Torshammer.GIF (1139 bytes)De lukkede læbers demokrati
Vi hører aldrig et ord, der binder os sammen

Engang i halvfjerdserne skabte det tavse flertal frygt. Demokratiet flyttede sig fra - med Hal Kochs udtryk - at være samtale til at være et gæt på, hvad de umælende måtte mene. Og sært nok fastslog magthaverne, at de tavse, de umælende mente det samme som magthaverne.

Holdninger hos mennesker i deres forskellighed var ikke længere til for at brydes i en vekselvirkning, hvor modstandere gensidigt påvirkede hinanden for at finde fælles ståsteder og løsninger. Holdninger var blevet til det, meningsmålerne kunne hente ud af formummede skælme.

Det tavse flertal er ikke væk. Det har vundet den endelige sejr. Munden er blevet lukket på folkestyret. Vi er endt i de lukkede læbers demokrati. Ganske vist er fler og fler vrede, men deres følelser finder ikke ord, som deles med andre.

Magthaverne har opgivet at nå os i samtale. De bruger annoncer og kampagner i stedet - og lader os selv betale for deres påvirkning af os. Og folket har opgivet at nå magthaverne med ord. De flytter ståsted i meningsmålingerne i stedet.

Det er ganske ligetil, hvorfor folkestyret er endt i tavshed. Folkestyre forudsætter et folk. Men hovedopgaven i politik er jo at få os til at holde op med at være et folk. Altså taler ingen til os som et fællesskab. Vi hører aldrig et ord, der binder os sammen. De politiske ords mål er at opløse folket, for at vi skal føle os fremmedgjorte over for det hjemlige. Man lader os dag for dag høre, at vi netop ikke hører sammen. De fælles ord er fraværende, fordi de forstyrrer magtens vækst.

Vi har ellers som folk en ældgammel tro på, at ord er til for at blive brugt på hinanden. Det ældste udsagn om det på dansk er fortællingen om Tor. Han har en hammer, som hver gang vender tilbage, når han har kastet den og ramt sit mål. Det er ikke en almindelig hammer, men et sindbillede på ordet. Hver gang ordet er sendt af sted, så er det rede til et nyt kast.

Ordets fællesskabs-fremkaldende mulighed er en dagligvare, altid rede. Det er ikke et særtræk ved danskere. Det er al folkeligheds kendetegn. Det er det guddommelige ved det menneskelige ord. Den, der går i kirke på søndag, får gamle ord fra et andet folk sat på den kendsgerning.

Det guddommelige ord vender ikke virkningsløst tilbage, vil der blive sagt i alle landets kirker, men ordet gør undervejs det guddommeliges vilje og udfører det guddommeliges ærinde. Det er lige vand på Tors mølle.

Der vil også på søndag lyde sære ord om, at de vises visdom vil blive ødelagt, og de kloges klogskab vil blive gjort til intet. Og ordene på søndag falder lige så nemt i hånd og mund som ordene om Tors hammer. "Denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt."

Lysten til at kvæle ordet og lukke demokratiets læber stammer fra den uredelige omgang med det danske folk. Ordet skal gøres virkningsløst. Tors mund skal sys til, som Lokes læber blev det. Danske politikere har fundet løsningen. Ved ikke at sige noget, undgår de spørgsmål. Ved ikke at sige noget, undgår de svar.

Danskere savner ikke ord, der gør os stolte og selviske. Vi har ikke brug for ord, der kun vender indad. Men vi hører aldrig et ord, der tydeliggør, at vi er en selvstændig stemme i verdenskoret. Ethvert ord, der binder os sammen i et fællesskab, er bandlyst, skønt ethvert folkeligt fællesskab netop ikke som nationalismen vender indad, men i selvforståelse er grundlaget for samvirket med de andre.

Værkstedet for læbesyning er oprettet med EU-tilskud. Enhver frugtbar samtale skal standses. EU har indrettet kontorer i hvert land også med det mål at hindre samtalen. På spionvis sidder på EU-kontorerne folk, der som oldermændene i eventyret skriver op, hvilke ord der ikke må bruges.

Når en EU-politiker kommer til et andet land end sit eget, ligger der er bandbulle klar til brug. I England må en EU-politiker ikke nævne den tidligere Kommissions-formand Jacques Delors. Det ophidser englænderne i deres vrede mod EU. Det tilrådes også, at gæstende EU-politikere ikke nævner den tidligere tyske forbundskansler Helmuth Kohl. Han er mer, end englænderne kan bære - ifølge EU-kommissionens stedlige kontor for nedbrydelse af folkelig samhørighed. Først og fremmest skal EU-politikere undgå ordet harmonisering, som fremkalder brøl hos britiske løver.  I Danmark må man gå ud fra, at EU-kontoret fraråder al omtale af Nyrup Rasmussen for ikke at skade danskernes hjerte-forhold til unionen.

Det er jo intet mindre end opfordring til løgnagtig fremfærd. Udenlandske EU-politikere skal lade være med at sige, hvad de mener, fordi EU-kommissions ansatte vagthunde frygter en egentlig samtale - den samtale, der netop er demokrati. Udlændinge skal ikke omgås os som ligeværdige, skønt vekselvirkningen jo netop springer af den redelige og åbne samtale. Nej, den glatte løgns tidsler skal kvæle ordets frugtbare sæd.

Nylig kom der nyt fra EUs værksted for læbesyning. I Brüssel blev der lækket et papir, som fortæller hvordan EU-kommissionens pressetjeneste bremser hæderlighed, redelighed og åbenhed i Unionen. Begrebet åbenhed, som er brugt stærkest i EU-sammenhænge af den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen, omtales sådan af EUs pressetjeneste - her ifølge det ellers EU-overvenlige dagblad Politiken 28. januar 1999::

"Vær ikke for optaget af dette begreb - prøv ikke at være mere katolsk end paven selv. En smule kynisme - og undertiden hykleri - kan være nødvendig i den måde, informationer spredes på. For mange forklaringer fremkalder ofte nye spørgsmål."

Tænk, hvis vore såkaldte politiske ledere lige i det øjeblik fjernede syningerne fra læberne og brølende sendte torshammeren mod EU. Tænk, hvis bare een ledende politiker på dansk havde sagt, at her standser det. Niels Helveg Petersen var selvskreven til det, efter al den omtale han har fået som åbenheds-forkæmper. Tænk, hvis bare een dansk magthaver havde sagt, at der omgående måtte være ekstra ministermøde om den sag. Tænk, hvis danske ord pludselig stillede sig på tværs.

I stedet var svaret tavshed. Fordi danske politikere længe har brugt samme fremgangsmåde som EU. For mange forklaringer fremkalder ofte nye spørgsmål.

Sådan er vi da alle ladt tilbage med sammensyede læber. Vi ser og ser, men forstår intet. Vi hører og hører, men fatter intet. For det, vi hører, er tilrettelagt kynisme og hykleri.

En dag smelter den opsparede vrede læbens tråde. En dag lyder der et dansk ord, som ikke lader sig standse, og som hele tiden vender tilbage for at være rede på ny.

© Poul Erik Søe 4. februar 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside