes, når man i en stræben efter at slå tømmermænds-følelsernes strenge an hælder hovedet til forklarings-vanskeligheder.

Vi hører også først nu statsministeren sige, at "mange tusinder flere end oprindeligt tænkt er gået på efterløn". Han lader som om, at det er en vældig samfundsmæssigt udgift, hvad det ikke er. Det er stort set efterlønnerne selv, der betaler deres efterløn.

Velfærdssamfundet var ikke trængt af efterlønnen, men efterlønnen kunne bruges, fordi de, der modtog efterløn, ikke blev talt med som arbejdsløse. Efterløn var pynt på ledigheds-statistikken, og dødsstødet blev sat ind mod efterlønnen, fordi der nu var færre ledige, og fordi regeringen spekulerede i de 60åriges arbejdskraft, pludselig uden skelen til nedslidte mennesker.

Statsministeren sagde om pinsepakken, at den blev gennemført, "fordi vi kunne se faresignaler om, at økonomien var i risiko for at brænde sammen, og at temperaturen måtte sænkes." Men han var tavs om, at pinsepakken først og fremmest var en tilpasning til EU.

Og i følelsernes greb, men uden et håndgribeligt løfte, og da selvsagt slet ikke med nogen garanti, hørte vi om "dem, der lever et tusmørkeliv på sidelinien. Der er psykisk syge med et kummerligt liv. Der er mennesker, som lever i dyb ensomhed. Der er forældre, der ikke magter at passe på deres børn. Der er stadig titusinder, der med et koldt og kynisk udtryk får den værste af alle betegnelser hæftet på sig: tabere. De mennesker skal vi have ud af statistikkerne og ind i det danske fællesskab."

Den samme statsminister sagde et år, at han ikke ville finde sig i de mange hjemløse på gaderne. Der har aldrig manglet så mange pladser til hjemløse som i år. Men så bliver de blot slettet af nytårstalens følelses-register, der skal få os til at tro på hans socialde holdning.

Talen vil sikkert blive husket nogle dage som en god tale. Også fordi vi hertillands har det sådan, at selv når nogen selvforskyldt får våde bukser af for pralende herresving tæt på vågerne, så synes vi efter en tids latter, at det er synd for dem. Og det er synd for statsministeren. Men det ville være rørstrømsk ikke at fastholde, at det er mere synd for danskerne.

Statsministerens nytårstale ligger skriftligt på statsministeriets hjemmeside. Oven over står som rettesnor: "Det talte ord gælder". Det vil sige, at hans ordvalg i fjernsynet er det, der skal tages for pålydende værdi. Men sætningen "Det talte ord gælder" kunne jo være det oprørs-motto, der vender sig mod statsministeren selv. Man har ikke kunnet tage hans talte ord for pålydende værdi. Hans ord dækkede over, at planen hele tiden var at gennemføre det stik modsatte af, hvad han sagde. Og at det stik modsatte blev gennemført med hans velsignelse, hvorefter han hævdede, at vi havde misforstået ham.

Det er mere end en vanlig politiker-vanskelighed med at få flertal for drømme og ønsker. Det er en personlig brist hos statsministeren, at han ringeagter sit folk så meget, at han bruger ordet for egen magt-vindings skyld, men ikke for at oplyse og og samtale med os. Det talte ord gælder ikke, når det er statsministerens ord. Det gør derimod hans handlinger.

Og så var der ikke et ord om det danske ja til amerikanernes og englændernes bombninger af Irak uden FN-vedtagelse, dansk deltagelse i NATO-aktionen i Kosovo før FNs godkendelse - og heller ingen hilsen til færingerne. For intet, intet måtte forstyrre indtrykket af en mand, der styret af følelse og varm holdning ville velfærdssamfundet Danmarks vel. Verden er for Nyrup Rasmussen skrumpet ind til at være efterløn og pinsepakke. Var det en nytårstale til det danske folk - eller til socialdemokratiets tabte vælgere?

© Poul Erik Søe 1. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside