Manden der ikke ville afbrydes
Danmarks Radio, udsendelsen "Mennesker og tro" 17. Januar 1999

Der var en mand, som troede, han havde opfundet troen.
Han havde hurtigt glemt opfindelsen. Men han havde den faste tro, at bare han fik lov til at tale fem minutter i sammenhæng, så ville han genopfinde troen.
Han hadede at blive afbrudt.
Han troede fuldt og fast på, at bare de andre lod ham tale fem minutter uden at afbryde, så kunne han frelse verden.
For han kunne huske så meget af opfindelsen, at tro kommer af sammenhæng.
- Troen er en helhed, sagde han, men så blev han afbrudt.
- Hvis nu…, sagde en i nærheden, og selvom det kun var en brok, så lød det, som om det var meget mer helt og sandt end manden, der hadede at blive afbrudt
- Måske hvis…, sagde en anden.
- Ja, det…, sagde en tredje.
Og det lød helt udtømmende, som om der egentlig ikke var mer at sige. Som om det var dem, der havde opfundet troen.

Og manden, der hadede at blive afbrudt, sad med så megen spyt og galde i munden, at der kunne være blevet en vismand ud ham, ligesom verdens klogeste digter Kvasir, der af guderne blev skabt af spyt og galde.
- Afbrød vi dig, spurgte de andre manden, der hadede at blive afbrudt.
- Årh, det var ikke noget, sagde manden. Og det var det tætteste, han kom på troen, da han sagde, at den ikke var noget.
- Det var ingenting, snerrede han, mens spyt og galde stod ham ud ad munden.
De andre nikkede bare. De havde nemlig hørt radio om tro og mennesker hver søndag morgen, og hvis der var noget, der blev sagt hver søndag, så var det, at troen ikke var nogen ting. Tro er ingen præstation, nikkede de alle, som om det var så sandt, at det ligefrem kunne siges - ikke bare i radioen, men også i fjernsynet.

Manden, der hadede at blive afbrudt, skulle lige til at sige ordet tro, han havde det lige på læben, da de tog ordet ud af munden på ham og holdt det så højt op, at han ikke kunne nå det. Ordet var klistret til med spyt og galde. Og de andre skyndte sig væk for at lægge ordet tro med spyt og galde ind på en hjemmeside, som de sendte ud på internettet.

Da de havde taget troen fra manden, der hadede at blive afbrudt, ville han ikke engang tro sine egne øjne.
Det var der heller ikke grund til. Han var blevet blind. Ikke rigtig blind, men med åbne øjne indså han, at han kun kunne se indad. Hans øjne vendte indad, som de gør hos nogen, der ikke kan se fællesskabet for bare mennesker. Han så hverken bagud eller fremad, kun indad. Han kunne ikke se andre end sig selv. Det er det, man kalder tvivl.

Og manden, der hadede at blive afbrudt, brugte sin tvivl til en ny opfindelse, et kristent skakbræt, som nu kan købes i Rom, Wittenberg og Geneve. Han savede modstanderens halvdel af brættet væk, så modstanderens brikker forsvandt, og så han kun kunne spille med sig selv, og nu slog han alle sine egne brikker i stedet for modstanderens, og det så kristeligt og ydmygt ud, men hvor kristelig og ydmyg han end ville vise sig, så vandt han hver gang, fordi hans konge stod tilbage på brættet. Det er det, man kalder fortvivlelse.
- Det skulle man ikke have troet, sagde manden. Men han ville heller ikke tro sine egne øren, for de vendte indad ligesom øjnene, og nu talte han hele tiden kun med sig selv.
Derfor gik han til psykolog, for psykologer kan høre stemmer, der ikke er der. Først var han på venteliste. Psykologer har travlt. Deres vigtigste opgave er at give katastrofehjælp til folk, der har set en dame vælte med en cykel.
Omsider blev det mandens tur, men lige da han ville til at forklare, at han ikke kunne huske sin opfindelse af troen, afbrød psykologen ham og sagde, at det var ikke nogen katastrofe. Det var værre, at ikke kun mandens øjne og øren vendte indad, men også hans navle. Manden, der hadede at blive afbrudt, havde født sig selv og aldrig afbrudt navlestrengen.
- Hvad skal man dog tro, sagde psykologen og skrev regningen ud for at holde sig til noget, han ikke var i tvivl om.

Men manden gik hjem for at søge efter sin tro, fordi selv i tvivlen troede han på de ord, der kun er sagt til tvivlere. Den, der søger, skal finde. Han brugte internettets søgemaskiner. De havde troværdige navne, heldigvis på fremmede sprog, Alta Vista, Yahoo, Lycos, Jubii og WebCrawler, men først da han brugte den søgemaskine, der hedder Kvasir, som nordmændene har lavet, og som lyder helt hjemlig, for nordmænd er noget af det hjemligste man har, så havde han heldet med sig.

Pludselig var han inde på en hjemmeside, hvor han straks fik det elendigt, og udtrykket elendigt vil sige at føle sig fremmed, og det gjorde han, for der stod kun eet eneste ord på den hjemmeside: Tro. Hjemmesiden lignede en bar mark med et eneste frø, det lille ord tro, skrevet i en farve, der lignede spyt eller sennep.

Det var hans eget ord, taget lige ud af munden på ham. Men han genkendte det ikke. Han var fremmed for sig selv, fremmedgjort på hjemmesiden. Han genkendte ikke troen, for den var smurt ind i spyt og galde. Men han var ikke i tvivl længere. Her var selve troens opfindelse. Tro er kun et ord.

Det lille ord tro gloede på ham og gjorde ham dødsens angst, og det var helt urimeligt, for det var en almindelig hjemmeside, og ordet tro var kun det døde bogstav, men ordet var klistret til i spyt og galde, som er livet selv, fordi du giver noget af dig selv, når du spytter. Og uden at kunne sætte ord på det, og uden rigtigt at tro det, vidste han pludselig med sig selv, at hans dødsangst havde en kerne af livsglæde. Du frygter kun døden, fordi du elsker livet.

Og i det samme genopfandt han troen – man kunne være fræk nok til at kalde det en præstation. Troen er kernen i tvivlen. Uden tro ville man ikke tvivle, men være ligeglad. Derfor er tvivlen det eneste sted, hvor man ikke er i tvivl om troen.

Det var en mageløs opdagelse. Straks var han dog i tvivl igen. Skulle han nedlade sig til at downloade ordet? Men ordet tog magt over ham og vendte hans øjne, hans øren og hans navle udad. Og da der ikke stod noget om ophavsret, tog han ordet tro hjem, som om det var hans eget.

Han havde gjort opfindelsen igen. Nu så han sammenhængen. Ingen kunne afbryde ham nu. I slutningen er ordet, og derfor besluttede han sig for at frelse alle mennesker. Han ville sende dem tro. Og han trykkede på knappen, der skulle dele tro ud til hele menneskeheden. Men lige i det øjeblik, da manden, der ikke ville afbrydes, prøvede at præstere den endelige og fælles tro, så blev han/

© Poul Erik Søe 17. januar 1999 i Danmarks Radios udsendelse "Mennesker og tro".

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside