På syv hjerters dybde
Om modtageren af Nordisk Råds litteraturpris Pia Tafdrup

Tænkeren Ludvig Feilberg, der levede 1849 til 1921, skabte et begreb, han kaldte intetfang.
Han mente, at mennesker pludseligt kan rammes af en særlig slags rodløshed.
Som når en urt plantes om. Pludselig står den i ny jord. Rødderne har ikke fat. Bladene hænger slappe ned. Det er, hvad han forstår ved intetfang.

Og mennesker rammes igen og igen af intetfang – ikke kun når vi helt bogstaveligt plantes om ved at flytte, men ved tilbagevendende små skift i tilværelsen.
Ikke kun planter må have fang. Det, fuglene gør, når de svæver selvfølgeligt i luften, kalder Feilberg også at have fang. De er eet med luften, de har greb om livet i bogstavelig forstand.

Men mennesker kan gå underligt på jorden uden at have fang – eller er ude i hele tiden at miste fanget, at have intetfang.
Den danske digter Pia Tafdrup, der i dag som et genfødsels-ritual får Nordisk Råds litteraturpris, skrev mere end et halvt sekel efter Feilberg en digtsamling, som hun kaldte Intetfang. Hun var ude på syv hjerters dybde, hævdede hun.
Det er på den dybde, vi har fundet hende siden, og det er her, hun henter den varme, voldske og vilde styrke, der er bundbrædder i hendes digtning.

I et af hendes rå, voldsomme digte fra den samling er egne fodtrin på ældgamle natur-spor, der giver hende fang igen, udvirker at hun får rod i tilværelsen – eller med hendes eget udtryk, at hun vender tilbage fra sit liv som dådyr, som hind, tæmmet af skovens yngste, bløde blade. Udtrykket tæmmet er her brugt som i fortællingen "Den lille prins", hvor ræven kalder venskab for det at blive tæmmet. Fællesskab kræver ritual, tilbagevenden fra de syv hjerters dybde eller den bundløse skov.

Dengang i 1982 lød Pia Tafdrups ord:
Stod der ti dyr foran mit hus
i dette desperate fuldmånedøgn
flænsede jeg uden tøven
den stærkeste og smukkeste hind
for at gøre mig usynlig
i hendes bankende varme krop
når jeg galoperede bort
fra jeres blege kældersmil
og skimmelliv
ud i blæsten til markvejen
ned langs midterliniens grønne tåge
ud over brakmarken
og videre ned til skovtykningen
hvor jeg ville tage farten af
og vandre roligt ind
hvor træer nikker stille
hvor grene stryger mig beroligende
hvor de yngste blade
kærtegner mig blødt
så jeg kunne vende tam tilbage.

Det er til alle tider sært, at man føler sig mest ensom, når man er sammen med mange. Ensomhed handler ikke bare om dette ikke at være sammen med andre. Ensomheden er medbragt. Ensomheden er tomhed, vi alle rammes af i den daglige trummerum – lykkeløse.

Og samtidig er det et modstykke i tilværelsen, at netop den tomhed holder os gående – påståeligt fylder vi tomheden ud med det, vi kalder lykke.

Ens egen vandring i erfaring og viden om ensomhed, tomhed og tilintetgørelse, er det igangsættende, det lykke-fremkaldende, det, der driver os til liv, skønt omgivet af døden.

Pia Tafdrup får stærkest øje på denne tomhed ved havet, i klitterne og i blæsten. Et digt hedder "Dage der forsvinder". Det er skrevet som en slags betaling for lån af et sommerhus. En kunstmaler lånte Pia Tafdrup sit hus – og krævede et digt som modydelse på et tidspunkt, da hun var ramt af åndelig skrivekrampe. Bare fire linjer om dagen. Og i digtet kan man mærke afstanden fra ord til ord, fra strofe til strofe, store gabende tomheder, som hun fylder ud med den længselsfulde lykke, man ikke kan rende sig til. Hun vinder helse takket været tomhedens nærvær ved havet og i klitterne.

det er ikke blot uberørte øjeblikke
men også døden
der bliver mere synlig
netop på dette sted

Sådan siger hun sidst i digtet "Dage der forsvinder" i samlingen "Springflod" fra 1985.

Pia Tafdrup får prisen, fordi hun ved, hvordan mennesket får fang. Sådan tænker jeg mig det. Allerede i samlingen "Springflod" lader hun os møde sin længsel, der er mere dybtgående end den længsel, der bare gælder noget håndgribeligt. Her er en grundlæggende længsel, der smelter sammen med lyst.

Lysten, driften, er en drift mod vækst, ikke økonomisk, men menneskelig vækst, en guddommelig størrelse i Pia Tafdrups digterhjerte i sær pagt med vækst-teologers tanker om, at Gud kun findes, hvor der vækst, skønt jeg selv tror, Gud viser sig, hvor der mangler noget, hvor frygten bor i intetfanget.

Pia Tafdrup sætter frygten op mod lysten, selvom hun og verden er truet – aldrig så truet som nu, siger hun i digtet "Ophøjet til fødsel":

uden lyst er vor kroppe ikke rigtige
kroppe
uden børn
verden slet ikke verden mere
og uden længsel efter det øjeblik
hvor alt bliver væk omkring os
er ingen fortsættelse mulig
ingen ophøjelse til fødsel mulig

Og hun kender lystens hemmelighed, røber hun i samme digt fra "Springflod" 1985. Al lyst vil evighed, vil dyb, dyb evighed, hedder det i en gengivelse.

Nu prises Pia Tafdrup af en de få rester af den drøm, de nordiske lande havde om at få fang – drømmen om en tilbagevenden ikke til magt, men til fællesskab. Hun prises også af sine læsere for aldrig at slippe os.

© Poul Erik Søe - Grundlæggende skrevet til et højskole-ophold om og med Pia Tafdrup på Lønne Højskole 20 - 25. marts 1988, her formet som tillægspris ved tildelingen af Nordisk Råds litteraturpris til Pia Tafdrup 8.2.1999.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside