Glæden ved søgende ord
Den radikale EU-politiker Lone Dybkjær i vår-varm drift

På TV2 var der i morgennyhederne vår-varme og driftige ord fra Lone Dybkjær, valgt for Det radikale Venstre til medlem af EU-parlamentet. Det var ikke en glimrende eller spændende samtale, fordi spørgeren færdedes så meget i det almene og med så megen omsorg for EU på stemmebåndet, at ikke et rundstykke var tørt.

Når udgangspunktet var svindelen i EU, og når det vitterligt handler om nyheder, undrer det, når spørgeren slet ikke kom ind på den seneste afsløring, hvor selve EUs sikkerhedstjeneste nu er under anklage for svindel. Selv det engelske Labour er nu drejet til skarp indsigelse mod EUs fremfærd, skønt netop Labour var med til at understøtte den nuværende EU-kommission, ansvarlig for svindelen, med tillid fornylig, da der burde have været sagt fra.

Alligevel lykkedes det Lone Dybkjær - som politikere for ofte må gøre det, når de ikke får fortjent modspil - at tilføje samtalen alvor og i hvert fald drejninger af ord, som varsler nye muligheder for at føre EU væk fra den kejserlige ophøjethed til noget, der i omridset kan ligne de løfter, som det danske folk engang fik om samarbejdets indhold.

Undervejs glemte man ikke det indre forbehold, at Lone Dybkjær er i valgkamp, fordi der skal være valg til EU-parlamentet 10. juni. Det skal heller ikke skildres sådan, at det lykkedes hende at bygge bro mellem Det radikale Venstres hverdags-politik i EU, udmøntet især af udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og de drømme, forslag eller ønsker, som Lone Dybkjær selv har til EU - i hvert fald i valgkampen.

Den radikale EU-politiker udviskede heller ikke den misbrug af skærmens hjertesprog, der fik hende til i det grønne at holde hånd og ord med sin politiske modstander, husbonden Poul Nyrup Rasmussen, da vi sidst skulle lokkes til at sætte kryds.

Men taget for pålydende værdi var morgen-ordene driftige med nye åbninger, fordi Lone Dybkjær selv synes at være i drift. Svindelen i EU, som Lone Dybkjær vitterligt ville straffe EU-kommissionen for ved den nylige afstemning i Strassbourg, føjer styrke til de synspunkter, som hun har til EUs opbygning.

Lone Dybkjær har blik for, at den majestætiske ophøjelse, som kommissionen og dens medlemmer har i EU, er helt ude af pagt med al nutids-færd. En EU-kommissær er jo ikke forpligtet over for det land, der har udpeget kommissæren. Kommissærerne er alene forpligtet over for Unionen. Det er en mærkelig tankegang for en politisk ledelse, der grundlæggende har indbygget en form for pligtigt landsforræderi.

Det er slet ikke den slags ord, Lone Dybkjær bruger. Men i sin egen sprogbrug får hun sagt, at kommissionens medlemmer skal have plads som embedsfolk. Dermed går kejseriet af dem, og de får ansvar over for den regeringschef, der har udpeget dem, eller de bliver i stigende grad ansvarlige over for det EU-parlament, der efter seneste EU-grundlov allerede har fået mere styrke.

Det gjorde i hvert fald indtryk, at Lone Dybkjær utvetydigt tog afstand fra kommissionens formand, Santer, der prøvede at slippe gennem svindel-sagerne ved at tale om, at opgøret med svindelen ville skade EUs udvidelse mod øst. Hun talte her et sprog, der ikke bragte nye afsløringer, men som i hvert fald var trøstende genkendeligt for den, der sidder med harme mod en kommission, som tillader de groveste udskejelser i ly af verdens-situationen.

Lone Dybkjær bruger også ordet nation med større styrke end hidtil. Vel nok fordi vinden i øjeblikket blæser den vej i EU, ikke kun hos EU-modstanderne. Men også fordi hun øjensynligt, forstærket af svindel-sagerne, har fået tydeligere blik for, at EU som imperium segner af mangel på al folkelighed.

I andre sammenhænge har Lone Dybkjær brugt udtrykket "en lejlighedskompleks af nationer" om EU. Det er svært at finde ind til kernen i udtrykket "lejlighedskompleks" om den magt, EU-traktaten tildeler EU. Mener hun bofællesskab mellem nationer, og bor vi til leje eller i ejerlejligheder? Snart det eneste i EU, der nu minder om et lejlighedskompleks, er den nabokontrol, som vi kender alt for godt fra den sovjetiske union.

Men der skal ikke tales ringe om, at Lone Dybkjær nu har et meget mere søgende ordvalg, end når hun tidligere talte om EU. Hun og husbond er jo selve sindbilledet på den splittelse, som EU udgør i det danske folk. Statsministerens parti stemte for tilliden til den EU-kommission, som bærer ansvaret for EUs svindel. Lone Dybkjær stemte modsat.

Men dybest set er svindelen jo ikke vigtigst. Selv et renfærdigt EU med rene hænder ville ikke i magtens nuværende sammensætning og opbygning kunne fjerne den folkelige nedbrydning, som EUs grænseløse magt-vækst er udtryk for. Det danske folk er af sine politikere blevet svindlet ind i EU. Og danskerne er blevet svindlet til at godtage traktat efter traktat. De brudte løfters dødedans på Danmarks kistelåg er de taktslag, der nu slår rytmen for et oprør.

© Poul Erik Søe 5. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside