Liberalismens
krævegang

Hvad laver Peter Gæmelke i Brüssel i dag?

De er der allesammen i dag, de danske landmænd. Talmæssigt i hvert fald. Fyrre  tusind bønder deltog i en krævegang mod EU-kommissionen. De 40.000 er nu ikke alle fra Danmark, for der var deltagere fra de fleste EU-lande. Men krævegængerne svarer i tal til heltidsbeskæftigede landmænd i Danmark, ja, faktisk var der fler i Brüssel.

Tallet siger noget om, hvor få egentlige heltids-erhvervsdrivende vi har tilbage i dansk landbrug, da de nogenlunde svarer til, hvad der deltager i en krævegang. Sindsmæssigt var danske landmænd ikke alle ivrigt til stede. Ganske vist havde de danske kravgængere Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, som leder. Men sindige landmænd spørger stille til, hvad Gæmelke laver i Brüssel i dag, når danske landmænd i snit modtager et godt stykke over fire hundred tusind i årlig støtte. De store brug har hånden længst fremme, men snittet for landmændene giver ikke så lidt mer end folk, der ellers er på støtten.

Nu er det alles ret at deltage i en krævegang, der som politisk udtryksmiddel er bedre end sit rygte. Det var netop ikke vold eller trussel om vold, men en krævegang i København, der gav danskerne folkestyre og grundlov for hundred og halvtreds år siden. Krævegangen i Brüssel i dag førte til voldelige sammenstød med politiet, som brugte vandkanoner og tåregas mod bønderne, mens 3000 kurdere i krævegang i København fik ros for ikke-vold af politiet. Der må være en blidhed, der smitter i Danmark, men som ikke findes i Brüssel.

Værre er det, at krævegangen i Brüssel mest er sammensat af folk, der Europa over regner sig selv for - og vil regnes for at være liberale. De er tilhængere af fri handel og frie erhverv, båret af selvhjulpne og selvstændige mennesker, der vil klare sig uden støtte fra staten eller Unionen. De samles i EU-landene i partier, der hænger andre grupper ud, når de er ramt af nød og må hjælpes af samfundet.

Tilmed er det sådan, at deres egne tanker om frihed og selvstændighed har fået tydelig ret med årene. De har jo netop selv bundet sig så stærkt til EU-støtte, at de har mistet viljen til frihed og evnen til selvstændighed. En newzealandsk bonde kunne nyligt sige, at han var lykkelig for EU-støtten til danske landmænd. Før havde danske bønder med dygtighed, smidighed og opfindsomhed været førende i landenes kappestrid om de bedste fødevarer, men nu er danske bønders omstillingsevne sat i stå af EU-støtten.

Det er let nok at se grunden til landmændenes vrede. Ikke mindst fødevare-priserne har haft mange dyk det seneste år, og udlands-salget er faldet voldsomt. Alene de danske bønder vil miste omkring en milliard kroner om året, hvis EU-kommissionens plan om virkeliggøres. Og for en bonde må det at føje spot til skade, når grunden til nedskæringerne i støtte af EU hævdes at være optagelsen af østlande i Unionen.

Netop den grund hvisker alt for tydeligt til bondens øre-smerte, at nu gentages med østlandene, hvad den danske bonde og andre bønder blev udsat for. EU køber sine nye medlemmer med tilskud. Netop flæskepriserne var jo en af hovedgrundene til, at danske EU-partier så ivrigt, hovedkuls og - skulle det vise sig - løgnagtigt fremlokkede et ja til Unionen i 1972.

Store og små folk i Europa er blevet løbet over ende af EU-støttens umiddelbare lokkende fordele. Det irske folk blev købt til et kæmpe-ja til EU for en støtte på firs milliarder kroner. Kun grønlænderne viste sig at kunne modstå fristelserne. Da Grønland en kort overgang var medlem af de europæiske fællesskaber, væltede det ind med EU-støtte for at købe grønlænderne. Men de var ikke til salg, som danskerne og de andre folk i Europa var det.

Nu er medlems-landenes bønder ikke EU-politisk så nødvendige mere, for deres lande er allerede tvunget ind i Unionen. Nu skal støtte-midlerne til opkøb af folk, lande og magt bruges andre steder.

I tidens løb tog Frankrig særligt for sig af tilskuds-retterne. Den særlige bjergbonde-lovgivning har givet franskmændene store fordele på andre EU-landes regning. Eller rettere sagt så Frankrig stort på det lovpriste fællesskab og indrettede landbruget efter egen fordel, især politisk fordel. Følgen har dog været den, som vi har grund til at misunde franskmændene, at de i langt højere grad end os har værnet småbrugene. Det er EU i sig selv mere end påstået effektivisering, der har smadret dansk familiebrug og bragt os tilbage til storbrugene, de ny herremænds EU-støttede herlighedstid.

Det er indlysende, at madpriserne er for lave, og at det er sundere, at fødevarerne betales, når de leveres over disken, end gennem skatterne. Det ligger lige så klart, at EU for hvermands øje skjuler den kendsgerning, at EU som en toldunion har bygget en mur op mod andre landes fødevarer gennem støtten til landmændene. De lur-kærnede ord om frihandel skjuler den kendsgerning, at EU spærrer for fri handel, der kunne give flere, mere alsidige og billigere varer fra andre lande.

Det er i længden ikke holdbart, at der i samme omfang som nu opretholdes fremstilling af fødevarer til udlandssalg, hvis fremstillings-landets borgere skal bære den byrde, der er tilbage som forurening. Hvis Danmark ikke blev ført i EU-lænke, ville landet for længst have sat alle kræfter ind på øget fremstilling og udlands-salg af økologiske varer, så skadevirkningen af fremstillingen til eksport mindskes. Det er den selvfølgelige vej, hvis landbrugspolitikken ikke kun skal have magtpolitiske mål, men også tjene det samfund, landmændene er del af.

Det er uopretteligt, hvad EU har påført det danske landbrug og dermed samfunds-fællesskabet af skader. EU har kynisk forstærket og fremskyndet udviklingen væk fra de bæredygtige jordbrug i familieeje. Målet var ødelæggende fra første færd, da danske frugtavlere blev lokket med EU-penge til at fælde træerne, fordi frugt skulle hentes i andre lande. Nu prøver man at genskabe den mistede danske avl.

Siden blev landbruget ført på samme vildspor. De såkaldte europæiske fællesskaber udviklede sig til at være deres tilhængeres værste fjende. Nu er EU kørt fast. Ingen af landene, især ikke Tyskland med fire millioner ledige, har råd til at holde kolossen stående på sine lerfødder. Og med den ny magt-gennemførte euro-møntenheds nederlag gennem halvandet måned tegner sig et EU, der må gennem en smertelig omstilling.

Der er ingen grund til for andre samfunds-grupper nu at ville hævne sig på det landbrug, der egenvilligt og forført af penge og politiske partier jublede Danmark ind i Unionen. Landbruget er i forvejen i en vanskelig stilling efter et kvart århundreds målrettet udryddelse af familiebruget og med det nutidigt voldsomme dyk i udlands-salget.

Et nyt slægtled i landbruget har længe kæmpet for at tilbagevinde erhvervets troværdighed gennem ændringer i fremstillings- og avle-formerne. Den fælles kamp mod EUs falske mål og styrings-svindel er ikke en kamp, som landbruget står uden for, skønt nogle af dets organisations-ledere stadig lever i den EU-middelalder, som Peter Gæmelkes forgængere fejlagtigt forvekslede med fremtiden. Faktisk burde danskerne kunne gå krævegang sammen, bare ikke i Brüssel.

© Poul Erik Søe 22. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside