strEUds2.gif (6823 bytes)

Nu skal vi igen have
fri juleaftensdag

Strudsene, der med hån fremkaldte vårens arbejdskamp, styrter på hovedet ud i euroen

På selve den dag, de danske politikeres forbehold over for møntunionen og euroen trådte i kraft, brød statsminister Poul Nyrup Rasmussen sine løfter. Den danske undtagelse i EU fik ikke engang gyldighed en hel dag igennem. Allerede kl. 19,15 havde statsministeren i sin nytårstale gjort sine vælgere og det danske folk som helhed til grin ved at bryde sine løfter endnu engang.

Euroen blev søsat med jubel, og den havde da også vældige sejre, især i de dage efter nytår, da man slet ikke kunne handle med den. Men dansk trykt og elbåren presse, der ikke ser sagerne i deres forskellighed, ikke engang sort-hvidt, men altid romantisk lyserødt, kunne allerede, mens børserne endnu var lukket, skildre euroens velsignede fremfærd.

Så kom første salgsdag, hvor der ikke skete noget som helst. Det var en almindelig dag med almindelig børs-handel. Selv børs-spekulanter er klogere end den danske statsminister. De vil lige se, hvad der egentlig sker med den nye møntenhed.

Også på den danske børs var det en stille dag, næsten at sammenligne med de to eneste dage i dansk børs-historie, hvor Børsen måtte lukke. Den ene gang, da Grundtvig udgav "Kirkens genmæle", den anden da en nøgen kvinde gik krævegang blandt papir-drengene.

Der var så stille på Københavns Børs, at man skulle tro, nogen havde udgivet en bog med titlen "Kronens genmæle". I hvert fald blev alle, der havde bestilt euro-sejr, klædt af til skindet, og var det mon ikke statsministeren, der gik nøgen rundt i det øjeblik i den stille børs-hal, mens penge-folkene tænkte: "Han har jo ikke noget på".

Da møntenhedens store sejr ikke kunne skildres fra børserne, gav nyheds-folket euro-fødslen en lille drejning og tog den nyfødte med tang. De danske skærme viste virksomheder, som var gået over til euroen. Medarbejderne på gulvet havde ganske vist ikke opdaget det, men inde på kontoret havde de fået computerens programmer til også at regne i euro. Og enhver, der bruger regnearks-programmer ved, hvilken vældig sejr det er...

Vi hørte i dagens løb også om danske virksomheder, der overvejede at betale medarbejderne løn i euro. Ofte synes danske virksomheds-ledere at have mistet enhver nordisk fjer og at have sat fornuften i Varde Bank. Nogle virksomheder har ledere, der endog er mere fjollede end EU-embedsmænd. EUs tilskud til danske landmænd skal såmænd betales i danske kroner og ikke i euro.

I euro-rusen kom alle de folk løbende, som til enhver tid støtter ethvert af statsministerens løftebrud. Helt ind i Socialistisk Folkeparti var der folk, som ville svigte det politiske løfte til danskerne om at stå uden for møntunionen. Hos ingen af dem var der - så lidt som hos statsministeren - blot ringeste stræben efter at give grunde for, hvorfor der ved valget for trekvart år siden var brug for forbehold over for møntunionen og igen ved folkeafstemningen for et halvt år siden om EUs Amsterdam-traktat, og hvorfor der så nu pludselig nu sker et løftebrud fra dag til dag.

Selv Max Bæhrend, formanden for Dansk Metal, arbejdstager-foreningen i industrien, løftede pludselig for et øjeblik hovedet fra jorden, hvor han har holdt det skjult som den struds, der er hans bedste ven. Dansk Metal siger skam også ja til hurtig folkeafstemning om euroen. Dansk Metal mener, at det måske endda kan ske i 1999. Bare et halvt års kampagne, så er den hjemme, mener formanden for Dansk Metal.

Det er altså samme gamle sprog i Dansk Metal. Det var jo organisations-folkene her, der sammen med Dansk industri strikkede det forlig sammen, der endte i arbejdskamp i våren. Det var disse folk, som mente, de kunne spise arbejderne af med en fridag juleaftensdag, hvor de fleste havde fri i forvejen. Det er denne dybe indsigt i det folkelige, der nu tager ordet for at juble os ind i euroen.

I virkeligheden vil Dansk Metal bare give os fri juleaftensdag endnu engang. Vi har jo allerede en møntenhed, som klarer sig udmærket selv her i euro-jubeldagene. De danske obligationer havde det fint og fremgangsrigt på dagen for euroens søsætning. Der er fra Dansk Metal ikke givet nogen som helst grund til, hvorfor der netop nu skal ske et løftebrud. Ordene er ren kampagne, ikke samtale, for samtalen som demokratisk grundlag kender Dansk Metals ledelse ikke til, som det alt for tydeligt fremgik under vårens arbejdskamp.

Det var også Dansk Metal, der forud for Amsterdam-afstemningen om EU's magtudvidelse stod bag den nyskabte forening, der blev kaldt "Danmark i Europa", aftalt med de danske EU-partier, betalt af de store arbejdsgiver-foreninger og Dansk Metal.

Først skulle propaganda-klubben have heddet "Europa i Danmark". Så opdagede man, at Danmark var for lille. Europa kunne ikke være der. Foreningen indrykkede annoncer med en struds, som skulle vise, hvor rædde danskerne er. Strudsen stikker hovedet i jorden. Strudse-billedet greb de sammenspiste ledere af arbejdstagere og arbejdsgivere så meget, at de selv måtte stikke hovederne under jordoverfladen, da lønmodtagerne smed deres arbejds-aftale ud og gik i strejke.

Men dansk Metal har intet lært. Der skal ikke føres folkelig samtale om møntunionen, euroen og danskernes forbehold, nej, der skal laves en kampagne. Marketingsfolk med strudse-sind skal føre den underjordiske og undergravende kampagne mod det danske folk, der nu skal narres med euroen, som det skete med efterlønnen og en række andre løfter forud for folketingsvalget og EU-afstemningen.

Hele den sygelige kampagne-tænkning, hvor vi for vore egne penge skal købes til at mene noget andet, end vi mener, hindrer den sunde og velovervejede udveksling af synspunkter i et spørgsmål, hvor det danske folk vitterligt har stærkt modsatte synspunkter. Euro skildres som et rus-middel, viagra for økonomien, jubel-propaganda uden oplysning om, hvor kraftigt deltagelse i møntunionen mindsker Danmarks selvstændighed og - som den svenske vicestatsminister oplyser sit folk - er et voldsomt spring i retning af Europas forenede Stater.

Det er dansk jubel-propaganda, som i hvert fald for øjeblikket kan fremkalde meningsmålinger, hvor danskerne er ivrigere tilhængere af euroen end tyskerne. Kun halvdelen af tyskerne går ind for euroen. Også tyskerne kender til jubel-propaganda for euroen og har hørt på den i årevis, men ensidigheden er ikke så udpræget som i Danmark. Det tyske økonomiske institut DIW synger ikke med på sangen. Tyskerne i instituttet lægger allerede pres på den europæiske centralbank for at sænke renterne i euro-området. Ellers vil der blive skåret en procent af den økonomiske vækst i de elleve euro-lande i 1999.

Briterne, der lige som danskerne, svenskerne og grækerne, ikke er med i euroen, tør også ganske anderledes end danske politikere og forenings-ledere føre en egentlig samtale mellem modstående synspunkter. Avisen The Guardian gengiver i dag en meningsmåling, der viser, at briterne synes endnu ringere om euroen end før. Kun 29 procent af briterne går ind for euroen mod 34 procent for otte måneder siden. Som en særlig hilsen til Max Bæhrend fra det britiske oplyses det, at det især er lønmodtagere, som er imod.

Den tyske og britiske åbenhed om euroens velsignelser er jo en anden snak end det danske strudse-halleluja under jordoverfladen. Det skyldes selvsagt, at tyskerne er klar over, at euroen ikke skal måles på den første dags handel og da slet ikke på omsætningen på lukkede børser. Allerede i dag, euroens andendag, er der dyk for euroen på børsen i Frankfurt, euroen viger småt i forhold til dollaren, og de tyske aktier falder. Heller ikke det er en sensation. Sådan vil det være med en møntenhed, lige som den japanske Yen til morgen er på vej op. Yen er steget 24 procent i forhold til D-mark på seks uger, og den japanske købekraft er stigende. Måske skal vi gå over til Yen, hvis ledestjernen fortsat skal være hysteriet hos de danskere, der med ledertitel foregøgler os et valuta-paradis.

© Poul Erik Søe 5. januar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside