Du skal ikke tro,
du skal tro noget

Kommentar i udsendelsen "Mennesker og Tro", Danmarks Radio 24. Januar 1999

Gud er gammel her i landet.
Gud var i Danmark, længe før kristendommen kom.
troen er gammel – så gammel som mennesket.
Og nu har troen lige været i Vestre landsret og er blevet årtusind-sikret.
Nu gælder det om at se fremad, som Helge Adam Møller siger, når det handler om konservativ tro, der har tydningen tillid.

Vestre landsret stadfæstede troens Jantelov: du skal ikke tro, du skal tro noget.
Når det hele er så svært, er det, fordi det er for nemt, troens ulidelige lethed. Der spørges ikke til, hvor meget du tror på Gud. Svaret er endnu engang, at Gud tror på dig. Du skal ikke tro, du skal tro noget.
Nu er der dom for det. Vi tager lige historien een gang til. Folkekirken døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Der var så en præst i Thisted, som døbte til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn?
Må de nu sige til i Thisted, når de siger i i Ringsted? Det handler sagen om. Men i de to små ord gemmer sig to slags tro. Enten er troen den tilstand, hvor vi har Guds tillid. Eller også er troen et redskab, som rigtigt brugt efterhånden hjælper os til at få Guds tillid.

Hos Matthæus, som gav os dåbs-ordene, er der frit valg på alle hylder. Her bruges et ord, der lige rigtigt kan oversættes med i eller til.
Ingen nægter, at sprogligt har præsten fra Thisted lige så megen ret som dem, der dømte ham. Men sagen handler ikke om, hvordan små ord skal oversættes. Dommen stadfæster den danske folkekirke som luthersk. Dommen handler om den tro, folkekirkens medlemmer er fælles om. Dommen udelukker ikke, at enhver efter egen lyst privatiserer troen, hvis man da ikke vil bære præstekrave, eller bygger på den uskolede tro, der bliver ved at spørge, om det ikke er mistillid til Gud, at man vil give Guds tillid en hjælpende hånd. Troen kan komme til at spærre for troen.

Når sagen ender i Vestre landsret i stedet for Dansk Sprognævn, så skyldes det, at folkekirken er en forening. Og den forening er hverken mer eller mindre hellig end Det konservative Folkeparti. Folkekirken har en bekendelse, ligesom andre foreninger har vedtægter. Præsten har ikke fulgt vedtægterne, og Vestre Landsret lod ham ikke slippe med orlov – sådan som de konservative løser spørgsmål om tro og tillid. Præsten tabte sagen, kraven og embedet, bortset fra at han var gået på pension. Men præsten slap for sagsomkostninger, og det var næsten at håne ham, for hans tanke var netop den, at troen ikke er gratis, men at den har omkostninger.

Striden står om, hvorvidt dåben sikrer barnet Helligånd, syndsforladelse og det evige liv. Nogen mener, at det sker ikke ved dåben, men først kommer med troen, som vokser livet igennem.
Her er vi ude i noget sært, som kun sproget kan afsløre. Den tro, der er ren og skær, som er fuldkommen tillid, kalder vi for barnetro. Fuldkommen tro kan ikke vokse, så var den ikke fuldkommen. I stedet er det os, der vokser fra troen. Barnetroen bliver til voksen-tvivl. Troen er endt i vækstens vold.
Det har vi fra Luther. Hvor god skal man være for at være god nok? Hvor stærk skal min tro være for at være på omgangshøjde med Gud - eller bare med Lindhardt, Krarup og Holm.
Den danske folkekirke har valgt at døbe i en tro, formgivet af Luther. Det er nogle skrifter af Luther, der er lagt til grund i Vestre landsret, og endnu mere sært bliver det, fordi det ene skrift ikke er purt og rent, men er blevet til ligesom finansloven og efterlønnen i et natligt forsøg på at nå forlig – dengang med den katolske kirke. Men en forening vedtager jo selv sine vedtægter, og medarbejderen kender vedtægterne, før han begynder at stive kraver.
Man har fri hals, så længe troen er tillidens modtagende tilstand. Så er troen befriet – først og fremmest fra een selv.
Men når der bliver stillet krav til troen, når troen bliver redskab til egen sikring af Helligånd, syndsforladelse og evigt liv, så er vi i folkekirkens udgave af troen fri for at gentage den lutherske erfaring, at den, der vil frelse sit liv, skal miste det.
Jeg siger ikke det her for at udstille Thisted-præsten. Mon ikke næsten alle - mer eller mindre eller af og til - har det som ham. Man kan næsten ikke få sig selv til at tro, at troen kan være nem. Der må da være noget, jeg kan gøre. Lidt hjælp til selvhjælp i det mindste. Lidt iværksætteri. Guds tillid da trænge til lidt hjemmehjælp.

Men så er vi ude i den fri konkurrence. Troen og tilliden er på markedets vilkår. Og markedet er jo netop den ny Gud. Hvis Jesus hade fået euroen i hånden, kunne han ikke have spurgt, hvis billede der var på mønten. For euroen findes ikke. Der er ikke noget billede, hverken af kejseren eller dronning Margrethe. Euroen er selv Gud, og sådan omgås økonomiministeren også euroen. Det er ligegyldigt, om danskerne tror på euroen eller har tillid til den, for euroen har tillid til danskerne. Og i torsdag var udlandets tro på den danske krone stærkere end på euroen, så den danske nationalbank opkøbte euro for at øge tilliden til den ny mønt. Sådan er det med troen på det fri marked. Den kræver hjemmehjælp.

Så præste-striden i Vestre landsret er så hverdagsagtig som tænkes kan. Nede i Strassbourg handlede det i samme uge om tillid til EU-kommissionen. Hvor meget må man dække over svindel? De danske socialdemokraters løsning var at gøre tilliden til redskab. De udtrykte deres mistillid ved at vise tillid til de ansvarlige for svindelen. Det er ikke kun i kirken, at tro og tillid kan gradbøjes.

Og så er der pensions-direktørerne, den forhenværende statsminister, en milliardær i Norge og nogle danske erhvervsfolk, som kan rejse penge, give løfter og udstede garantier alene på tro, tiltro og tillid.

Markedet viser sig at være eet stort aftalt rørkartel, der bygger metro eller lejligheder i Spanien for mønter, der ikke er der. Troen og tilliden er fejet ind under gulvtæppet. Pludselig forstår jeg, hvad digteren Sten Kaalø siger med sine ord om, at det er med tro ligesom med gummistøvler – de er kun til glæde for dem, der har dem på.

Ugen, der gik, gav os svar på det, som udsendelserne her gik i byen efter. Nu ved vi endnu engang, hvordan troen klarer årtusindskiftet. Hjemmehjælps-troen skal nok slippe igennem med falske underskrifter og et par kendte ansigter, der næsten ligner kejserens. Og troen som en tilstand af tillid vil være der, om man spiser torsk eller bøf ved årtusindskiftet, om bomberne står på bordet eller falder fra himlen.

Ved man ikke, hvad tro og tillid er mellem mennesker, så er det for tidligt å tale om Guds tro og tillid. Grundtvig bruger et herligt eksempel. Vil man vide noget om Guds tro og tillid, må man først kende sjællændernes tillid til jyder. Lige det eksempel kunne nok bringe en eller anden i tvivl.

© Poul Erik Søe 24. januar 1999, Danmarks Radio, kommentar i udsendelsen Mennesker og tro

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside

24. januar 1999, Danmarks Radio, kommentar i udsendelsen Mennesker og tro

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside